x

Oh Land – klar til at erobre verden

Oh Land – klar til at erobre verden

– Vingummibamser!

Der er et øjebliks rå lykke, da Nanna Øland opdager de store poser Haribo Gold Bears bag disken på hendes lokale café/delikatesseforretning i Williamsburg i Brooklyn.
En kop cappucino og en halv pose vingummibamser er benzin nok til to timers snak, hvor den spinkle pige iført langhåret angorahue, kunstig leopardpels og en halskæde af store, blanke plasticfigurer er så fokuseret, at hun end ikke opdager, at der ind imellem går korpulente mænd med blodstænkede forklæder ind og ud fra køkkenet.

"Gør der det?", spørger hun overrasket og ser sig omkring i det rustikke lokale på Marlow & Sons, der er kendt som bohemernes højborg i hipsternes Williamsburg lige over floden fra hektiske Manhattan. Her kommer kunstnerne, når de skal slappe af og ha' ro i hovedet. Men storbyens støj hjælper faktisk også 25-årige Nanna Øland med at klare tankerne.

– Jo mere larm, der er rundt om mig, jo mere rolig bliver jeg. Jo mere tempo, cirkulation og drama, jo mere får jeg stilhed i hovedet til at lade mig inspirere af de ting, der sker omkring mig. Hvis der sker for lidt omkring mig, begynder det faktisk at larme oppe i hovedet.
Men mens larm er godt, er fremmed musik mindre velkommen lige for tiden, hvor Nanna Øland er ved at lægge sidste hånd på sit amerikanske debutalbum, hvis titel bliver Oh Land – en spøgefuld omskrivning af den engelske udtale af det sære danske efternavn.

– Jeg lytter faktisk ikke rigtig til musik. Det lyder måske lidt prætentiøst, men jeg bliver helt forpustet ved tanken om at skulle indleve mig i et andet musikunivers end det, jeg er ved at skabe lige nu. Det er tit først, når jeg er færdig med en plade, at jeg rent faktisk overhovedet kan holde ud at høre andet musik, siger Øland om den proces, hun gennemgår, når hun indspiller sin musik.

Hun har netop færdiggjort album nummer to.

Men der har – helt bogstaveligt – været en verden til forskel fra indspilningen af det første, hvor debutanten lagde stor vægt på at have hånd om alting selv hjemme på Vesterbro. Og nu, hvor Oh Land har flyttet basen til New York som del af pladeselskabet Epic, der hører under musikgiganten Sony.

Kan koncentrere sig om musikken

Under succesen efter debuten Fauna i Danmark i 2008 blev Oh Land på helt gammeldags manér opdaget af en talentspejder fra det store amerikanske pladeselskab Epic.

Talentspejderen Farra Mathews har i dag forladt Epic, men fungerer stadig som manager for Oh Land, hvis musik hun betegner som "utroligt spændende", fordi melodierne er "tilgængelige som var det pop, men uden at være mainstream" og med usædvanligt intelligente tekster. Mathews skønner, at der i januar var over 30 mennesker i gang med at gøre Oh Land klar til det amerikanske og det internationale marked.

På Epic er der på fuld tid en publicist, en marketingmedarbejder og en, der tager sig af alt online. Og mens Epic var i gang med både at planlægge pladeudgivelse i marts, amerikanske talkshows, USA- og Europa-turne og amerikansk radiofremstød, var der ifølge Mathews nok omkring 20 mennesker alene på pladeselskabet, der hver dag var mere eller mindre involveret i Oh Land. Dertil kommer det internationale managementhold, Mathews selv, programmøren, der sørger for det avancerede sceneshow med balloner og drumbeats, og seks mennesker, der skal med på turné.

Mathews vil ikke sætte beløb på, hvad der skal hentes hjem, før det hele er betalt.

– Selvfølgelig kan man lave den ligning. Men branchen ændrer sig jo hele tiden, så det handler ikke længere så meget om at sælge en halv million plader. Tv-reklamer er for eksempel en fantastisk måde at komme ind i folks hjem på. Så når nogen midt i Amerika om otte måneder får øjnene op for, at der er denne her pige ved navn Oh Land, så trigger det noget, at de har hørt hende i en tv-reklame for Hersheys chokolade eller Trident-tyggegummi i januar. Hvis vi får det hele til at spille rigtigt sammen – online, sociale netværk, turné og et par licensing muligheder – så skulle det gerne tjene sig hjem, siger Farra Mathews.

Alt det går lidt hen over hovedet på Nanna Øland. Hun er nu i en liga, hvor hun kan koncentrere sig om musikken.

– Jeg har fundet et team, som jeg stoler på. Og jeg tør lade dem gøre deres arbejde. Forskellen er, at i Danmark havde jeg tingene i hånden selv. Men her har jeg de personer i hånden, som laver tingene. Det er en meget naturlig udvikling, synes jeg, i og med at det er en mere omfattende ting at være "signet" her end i Danmark. Det er stadig mig, der tager de overordnede beslutninger. Jeg gjorde alle management-ting selv i Danmark, fordi jeg var nødt til det. Ikke fordi jeg syntes, det var sjovt.

Rodløs kosmopolit

Også selve musikken har denne gang fået en anden fødsel. De 11 sange på Oh Land er skrevet i New York og Los Angeles. De er indspillet med to forskellige producere i studier i London og New York. Og livet som mere rodløs kosmopolit præger sangene.

– Det er måske ikke direkte New York, men mere den tilværelse, jeg har levet. Jeg har været steder, hvor jeg ikke vidste, hvor jeg var. Det der med at være på mange måder sådan helt alien-agtig har givet mig en kæmpe sårbarhed og åbenhed over for alle indtryk. Så detaljer, som jeg måske ikke ville have lagt mærke til i mit daglige liv på Vesterbro, har rykket ved noget og inspireret mig til at skrive om meget delikate, små, sensitive ting og nuancer. Jeg tror, det har inspireret mig meget at være i den der ensomhedskapsel i et land, som jeg ikke kender.  

Mens New York er "sanseeksplosioner med konstant energi, indtryk, larm, lugte, mennesker over det hele", er Los Angeles "det ultimative Palle-alene-i-verden-agtige sted, hvor man føler, at der bor ufatteligt mange mennesker, som man bare ikke kan se". Følelsen af Los Angeles' som en by fyldt med tegneseriefigurer og som "fremmedgjorthed over for naturlige menneskelige behov" har blandt andet inspireret til sangen Human:

I don't like you, human,
you remind me of the things I hate in me.
I don't like you, human,
'cause you show me how imperfect I can be.

– Det var ligesom det her dilemma mellem: Åh, jeg hader mennesker, de er så mærkelige, jeg forstår dem ikke. Samtidig med at jeg så, at jeg selv kunne blive eller gøre mange af de ting, jeg hader. Grænsen er meget fin. Og det skræmte mig, for jeg kunne mærke, at L.A. påvirkede mig. At jeg begyndte nærmest at flytte mine værdier en lille smule i den by. Den blev på en eller anden måde et udstillingsvindue til mit eget liv.

Fascinationen af hverdagens lyde er stadig en vigtig del af Oh Lands univers. Der er brugt dagevis på at finde lige præcis de rigtige trommelyde, og for eksempel lilletrommen på nummeret Wolf & I er lavet af velcroen på producer Dan Careys datters sko. "Jeg ville gerne have den der sejhed, velcro har. Ritsj". Andre lyde er lavet af skridt i garagegrus eller pennies fra London, der bliver kastet på et bord.

– Jeg går sindssygt meget op i lyde. Men det har ikke været sådan hvad-kan-jeg-nu-finde-på-agtigt. På denne her plade er jeg mere end på Fauna gået op i, hvad jeg kan bruge lydene til at kommunikere. Fauna var på mange måder mere abstrakt. Og jeg var ikke interesseret i, at folk nødvendigvis kunne forstå mig. Med denne her plade er mere tilgængelig, og jeg er meget mere interesseret i kommunikationen. Det er ikke nødvendigvis vigtigt for mig at blive forstået. Men når jeg fortæller noget personligt, vil jeg gerne have, at folk i det mindste lytter efter.

Skal ramme bredt

Idéen er, at Oh Land skal ramme meget bredt. Det store salgsarbejde har været i gang i månedsvis, og ved redaktionens slutning var de første optrædener på store amerikanske tv-talkshows ved at være timet til udgivelsen i marts. Blandt andet en optræden hos David Letterman. "Og med flere andre bagefter", svarer manager Farra Mathews.

I marts skal Oh Land så på USA-turné som opvarmningsband for bandet OMD (Orchestral Manoeuvres in the Dark), der var banebrydende inden for den elektroniske musik sidst i 1970'erne og først i 1980'erne. Senere kommer også en Europa-turné. Og undervejs kommer også radiopromoveringen, der i USA først kan komme i gang, når en musiker allerede er ved at være etableret gennem koncerter, tv og blade.

Og ligesom det var i Danmark, er sceneshowet vigtigt for Oh Land. Det er i løbet af efteråret blevet raffineret ved en række mindre koncerter i New York og omegn, hvor Nanna Øland har optrådt med sin faste trommeslager, Hans Hvidberg-Hansen, foran et væld af hvide balloner, der med hjælp af avanceret teknologi har fungeret som en slags kor med billeder af en syngende Øland projiceret op på de enkelte balloner. Ballonshowet ligger i naturlig forlængelse af det, der fængede Farra Mathews, da hun lidt tilfældigt dumpede ind i den danske stjerne på spillestedet Plex i København i februar 2009.

– Det første, der slog mig, var, hvor stiligt og autentisk, hendes show var. Da koncerten var forbi, følte jeg ikke, at hun havde opført hele sit spektakel bare for spektaklets skyld. Musikken og det hele hang sammen, så jeg bagefter virkelig følte, at jeg havde overværet et kunstværk, siger Mathews, der tidligere har arbejdet med blandt andre Fiona Apple, Tori Amos og Shakira.

Mathews vil ikke sammenligne Oh Land med andre kunstnere. Men troen på den danske sanger bliver understreget af, at kontrakten med Epic gælder i alt fem plader. Men den voldsomme binding og forventningspresset synes ikke at tynge Nanna Øland. Heller ikke selv om hun fra flere sider er blevet advaret mod den glubske pladebranche. Faktisk er det hverken løftet om fire plader mere eller mødet med det amerikanske og internationale publikum, der gør hende mest nervøs. Det danske publikum er meget mere skræmmende.

– I forhold til Danmark har jeg det nok sådan lidt… du ved, sådan som man kan have et forhold til sine forældre, når man skal vise dem noget, som det er meget vigtigt, at de godkender. I New York kan folk jo stille sig op en dag og sige, at "nu er jeg kunstner". Og så er det det, de er. Sådan er det ikke i Danmark. Der skal man fortjene sin succes. Jeg har helt klart ekstra præstationsangst i forhold til Danmark sammenlignet med mange andre steder. Det er lidt ironisk, for jeg har jo aldrig fået andet end opbakning. Men jeg er bare mere nervøs over alt det, jeg laver, fordi det et eller andet sted jo er min rede.


Fem gode grunde til at flytte til New York ifølge Oh Land:

– If you can make it here, you can make it anywhere… London og New York er døren til resten af verden.

– Mange af verdens mest talentfulde mennesker bor her. Så det giver mulighed for at arbejde sammen med nogle sindssygt talentfulde mennesker.

– De muligheder, jeg har fået i forbindelse med pladeselskabet i et større land. Der er flere penge til at kunne tillade sig noget mere.

– Jeg er virkelig et madøre, og man kan få al slags mad her. Jeg husker mange ting i mit liv gennem forskellige madoplevelser. Jeg tror ikke, pladen ville være det samme uden.

– Alle de andre koncerter, dans, teater, kunst. Det er kunstnerisk creme de la creme. Det er meget inspirerende at gå ind på et lille galleri og se en kæmpe kunstner. Det sker bare ikke i Danmark.

Oh Land sagde nej til Shakira og 20.000 tilskuere

En septemberdag sidste år trådte manager Farra Mathews et øjeblik ud fra et møde for at tage telefonen. Da samtalen var slut, måtte hun lige sunde sig, før hun kunne gå tilbage i rummet, hvor Nanna Øland, hendes trommeslager og tourmanageren sad og planlagde overmorgendagens koncert for 200 mennesker i Winooski, Vermont.

– Det var da det vildeste, jeg nogensinde havde prøvet. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle gå derind og sige det, siger Mathews.

En time senere havde Oh Land takket nej til det, der kunne have været hendes største koncert nogensinde. Tilbuddet om at varme op for popfænomenet Shakira foran 20.000 tilskuere i New Yorks Madison Square Garden blev vejet og fundet forkert.

– Min umiddelbare tanke var bare ikke glæde. Det ville selvfølgelig have været en oplevelse for livet. En tur i verdens største rutsjebane. Noget at fortælle børnebørnene. Men sådan noget skal jo ikke komme som en lottogevinst. Det skal ikke komme dumpende som noget, jeg ikke har fortjent og ikke har opbygget. Det skal virke naturligt, at jeg er der, siger Nanna Øland.

Hun og manageren var enige om, at de teknisk godt kunne have nået at stable et show på benene. Men det passede bare ikke ind i den langsigtede karriereplan.

– Den dag, jeg skal spille – altså, forhåbentlig, nu må vi se – men hvis jeg nogensinde skal spille i Madison Square Garden, så skal det være fordi jeg kan spille i Madison Square Garden. Det skal ikke være en surprise og et hurtigt skud medicin. Og det skal være for folk, der kommer for at opleve MIN musik; ikke for nogle, der siger: Hvem er hende der? Kan hun ikke snart gå, så vi kan se Shakira?

Farra Mathews lover, at Oh Land nok skal være klar til den store arena, hvis tilbuddet kommer igen. Og gerne øverst på plakaten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA