x

PJ Harvey – fra sjælen til slagmarken

PJ Harvey – fra sjælen til slagmarken

Efter i to årtier at have krænget sine inderste følelser ud og besunget sjælens krinkelkroge på plader som Rid Of Me, To Bring You My Love og White Chalk har PJ Harvey på sit nye album Let England Shake rettet blikket ud på verden omkring hende. Ikke mindst på England og landets rolle i forskellige krige rundt om i verden, både aktuelt og historisk. Albummet nævner blandt andet slag i første verdenskrig, og teksterne næsten svømmer over med voldsomme billeder af soldater på slagmarkerne.

"The West's asleep, let England shake / weighted down with silent dead / I fear our blood won't rise again," lyder de første linjer på albummets indledende titelnummer, og så går det over stok og sten med død og lemlæstelse.

This Glorious Land lyder det eksempelvis: "How is our glorious country ploughed? / Not by iron ploughs / our land is ploughed by tanks and feet marching" og på The Words That Maketh Murder: "I have seen and done things I want to forget / soldiers fell like lumps of meat / blown and shot out beyond belief / arms and legs were in the trees".

PJ Harvey var dog ikke særlig villig til at uddybe sine noget kontroversielle tekster over for GAFFA, da vi talte med hende om det nye album. Hun var noget mere snakkesalig, når det gjaldt den musikalske side af Let England Shake, der blandt andet er præget af det særegne instrument autoharpe.

Provokation til stillingtagen

Hvorfor kommer du med disse politiske tekster nu?

– Jeg følte, at det var det rigtige tidspunkt nu. Jeg syntes, at jeg omsider var udviklet nok som sangskriver til at kaste mig over disse emner. For det er noget, der altid har interesseret mig. Jeg har bare ikke ment, at jeg var en god nok sangskriver til at skrive om det før nu. Samtidig er der jo nok at skrive om, hvis man ser på den aktuelle verdenssituation.

Ja, for England har jo været i krig i Afghanistan i snart ti år, og har været inde og ude af Irak, og der har været mange andre politiske sange og plader ude – for eksempel Neil Youngs Living With War-album og George Michaels Shoot The Dog-sang. Er du ikke en smule sent ude?

– Nej, for jeg følte som sagt først, at jeg var en tilstrækkeligt god sangskriver til at synge om disse emner nu. Men jeg ser ikke dette som et politisk album. Jeg udtrykker mig ikke som en politiker, for jeg ved slet ikke nok om politik til at synge om eller udtale mig kvalificeret om politik. Jeg udtrykker mig som et menneske, der er påvirket af, hvad der sker i verden, og som skriver om det.

Har det også noget med alder og modenhed at gøre – du er jo en fuldvoksen kvinde nu? (PJ Harvey rundede de 40 år tilbage i 2009, red.)

– Jeg tror snarere, det har noget med det håndværksmæssige at gøre – nu er jeg erfaren nok som sangskriver til at skrive om sådanne emner.

Hvad er dit formål med albummet egentlig – ser du det som et oplæg til en politisk diskussion?

– Jeg håber, det kan provokere folk til at tage stilling til, hvad der sker i verden omkring os nu. Men jeg kan ikke bestemme, hvordan folk skal fortolke det.

Er dit album en kritik af Englands engagement i krigen i Afghanistan?

– Jeg har ikke tænkt mig at udlægge teksterne i detaljer. Værket må kunne tale for sig selv.

Men synes du, England skal trække sig ud af Afghanistan? – et emne, som mange briter jo diskuterer i disse år.

– Det har jeg ingen kommentarer til. Er vi her ikke for at tale om min plade?

Jo, men jeg synes da, at teksterne lægger op til en diskussion af blandt andet det emne.

– Det er også fint, men det er ikke noget, jeg vil blande mig i. Jeg har lavet en plade, og så må den som sagt kunne tale for sig selv.

PJ Harvey synes en anelse irriteret over de politiske spørgsmål, og med tanke på Bertel Haarders nylige vredesudbrud i tv over at få stillet et spørgsmål, han ikke brød sig om, skynder GAFFA sig at ændre fokus en smule.

Vigtigt med nuancer

Ser du pladen som en kritik af England eller en hyldest til England – eller begge dele?

– Den er begge dele. Det er et kritisk, men nuanceret blik på England set fra mange sider.

Synes du, pladen er pessimistisk eller optimistisk?

– Jeg ville faktisk ikke bruge nogen af de ord om pladen. Den er en som sagt forhåbentlig nuanceret plade om både kærlighed og had. Det har været vigtigt for mig at skrive nuanceret, for mange politiske sange er for dogmatiske efter min mening, med tekster, der er for klichéprægede og ensidige.

Du synger meget om England og refererer til blandt andet slag i Første Verdenskrig, slag, hvor England var involveret. Slag, som ikke-engelske publikummer måske ikke har hørt om. Er dette album særligt rettet mod et engelsk publikum?

– Nej, forhåbentlig har den universel appel. Jeg synger om de følelser, jeg har i forhold til mit fædreland, og det er så tilfældigvis England, men det er jo følelser, som alle kan have til deres hjemland: Kærlighed, had, skuffelser. Uanset om du bor i England, i Sierra Leone eller i Danmark.

Er du ude på en historieundervisende mission – det kan jo være, at der er nogle af dine fans, der ikke er bekendt med disse begivenheder?

– Jeg er ikke ude på at belære nogen om noget som helst, svarer PJ Harvey med eftertryk og fortsætter: – Jeg bryder mig heller ikke om at blive belært, når jeg lytter til musik. Men historie har altid interesseret mig.

Hvordan skriver du dine sange? Kommer tekst eller musik først, eller kommer de samtidig?

– Tidligere har jeg skrevet tingene samtidig, men denne gang har jeg skrevet teksterne først og brugt rigtig lang tid på det. Jeg arbejdede på teksterne i månedsvis, før jeg begyndte at skrive musikken. Jeg syntes, emnet for teksterne krævede, at de blev ordentligt gennemarbejdede.

Autoharpens klang

Musikalsk er Let England Shake noget mere udadvendt og tempofyldt end PJ Harveys seneste soloalbum, det klaverbaserede og meget afdæmpede White Chalk fra 2007. Det er dog ikke så aggressivt eller støjende som eksempelvis Rid Of Me og Uh Huh Her. De medvirkende musikere er PJ Harveys mangeårige samarbejdspartnere Jean-Marc Butty, Mick Harvey og John Parish, og musikken er blandt andet præget af det særegne instrument autoharpe, en lille håndholdt harpe, der – meget firkantet beskrevet – lyder som en mellemting mellem en harpe og en guitar.

Der er noget med, at du har skrevet de nye sange på autoharpe. Hvad er det, autoharpen kan gøre?

– Ja, cirka halvdelen er skrevet på autoharpe, og resten er skrevet på guitar. Der er også masser af autoharpe på albummet. Autoharpe er et fantastisk instrument. Jeg begyndte at spille på den for nogle år siden, da jeg begyndte at give solokoncerter. Det er et utroligt nuanceret instrument med en fantastisk lyd; det er som et helt lille militærorkester. Den har så utroligt mange strenge (normalt 36 eller 37, red.), og det giver mig mulighed for at udforske nogle helt nye akkordsammensætninger. Det er vigtigt for mig hele tiden at gå nye veje både musikalsk og tekstligt for at udfordre mig selv og lytteren frem for kun at gøre noget, jeg ved, jeg er god til.

Albummet er indspillet i en kirke på din hjemegn Dorset i det sydvestlige England. Har det givet en særlig spirituel dimension til musikken?

– Først og fremmest har det haft en indflydelse på akustikken. I øvrigt er det en tidligere kirke, som nu bruges til kunstneriske formål. Men der var en rigtig god stemning. Kirken ligger med udsigt til havet, og vi indspillede det meste live.

Albummet udkom på Valentine's Day, 14. februar. Er det tilfældigt – dit album er jo ikke ligefrem romantisk?

– Ja, det er fuldstændigt tilfældigt, griner PJ Harvey, der kan opleves på årets Roskilde Festival.


De politiske favoritter:

PJ Harvey synes som nævnt, mange politiske sange er unuancerede og klichéfyldte, men hun har dog nogle få favoritter blandt musikhistoriens mere politiske sange:

Captain Beefheart: Dachau Blues
– En vred og barsk, men nuanceret sang om Holocaust.

Billie Holiday: Strange Fruit
– En trist, men smuk sang om lynching af sorte i de amerikanske sydstater.

The Pogues: A Pair Of Brown Eyes:
– En barsk, men smuk sang om en soldat på slagmarken.

Neil Young: Ohio og hele Living With War-albummet
– Han formår at afbalancere vrede og nuancer.

Traditional: Johnny I Hardly Knew You
– En meget stærk, traditionel irsk folkesang om en mor, der fortæller om sin søn, der er kommet lemlæstet hjem fra krigen.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA