x

Interview: Simon Gylden

Interview: Simon Gylden

GAFFA.dk træffer den danske albumaktuelle singer-songwriter Simon Gylden en grå regnfuld eftermiddag i november til en snak om hans musikalske løbebane, der ikke er så lang på nuværende tidspunkt
Stearinlysene er tændt i dagligstuen i herskabslejligheden ved Peblingen Dosseringen, hvor interviewet finder sted, og kaster et "gyldent" skær over på Simon.

Den karakterfulde musiker er netop udkommet med sin tredje plade, der bærer den lange titel ”Copenhagen White Boy Sound. The Candy Apple Album” den 1. november, kun fem måneder efter udgivelsen af sidste plade ”Go Folk Yourself”.

Simon Gylden har ry for at omforme folk og country i sit eget billede med skingert utilpassede og appellerende melodier, der er forankret i den amerikanske sangskrivertradition.

Det drengende multitalent har udgivet tre plader på halvandet år, der alle har høstet pæne anmelderroser. Han må derfor anses for at være yderst produktiv. Men hvad er hemmeligheden bag denne ferme produktivitet?

Hvorfor er du så hurtig til at udgive plader?
– Det er et godt spørgsmål ... Lige konkret med den sidste her, er det fordi, den udgør filmmusikken til en dokumentar om Christiania, som Christoffer Guldbrandsen har produceret.

– Jeg havde en del småprojekter og småsange liggende, som manglede lidt viderebearbejdelse, plus at jeg så havde noget filmmusik, som jeg syntes kunne stå på egne ben, og som jeg godt kunne tænke mig at videreudvikle. Derved tog det fart og formede sig til et album, som jeg satte mig for at sende på gaden inden min rejse til Thailand i morgen. Men jeg har haft travlt, især her op til deadline.

Har det så været en god proces at lave ”The Candy Apple Album?"
– Ja, super. Det er den eneste plade, jeg selv kan holde ud at høre på, og det har måske også noget at gøre med, at den er blevet til så hurtigt og stadig er frisk for mig. De to andre arbejdede jeg trods alt på et års tid, og brugte dengang virkelig meget krudt på at finpudse detaljerne. Jeg hørte numrene til døde og kiggede efter fejl i tre måneder. Denne perfektionisme kan have en negativ afsmittende effekt.

Sang nummer fem som favorit
”The Candy Apple Album” kan beskrives som mere legende og frigjort end forgængerne, der rent genremæssigt var mere stringente. Albummet rummer elementer som såkaldt instrumental weirdness, skrammelfolk, punkattitude og sonisk forvirring.

Er det vigtigt for dig konstant at forny dit udtryk?
– Nej, det er det sådan set ikke. Jeg laver det, jeg har lyst til, og skifter grøft efter behov. Jeg tænker ikke så meget over det endelige produkt i processen, men lader gradvist tingene udvikle sig uden gustne overlæg.

Hvilket nummer appellerer mest til dig på pladen?
– Det, jeg er gladest for, er nok nummer fem ”You Swam Across My Golden Flower”, da det er et af de mest kaotiske og mørke numre, jeg har lavet. Jeg producerer og mastererer jo også selv, og derfor er det en væsentlig ting for mig, at alle elementer har deres rette plads. Sangene skal have en harmonisk bund rent produktionsmæssigt. Jeg synes særligt, at det her nummer lever op til dette formfuldendte krav i al sin kompleksitet.

Tekst og lyd interagerer
Simon Gyldens lyd- og tekstunivers forekommer skævt og psykedelisk med mange lag og nuancer. Man kan undre sig over, hvordan han har fået idéen til dette specielle univers.

– Når jeg går i gang med sangskrivningen, har jeg ikke nogle forudindtagede ideer om f.eks. at skrive en kærlighedssang eller en hymne om at gå i byen. Jeg sætter mig bare ned, slår nogle akkorder an og lader ordene flyde i en fri strøm i noget tid, indtil jeg kan mærke, at der er kommet noget essentielt frem. Så lægger jeg nummeret fra mig i en periode og prøver herefter at lytte til det med friske ører, hvorefter jeg nedbarberer det ned til nogle få vers. Når jeg arbejder interagerer musik og tekst og opstår på den måde samtidigt i et gensidigt afhængighedsforhold. Det er en metode, jeg finder god, og som bevirker, at der ret hurtigt fødes nye numre.

Hvordan kan det være, at du selv udgiver din sidste plade i stedet for på Morningside Records (Figurines, Jomi Massage m.fl.), hvor du udkom med de første to?
– De to første plader har jeg i og for sig også selv udgivet, da jeg selv har produceret, betalt og trykt dem. De har så bare været inde under Morningside-paraplyen. Jeg synes ikke rigtigt, at selskabet kunne gøre noget for mig, som jeg ikke selv kunne gøre. Nu har jeg alene kontrollen med det hele, og det passer mig godt.

Det er netop karakteristisk for Simon, at han arbejder meget autonomt. Han skriver, synger, mikser, producerer, master og udgiver selv hele molevitten. Det er derfor nærliggende at spørge ham om, om han har det bedst med at arbejde alene.

– Jeg har en ret god kammerat, Nicolaj Bune, som har medvirket på meget af min musik. Ham optræder jeg også med live, og han er en god medspiller. Jeg kan rigtig godt li’ at arbejde sammen med ham. Ellers har jeg ikke været i så mange samspilssituationer, så jeg ved egentlig ikke, om jeg kan håndtere det, men altså, hvis jeg swinger godt med folk som med Nicolaj, så er det vel en mulighed. Men jeg er ret kritisk anlagt.

Ikke så opsøgende på promotion
Mærker du det som en stor kamp at slå igennem som undergrundskunstner i Danmark. I dit tilfælde har anmelderroserne jo været noget større end pladesalget?
– Det er ikke noget, jeg har tænkt så voldsomt meget over. Jeg har haft travlt med at lave pladen, og jeg har ikke på forhånd planlagt at lave en masse promotion-arbejde. Jeg burde nok bruge lige så lang tid på at promovere værket som på at lave det, hvis jeg skal få det maksimale ud af det, men jeg har en tendens til skøjte lidt hurtigt over promotion-delen og i stedet kaste mig hovedkulds ud i næste projekt. Det gør jeg, fordi jeg har en eller anden fiks idé om, at næste album bliver bedre og mere egnet til at lave promotion på.

– Den promotion, der har været i forbindelse med de tre plader her, er kommet af, at folk i branchen har kontaktet mig. Jeg har ikke selv været så opsøgende. Jeg har ikke oplevet det som en kamp på den måde, men jeg kunne da godt have tænkt mig, at nogle af mine numre var blevet spillet lidt mere i radioen, men de er nok bare ikke så radioegnede … Så er der selvfølgelig også den økonomiske del af det. Det er en personlig tilfredsstillelse at lave noget, man selv er glad for, men det ville da også være rart at tjene nogle penge på det og i højere grad kunne leve af at spille musik.

Musik frem for kunstmaleri
Flere steder står det skrevet, at Simon Gylden oprindeligt havde en drøm om at blive kunstmaler, men i stedet så har valgt at slå sig ind på musikkens vej.
– Der var et tidspunkt, hvor det var en drøm at blive maler, men jeg blev så overambitiøs med det, at jeg endte med aldrig at vise mine værker til nogen. Desuden er det en ensom affære at være kunstmaler, og når man så ikke formår at vise det, man laver, frem til nogen, bliver det ekstra ensomt. Jeg fik brug for nogle pauser fra det, fordi jeg var så ambitiøs, og begyndte i disse mentale frikvarterer at hive fat i en guitar og spille på den, hvilket jeg fandt ganske befriende. Jeg havde ingen ambitioner med den guitar, så jeg fik et lettere forhold til det at spille musik og begyndte at udvikle mig selv på det område.

Gylden fusionerer dog kunstarterne. Han har bl.a. selv lavet tegninger og layout til covers og hjemmeside.
– Ja, nu er maleriet så blevet en sekundær ting. Derved har jeg det sjovere og mere uanstrengt med hensyn til det at lave collager og tegne. Ja, jeg er jo en gør-det-selv-fyr hele vejen igennem, slynger Simon ud, og griner henkastet.

Hvad betyder det at skabe kunst for dig?
– Jeg får en god selvfølelse af at foretage mig noget meningsfuldt som med musikken, og så er det også en leg. Jeg synes, det er for trist at blive voksen og blive en møtrik i maskineriet uden at have mulighed for at lege. Jeg hæfter mig ikke så meget ved, om det er kunst, bare mere at det er kreativt og sjovt. Men jeg kan ikke løbe fra, at jeg stadigvæk er ret perfektionistisk anlagt. Det positive ved min perfektionisme er, at jeg arbejder hårdere.

Ingen ekshibitionist
Simon Gylden har ikke givet så mange koncerter indtil videre. De kan tælles på to hænder. Han fortæller, at han har det bedst med at optræde, når han er afslappet, hvilket bestemt ikke var tilfældet til hans første koncert, som efter hans mening var den værste so far.
– Det var en Skt. Hansaften, hvor jeg spillede i to timer for en mindre skare. Jeg var nervøs tre uger i forvejen, og nervøsiteten lagde sig bare ikke, da jeg kom op på scenen. Jeg fik nærmest et blackout. Jeg gennemførte koncerten, men kunne ikke huske en pind af den bagefter. Jeg har altid haft det skidt med rampelyset. Jeg laver i hvert tilfælde ikke musik af ekshibitionistiske årsager…

Men med hensyn til koncerter er jeg dog blevet mere rolig med tiden, og synes, det er fedt med kontakten til publikum.

Hvad skal der så ske nu?
– Nu drager jeg som sagt til Thailand i nogle måneder for at skrive sange til et nyt Simon Gylden-album. Når jeg så kommer hjem, har jeg planer om at gå i gang med endnu en plade. Jeg kunne godt tænke mig at lave et projekt med Nikolaj – et fifty-fifty-projekt, hvor vi så er to om at skrive sange og dele ansvaret, glæden og promotion tjansen. Så inden for det næste år skulle der gerne ske noget nyt på musikfronten. Men hvad ved jeg selvfølgelig ikke endnu….

For mere info om Simon Gylden og hans skæve musikprojekter, tjek...


Simon Gyldens homemade site


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA