x

Keren Ann – Fra Tel Aviv til Paris

Keren Ann – Fra Tel Aviv til Paris

Keren Ann er født i Israel som datter af en israelsk-russisk far og en hollandsk-javanesisk mor og er opvokset i Holland og Frankrig. Hun har fra og med debuten i 2002 udgivet seks album med afdæmpede, eftertænksomme og meget velarrangerede sange i omegnen af navne som Hope Sandoval, Feist, Norah Jones og Katie Melua. De to første album var på fransk, det tredje på engelsk, det fjerde på både engelsk og fransk og de seneste to på engelsk. Keren Anns nye album, "101", er på gaden 28. februar.

Hej Keren Ann, jeg interviewede dig for første gang for to et halvt år siden før din første og hidtil eneste koncert i Danmark, på VoxHall i Århus. Husker du den koncert?

– Ja, det var en god koncert. Vi var et lille lineup, fire m/k, blandt andet den danske keyboardspiller Johan Dalgaard, og hans forældre kom og så os og viste os rundt i byen. Det var hyggeligt.

Koncerten blev afholdt under titlen "2011", fordi arrangøren (Århus Festuge, red.) mente, at du og de andre optrædende var blevet kæmpestore i 2011. Det er jo nu.

– Ja, det er det. Jeg håber, Gud har hørt koncertarrangørernes bud, og det sker i år (griner, red.).

Men dit nye album er dit sjette, og du er endnu ikke brudt bredt igennem. Har du nogen idé om hvorfor – din musik er jo ret tilgængelig?

– Nej, men jeg håber da, at jeg bryder igennem nu.

Sidste gang, vi talte, sammenlignede jeg dig med Katie Melua, som også spiller noget afdæmpet musik og er meget populær i Danmark, og dengang kendte du hende ikke, men du sagde, at du ville tjekke hende ud. Har du fået gjort det?


– Nej, og det er pinligt, for Johan, jeg talte om, har faktisk sendt mig nogle numre med hende, men jeg har ikke fået hørt dem endnu. Det skal jeg nok (griner, red.).

Ingen rødder, men mange hjem

Du har en multikulturel baggrund. Hvad har den betydet for din musik?

– Jeg er ikke specielt interesseret i verdensmusik, men jeg tror, at den melankoli, der er i min musik, kommer af, at jeg ikke rigtig ved, hvor jeg kommer fra. Til gengæld føler jeg mig hjemme mange steder i verden.

– Jeg er meget inspireret af amerikanske og canadiske sangere og sangskrivere som Bob Dylan, Bruce Springsteen og Leonard Cohen og jazznavne som Chet Baker og Billie Holiday. Men jeg er også influeret af den franske scene med navne som Serge Gainsbourg og nyere elektroniske bands. Jeg er ikke så påvirket af den israelske musik. Der er nogle få israelske navne fra 70'erne, jeg har lyttet til, mest fordi de er godt producerede.

– Hvis ikke sangskrivningen hos en sanger er på højde med Dylan, lytter jeg mest til, hvordan musikken er produceret, og der har ikke været så meget israelsk musik, der har været specielt godt produceret. Men der er mange fantastiske israelske musikere, især inden for jazz og den klassiske musik, og nogle af dem har jeg også indspillet med eller turneret med, for eksempel trompetisten Avishai Cohen.

Hvor bor du egentlig?

– Ja, jeg er jo på farten meget af tiden, men jeg har en lejlighed og et studie i Paris, men jeg bor også en del af tiden i Tel Aviv og New York. Overordnet bor jeg dog mest i Paris og Tel Aviv.

Musikalsk talkløveri

Kan du fortælle lidt om titelsangen på dit nye album, "101". Det er jo nærmest et spoken word-nummer, og teksten er en slags digt, hvor du tæller ned fra 101 til 1, og hvert tal bliver så sat ind i en sammenhæng...

– Ja, det er en slags historie om en række tal fra 1 til 101. Mange mennesker har jo et yndlingstal og nogle ting, de forbinder med forskellige tal. 101 er mit yndlingstal, og hvis man skriver mine initialer, KA, på hebraisk, så svarer det til tallene 10 og 1, og det relaterer også til en salme i Bibelen. Jeg elsker Bibelen, ikke som en religiøs bog, men fordi det er en rigtig god historie, med masser af drama og blod. Tallet ser også godt ud grafisk, og jeg har det tatoveret på min underarm.

– Jeg kom til at tænke på det, da jeg så højhuset Taipei 101 i Taipei i Taiwan, som har 101 etager og på et tidspunkt var verdens højeste bygning. Det gav mig alt sammen idéen til en sang, hvor jeg langsomt tæller ned, fra 101 til 1, og så sætter hvert tal ind i en sammenhæng. Nogle af tallenes sammenhæng er hentet fra en generel sammenhæng, for eksempel "99 procent" eller "15 minute of fame", og nogle er personlige, for eksempel "14 months of morphine", som refererer til min fars sygdom. Han døde sidste år.

Og så slutter du af med at sige "One God". Er du religiøs?

– Nej, men jeg tror, der er en mening med livet, og så kan man kalde det Gud eller noget andet. Og jeg kan godt lide idéen om, at rigtig mange mennesker har noget, de tror på, uanset hvad de kalder det. Min far var jødisk, og min mor var katolik, da hun giftede sig med ham, men jeg praktiserer ikke nogen religion. Jeg kan dog godt lide ideen om retfærdighed, som de fleste religioner har, men jeg bryder mig ikke om religiøse dogmer. Jeg elsker også jødiske sange og poesi, men bryder mig ikke om de ortodokse jødiske leveregler.

Sangen "Blood On My Hands" handler om et skuddrama under en koncert. Er sangen inspireret af virkelige begivenheder?

– Nej, det er bare en vild fantasi. Men det kunne da være fedt at slutte sin karriere på den måde, ved at blive skudt, mens man er på scenen. Men altså først, når man er mæt af dage. (Griner). Nej, det var bare en joke. Men jeg har også tænkt på det visuelle og romantiske aspekt i det, en pistol symboliserer, som for eksempel også ses i Tarantinos eller Hitchcock film.

Ja, du bærer også en pistol på coveret til "101", er det derfor?


– Ja, men pistolen er også et symbol på, at man nogle gange skal kæmpe for en sag. Det er med tanke på min far, der som nævnt døde sidste år, og som jeg har dedikeret albummet til. Hans sidste dage var et helvede med sygdom, men han var nødt til at kæmpe videre, og det var vi, hans familie også.

Vil selv sidde i kontroltårnet


Du har indspillet dit nye album rundt om i verden, blandt andet Reykjavik, Jaffa i Israel og New York. Hvorfor?

– Jeg har rejst meget rundt i verden for at turnere, for at producere for andre og for at samarbejde med andre kunstnere. I det hele taget er jeg involveret i mange projekter. Og for at udnytte tiden har jeg brugt pauserne på at indspille mit eget materiale. Jeg indspiller primært mine egner plader i pauserne mellem andre projekter.

Du har produceret albummet selv. Er du en kontrol-freak?


– Når jeg arbejder med andre, vil jeg gerne samarbejde, men når jeg indspiller selv, har jeg som regel en klar vision om, hvad jeg vil, og så er der ingen grund til at overlade det til andre. Og jeg kan godt lide at arbejde med optageudstyr og har masser af det, og jeg ved godt, hvordan man bruger det. Det er ligesom en maler. Det ville jo være mærkeligt, hvis han eller hun bare nøjedes med at tegne motivet, og så bad nogle andre lægge farve på bagefter.

Har du instrumenteringen i tankerne, når du skriver en sang – og hvordan skriver du egentlig en sang? Kommer teksten eller musikken først?

– Nogle gange har jeg instrumenterne i tankerne først, også før jeg begynder at skrive sangen, andre gange kommer de senere, mens jeg skriver sangen på en guitar eller et klaver. Og nogle gange skriver jeg musikken først, andre gange teksten.

Kommer du snart tilbage til Danmark for at spille?

– Ja, det håber jeg. Jeg vil gerne spille mere i Skandinavien. Her må folk forstå min musik, for jeg føler mig meget nordisk på den måde, at i Norden er folk gode til at forholde sig til balancen mellem mørke og lys. Jeg har besøgt København mange gange, og det er en dejlig by. Jeg har købt et fint klokkespil i en musikbutik i København, men jeg har aldrig spillet i København, så det vil jeg meget gerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA