x

Fjerde rejsebrev fra The Defectors

Fjerde rejsebrev fra The Defectors

Torsdag d. 18. november

Så er vi i Brasilien!

Rejsen hertil gik nogenlunde smertefrit, bortset fra at vi blev bon'et for 1000 kr og en skævbider i Buenos Aires' lufthavn. De 1000 kr skulle dække lufthavnsskatter, sagde damen i skranken (og gnækkede), og min skævbider udgjorde åbenbart så stor en sikkerhedsrisiko for flyvningen til Sao Paulo, at den blev konfiskeret (mon ikke de kunne have nået at stoppe mig, før jeg fik klippet hul i flyet, hvis det var det, jeg var ude på?).

Brasilien er meget anderledes i forhold til, hvad vi har oplevet indtil nu. Folk i Buenos Aires vil rigtig gerne vil bekræftes i, hvor meget de opfører sig som europæere, og deres by virker europæisk. De brasilianere, vi har mødt indtil nu, har ikke haft noget særligt behov for at blive bekræftet i ret meget. Her er afslappet, loose, fugtigt, og klokken er som regel 3 timer mere end aftalt, før der sker noget med noget. Det har sine fordele og ulemper. Man skal lige vænne sig til hele tiden at føje et "måske" til de fleste aftaler, som i "Der er (måske) lydprøve kl. 20" eller "Der er (måske) det udstyr, I skal bruge til at gennemføre en koncert". Ventetiden kan man så til gengæld bruge i baren, hvor der gerne er både smukke kvinder og bandets nye favoritdrink, caipirinhas.

Vores første koncert, tirsdag nat i Sao Paulo, foregik i en lille snusket klub, The Juke Joint. Her spillede vi sammen med et par lokale bands og det argentinske surfband The Tormentos, som var superfede!! (Tjek dem ud på soundtracket til "Thirteen" med Holly Hunter). Pænt med mennesker, selv om vi først spillede kl. halv fire. Vores oplevelse blev lidt skæmmet af, at det i forvejen ikke særlig spændende "orgel", som Martin spiller på herovre, skulle køres ud gennem sanganlægget, i stedet for at blive sat til en guitarforstærker og forvrænget deri. Lyden var - rent ud sagt - forfærdelig, og ingen af os kunne rigtig høre, hvad der foregik gennem grøden. Folk lod dog til at være rimelig ligeglade, og vi endte vist med et godt oplæg til vores anden koncert i byen på lørdag.

Onsdag nat spillede vi i Campinas, en universitetsby nogle hundrede km nord for Sao Paulo. Bar do Ze ligner et faldefærdigt skur, men de serverer både dit og dat, så mens vi ventede på at "nogen fra byen lige kørte over til nogen i en anden by og lånte en forstærker", kunne vi da smage på det lokale bryg og blive interviewet af folk fra universitetets tv-station. Den lånte guitarforstærker brød sammen i tredje nummer, og stakkels Martin røg igen i sanganlægget. Han var herefter ikke i stand til at høre sig selv resten af koncerten, da der ikke var nogen monitors. Igen stod vi tilbage med en lidt tvivlsom fornemmelse efter koncerten, men folk var på, og reaktionerne bagefter var rigtig positive.

Vi er nu i Rio Claro, et par timers kørsel fra Campinas. Vi skal spille her i aften. Det tordner og vælter ned med regn. Ingen har haft shorts på på turnéen endnu. De varme lande, min langbukseindhyldede røv!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA