x

The Strokes – Et band, fem vinkler

The Strokes – Et band, fem vinkler

 

Institut Le Rosey, ofte bare kaldet Le Rosey, er en af verdens mest prestigefyldte kostskoler med sin hovedafdeling beliggende i det sydøstlige Schweiz. Her er konger, sheiker og hertuger blevet formet for i fremtiden at kunne herske værdigt over deres kongedømmer. Hertil sendes børn med privilegier, med forældre, der ikke lever normale liv, som kongelige, modeller, finansfyrster og kunstnere. At et af 00'ernes mest omtalte og absolut mest hypede rockbands skulle så deres første frø her, lyder mærkeligt. Og så alligevel fuldstændigt logisk.

Da Julian Casablancas var 13 år gammel, havde hans luksusliv og konsekvenserne af en hverdag uden begrænsninger eller hæmninger allerede indhentet ham. Hans kufferter blev pakket, og unge Julian, hvis alkoholproblem og dårlige karakterer til sidst blev for stor en mundfuld for hans far, blev sendt til Schweiz. Vel ankommet stødte han ind i en anden ung amerikaner med en lignende historie. Det var på Le Rosey, at Julian Casablancas mødte Albert Hammond Jr. for første gang.

Los Angeles-fødte Albert Hammond Jr. har boet i New York i størstedelen af sit voksne liv. Det var her, han igen mødte Casablancas i 1998, mødte Julians venner Nikolai Fraiture, Nick Valensi og Fabrizio Moretti, og det er her, han knokler løs en solrig dag i februar, mens han smider rundt med papirer og leder efter sin telefon, så han kan begynde vores interview. Da han svarer telefonen, lyder det, som om en bunke papirer falder ned fra bordet, men Albert Hammond Jr. svarer ubekymret:

– Vi er i min lejlighed i New York for tiden og arbejder med album- og singlecover. Det føles virkelig godt, alt er bare fedt lige nu. Men det er altid lidt kaos, når man udgiver et nyt album.

Ti år siden debuten
At det er kaos, er ikke så mærkeligt. The Strokes har ikke udgivet et album siden First Impressions Of Earth, der udkom for over fem år siden. Musikmedierne har intensivt våget over bandet, siden rygterne begyndte at florere om, at nyt materiale var ved at blive skabt i lejligheder og studier i New York-området. Jagten efter bandet er den samme vilde jagt, som har fulgt bandet, siden The Modern Age EP blev udgivet for ti år siden. Og netop opmærksomheden, og hvorvidt The Strokes faktisk fortjener den, har altid været et hedt debatemne i musikverdenen, men Albert Hammond Jr. tager stadig det hele med ophøjet ro og tænker ikke meget på, om hypen er retfærdig. Heller ikke denne gang.

– Opmærksomhed føles altid godt. Det vil jeg ikke lyve for dig om. Men om det er retfærdigt? Det ved jeg ikke. Jeg er her ikke for at lave regler om retfærdighed. Men det føles godt at være noget, der gør folk nysgerrige, noget, hvor folk interesserer sig for, hvad vi skaber. Jeg ser ikke hvorfor, og nu vil jeg ikke lyde lad, men jeg ser overhovedet ikke, hvorfor folk ikke skulle være nysgerrige?

– Jeg er nysgerrig omkring bands, som jeg kan lide, uanset hvor lang tid der er gået siden sidste albumudgivelse. Det gælder også for kunstnere og forfattere. Man er vel altid nysgerrig efter, hvad der skabes.

Det er denne attitude, The Strokes og medlemmerne er blevet associeret med siden karrierens begyndelse, hvor alt de har sagt og alle situationer, de har befundet sig i, altid virker omsvøbt af en hinde af arrogance. Et rygte om The Strokes sagde blandt andet, at bandmedlemmerne var fem rige, forkælede, arrogante og selvoptagede snotunger fra New York, som tog alt, hvad rockstjernelivet gav dem, for givet. At Julian Casablancas altid har været vanskelig, er ingen hemmelighed, men det adskiller ham sådan set ikke fra de fleste andre frontmænd i rockmiljøet.

Måske er det her, at bandets baggrund og måden, de mødte hinanden på, spiller ind. Ligesom Blur inden dem og Vampire Weekend efter dem er The Strokes blevet formet på kunstskoler og privatskoler. Skoler, der formentlig indgyder en vis selvtillid og holdning i sine elever.

Men er det virkelig arrogance, som denne hyggelige og venlige New Yorker-fyr emmer af? Eller er det bare en rolighed, en selvsikkerhed og en coolness, som vi alle elsker, når den findes i venner og bekendte? Albert Hammond Jr. er, beviseligt, bare entusiastisk. En mand med begge fødder på jorden, der til og med over telefonen midt under presseorkanen omkring albumudgivelsen stadig med glæde snakker, endda med en næsten overdrevet afslappethed.

Nye vinkler
Jo længere vi taler, desto tydeligere bliver det, at Albert Hammond Jr. er blevet mere tilpas med sig selv, og at det samme gælder The Strokes. Tiden væk fra hinanden har ført til en håndfuld soloalbum, der har vist nye vinkler af musikernes repertoirer, men som stadig har bibeholdt en tydelig The Strokes-følelse hele vejen igennem.

– Naturligvis savnede jeg bandet under solotiden. At være en del af The Strokes er at være midt i noget, der er meget større end en selv. Symmetrien og menneskerne, som man klikker så godt med, og som man skaber noget rigtig fedt sammen med. Individuelt er man dygtig og gør det, man skal, rigtig fint, men at man fungerer sammen og samtidig gør det rigtig godt, det er meget svært at finde.

Når soloarbejdet, og hvordan det har påvirket det nye materiale fra The Strokes, kommer på tale, lader Albert Hammond Jr. tungen få frit løb:

– Det er jo ikke noget, vi taler højt om, men jeg synes, at alt påvirker. Alt man har lært, når man laver ting selv, det kommer selvfølgelig ind i bandet. Jeg synes, at det er det største for os lige nu. Da vi samledes igen, lærte vi os selv at lytte til vores instinkter og at tro på os selv igen i den kreative proces. Men altså, alt du gør i livet kommer jo til at påvirke dig. Alting har en årsag og en virkning.

Det nye album fra The Strokes hedder Angles. Albumtitlen er i følge guitaristen logisk: bandet ville have noget enkelt, kort og sigende, så derfor valgte de Angles for at understrege, hvad albummet er bygget over, og hvordan det er en sammensmeltning af fem forskellige vinkler, personligheder og perspektiver.

Og selv da resten af verden snurrede videre, og en særlig New York-genre med bands som The National, Yeasayer og TV On The Radio eksploderede, har The Strokes, og Albert Hammond Jr. i særdeleshed, aldrig taget del i tankerne omkring genrer eller forsøgt at være en del noget særligt:

– For at være helt ærlig, så har jeg ikke tænkt på det før nu, når du spørger mig. For mig er det bedste band fra de forskellige New York-scener et, der fuldstændig slog mig omkuld, det der hedder Twin Shadow. Alle de der andre kommer slet ikke i nærheden af deres plade Forget.

– Snakken om forskellige genrer findes kun, fordi nogle ønsker sig, at de var del af en genre, der fandtes tidligere, kun fordi de aldrig var det, da muligheden bød sig. Vi er der, hvor vi er, vi ved, at vi er relevante, og vi vil være det så længe, vi vælger at være The Strokes. Vi opbyggede et stærkt fundament i vores yngre år, men jeg synes ikke om at sammenligne perioder på den måde, for det er en del af mit liv og kommer altid til at være det. Det er min historie. Men det, vi gør nu, er på alle måder det absolut bedste, vi nogensinde har gjort. Live, indspilning, alt. Det eneste, der er blevet dårligere, er vores udseende, men det er lidt sådan whatever, det sker jo for alle. Mit talent er større nu, og jeg antager, at når det ene forsvinder, så vokser det andet, siger Albert Hammond Jr.

 

 

Soloprojekterne:

Siden The Strokes udgav deres forrige album i 2006, har de enkelte Strokes-medlemmer udgivet følgende plader med egne projekter:

Sanger Julian Casablancas:

Phrazes For The Young (2009) 

Bassist Nikolai Fraiture:

Nickel Eye: The Time Of The Assassins (2009)

Guitarist Albert Hammond Jr:

Yours To Keep (2006)

¿Cómo Te Llama? (2008)

Trommeslager Fab Moretti:

Little Joy: Little Joy (2008)

Guitarist Nick Valensi har som det eneste medlem endnu ikke kastet sig ud i et soloprojekt, men har spillet med blandt andre Devendra Banhart, Sia og Regina Spektor.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA