x

Retox Panic – Opsang fra stamkroen

Retox Panic – Opsang fra stamkroen

Vi indleder med en brandtale:

– Der er en Bermuda-firkant på Vesterbro, som består af McKluud, Blomsten, Fru Snork og Märkbar, og det er meget svært ikke at falde i. Fælles for de steder er, at man kan ryge, og at man oplever en virkelighed, som samfundets elite har afskrevet som uvirkelig og forkert. Den måde, man har opbygget samfundet på, minder mig om byggeriet ude på Vestegnen, for mig at se er det direkte menneskefjendsk. Det gnider så fælt mod den menneskelige sjæl. Hele min generation har givet medicinalindustrien et venskabeligt puf i ryggen ved at gnaske sig igennem kilovis af lykkepiller og smertestillende midler for at udholde deres hverdag, som er et resultat af et projekt, hvor man skal profitmaksimere på bekostning af folks sjæleliv. Der går en masse mennesker rundt og føler sig som zombier, som i fængsel i deres eget liv. Alle siger, de har så travlt, og vi er i et sted i historien, hvor vi bliver pumpet fulde af kropslig sundhed, hvor vi fuldstændig glemmer den sjælelige sundhed. Vi kompenserer med livsstilsmagasiner med alt fra bryllupper til hunde, psykologi og 1000 indretnings- og madmagasiner. Vi skal ha' slow food, vi skal hente vores børn tidligt fra institutionen, vi skal omtale vores arbejdsplads som "vi", man er gift med sit job, og så skal man selvfølgelig ha' et brændende sexliv. Det er fuldstændig umuligt at leve et liv, der er bare tilnærmelsesvist perfekt, det vil sige, at vi går rundt i et langt nederlag. Men herinde, der oplever du en virkelighed – her taler jeg ikke om fredag/lørdagsdruk – hvor det er den sjælelige dimension, der er klart den vigtigste. Her griner folk, her tuder folk, her snakker man rent faktisk om vedkommende ting. Samtalen herinde er ikke vulgær, som nogen siger, det er den derimod ved firmabadminton og på virksomhederne. Den er håbløst almindelig, og det er det højeste mål, man overhovedet kan stræbe mod i Danmark, det middelmådige, det almindelige, og det er en dræber for sjælen og enhver form for kreativitet.

Modsat detox

Johan Olsen har talt sig glødende, og Simon Beck, der til dagligt slår sine folder i Viva Vertigo, supplerer:

– Så vi befinder os på et af de sidste fristeder nu og deraf bandnavnet. Retox er det modsatte af detox. Den stemning, som ligger i sangene og lyrikken, skildrer menneskeskæbner og viser livet lidt på kanten, og det er både personligt og universelt, som jeg ser det.

– Hiphoppen har introduceret en meget direkte og kontant måde at skrive tekster på, det er nærmest som at læse en kronik. Jeg har savnet nogle billeder, du selv kan fortolke og forholde dig til, det er meget det, vi har prøvet at ramme med ordene. Så er det fint, når en mørk tekst suppleres af en smuk melodi. Der er aldrig nogen af os, der har interesseret sig synderligt for glad musik. Tag et band som ABBA, smukke popsange og sorte tekster. En fin kontrast, som vi ofte forsøger at ramme, forklarer Johan.

McKluud

Der er godt på McKluud. På de par muntre timer, som GAFFA tilbringer sammen med Retox Panic, glider øllet ned i stride strømme, og lydsporet er perfekt. Gode sager fra baggårdspumaen Otto, Oasis, Radiohead, Susan Himmelblå, Bob Dylan, Pearl Jam, Ramones og så videre, så er stemningen ligesom lagt, og bandet (der lidt senere bliver joinet af Johans kæreste Daisy) befinder sig tydeligvis hjemmevant i det dunkle, neonoplyste lokale. Det var her, Johan Olsen faldt for sjælen i Lykkes uskolede og umiddelbare vokal, og det er bag Vesterbros garvede bardiske, at venskabet mellem Johan Olsen og Simon Beck er blomstret, og kimen til Retox Panic er blevet lagt.

– Jeg har altid været vild med Viva Vertigo og Simons produktioner. Jeg havde en masse sange, op mod 60 stykker, men jeg er ikke god til at høre færdige produktioner i mit hoved, men da bolden begyndte at rulle, skal jeg love for, at Simon Beck kom i gang! Det er ham, som har stået for det helt store arbejde. Min opgave har primært været at synge mine vokaler ind, ellers havde det heller ikke kunnet lade sig gøre, samtidig med at Magtens Korridorer også kører og tager sin tid, konstaterer Olsen.

– Jeg har arbejdet på Johans sange og har selv budt ind med musik, og så har jeg været rimelig god til at holde ham orienteret. Jeg tror efterhånden, at Daisy er godt træt af at ha' mig rendende i lejligheden (der grines, det gør der i øvrigt gennemgående, red.). Men det er ret specielt, vi har aldrig været i øvelokalet med bandet. Jeg har øvet meget med Lykke og rodet med musikken i forskellige studier, specielt Black Tornado og Pink Tornado, her i København, og vi har haft meget kompetente musikere på sagen. Vi skal øve i næste uge, det bliver vildt, siger Simon, og Johan supplerer:

– Det er totalt anderledes end med Magtens Korridorer, dér foregår alt i øvelokalet inklusive tekstskrivning.

På hinsidan

Modsat hvad bandnavnet kunne antyde, er der ro over feltet, når musikken spiller. Her er tale om god gedigen, let melankolsk og til tider romantisk pop, med sangbare hooklines og en smuk og behagelig tone, der bærer musikken, nogenlunde ligeligt fordelt med enten Johan eller Lykke i front, plus et par klassiske duetter.

– Vi har da skelet lidt til Lee & Nancy (Hazlewood og Sinatra, red.), de er jo ikke til at komme uden om, og en mere nutidig konstellation som Mark Lanegan og Isobel Campbell, fortæller Simon Beck, der har slidt gevaldigt med Retox Panic det sidste års tid. Heldigvis har der været arbejdsro, da en mand med en pose penge stødte til tidligt i processen. Johan har vel sine forbindelser i orden!

– Jeg fortalte Magtens Korridorers manager, Jørn Jeppesen, om idéen til en fest. Han hørte de indledende demoer og var klar i spyttet: "Venner, det her finansierer jeg."

Som sagt, således gjort. Resultatet, i form af debutalbummet This City Burns, har kastet en kontrakt med Universal Music af sig, og andre bejlere har været på banen. Og så har det betydet, at der har været arbejdsro over hele projektet, hvilket blandt andet har bragt Simon en tur til det "forjættede" land på den anden side af Øresund.

– Jeg har mikset nogle af sangene med Per Sunding (Cardigans, Bob Hund m.fl.) i Tambourine-studiet i Malmö. Da jeg så alle guldpladerne på væggen, slog det mig: "Fuck, hvor har Sverige bare gjort det meget bedre internationalt, end vi har i Danmark." De har bare grebet det an på en helt anden og meget mere gennemført måde, end vi har, og det igennem årtier, og har opbygget artister med karrierer og ikke kun enkelte skud i bøssen, som vi har gjort med for eksempel Junior Senior og Alphabeat. Et band som The Hives, ved vi fra insiderviden, har tjent styrtende, og en gruppe som Cardigans havde aldrig fået den internationale karriere, de har haft, hvis de havde været fra Danmark.

Sverige i almindelighed og sidstnævnte i særdeleshed har været i hjerte og ører under produktionen.

– Vi har lyttet og har ladet os inspirere af meget musik, men Cardigans' catchy sange og fine guitarfigurer er en stor inspiration, det hverken kan eller vil vi løbe fra, vedgår Simon Beck.

 

Lykke og drengene

Formuleringen lyder, at Retox Panic er Johan og Simon, som introducerer Lykke S. Andersen på vokal. Et vaskeægte ubeskrevet blad, eller en usleben diamant, om man vil, for der er noget enkelt, klart og ubetinget charmerende over Lykkes rolige vokal. Men hvem er hun så? Først og fremmest en vesterbroer (oprindeligt fra Hundested) og stamgæst på McKluud, der fik Johan Olsen til at gå på røven, da han hørte hende synge med ved jukeboksen.

– Det, jeg hørte Lykke lave, var en uprætentiøs, ik'-så-meget-pis-måde at synge på, uden de store fraseringer. Når man gør det, kommer der en intensitet i udtrykket, som jeg sætter virkelig stor pris på.

Men hvordan tager pigen – med et antal tatoveringer, der må gøre selv en garvet sømand misundelig – al virakken, pludselig i centrum for en større offentlighed?

– Jeg kendte Johan og Simon i forvejen. Vi er venner, så jeg har ikke følt det store pres. Men fra at vi snakkede om en enkelt sang, til vi pludselig står med en færdig plade, det er lidt vildt. Men drengene har haft styr på det, så jeg har bare kunnet læne mig tilbage og synge mine vokaler. Jeg har aldrig haft ambitioner om at blive sanger, jeg kan bare ikke lade være med at skråle med, når musikken spiller. Nu skal vi så ud og spille live og alt muligt, så det er lidt overvældende det hele.

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA