x

Glasvegas – Det bli'r i familien

Glasvegas – Det bli'r i familien

James Allans Glasgow-accent er så tyk, at den til sammenligning får Jackie Reid fra Taggart til at lyde som Miss Marple. Sådan synger han, sådan taler han, sådan er han. Den tidligere "man in black" er nu – bortset fra de klassiske Ray-Bans – konsekvent klædt i hvidt fra top til på. Et outfit, han, adspurgt ("excellent observation"), ikke har nogen forklaring på. Den (næsten for oplagte) udlængning er, at den karismatiske, sjove og yderst behagelige forsanger er gået fra mørke til lys.

I takt med at Glasvegas' debutalbum hittede internationalt, tikkede det ind med eksempler på, at James Allan var ved at knække sammen og i det hele taget opførte sig højst besynderligt. Der blev hevet godt indenbords, og Allan brød sammen under en turné med Kings Of Leon i USA, han blev fanget i at synge Carpenters foran en flok guldfisk, og så var manden – uden mobiltelefon – som sunket i jorden i en længere periode. Det betød blandt andet, at han ikke troppede op til den prestigefyldte Mercury Award, hvor Glasvegas både var nomineret og på listen over de optrædende. Var han totalt ved at miste grebet?

– Jeg mistede fucking grebet for længe siden, indrømmer skotten med et smittende smil, og tilføjer:

– Jeg fik vist fucked en hel del op, men det er også bare min måde at have det sjovt på, jeg bliver lidt sindssyg til tider, og så kan jeg bare lide at synge for fisk. Jeg har svært ved at se problematikken med det award show. Det er da fint med anerkendelse, men hvis en fan kommer op til dig og priser din musik, forventer vedkommende ikke at tilbringe natten med dig. Det må være det samme med et award show, det er sådan, jeg ser det.

Går i barndom

Siden da har Allan og resten af Glasvegas genfundet melodien og er nu klar med sit andet album Euphoria///Heartbreak\\\. Som på debuten en højspændt og voluminøs affære, hvor Phil Spectors berømte begreb "wall of sound" får et nyt og nutidigt udtryk. En proces, der førte Glasgow-banden til det sagnomspundne Californien.

– Mange af de film, jeg så som barn, og fortsat elsker, og meget af den gode, glade og naive musik kommer fra Californien, så det har altid været et eksotisk sted for os. Denne gang har vi indspillet i Santa Monica, og det er bare så totalt anderledes end Glasgow, som noget kan være. Jeg har virkelig nydt det, og så har vi opført os temmelig åndssvagt (som for eksempel at sidde på taget, mens bilen kører ned ad Sunset Boulevard, red.), jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg følger mig meget mere barnlig og legesyg i dag, end jeg gjorde for 10 år siden.

Og en af nye legekammerater på holdet er det anerkendte producerikon Flood (U2, Depeche Mode, PJ Harvey med flere). Et samarbejde delvist tilvejebragt af skæbnen.

– Vi havde gået og hørt en masse musik. Queen, David Bowie, Celine Dion (sagt uden at blinke med øjnene, red.), NWA, og så havde Rab (guitarst og James' fætter, red.) forelsket sig i produktionen på Violator med Depeche Mode, som er krediteret Flood. Da vi kom op på pladeselskabet for at foreslå ham, sagde de "og så er vi blevet kontaktet af denne fyr, Flood, som er meget interesseret i at arbejde med jer"!! Han har haft enorm indflydelse på musikken og selv hos os som mennesker, han er en ven. Der er noget roligt og magisk over ham, en stor personlighed.

Mor bestemmer – far er væk

Det kan godt være, at Flood har et cv, der indgyder næsegrus respekt, langt ud over musikkredse, men det gælder ikke for James' mor. James fik den idé, at hun skulle indtale en monolog på albummets sidste skæring, hvor teksten omhandler en mor, der henter sin søn, da han løslades fra fængsel. Og hun vidste lige, hvordan skabet skulle stå, fortæller James:

– Hun kom ind i studiet og var meget "bossy" over for Flood og begyndte at ændre og rykke rundt med teksten. "Hey, det er mig, der er sangskriveren," måtte jeg lige slå fast. Jeg snakkede med hende i forgårs og fortalte, at folk var begyndt at spørge til hende. "Hvorfor det?" sagde hun. "Du er på pladen". "Betyder det så, at jeg er berømt?" sagde hun, fortæller James grinende.

I det hele taget er Glasvegas lidt af et familieforetagende. Fætter Rab er på guitar, og co-manageren er James' søster Denise. Og så er familiemedlemmer blevet portrætteret i tekstuniverset, først og fremmest i Glasvegas' første hit Daddy's Gone, hvor titlen taler for sig selv. På Euphoria///Heartbreak\\\ kan man så høre fortsættelsen Dream Dream, hvor der er anderledes positive toner om farmand.

– Jeg har haft lidt dårlig samvittighed over Daddy's Gone, det viser jo kun én side af ham. Men han har ikke beklaget sig på noget tidspunkt, og har kun bakket op om bandets succes; det synes jeg er supercool. Dream Dream viser en anden side af ham, og så refererer den også til min onkel James, der hængte sig selv, da jeg var dreng. Jeg håber, det kan være en helende og terapeutisk sang.

Det er i det hele taget meget personligt stof, man kan høre på Euphoria///Heartbreak\\\. Et album, der ifølge forsangeren går spadestikket dybere end debuten.

– Det, jeg mener, er, at hvis du skriver en sang, hvis du spiller fodbold eller er oppe at slås, så bliver alt andet usynligt og stille. At skrive en sang er en hypnotisk proces, hvor din fantasi går dybere og dybere. Det, at jeg nu har erfaringen, har gjort, at jeg har kunnet gå længere ind i sangene. Jeg er meget glad for resultatet.

Uden økse

Der er noget med James Allan og film, og gerne drejet på hans egen måde. På et cover af NME tidligere i år tropper Allan op i bar overkrop med et alenlangt, let ændret citat på overkroppen fra kult-klassikeren Blade Runner, og for nogle år siden flashede Allan en T-shirt med påskriften "all work and no play makes James a dull boy". Bytter man James ud med Jack, vil kendere vide, at det er den strofe, som Jack Nicholson gentager i det uendelige på sin skrivemaskine i Stanley Kubrich-gyseren The Shining, hvor Nicholson bliver gradvist mere sindssyg og til sidst angriber sin familie med en økse. Heldigvis er Allan ubevæbnet denne eftermiddag i København.

– Ja, men bare vent, jeg tager øksen med næste gang, regn med det!! Men jeg har bare altid været totalt fascineret af film. Jeg har aldrig læst særlig meget, film har altid skabt visioner og drømme for mig.

Fra fløjen til scenen

Ud over brandmand eller løvetæmmer er de generelt hedeste drengedrømme nok at blive professionel fodboldspiller eller rockstjerne. James Allan har prøvet begge dele. Det blev til 105 kampe på fløjen i Scottish Football League, en karriere, der ifølge hovedpersonen var ret "crappy". To tilsyneladende vidt forskellige verdener, men ifølge Allan er der masser af paralleller mellem bolden og guitaren.

– Spontanitet og instinkt er lige vigtigt i begge lejre, meget sker i øjeblikket. Når du modtager bolden i en kamp, skal du reagere med det samme: skal du aflevere, skal du skyde, skal du udfordre? Når du skriver en sang, eller står på scenen, skal du også handle hurtigt og spontant. Hvor lang tid går der fra, at fingrene bevæger sig over gribebrættet, når du finder på et riff – det går stærkt, og jo mere spontant og intuitivt, jo ofte des bedre. Og så er en god kamp og en god koncert eller plade altid et resultat af en holdindsats.

Sidstnævnte foreligger nu i form af Glasvegas' andet album, og mon ikke Allan & Co. med Euphoria///Heartbreak\\\ har sparket bolden ind til endnu en sæson i rockens Premier League.

 

Boks

The made in the shade Hoolah hooping Hawaiins

Du kender Sune Wagner, og der har gået rygter om, at I skulle lave noget sammen, passer det?

– Ja, jeg kender ham, jeg er blevet spurgt om, hvem der er skørest, skotter eller danskere, og hvis alle er som Sune, så vinder I. Han er en fucking dark horse, han er "mental", sort og overrasker dig. I to år har vi haft et band kørende, ham og mig og Rab, vi har bare ingen sange. Men de kommer nok en dag, vi hedder The made in the shade Hoolah hooping Hawaiins, fedt band, ingen sange. Jeg kunne godt tænke mig at få Jonas fra Mew med i bandet, han ville passe godt ind.

Jeg skal snakke med Jonas på mandag.

– Er det rigtigt, så må du spørge ham fra mig (James skriver en hilsen: "miss you Jonas, love James + det vanvittige bandnavn" på mit papir, red.).

Et par dage senere

Jonas, jeg skulle hilse fra James Allan og spørge, om du vil være med i hans band?

– Mange tak for invitationen, den vil jeg tage til efterretning. Han er en sød og en sjov fyr, James. De kom og så os, da Mew spillede i Glasgow, og bagefter var vi ude i byen og drikke øl sammen. Han skriver de sjoveste mails til mig ind i mellem, "out of the blue". Jeg har set Glasvegas live, de er et fedt band.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA