Undercover: Trinelise Væring – Umanérlig

Undercover: Trinelise Væring – Umanérlig

Hvem: Julie Thesander, Tuala Hjarnø (foto)

Hvor: Østerbro, København

Hvornår: Juli 2010

Trinelise Væring har en del albums under bæltet, både fra sin tid som jazzmusiker og nu som rocket sangskriver, hvor udtrykket på de forskellige albumcovers har fulgt musikken. Sangerinden selv har haft meget præcise ideer til, hvordan de endelige covers skulle se ud, ligesom dette cover udspringer af en ide om, at hun skulle have dækket hele kroppen til af ord, mens selve kvindekroppen blev tonet væk. Denne ide blev dog ikke fulgt til ende, og der blev i stedet "jammet over temaet".

- Vi havde købt nogle vandbaserede tuscher, for at gøre det mest skånende for huden, men det glider bare af. Så var vi nede i den lokale boghandel og købe de onde sprittuscher, og så vi sad oppe i fotostudiet og gjorde det, fordi jeg kunne jo ikke tage tøj udover det og splatte det helt ud bagefter. Jeg var til forældremøde i en sommerkjole dagen efter, og der stak underlige ord frem alle vegne, så folk troede nok, at jeg var meget spændende personlighed, griner Trinelise Væring.

Coverdesigneren Julie Theander havde i forvejen øvet sig med skrift på sin 14-årige datter, og fortæller, at meget blev skabt i processen i fotostudiet.

- Det var egentlig ikke noget, som jeg havde forberedt meget. Jeg havde printet forskellige typografier ud med albummets titler i forvejen, for at give noget karakter til hver titel. Men meget af det er besluttet af, hvad der lige passede rundt omkring på hendes krop i situationen, fortæller Julie Theander.

Sangerinden havde i forvejen øvet sig hjemme foran spejlet og fundet frem til den "underdanige" og samtidig "katteagtige" positur, som endte med at være på coveret. Det udfordrende cover har også generet en del opmærksomhed, som Trinelise Væring tager med et smil.

- iTunes valgte at censurere titlen Lille Stripper, hvilket nogle af celebrity-siderne satte i sammenhæng med mit cover. Det ville jeg være ked af, hvis det var min første cd, men nu synes jeg det er sjovt. Jeg er ikke så bange for at brug min krop nu, men nu er det vist også på tide, at jeg får mit ansigt med igen, mener sangerinden, der også overvejede at kalde hele albummet Lille Stripper, men på grund af coverets udformning syntes hun, det blev for meget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA