x

Interview: Manic Street Preachers – Nixon bor i os alle

Interview: Manic Street Preachers – Nixon bor i os alle

Al vreden, al smerten, al bitterheden. På ét album. Og ingen opfølger. Kun dette enkeltstående manifest om verdens uretfærdighed. Det var, hvad fire unge walisere med smag for punkideologi proklamerede, inden de gik i studiet for at indspille 18 sange under titlen "Generation Terrorists".

Men den hidsigt rockende og politisk frustrerede enhed, som kaldte sig Manic Street Preachers, skulle dog hurtigt komme til at trække udsagnet til sig. For allerede året efter, i 1993, kunne kloden lytte til albummet "Gold Against The Soul" fra samme kant – og siden da er det blevet til hele fem studieudgivelser med aktuelle Lifeblood som den seneste.

– Det er rigtigt, at vi er gået imod vores oprindelige idé, forklarer vokalist og guitarist James Dean Bradfield med et diskret smil om munden, da GAFFA konfronterer ham med fortidens udtalelser. Men vores legitimering – eller undskyldning om du vil – har igennem årene været, at vi laver en helt ny plade hver eneste gang, vi går i studiet. Altså ikke noget med at gentage os selv til bevidstløshed.

Og bandets bassist og sangskriver Nicky Wire mener, at musikjournalister og rockarkæologer bør være lidt overbærende overfor det kategoriske udgangspunkt.
– Vi var meget unge og vrede på det tidspunkt, og lod os rive med af vores følelser. Vi hadede alting og ville ikke være en del af noget som helst, slet ikke musikbranchen. Men vi blev klogere, selvom vi til stadighed har den dér punkede enten-eller-indstilling til mange ting.

Kærligheden til pop
Som de to mænd sidder der i Hotel D’Angleterres bløde sofaer i Københavns indre by, er det nu ganske svært at få øje på nogen nævneværdig punkattitude. De ligner mere et par følsomme thirtysomethings, og de 12 nye sange klinger da heller ikke hverken vildt eller vredt.

– På "Lifeblood" har vi forsøgt at skabe en mere tilgængelig lyd, forklarer Wire. Derfor indkaldte vi superproduceren Tony Visconti, der tidligere har skabt et fantastisk popudtryk for blandt andre David Bowie. Og han gav os, hvad vi drømte om – selvom han var afsindigt dyr.

Men Wire er imidlertid godt klar over, at den bekostelige vellyd ikke vil glæde alle.
– Jeg ved sgu da godt, at nogen vil synes, "Lifeblood" er et kedeligt album, der ikke byder på andet end blank popmusik. Men jeg er ærligt talt pisseligeglad. Jeg elsker pop, og det kan høres på de nye sange – og nu hvor jeg er i færd med at springe ud af skabet, kan jeg lige så godt indrømme, at jeg elsker Didos seneste album!

Wire griner højlydt og klør sig i de daggamle skægstubbe. Men Bradfield forklarer, at det nye album også er resultatet af en aftale, bandet lavede i studiet.

– Vi aftalte ikke at tage hensyn til nogen eller noget. Vi ønskede, at "Lifeblood" skulle blive et album, som udelukkende var udsprunget af vores egne lyster – og da vi begyndte at spille i denne frie ånd, var det altså en form for popmusik, som strømmede fra instrumenterne.

På godt og ondt
Det er imidlertid ikke kun på lydsiden, Manic Street Preachers har skiftet karakter. Tekstmæssigt er der også forandringer at spore. Borte er de vrede ord om institutioner og politikere, og i deres sted står en anderledes nuanceret virkelighedsforståelse. "The Love Of Richard Nixon", albummets førstesingle, tegner således et særdeles detaljeret billede af en af dette århundredes mest forhadte ledere.

– Præsident Nixon er kun kendt for at have løjet for sit land, forklarer Wire. Men han var meget mere end det, og det fortæller vores sang om. Han gjorde eksempelvis en stor indsats for kræftforskningen i USA, ligesom han også gjorde uendelig meget godt for Kina. Men i dag huskes han kun som ond og korrupt.

Wire fortæller afslutningsvis, at teksten til "The Love Of Richard Nixon" er et ganske præcist billede på, hvordan Manic Street Preachers betragter verden, her 12 år efter debuten.

– Vi ser ikke virkeligheden igennem en sort-hvid linse, som i årene omkring Generation Terrorists. Alderen og erfaringen har lært os, at mennesker er både gode og onde. Verden er grå. Ingen er hævet over dette faktum. Præsident Nixon er et sigende billede på denne erkendelse, som vi er nået frem til, og som "Lifeblood" er rundet af. Nixon bor i os alle. Ikke sandt?

Manics' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA