x

Jonas Struck: Med nysgerrigheden som drivkraft

Jonas Struck: Med nysgerrigheden som drivkraft

Der er godt nok kommet farver på paletten hos Jonas Struck. Efter en række projekter, der strækker sig over jazz og filmprojekter til syrejazz til en film med Asta Nielsen og jobbet som guitarist med Niels Skousen, er han nu manden bag musikken til Ole Christian Madsens nye film, "Superclásico". Filmen foregår fortrinsvis i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, og her forsyner Struck os med smægtende temaer drivende af tangoens melankoli og drama og spansk pop med elementer af salsa. Alr sammen noget der er helt nyt for det alsidige talent.

Filmbranchen har for alvor fået øjnene op for vores fremmeste talenter, når det gælder musik, der rammer ind i en actionfilm, og her føjer Struck sig til navne som Peter Peter Schneridermann, Manoj Ramdas og Frederik Thaae, som alle forstår at blande inspirationer fra kitch, surf og alskens andre udtryk i meget originale lydsider. Vi har mødt Jonas Struck i en café på Vesterbro i København til en snak om den nye film og om hans rolle som freelancer mange år hinsides Swan Lee:

- Jeg blev hyret til at lave musikken til Ole Christian Madsens film Superclásico, som foregår i Buenoa Aires. Lige i starten fik jeg en sms nede fra Buenos Aires om jeg kunne tænke mig at lave musikken til denne her film. Og jeg tænkte: "Damn, jeg har aldrig været i Buenos Aires. Hvad skal jeg gøre?"

 

Tristesse på syre

- Jeg begyndte så at lytte til Astor Piazolla og al den musik, som er noget jeg aldrig for alvor var gået i dybden med. Og jeg fandt ud af, at tonesproget i tangoen ikke var sindssygt langt fra mit eget, fordi jeg er gammel jazzguitarist, for at det ikke skal være løgn. Og vi har lige lavet en plade med et orkester, der hedder Cours Lapin, der udkom i 2009. Og det var med Asger Baden på klaver, og den har den der tristesse-ting over sig og den er et bud på den franske visetradition – på syre. Men den har det der melankolske, og da jeg begyndte at høre tangoen, havde den samme stemning.

- Men jeg fik et manuskript af Ole Christian. De var dernede og optage i maj 2010, så vi kommunikerede udelukkende via sms. Så fik jeg et manus på mail, og da jeg havde læst det, tænkte jeg, at "nu kører det!" Og så gik jeg amok og skrev i 14 dage. Jeg har det sådan, at når jeg bliver ramt, kan jeg godt komme ind i et flow. Og så skrev jeg alle temaerne på de 14 dage.

Nu har jeg set traileren med en ret opkørt og sjov Paprika Steen og det lå altså et stykke fra tangoens tristesse. Hvordan klarede du det?

- Nu var det jo ret tragisk med en skilsmisse, der foregår for åben skærm. Det er en trilogi, Ole Christian er i gang med. Han har lavet "En Kærlighedshistorie" i 2001 og "Prag" i 2006, som begge har en virkelig tung blues. Og denne her gang ville han slutte trilogien af med en form for tragikomedie. Han havde lyst til at kaste sig ud i det komiske element som en udfordring. Og jeg kunne læse i manus, at det er rimeligt sjovt også, med en tør humor. Så jeg vidste, at der var flere elementer, så jeg begyndte at tænke musikken oppe i hovedet, og da temaerne kunne jeg placere dem på nogle karakterer, uden at det blev sådan helt firkantet.

 

Kunne virkeligt fyre den af

- Men jeg ringede til Kristian Jørgensen (violinist fra Tango Orkestret. Red.) og Asger Baden (bl.a. kendt fra samarbejde med Mikael Simpson. Red.) og vi indspillede nogle demoer. Jeg fandt også nogle sangere, nemlig Ernesto Manuitt Hernández, som er fra Cuba, men som bor i København og Berlin og pendler frem og tilbage. Det var efter, at jeg havde mødt Ole Christian, som var kommet hjem fra Argentina. Vi snakkede om, hvorvidt der skulle sange med i filmen. Der var så meget detaljeret musik i filmen. Når jeg læste manuskriptet, var der så mange ting, som en biljagt som lagde op til, at vi virkelig kunne fyre den af. Her kunne musikken virkelig tale, ikke?

- Vi fandt ud af, at der skulle være nogle sange, og Ole Christian havde fundet nogle source-ting frem, men de var for cheap. Det var sådan noget tankstations-spansk musik. Og der sagde jeg, at det kunne jeg gøre bedre. Jeg havde aldrig prøvet, men det mente jeg at jeg via mit netværk kunne lave. Og jeg havde set Elena (Setien) fra Little Red Suitcase, som er en duo med to piger, der spiller noget helt vildt fedt avantgarde jazz, og hun synger på spansk. Så jeg tænkte, at hende skulle jeg skrive med.

- Da jeg så ringede til hende, lå hun på fødegangen, men to måneder senere, da hun havde født, sagde hun, at jeg kunne komme over til hende, og så kunne vi prøve at skrive på filmmusikken. Og så skrev hun seks tekster på en uge, og så er det hende og Ernesto Manuitt Hernández der synger de sange i filmen. Og jeg synes, at det er blevet rigtigt fedt. For de har den der autentiske måde at synge på og traditionen 100 procent med. Så jeg er rigtigt glad for den klang, vi har fået med.

 

Bud på et udtryk

Du laver alt muligt i mange stilarter. Sætter det sig fast og bliver en del af dit eget udtryk?

- Der er meget af det, der sætter sig fast. Men meget af det kunne med en anden instrumentation være på mange andre plader. Så det er min farve, og så har jeg fundet yndlingsmusikere til det her ensemble, og så pitchet det og sagt, at det skulle have denne her lyd. Men det er ikke sådan, at jeg har sagt, at det skulle være 100 procent korrekt tango. Det er meget mit bud på det. Og jeg er lige så meget inspireret af Mulatu Astatke og Tony Allen, eller hvad det kan være. Jeg havde en oplevelse med en form for trippet rejsemusik, hvor der er nogle surf-elementer, noget The Ventures, noget exotica.., jeg har simpelthen prøvet mit bud på en lyd og et udtryk.

 

Samarbejde er spændende

De unge kids bruger lykkeligt løs fra Youtube og kan finde ting fra hele verden på et øjeblik. Mens vi, hvis vi går ti år eller mere tilbage i tiden, skulle ud og bestille pladerne og vente. Hvordan er det for dig? Kaster du dig også lykkeligt hovedkulds ud og samler ting op?

- Ja, jeg vil sige, at det var i hvert fald en kæmpe kreativ åbenbaring at komme ud af et band og kunne samarbejde med alt muligt, og jeg er også gået ned i den yngre generation (Struck er midt i 30'erne. Red.), for det er meget inspirerende og der er sindssygt meget energi og jeg elsker den nysgerrighed. Og det er en kæmpe mulighed for mig, når jeg også skriver scores (filmmusik). Jeg elsker at skrive sange, man putter ind i et hele, i stedet for poprocknumre. Jeg indgik også i et samarbejde med Mads Lange, som ikke passede til denne her film, men jeg synes at det er vildt spændende med co-writers, som man kan samarbejde med. Jeg søger hele tiden efter stemmer, som har noget specielt: Jacob Bellens (Murder, o.s.v..Red.), og sådan nogle.

 

3 generationer spiller ud

Du blev jo oprindeligt kendt i Swan Lee og har siden blandt andet spillet i fem år i Niels Skousens band. Hvordan er det nye liv?

- Ja men, jeg er jo min egen lykkes smed. Jeg er totalt freelance, og kan i virkeligheden tage af paletterne, hvad jeg har lyst til. Jeg ernærer mig faktisk mest som filmkomponist, og har ligesom forladt musikscenen på mange områder. Er kommet over og bliver inspireret af instruktører og se musikken på en helt anden måde.

- Men jeg har stadig et behov for at komme ud og spille for folk og mærke publikum. Og der er Niels Skousen en fantastisk mulighed. Jeg har været med på to plader i studiet og vi har så taget musikken ud på scenerne og set på, hvordan vi kan gøre det levende sammen med Rune Kjeldsen og et fantastisk band. Det er meget privilegeret, at være i det band med Niels i et band, hvor vi er tre generationer, der spiller ud. At være i bandbus med det crew, giver helt vildt meget.

Fik du simpelthen levet den der popstjerneting ud i Swan Lee?

- Jeg har aldrig haft behov for den der popstjerneting. Jeg vil sige, at nysgerrigheden i at være i musik og skrive musik er det største for mig. At skrive musik og være i det første kreative flow og den spontanitet, der er i det. Mens det at rejse ud i halvandet år og genskabe et hit live keder mig, hvis jeg skal være helt ærlig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA