x

Carsten Dahl – Pianisten

Carsten Dahl – Pianisten

I januar 2010 var pianisten Carsten Dahl i Oslo for at indspille solopladen "Effata". Dahls blændende soloimprovisationer har gennem de seneste 10 år ikke alene gjort ham til en af Danmarks mest anerkendte pianister, men også givet ham et internationalt ry. Derfor var situationen i Oslo-studiet langt fra uvant for ham. Alligevel skete der denne gang noget helt uventet.

– Under indspilningerne føltes det, som om det ikke var mig, der spillede. Det føltes, som om jeg blev brugt til noget. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, der kom ud af fingrene. Lydteknikeren Jan Erik Kongshaug sad bare måbende og var et stort spørgsmålstegn. Efter et stykke tid sagde en fra pladeselskabet, at jeg skulle prøve at spille "noget lyst", men det blev ikke rigtig godt. Det var dér, Jan Erik sagde til mig: vær den, du er. Det glemmer jeg ham ikke for. Og det var så bagefter, jeg blev syg i taxaen på vej hen til hotellet. Jeg fik et nervesammenbrud og blev indlagt.

GAFFA er taget til Frederiksværk for at snakke med Carsten Dahl om "Effata" og hans musikalske fremtid. Carsten Dahl tager imod ude på gårdspladsen iført træsko, fløjlsbukser og uglet hår. Endnu før vi er kommet indenfor, siger han, at jeg må have ham undskyldt, hvis han kommer til at virke fraværende. Han er endnu mærket af sammenbruddet, og i dag er humøret – ligesom vejret – tungt og overskyet.

Vi går ind i den gamle lade, hvorfra der er udsigt ned over det nærliggende skovbryn. Her har Carsten Dahl sammen med sin kone, saxofonisten Christina Dahl, indrettet et studie. Og det er her mellem computergrej, højttalere, trommesæt og et flygel, han fortæller om Oslo-episoden, mens vi drikker kaffe og lytter til "Effata".

Hvordan har du det med musikken, når du hører den i dag?

– Dejligt, jeg kan godt lide den, smiler han og piller filtret af en cigaret, før han tænder den. – Jeg var klar over under indspilningerne, at det var godt. Jeg var klar over, at det var vigtigt. Men det er også klart, at da jeg blev syg bagefter, fjernede det fokus fra alting. I dag forstår jeg musikken som et varsel om noget kommende. Og jeg forstår, at det nok er den vigtigste plade, jeg har lavet. For mig… personligt.

Som på Carsten Dahls øvrige soloplader er der tale om musik, der bliver til i nuet. "Effata", som oversat fra aramæisk betyder "luk dig op!", indeholder en melankolsk grundtone. For den uindviede lytter synes musikken dog ikke at afspejle et personligt sammenbrud, men nærmere en dyb koncentration og et enormt teknisk overskud.

Hvordan adskiller "Effata" sig fra dine tidligere soloplader?

– Det lyriske, der har kendetegnet soloplader som "Solo piano" og "Copenhagen Aarhus", dét er der overhovedet ikke noget af her. For mig er musikken på "Effata" simpelthen uhyggelig. Men samtidig også smuk. Den er meget mere helstøbt. Musikken flyder mere end på de andre plader. Med "Effata" er jeg ikke på vej et andet sted hen. Jeg er et andet sted. Det er et kvantespring. Jeg tror, at jeg nu er flyttet ud af Keith Jarrett-spøgelset og ind i mig selv. På "Effata" er jeg mere harsk end ham. Jeg er grimmere. Jeg spiller også mere vildt. Jeg er sådan mere… mere vanvittig simpelthen.

Vi sidder stille nogle minutter og lytter til musikken. Carsten Dahl går ud for at hente mere kaffe, og da han kommer tilbage, siger han:

– Denne forvandling eller transformation handler meget om, at jeg ikke længere er en person, der er optaget af at være vigtig i musikken. I dag laver jeg musik, der ikke er optaget af personen. Tidligere har jeg angrebet musikken. Her opsøger den mig indefra. Det er sgu næsten den bedste beskrivelse af forskellen på før og nu. Tidligere jagtede jeg et eller andet. En form for anerkendelse over for mig selv. Jeg tror også, jeg har været bange for mit talent. Når man har fået sådan en gave, som jeg har, kan det enten blomstre eller slå én fuldstændig i stykker. Jeg ser lidt det, at jeg blev syg, som en mulighed for at blomstre med det, frem for at gå til grunde i det. Ja, det er sgu meget sådan, det er, siger han stille.

Ser du ligefrem sammenbruddet som en gave?

– Ja, det gør jeg. Men jeg er jo ikke ovre det endnu. Jeg skal hele tiden mærke efter og passe på. Men det er en gave. Sammenbruddet i Oslo var ikke bare et vink med en vognstang. Det var et knockout. Og de første to måneder lå jeg bare på gulvet og græd som en 5-årig dreng.

At Carsten Dahl er begyndt at gå nye musikalske veje, kommer ikke kun til udtryk på "Effata". Han er også begyndt at komponere musik, der hverken kan kaldes jazz eller crossover. Foreløbigt er det blevet til et værk for symfoniorkester, der efter planen skal uropføres i 2012. Han har også netop færdiggjort et værk for soloklaver, der bærer titlen "Kromatiske Inventioner", og som med sin rytmisk pågående og atonale stil får én til at tænke på komponister som Paul Hindemith og Béla Bartók tilsat en god portion Johann Sebastian Bach.

– Sidste år indspillede jeg Bachs "Goldbergvariationer" og første del af "Das Wohltemperierte Klavier", og der er en mulighed for, at "Kromatiske Inventioner" skal udkomme sammen med disse indspilninger. Man kan måske sige, at Bach-projektet var et slags forstudie, der har hjulpet mig derhen, hvor jeg er i dag. Jeg er glad for indspilningerne af Goldberg og Wohltemperierte, men det var et stort problem at indstudere dem. Dels skulle jeg jo lære det på øret, og dels har jeg aldrig rigtig brugt min ringfinger, når jeg spiller, fordi jeg ikke har lært at spille. Derfor måtte jeg få gang i den, og det var jo godt, for det har også gjort, at jeg er blevet mere fri i min egen musik. Venstrehånden er også blevet mere aktiv. Jeg ville for eksempel aldrig have kunnet lave "Kromatiske Inventioner", hvis jeg ikke havde lavet Bach.

Du har tilegnet "Kromatiske Inventioner" til pianisten Glenn Gould, som blandt andet er kendt for sine Goldberg-indspilninger. Føler du et slægtskab med ham?

– Ja, jeg elsker hans spil. Hans tørre, stringente lyd. Han er en fuldstændig fænomenal pianist, der overgår os alle. Men jeg har også et personligt forhold til ham, fordi jeg måske kan forstå nogle af de lidt mere autistiske, tvangsprægede træk. Dét, at han lever i en anden verden, end den vi andre er i. Det kan jeg sætte mig meget ind i. Dét, at virkeligheden er til besvær – dér tror jeg, vi ligner hinanden. Forskellen er, at jeg bare har fået nogle børn, som jeg er så lykkelig for og som holder mig fast i virkeligheden.

De fleste kender dig som jazzpianist, men Kromatiske inventioner er jo rendyrket klassisk kompositionsmusik…

– Ja, han døde, ham dér, afbryder Carsten Dahl med et sardonisk smil og karikerer med hænderne en jazzpianist i luften foran sig. Så bliver han alvorlig, piller filtret af endnu en cigaret og tænder den.

– Jazzpianist, jeg hader det ord, fordi det binder. Jeg vil ikke spille koncerter, hvis der står 'jazzpianisten Carsten Dahl'. Jeg vil jo gerne mødes som et menneske. På mange måder passer rollen som komponist mig måske bedre i dag. Det er jo et ensomt rum, men det giver mig optimal mulighed for at udtrykke alle de farver, der er, og ikke kun farven blå. Farven blå er fin, men hvad med den gule og den grønne?

Og jazzen indeholder kun farven blå?

– Nej, det ved jeg ikke, om man kan sige. Men der er nogle sociale og kulturelt bestemte aspekter af musikken, som ødelægger den. Jazzen er defineret ud fra en romantik, som ikke længere er der. Det kan man jo sige om mange ting i samfundet. Det er den konvention, jazzen er størknet i, som jeg ikke kan holde ud. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke være der. Der er nogle forventninger om, at man skal spille på en særlig måde. Der er ikke noget galt med musikken som sådan, men jeg skal måske bare ikke være i den, sådan som jeg var før. Jeg vil stadig spille solo og trio og med min Experience-gruppe, men kun det. Ikke noget andet. 

Carsten Dahl er tydeligvis blevet træt, og vi beslutter os for at afslutte interviewet. Det er hans kones tur til at øve sig i studiet, og han skal over og kigge efter børnene i huset ved siden af laden. Før vi skilles, hører vi det sidste nummer på "Effata".

– Pladen slutter med en koral, som jeg bare indspillede, efter vi var færdige, siger Carsten Dahl og sætter musikken på. – Det er meget følsomt, det her, griner han stille. – Det er måske det eneste lyse, der er på pladen. Og så er det jo også meget passende, at den slutter sådan. I dur.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA