x

Interview: Jim White – fra frelst til singer-songwriter – over surf og stoffer

Interview: Jim White – fra frelst til singer-songwriter – over surf og stoffer

Billede: Susan San Giovanni

Amerikanske Jim White er en sanger og sangskriver ud over det sædvanlige. Han debuterede for syv år siden i en alder af 40 år, og inden da havde han ført en mildt sagt omtumlet tilværelse. Han voksede op i den dybt religiøse by Pensacola i Florida, blev selv som ganske ung aktiv i Pinsemissionen, forlod den senere for at kaste sig ud i et alvorligt stofmisbrug for derpå at hellige sig en karriere som professionel surfer i Californien, inden han gik tilbage til religionen for en periode.

Senere fik White ved en række tilfældigheder kontakt til et modelbureau og blev herefter en forholdsvis succesfuld model i Milano, inden han grundet hjemve drog tilbage til USA for først at tage en universitetsgrad i filminstruktion og derpå, af pengemangel, at blive taxachauffør i New York. Han havde i mange år skrevet sange og sunget dem, og et af hans demobånd havnede tilfældigvis hos den gamle Talking Heads-frontfigur David Byrne, der straks ville signe ham til sit label Luaka Bop. Og så gik det slag i slag.

Nu er White aktuel med sit tredje album "Drill A Hole In That Substrate And Tell Me What You See", hvor han som på sine to første plader blander folk, country, blues, rock, pop, rap, sampling, programmering og meget mere. GAFFA.dk mødte ham ved hans første koncert i Danmark, på VoxHall i Århus. For en mand med den baggrund må have noget at fortælle:

– Jeg har været meget søgende i min opvækst og ungdom, men det er også i høj grad tilfældigheder, der har bragt mig fra det ene sted til det andet, fortæller Jim White og fortsætter:

– Min familie og jeg kom egentlig nordfra og var tilflyttere i syden, og min familie var ikke religiøse, men jeg fik smag for kirken i en ung alder, og senere pendlede jeg nærmest mellem religion og stoffer. Jeg voksede op i fattige kår, jeg var tilflytter og passede ikke rigtig ind i mængden, og både tro og stoffer har været en måde at slippe væk fra dagligdagens trængsler og finde et omdrejningspunkt i tilværelsen på. Sådan er det for mange, ikke mindst i syden. I dag har jeg lagt både stoffer og religion bag mig. Musikken er også en måde at få styr på mine løbske tanker på, men i modsætning til de to andre er der ingen bivirkninger, griner han tørt.

Historieløse USA
Mange af Whites sange kredser om strandede eksistenser i sydstaterne – mennesker, der er kommet i krise og hengiver sig til religiøs fanatisme, mord, selvmord eller "blot" lider af en voldsom længsel eller dyb ulykkelig kærlighed, og mange af teksterne omhandler virkelige personer.

Hvorfor bliver syden ved med at spøge i dine sange?
– Jo ældre jeg bliver, jo mere kommer jeg overens med min barndom og ungdom. Selvom der er mange galninge i sydstaterne, er der også mange fantastiske og virkelig spændende mennesker, der har masser at fortælle. I syden er der også nogle af de få områder i USA, hvor de multinationale koncerner og kæder ikke har fået helt fat, og hvor man rent faktisk kan gå ind til en købmand, der ikke er del af en kæmpestor kæde, hvor alle butikker er ens. Det er befriende. Derfor er jeg også flyttet tilbage til min barndomsby, for jeg har ikke følt mig hjemme andre steder, selvom jeg har boet mange steder i både USA og Europa.

Her en lille uge efter præsidentvalget i USA er det oplagt at få en kommentar fra Jim White. George Bush blev jo genvalgt ikke mindst på grund af hans massive støtte i syden og midtvesten.

White vender det hvide ud af øjnene:
– Jeg er rystet over, at vi skal trækkes endnu fire år med en mand, som erklærer krig mod store dele af verden. Men han er dybt religiøs, og det er mange i USA, og det får folk til at stemme på ham. Når så mange i USA går så meget op i tro, modsat i Europa, tror jeg, det hænger sammen med, at landets historie kun er et par hundrede år, og folk føler sig rodløse, deres familie er ofte spredt over hele kontinentet, og man mangler noget at identificere sig med. Det er ikke som hos én, jeg mødte fra mit pladeselskab i England, som kan spore sin slægt tilbage til det 13. århundrede.

Foretrækker stilhed
Lad os tale lidt om din musik. Hvordan kan det være, at du spænder over så mange forskellige musikalske stilarter?
– Jeg har lyttet til utrolig mange typer musik. Især da jeg var barn, hvor der kun var én radiostation i min hjemby, som spillede alt muligt mellem hinanden, fra Temptations til Pink Floyd. Det er ikke som i dag, hvor alle kanaler i USA spiller hver sin genre. Senere hørte jeg rigtig meget musik, da jeg kørte taxa. I dag lytter jeg dog ikke så meget til musik. Jeg foretrækker faktisk ofte bare stilhed for at stresse af og lade sjælen få ro. Eller, hvis det absolut skal være, f.eks. Henryk Gorecki (nutidig klassisk komponist, red.), eller Tom Waits. Han rykker stadig.

Men vil Jim White så fortsætte i musikkens verden, nu han allerede har skiftet profession så mange gange i sit liv. Ja, det er et åbent spørgsmål:

– Jeg tror ikke, jeg vil blive ved med at turnere hele mit liv, for jeg bryder mig egentlig ikke om at være så meget væk fra min hjemstavn og min familie. Men forhåbentlig vil jeg blive ved med at skrive sange. Jeg vil nok ikke blive ved med at udgive plader, hvis jeg ikke føler, jeg har noget nyt at sige. Mange musikere går i stå, men bliver bare med at udgive plader, fordi de nu er vant til det og tjener deres penge på dét. Jeg tror dog, jeg har i hvert fald et par plader i mig endnu. Til gengæld kunne jeg godt finde på at instruere film. Jeg har lavet en undergrundsfilm, som blev forholdsvis pænt modtaget, så det er måske fremtiden for mig, slutter White, inden han går videre med at gøre sig klar til aftenens koncert.


Jim Whites hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA