x

Hilfiger Denim Live: Lissy Trullie

Hilfiger Denim Live: Lissy Trullie

Hun er som skræddersyet til et arrangement a la Hilfiger Denim Live, Lissie Trullie. Den yndefulde, New York-baserede rødtop har selv haft sit veldrejede kontrafej i modemagasiner som Elle, Soma og Jalouse, for inden 26-årige Trullie – som egentlig hedder Elizabeth McChesney – slog sig løs som fuldblodsrockstjerne, tjente hun til dagen og vejen ved blandt andet at ernære sig som fotomodel. Nu gælder de imidlertid de fine nedbarberede indiepop-sange, Lissy Trullie er garant for, og som tidligere har sendt hende på tour med The Virgins – og senere på året udmønter sig i en endnu unavngiven albumdebut. "Inspireret af Scott Walker og David Bowie", fortæller hun til GAFFA.

Hvem vil du udpege som Lissie Trullies vigtigste inspirationskilder?
Åh, det er godt mange! Jeg tror, jeg er nødt til at først og fremmest at nævne Scott Walker. Han er virkelig fantastisk. Hans plader er dybt fascinerende at gå på opdagelser i, fordi de er så dystre og dragende på samme tid. Mand, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal kategorisere hans lyd! Men det er omvendt dét, der gør ham til noget helt særligt. Og så er hans stemme bare så dyb og sexet. Jeg er generelt ret inspireret af dybe mandestemmer, fordi min egen stemme også er ret dyb, så Scott Walkers vokal har helt klart været en stor inspiration for mig. Og David Bowies! Ham må jeg heller ikke glemme. Han har også inspireret mig meget.

Men er der ingen kvinder, der har inspireret dig?
Jo, der er vel nok, men ikke på samme måde. Jeg kan nok bedst lide musikere med nosser, ha ha!

Jeg elsker blæsere!
Du er stadig ret ukendt her i Danmark. Hvordan vil du beskrive din musik for en uindviet Lissie Trullie-lytter?
Det er vel popmusik i en eller anden forstand. Sangene er ret guitardrevne, men som sådan ikke båret af særligt meget guitar, hvis det giver mening? Det nye album, som jeg lige har færdigindspillet, bliver anderledes fra den ep, jeg lavede forrige år, og som gav en del opmærksomhed hjemme i USA. Der er kommet flere nuancer på pladen i form af for eksempel en blæsersektion. Mand, jeg elsker blæsere, ha ha! Men altså det er ikke fordi, jeg ikke kunne lide ep'en – den blev bare aldrig helt det, jeg gerne ville lave.

Hvad var der mere præcis galt med ep'en?
Der er som sådan ikke noget galt med den. Vi havde bare kun penge nok til at bruge to dage i studiet, så det hele skulle indspilles meget hurtigt, og ja, det smittede nok lidt af på slutresultatet, som blev noget sjusket og ufærdigt.

Hvornår besluttede du dig for at satse på en karriere som musiker?
Jeg har ligesom alle andre spillet i en masse lortebands i min ungdom, men da jeg flyttede til New York, blev det hele lidt mere seriøst. Jeg begyndte at læse på Parsons (hæderkronet design- og kunstakademi i New York, red.) men der ville de fleste folk hellere spille "fucked up" avantgarde, og det gad jeg overhovedet ikke. Jeg har altid gerne bare villet sidde med min guitar og skrive simple popsange. Til sidst havde jeg heldigvis nosser nok til at stille mig op på en scene og spille mine egne sange selv, og så er det ligesom gået derfra.

En stinkende branche
Hvordan blev du involveret i Hilfiger Denim Live?

For at være helt ærlig så aner jeg ikke, hvordan de fandt mig. Jeg blev bare ringet op af min manager, som spurgte, om jeg havde lyst til at være med i den her kampagne, og så tænkte jeg: Hvorfor ikke?

Hvad synes du om hele idéen med at kombinere musik og mode, som man eksempelvis gør det med en event som Hilfiger Denim Live?
Jeg synes egentlig, det er en god idé, som kan være interessant for både modefolk og musikere. For mit vedkommende føjer det ligesom en ekstra dimension til dét at spille live, fordi koncerten her kommer til at indgå som en del af en større event, men mest af alt synes jeg, det er godt for modebranchen, for den stinker isoleret set ret meget, ha ha!

Ja, meget apropos ved jeg, du selv har arbejdet som model i modebranchen. Hvordan var det?
Forfærdeligt! Det er så overfladisk en branche. Arbejdet gav mig godt nok lidt ekstra penge at leve for i min collegetid, men jeg har aldrig drømt om at gøre det til en levevej, hell no! Det føltes bare ikke rigtigt for mig at stå foran et kamera og posere.

Men det føles komfortabelt at stå på en scene…?
Det gør det nu. Men det tog mig lang tid at vænne mig til det, for jeg er af natur ret genert. Omvendt når jeg står på scenen, og musikken spiller, og man kan mærke, at publikum rykker med… Fuck, så er det bare det fedeste i verden!

Læs det andet interview fra arrangementet med dj'en Tommy Sunshine her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA