x

Melankoli på dansegulvet

Melankoli på dansegulvet

– Vi har en eller anden fælles melankoli, forklarer Clara Sofie, inden hun bliver afbrudt af en smilende Rune RK: – Vi danser og græder bare altid!

De to kunstnere, der kommer fra to meget forskellige dele af musikmiljøet, har formået at opfinde en ny lyd, der har en tristhed over sig, men som alligevel byder på dansevenlige rytmer. Det gik bestemt heller ikke ubemærket hen, da de med Når Tiden Går Baglæns formåede at levere årets største danske club-hit i 2010. Folket havde talt, og koblingen mellem det triste og det opløftende var meget velkommen. Måske endda tiltrængt. Derfor var det også meget passende, at GAFFAs udsendte mødte dem på en trist og grå regnvejrsdag i deres studie i indre København. Indenfor i tørvejret var det to glade og imødekommende musikere, der stillede op til interview.

Hvorfor bestemte I jer for at lave et album sammen?

– På det tidspunkt havde vi nærmest lavet fire demoer, og så tænkte vi bare: "Nå, vi kan lige så godt lave et album". Vi havde først snakket om at lave en ep, og så endte vi bare med at lave et album. Det er lige sådan, musik skal laves, bare at lade tingene løbe frit, forklarer Rune.

Clara Sofie tilføjer: – Albummet er stadigvæk med den melankolske stemning, som Når Tiden Går Baglæns også har. Det er i et poetisk univers med en club-lyd. Så man kan både danse og græde til det.

– Albummet er jo bare historier fra vores liv. Helt simpelt. Vi fortæller om nogle oplevelser, vi har haft, og det går igennem musikken. Nu blev det her album til i efterårsperioden, så primært er det nok jævnt melankolsk. Men det er også det, vi er bedst til. Vi er bedst til at fortælle en historie med mening, der har club-musik under, fortæller Rune.

Påvirker årstiden den kreative proces?

Rune: – Ork ja! Der er slet ikke nogen tvivl om, at i efteråret kommer der helt automatisk en melankoli i alt. Jeg kan bare mærke, at stemningen bliver anderledes i de ting, jeg producerer. Om sommeren er man ude at drikke øl hele tiden. Det kan godt være, at det er derfor, at al min musik bare er supermelankolsk. Jeg laver jo kun musik om efteråret!

Med et album på gaden fortsætter duoen, hvor de slap med sidste års dobbelt platinsælgende single, som er den foreløbige kulmination på deres samarbejde og må siges at have cementeret dem på den danske musikscene.

Hvad har den succes, som "Når Tiden Går Baglæns" fik, betydet for jer?

– Jeg tror, det er det første nummer, jeg har været med til at lave, som rent faktisk har gjort en kæmpe forskel for folk. Før i tiden har jeg jo primært beskæftiget mig med dansemusik, og det er jo ikke lige præcis dér, man udgyder de store meningsfyldte ord. Jeg kan mærke, når jeg er ude at spille, hvor meget det her track har rørt nogle mennesker, og det er jeg bare pissestolt af. Når sådan noget opstår, så er det jo noget, der sker, det er ikke noget, man sådan lige kan planlægge. Jeg synes virkelig, det er imponerende, hvilken betydning det har fået, forklarer Rune.

– Det har betydet noget med at definere en ny lyd. Den der måde med at blande klassiske elementer med house, det har jeg ikke rigtig arbejdet med før, og det har virkelig inspireret mig til andre ting også.

Clara Sofie: – Jeg kan huske, da Rune sendte mig råproduktionen, og jeg sad hjemme i min lejlighed på Vesterbro og hørte det. Der fik jeg kuldegysninger over det hele. Jeg tænkte fra starten: "Det her er altså noget helt specielt".

Hvornår mødte I hinanden?

Vi mødte hinanden for... Det er vel efterhånden to år siden. Jeg havde lavet en demo af et af numrene, som er på albummet, som hedder Det er forbi". Der havde jeg lavet en virkelig skramlet demo, og så sagde min ven, at det ville Rune godt kunne lide. Og på det tidspunkt kendte jeg ikke så meget til Rune, men jeg hørte så noget af hans musik og tænkte: "Klart!". Så sendte min ven det, og Rune syntes det var fedt, og så begyndte det ligesom derfra.

Hvordan var jeres førstehåndsindtryk af hinanden?


- Jeg havde på en måde lidt ærefrygt. Jeg fik et godt indtryk, og jeg er stadig fuld af respekt for Rune og det, han laver. Og nu er det blevet til, at vi har det rigtig hyggeligt sammen..

Rune: – Jeg syntes, hun var superirriterende. Nej, overhovedet ikke. Jeg syntes, at Clara var supersympatisk. Jeg havde jo hørt det her nummer og syntes, det var meget smukt, og jeg ville gerne møde den person, der stod bag. Mange gange, når man hører et stykke musik, der rører én, tænker man: "Hey, hvem er det, der har skrevet det her?" Og så kom den her hjort gående ind ad døren. En seks meter høj hjort. Nej, det var ganske udramatisk. Vores fælles ven introducerede os, og så gik vi bare i studiet. Og det, der er så fantastisk, er, at der udviklede sig et supergodt venskab ud af det, hvilket faktisk sjældent sker for mig. Mange gange holder jeg en stor adskillelse mellem det, der foregår i studiet, og de mennesker, man rent faktisk har noget med at gøre socialt. Det tyder bare på, at vi fungerer godt sammen. Det er altid dejligt at få en ny ven.

Det rette element

Men tiden før succesen er ikke altid lige sjov. Det kræver hårdt arbejde at få et gennembrud, og det er noget, enhver musiker kender til. Rune RK og Clara Sofies fortider er ret forskellige fra hinanden, og alligevel er der en del ligheder. Rune oplevede temmelig hurtigt at få positiv feedback på sine produktioner, men der gik lang tid, før han kunne leve af musikken. Det samme gælder Clara Sofie, der måtte igennem en del genrer, før hun fandt sit rette element:

– Det startede, da jeg som 19-årig flyttede til New York og ville lave musik. Der fik jeg en masse erfaring med alle mulige forskellige slags musik for ligesom at pejle mig ind til, hvad jeg var god til. Så kom jeg hjem fra New York og startede et band, og det var meget singer-songwriter-præget med mine egne numre. Derefter flyttede jeg til London, hvor jeg havde et samarbejde med en producer, og her fandt jeg ud af, at det rent faktisk var popmusik, jeg var god til. Da jeg så kom hjem fra London, udgav jeg selv en plade. Og så mødte jeg Rune. Det er et forløb på cirka 10 år. Det har været en rigtig god proces for mig.

Rune: – Jeg startede, da jeg var 15, tror jeg. Jeg havde fået en Amiga, og jeg brugte den til at spille computerspil på ligesom alle andre. Så fandt jeg ud af, at man kunne lave musik på den, og så samplede jeg alt muligt. Og da jeg så var 17, fik jeg udgivet min første plade på et lille label, der hedder Multiplex. Det var jo bare det vildeste nogensinde. Jeg var en helt på gymnasiet. Det sjove var, at der ikke var nogen, der kunne lide min musik. På det tidspunkt var elektronisk musik, housemusik og techno bare bandlyst.

Rune fortsætter: – Så begyndte jeg at spille som dj i den periode. Jeg spillede mit første gig på Ungdomshuset, hvor de kastede ølflasker efter mig, fordi jeg spillede sådan noget mærkelig musik. Det kunne de ikke rigtigt forholde sig til. Så har jeg produceret on/off siden da. Jeg føler lidt, at jeg hele tiden har lavet det samme, der er bare sket noget med verden omkring mig. Det kan også være, at der om halvandet år er sket noget andet med verden, og så er jeg drønhamrende upopulær igen.

Rune afslutter: – Der var mange år, hvor jeg levede af pasta og ketchup og havde bijobs ved siden af, hvor jeg ikke kunne leve af det overhovedet. Det var først omkring årtusindskiftet, at jeg begyndte at sige: "Nu skal jeg simpelthen det her". Og siden da har jeg kunnet leve af at dj'e og producere. I perioder mere det ene end det andet. Men indtil da var det bare hårdt arbejde.


Mini-biografi:
Clara Sofie Fabricius
Født 16. marts 1981
Opvokset i Gentofte
Forældrene er en katolsk mor og en buddhistisk far.
BA fra Musikvidenskabeligt Institut.
Cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling.

Rune Reilly Kølsch
Født 1979 i København
Driver tre pladeselskaber: Nightology Records, Arti Farti Records og Tattoo Rec.
Har i sin karriere blandt andet haft Lady Gaga som opvarmer.
Modtager mange forespørgsler om at producere for verdensstjerner. Heriblandt blev der takket pænt nej til Toni Braxton.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA