x

Kjeld ”Godfather” Tolstrup: 25 år som dj

Kjeld ”Godfather” Tolstrup: 25 år som dj

I forbindelse med dj-legenden Kjeld Tolstrups (1965-2011) alt for tidlige død har vi fået lov at bringe dette interview med ham, som hans dj-kollega Helmuth Kool lavede med ham i 2007 til Present Aarhus-magasinet.

Med sit usandsynligt brede repertoire og fingeren konstant på pulsen har han i løbet af sine 25 år i faget opnået mere end nogen anden dansk dj. Som kapelmester for De Sorte Spejdere på P3 var det Kjeld der gjorde franske Soko til regulær landeplage i Danmark og nu er han ved at gøre det samme for svenske Familjen. Men hvordan endte han med at blive alle danske dj's gudfar?

Er der noget - eller nogen - du kan pege på, som gjorde at du blev dj, eller er det noget der bare skete helt af sig selv?

Hvis én person skal have lidt af æren, så må det være min moster Annette, min mors lillesøster. Når hun var babysitter for mig, spillede hun en masse 7" (små vinylsingler, ofte med stort hul i midten, red.) og jeg er senere blevet fortalt, hvordan jeg som 2-årig stod i kravlegården og ruskede tremmer til Beach Boys' "Barbara Ann".

Men jeg har faktisk altid været vild med musik og jeg købte mine første to 7" allerede da jeg var 9 år. Og selvfølgelig var jeg også i erhvervspraktik i Fona ... så det har sgu altid været musik.

Hvor og hvornår spillede du dit første job som dj?

Det allerførste der tæller, det må være første gang man spiller på en klub. Jeg spillede selvfølgelig i min ungdomsskoleklub, men det tæller ikke rigtigt. Så det første rigtige job var på et sted der hed Marco Polo i Skanderborg, og der var jeg 16 år gammel. Det var i 1981.

Hvorfor lige der?

Det var en pige fra min handelsskoleklasse, der var kæreste med en lidt ældre fyr, som var dj. Han spillede dernede og jeg snakkede lidt med ham, og så spurgte han om jeg ikke havde lyst. Så det endte med at jeg spillede et enkelt job sammen med ham. Det var sådan noget med at snakke i mikrofon – à la Radio Luxemborg – hele tiden...og man skulle helst snakke engelsk.

Det må have lydt fint med en fyr på 16 år, der fyrer sejheder af på engelsk. Men gik det godt?

Ja, det gik fint. Så bagefter gav han mig lov til at spille et job alene.

Hvordan var fornemmelsen så på dit første rigtige job – alt var overladt til dig selv og ingen støttehjul?

Jeg husker det faktisk som om, at jeg ikke var så nervøs. Jeg var jo så ung og spændt og glad – og forstod det måske heller ikke helt. Det var sjovt – men det var først senere i karieren jeg opdagede hvor sjovt det kunne være. Og også først senere jeg oplevede at blive nervøs – det kom ved nogle andre lejligheder. Men jeg synes mere det var spændende at kunne komme ind på alle de der steder - jeg var jo slet ikke var gammel nok til at være der.

Allerede som 15-årig havde jeg sneget mig ind på Napoleon – det der senere kom til at hedde Birdie og så LaFayette (det nuværende Nine, red.) – hvor Frank Heskjær, der vist senere blev direktør for AGF også spillede. Han var en af de faste dj's derinde. Jeg kan huske han nærmest var ved at gå amok, da jeg flere år efter begyndte at spille housemusik derinde. Det var bare det værste støj - helt ad helvede til. Det var lige indtil han havde været på ferie i London og kom hjem med en stak houseplader under armen...

Dengang var der ikke rigtigt nogen undergrundsscene. Undergrund var nærmest Duran Duran, Human League, U2, Simple Minds og den slags. Så jeg spillede alt fra Melodi Grand Prix til mere eksperimenterende, elektronisk musik. Altså helt vildt eksperimenterende var det jo ikke. Men det man dengang kaldte pop i England, var altså ikke forfærdeligt populært i Danmark.

Tropicana første job i Århus

Spillede I så på 1210'ere (dj-pladespiller)?


Nej – jeg ved godt de allerede udkom i slutningen af 70'erne, men første gang jeg så dem var i '83 på Tropicana – det lå ved siden af Århus Hallen, det som nu er biograf (BioCity på Skt. Knuds Torv, red.)

Og Tropicana var faktisk mit første job i Århus. Fra '81–'83 spillede jeg rundt om i de mindre byer. På "Søen" i Vamdrup og et sted på Nykøbing Mors. Nogle steder kun én gang – andre gange flere gange.

Dengang var det faktisk sådan, at dj's rejste rundt og ofte var en weekend eller en hel måned ad gangen det samme sted.  

Sådan lidt kost og logi-style?


Ja, lige præcis. Man tog ud og spillede de der to-tre job hen over en weekend og boede samtidig på stedet.

Vestergade 58


Hvordan gik det med livet ved siden af – gik du stadig i skole?

Jeg gik i skole indtil jeg var 18 år. Jeg tog handelsskolen og ventede et år før jeg begyndte på HH. Men efter et halvt år med det kunne jeg godt se, at det var sgu ikke den vej jeg skulle.

Hvad gjorde du så?

Jeg fik job i en pladeforretning i Århus – City X i Badstuegade. Det var faktisk samtidig med at Tue Madsen – ham der i dag er dansk metals ypperstepræst, og Mikael Simpson arbejdede der, så vi var sgu et godt team. Og så samtidig begyndte jeg at fokusere mere på dj'ing. Jeg fik selvfølgelig overtalt ejeren til at bestille en masse eksotiske 12" hjem, så det var jo på alle måder det perfekte job til at supplere dj'ing med. Man kunne umuligt leve af at være dj dengang. Der skulle noget mere til – og man fik jo også lynhurtigt brugt sine penge på plader.

Hvordan gik karrieren så derfra?

Jeg fandt ud af, at Vestergade 58 (byens ældste klub og spillested, kaldet V58, red.) var lukket om sommeren. De lukkede simpelthen ned i sommerferien. Og det syntes jeg var åndssvagt. Så jeg kontaktede PH og Senius, og så ansatte de mig som fast dj hele sommeren. Indtil da havde de kørt V58 som rent livested, men sammen prøvede vi altså at starte en decideret klubting – den hed godt nok ikke noget - det var bare sommerdiskotek på V58.

Og hvordan gik det?

Det gik godt. Og efter sommeren fortsatte jeg med at spille på V58 som fast dj. Nu er vi i efteråret '83 frem til '85. Der spillede jeg en blanding af gammel soul og discoplader og så det nye, som dengang var alt fra Talking Heads til Sort Sol og Disneyland After Dark, plus elektroniske ting som Yazoo og Soft Cell. Det var én stor blanding, men vi spillede ikke radiohits. Det handlede om at spille noget undergrundsmusik og ny musik fra England og USA.

Dj overalt i Århus

Hvis vi skal springe lidt frem i tiden?

Hele perioden fra '83 til '89 spillede jeg sådan set bare overalt i Århus – på Paradis, Himmelblå og Musikcaféen i Mejlgade, Mona Lisa, La Fayette osv. Og musikken ændrede sig meget i den periode. I slutningen af 80'erne begyndte det for alvor at gå stærkt med dj's, der udgav musik. Det var prøveårene, hvor det lød spændende, og flere blev interesserede. Men publikum skulle lige vænne sig til, at pladerne var uden omkvæd og kun beregnet til at danse til. Og så i '88/'89 begyndte en del folk for alvor at få øjenene op for, at der måske var noget ved det der - at gå i byen og høre et soundtrack af musik, som ikke havde noget som helst til fælles med det, man kunne høre i radioen, men som udelukkende kunne høres i klubben.

Det er meget forskelligt fra i dag, hva'? Hvor man bare kan slå det op på nettet og finde næsten alting. Så let var det ikke dengang...?


Nej for helvede. Man var virkelig nødt til at gøre en indsats for at finde frem til tingene. Tingene skulle bestilles hjem fra London og New York og vi var fuldstændigt afhængige af Street Dance (i København, red.). Og hver eneste gang, der var en man kendte, som var en tur i England eller USA, fik man jo vedkommende til at købe en masse plader med.

I Århus var den vigtigste butik Music Mekka, kørt af en fyr der hed Bjarne. Den havde alle de der italienske dance-udgivelser, som Technotronic – "Pump Up The Jam" og Black Box – "Ride On Time". Men hvis man skulle være rigtig upfront, måtte man have tingene hjem fra København.

Café Paradis

Hvad var dit første rigtige klubkoncept - var det Kronstadt?

Den første store ting, vi lavede, var den der onsdagsklub på Café Paradis...

Var det Loft du startede, allerede dengang?

Ja. Den kom faktisk før Kronstadt. Det var skidefedt, for dér lavede vi for første gang virkelig det vi selv elskede og hvor det også lykkedes. Der var selvfølgelig en masse fede aftener på V58 og på Fisk (Blitz, det senere Fabriken, red.), men det her var første gang vi var herrer i eget hus.

Og det gik faktisk sådan med de her onsdage, at de tjente flere penge hjem til stedet end weekenderne. Der var kø helt ned i stueetagen – og vi spillede fuldstændigt kompromisløst. På det tidspunkt var det faktisk – uden sidestykke overhovedet – Danmarks bedste klub. Der var slet ikke noget i København der kunne hamle op med det vi lavede. I København havde de kun haft Coma og Baby, som Kenneth Bager stod bag. Men de var der jo kun engang imellem. Det her var den bedste klub i Danmark på det tidspunkt. Det var stedet hvor man kunne høre det musik der var længst fremme. Det var hele Manchester-scenen: Happy Mondays, Stone Roses, Primal Scream, St. Etienne...

Var St. Etienne allerede fremme dengang?

Ork ja. "Only Love Can Break Your Heart" var et kæmpehit. Så der stod vi og spillede dansabel rock og det man kalder balearic – opkaldt efter de Baleariske øer: Mallorca, Minorca og Ibiza, stederne hvor den der genre blomstrede op blandt en ekstrem blanding af mennesker fra hele verden der kom for at holde fest. Og dengang var der jo ikke kommet de her danse-genrer endnu, så man tog bare det bedste fra en masse verdener og blandede det.

Kronstadt og Himmelblå

Hvad vil nævne som de vigigste ting fra din tid i slut-80'erne og start-90'erne?

Der er to ting jeg vil nævne fra årtiskiftet: Klub Kronstadt og Himmelblå. Kronstadt fordi det lærte mig nogle ting socialt og fordi det var en fest ud over det sædvanlige og gav mig nogle gode rejseoplevelser...

Rejseoplevelser?

Ja, vi var både i Mexico, Rusland, Sverige og Finland med Kronstadt. Det var skidesjovt at være en del af sådan et klubkollektiv. Jeg lærte for første gang om alle de vigtige funktioner, der er i en klub, ud over djen. Vi var virkelig et team og stemningen var fantastisk. Og det var på Kronstadt vi opfandt Tequila-hjelmen (en særlig nasty slammer-anordning, red.). Jeg var meget mindre primadonna efter Kronstadt. Det er jo røvnemt at se sig selv som stjernen – den eneste vigtige brik i spillet, når man er dj. Kronstadt lærte mig, at du kan sætte verdens bedste dj på, men hvis alt det andet ikke er i orden, så har du ikke en fest.

Hvad var der så med Himmelblå?

Det var et sted som Per Henriksen, der også arbejde i City-X havde kørt op. Han kørte nogle aftener på Himmelblå, hvor Per, Sten Mogensen – ham der senere blev til KingKong og jeg selv spillede. Der havde vi tidligere haft nogle rigtigt gode oplevelser i starten af 80'erne. Men der skete et mord. En pige blev myrdet og det gik hen og blev sådan en rigtig stor landsdækkende begivenhed. Og så var der bare ikke nogen, der turde røre ved det sted de næste år.

Men I tog det så?

Ja, vi tre åbnede det og kaldte det Himmelblå Igen – altså der stod Himmelblå Igen på skiltet – og vi fik en rigtig god første sæsson. Men det var også der jeg lærte, at det at køre sit eget sted er 10 gange mere besværligt end bare at troppe op og spille plader. Så det er første og eneste gang jeg har bundet an med at køre en klub. Det var bare ikke mig. Samtidig fik jeg også mere og mere at lave i udlandet.

Ministry Of Sound

Der var du begyndt at få jobs uden for Danmark?


Ja, der i starten af 90'erne havde jeg fået de første jobs udenlands. Første gang i England var på Love Ranch i London, og da jeg havde spillet der et par gange, var der en fyr – Jim Masters fra Ministry Of Sound – som havde hørt et mixtape jeg havde lavet til en pub, der hed The George – det var stedet hvor alle byens dj's kom. Det var blevet spillet en sen nat, hvor han havde siddet med bl.a. Darren Emmerson fra Underworld, og så havde han spurgt til hvem der havde lavet det. Det vidste Darren så – jeg havde snakket med ham et par gange på Love Ranch – og så ringede han og spurgte om jeg ikke ville spille på Ministry Of Sound.

Hvornår var det?


Det var i '91.

Hvordan var det at skulle spille på verdens mest berømte klub?

Der var jeg nervøs! Altså: Jeg vidste godt at Ministry uden sammenligning var den største klub i verden. Carl Cox, Darren Emmerson, Carl Craig, Derrick May, Todd Terry, Masters at Work, David Morales ... de spillede der alle sammen. Og så lige pludselig gjorde Kjeld Tolstrup fra Århus det også.

Hvordan gik det?

Det gik skidegodt. Jeg blev booket med det samme igen og havde mere eller mindre fast en-to jobs om måneden på Ministry de næste fem år. Og efter jeg først var sluppet igennem nåleøjet til Ministry, kom der sindssygt mange klubber til. Så var man ligesom blåstemplet, ikke. Jeg havde  en manager i London, der sad og bookede mig ud til stort set alle de klubber der var i byen.

Så i de år fik jeg virkelig lov at udleve drømmen. Det var alt det man havde knoklet for. Jeg fik international anerkendelse og kom til at spille med alle de mennesker jeg selv havde set op til. Det var virkelig sådan et internationalt liv ikke, jeg var fandme blevet jetsetter! Jeg fløj jo tre-fire gange om ugen. Hele tiden fra én fest og videre til den næste. Jeg nåede jo kun at spille i London et halvt år før X-Ray i København hev mig ind som resident sammen med Ezi Cut.

Nonstop '91-96

Så fra '91 til ca '96 kørte den bare nonstop, med alt for mange fester og alt for mange flyture. Jeg fik virkelig lov at leve popstjernelivet med alt hvad det indebærer af gode og dårlige ting.
Og da det blev '96 syntes jeg faktisk, at jeg var ved at blive lidt rodløs. Jeg så jo mere til personalet i Heathrow lufthavn end min familie og venner, og min lejlighed lignede noget der var løgn. Jeg kom jo bare hjem og smed mit beskidte tøj og var videre igen. I København havde jeg nogle venner jeg lånte et værelse hos, og i London delte jeg en lejlighed sammen med et par danske piger.

Men du hørte ikke rigtig hjemme nogen af stederne?

Nej – i den periode var det længste ophold jeg havde i min lejlighed fire en halv dag, og det længste ophold i den samme by var 16 dage. Og så tog jeg alt for meget coke og fyrede den bare alt for meget af.

Men hvordan foregik det så derfra? Du har jo holdt fast i at være dj, så hvad gjorde du?

Jeg valgte at fokusere på København, og i en periode spillede jeg meget på Nasa – men altså det var jo en glidende overgang. Selvom jeg flyttede til København fast, var jeg jo stadig ude at spille. Men nu måske kun sådan hver anden uge.

Var det svært for dig at komme af det trip igen?


Næh. Det kom helt naturligt. Så var den drøm ligesom udlevet, og så sætter man sig nogle nye mål.

Og hvad var det så?

Det var at blive etableret i København og få skabt mig et navn her. Og det gjorde jeg så tildels sammen med drengene fra Boltens Gård, der i sin tid kørte X-Ray og som nu kører Nasa og nogle andre ting.

Ikke selv producer

Hvorfor lykkedes det for dig at blive så stort et dj-navn uden selv at producere musik? Og er det overhovedet muligt i dag at blive et navn uden at producere selv?

Det er i hvert fald svært. Jeg har faktisk for nyligt siddet og kigget efter blandt udenlandske djs og kunne kun komme i tanker om Carl Cox, som har fået en stor dj-karriere uden at have nogle hits i baglommen. Men det er sådan en underlig ting, det der med at djs skal lave plader. Ligesom hvis alle dem, der laver plader, absolut skulle være dj's.

Men altså, jeg ved hvad jeg er bedst til og det prøver jeg at koncentrere mig om. Jeg er ikke nogen god producer, men til gengæld er jeg en pissegod dj. Det ved jeg virkelig jeg er. Jeg har været verden rundt, og uanset hvor jeg bliver sat til at spille, så klarer jeg mig.

Men jeg gider ikke rejse verden rundt længere. Hvis jeg kan blive ved med at spille fast i København og komme en tur til New York engang imellem, så er jeg glad. Det skulle lige være – hvis der er nogen der ejer en natklub i Brasilien som læser det her, så vil jeg gerne afsted lige nu...

De tre fedeste job

Hvad er dit livs fedeste jobs – er der nogle du husker som noget helt specielt?

Der er tre, tror jeg. Første gang hvor jeg spillede Ministry Of Sound – simpelthen bare på grund af oplevelsen – den følelse af, at være på vej mod min karrieres højdepunkt. Jeg spillede det de kalder The Graveyard shift – fra 06 til 08 om morgenen og fik jeg lov at spille næsten en halv time over. Dørmændene der var ellers næsten altid oppe ved pulten og sørge for, der blev slukket på slaget, men de stod bare og rockede og sang med.

Det andet er fra første sæson af Klub Lækker nede på Aporta (Café på Kgs. Nytorv, red.), hvor jeg pludselig klokken 04 om morgenen kiggede ud over stedet og så at der var folk der crowdsurfede og hang ned fra loftet alle stedet. Det var bare SÅ vild en stemning på en dansk klub.

Og så er der en tilbagevendende ting hvert år til filmfestivalen i Cannes, hvor jeg spiller for et dansk produktionsselskab der hedder Bacon. Det startede for otte år siden, som en efterfest i en lille lejlighed, der bare var helt fantastisk. Året efter flyttede det til en lille villa, og så år-for-år er det bare vokset til større og større villaer, længere og længere oppe i bjergene. Sidst havde vi 800 reklamefolk fra hele verden til en fest på toppen af et bjerg uden for Cannes, med udsigt over hele byen, og hvor halvdelen af pigerne var topløse. Der er bare noget over udendørs fester, varme nætter og letpåklædte piger. Det er fuldstændigt sindssygt. Vi kunne desværre ikke finde nogen, der ville leje os et hus i år, så det blev ikke til noget, men vi har fundet et sted til næste år, så vi kommer igen med fest nummer otte.

Men tit er det bedste faktisk, hvis jeg får lov at spille på en lille, skummel bar en hel nat sammen med Djuna Barnes, som jeg virkelig synes er en fantastisk dj. Og så de store jobs, fordi de giver en masse penge og prestige. Men de er som regel ikke de sjoveste at afvikle.

DMA-fester det værste

Hvad er dit livs værste job?

Der har været nogle, der har været ufatteligt ringe. Hvor jeg simpelthen har været fejlbooket... altså hvor de folk, der har booket mig, bare har haft en for avanceret smag i forhold til deres gæster. Og så de tilfælde, hvor man måske har rejst en hel dag for at komme til en klub i for eksempel Tyskland, hvor der er helt tomt og ikke sker noget som helst...

...men vent lige lidt. Jeg vil faktisk sige at de allerringeste jobs, jeg har spillet, det er til Danish Music Awards- og Grammy-festerne. Den danske pladebranche er simpelthen de værste mennesker i hele verden til at holde fest. Du kunne pumpe dem fulde af ecstasy og viagra – og de ville stadig have svært ved at slå sig løs. De jobs spillede jeg i en lang årrække, og jeg havde hver gang de her ambitioner om, at denne gang skulle det være den største fest. Men det endte med ingenting hver gang. Alle dem der ikke lige er A&R-mennesker (kunstnerisk ansvarlige, red.) og arbejder i branchen, de har jo lige så dårlig smag som alle andre og vil bare høre hits.

Men det er sjovt at reklamebranchen faktisk altid pissesjove at spille for. De mennesker har overvejende en god smag ... mens pladebranchen: No way!

Hvad er det meste du har fået for at spille?

Det vil jeg helst ikke ud med – men jeg kan fortælle at til store arrangementer i dag tager jeg i omegnen af 25.000. Her i weekenden for eksempel havde jeg to jobs, hvor det ene var til 22 og det andet til 25. Meeen, dem har jeg så heller ikke otte af om måneden. Og det er vigtigt at jeg bliver ved med at tage de små jobs til 1.000 kr. Det er der jeg henter inspirationen, får nye ideer, hører andre dj's og så videre. Det er ekstremt vigtigt.

Jeg tror at jeg i løbet af de næste par år vil prøve at gå lidt mere i retning af at lave radio. Jeg har lige været til møde med P3, for at få genoplivet deres elektroniske afdeling, og så er jeg jo kapelmester for De Sorte Spejdere.

Så det er i virkeligheden dig, der har opdaget Soko?

Ja ja, det er det. 100 procent. Og Familjen. Begge dele er ting der har fået premiere til De Sorte Spejdere og som jeg har fundet til dem. Det næste jeg tror vi kommer til at breake med spejderne, er "Alla Som Inte Dansar Är Våldtäktsmän" med Maskinen. Det er så morsomt - så er det bare med at komme at komme væk fra baren piger! Det er faktisk en som Djuna Barnes tippede mig om. Og så er vi tilbage ved det med, at jeg skal blive ved med at være i undergrunden. Jeg finder jo ikke på det hele selv. Der er også nogle der skal inspirere mig.

Kan glæde sig over andres succes


Hvad synes du selv er det vigtigste, du fået ud af dine godt 25 år som dj?

Hvis det her liv har givet mig én ting, så er det at være nået til et punkt, hvor jeg kan glæde mig over andres succes i branchen. Jeg kan være oprigtigt glad når det lykkedes for andre, for jeg ved sgu hvor svært det er at få succes i den her lortebrache. Og hvis jeg skal være lidt filosofisk, så er det en fantastisk egenskab, det at kunne glæde sig oprigtigt på andres vegne, uden at opleve jaluosi og mindreværd.

Jeg så Trentemøller første gang han var i New York. Så ham skinne som en lille sol – nu var han stjerne og alle folk ville snakke med ham. Det var sgu fedt. Og jeg har for eksempel også kunnet følge med i Rune RKs karriere helt fra han startede. Hans storebror (Johannes Torpe, red.) kom og gav mig demobånd med noget af det første han havde lavet, og nu har han bare rykket det hele rundt. Og det er nok dét der er så fedt ved at have udlevet sin egen ambition. Det er, at så får man altså lige lidt mere ro på og kan have overskud til at glæde sig på andres vegne.

Det er ikke fordi jeg har opgivet at være en god dj. Hver eneste dag jeg vågner vil jeg gerne være en lidt bedre dj. Men den trang til at bevise det over for andre er væk. Folk ved det godt. At i hvert fald lige på det felt kan jeg det jeg skal kunne. Så kan det jo være, der er noget andet jeg skal lære at blive god til...


Alltime bedste kunstnere?

New Order
Blondie
Grace Jones

Her & Nu Top-5

Rufus Wrainwright - Tiergarten (SuperMayer Rmx)
Chromeo – Bonafied Love (Jori Hulkkonen Dub)
Kinky Justice – Music And Lyrics EP
Lopazz – 2 Fast 4 U
Metro Area – Read My Mind



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA