L.O.C. – Sit eget blods libertiner – hele interviewet del 1

L.O.C. – Sit eget blods libertiner – hele interviewet del 1

L.O.C. er tilbage efter afstikkeren med Selvmord. I sidste måned udgav Liam O'Connor sit femte solo-album Libertiner og GAFFA satte rapperen stævne til en snak om at fjerne sig fra hiphop, om den opmærksomhed vi alle sammen er afhængige af og om at forholde sig til at blive kaldt "kongen af dansk hiphop".

Liam O'Connor kunne let have sigtet efter den sikre kommercielle succes og lavet et lyttevenligt album med features fra tidens populære artister som Nik & Jay og Medina. Nu har den sikre vej heldigvis aldrig været rapperens varemærke, så i stedet er Libertiner, der længe havde arbejdstitlen "Mens Jeg Venter På At Dø" blevet en tung sag, der giver selv Melankolia baghjul, når det kommer til mørke i musik og tekster. Musikken er blevet til i samarbejde med Rune Rask og en ny samarbejdspartner ved navn Farhot:

 - Jeg har tre tracks med fra en afghaner, der hedder Farhot, og som bor i Tyskland. Jeg har lavet det meste af pladen sammen med Rune Rask, og vi kender jo hinanden ud og ind, hvad det musikalske angår, og Rune har jo sin dybde i musikken, og den skal matches, når man så hiver noget ind udefra. Det kan godt være svært at få noget, der er breakbeat-agtigt til at lyde som om, det er spillet på de mest organiske instrumenter i hele verden.  Så det har været lidt en udfordring.

Hvem er Farhot, og hvordan er du kommet i kontakt med ham?

- Vi er begge to tilknyttet EMI Publishing og pludselig løb jeg ind i en masse spændende beats fra ham. Han er super musikalsk på en hiphoppet måde. Han har nogle melodier, som måske virker lige til, men som så alligevel har et twist. Rune og jeg har lavet musik sammen i ti år, og jeg ved, hvad Rune laver. Han overrasker mig selvfølgelig stadigvæk, men vi har begge to en ide om, hvor vi hver især vil hen, så det virkede som det helt rigtige at hive noget ind, som også gav det et strejf af hiphop, fordi vi rent musikalsk faktisk har bevæget os et godt stykke væk fra hiphoppen. Det er stadigvæk rap, der er udtryksformen, men musikken er ikke nødvendigvis hiphop længere. Så derfor synes jeg, det var fedt at hive nogle af de helt old-school elementer ind. Altså uden at det skulle være helt tilbage til at have kabel i mikrofonen, så man snubler på scenen.

– Det har været lidt spas at lave noget, der var hiphoppet, fordi jeg har bevæget mig så langt væk fra det. Men igennem Selvmord har jeg genfundet gejsten ved noget af det gamle. Jeg har haft min egen lille kunstnerkrise, fordi nogle af mine gamle ting rent tekstmæssigt ikke er så meget mig længere. Alt det der "Drik Din Hjerne Ud" og sådan noget. Jeg ville i virkeligheden gerne lidt væk fra det, og da vi så lavede Selvmord, var vi jo tre rappere, der hele tiden skulle matche hinanden, så det var ikke lige så meget ens eget, og når vi så var ude at spille, tog min store egocentriske tankegang ofte over, og jeg tænkte tit: "Nej, jeg skal jo stå og lave det her." Så der fik jeg lidt en lyst til at lave noget, der kunne rumme lidt flere elementer af det gamle materiale.

Gå ud med en fest

Den dunkle plade går ud med en fest i form af U$O-samarbejdet Momentet, hvorfor har du valgt at afslutte Libertiner på den måde?

- U$O-nummeret er ret opsummerende, og får ret effektivt banket på plads, at hele albummet er en hyldest. Den tager mange af pladens emner ind og lægger dem på bordet og viser, at man godt kan smile alligevel. Derfor har det også været vigtigt at få det nummer med på pladen, for der er sgu ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget, haha!

Hvad mener du, når du kalder albummet en hyldest?

- Det at skrive en sang, der handler om at have lyst til at tage livet af sig selv, kan meget hurtigt blive sådan noget selvmedlidende pis, men hvis man ser det, for hvad det er og fremlægger tingene som de er, så bliver det nærmere en hyldest, end det bliver noget belærende og negativt. Jeg synes, man får noget positivt ud af at sige tingene, som de er. Det positive i den sang (Vågen –red.) er, at man ikke er bange og ikke frygter døden, og når man melder ud, at man ikke frygter det negative, går det hen og bliver positivt. Nummeret skulle helst gerne tale til det samme i folk, som siger: "Okay, jeg kender sgu godt det her med at være helt nede i kulkælderen, men det går nok alt sammen".

– Det samme med Ung For Evigt, som jo i virkeligheden er et forsøg på at fremstille hele kernetankegangen bag det at ville huskes, og den desperation folk har efter opmærksomhed. Den gør det på en måde, så det ikke bliver noget med at svine folk, der melder sig til Paradise Hotel, men en fremstilling af, at vi alle sammen indeholder det, og hvis man bare står ved, at det er sådan man tænker, bliver det jo en stor fest det hele, for så kan vi jo stå sammen om, at vi faktisk alle sammen er en lille smule modbydelige i vores tankegang. Der er så mange af os, der hele tiden gør noget for at få opmærksomhed.

– Det kommer måske ikke så meget til udtryk i teksten, men for mig er det den der martyrdom, som mange musikere underlægger sig. De råber alle sammen efter opmærksomhed for bagefter at brokke sig over, at de får det. Jeg synes, det er en underlig tankegang folk har, og derfor er jeg nødt til selv at stå ved, hvad jeg selv har af det. Det er blandt andet også derfor, jeg har fået tatoveret "attention whore" hen over armen. For at stå ved det, og så fordi jeg går og kæmper med tanken om, hvornår man er kunstner, og hvornår man er et produkt.

– Alle folk siger som udgangspunkt, at de laver musikken for deres egen skyld. Og det gør man måske også, men lige så snart man udgiver det… For hvis skyld gør man det? Hvordan gavner det én udover rent økonomisk? Det gør det, ved at man får opmærksomhed. Derfor vover jeg at påstå, at folk har behov for et opmærksomhedsfix. Ellers ville de jo heller ikke troppe op og spille rundt omkring. Så ville de jo være tilfredse med at have det derhjemme og måske spille det for et par venner. Derfor er det meget svært at skulle rende rundt og fremstille sig selv integritetsfyldt. Så hellere stå ved, at det er der ikke rigtig nogle af os, der er, for ellers ville vi ikke have hørt om hinanden. Jeg synes på mange måder, at pladen er en positiv kommentar til det, i stedet for, at det bliver en pegen fingre af nogen. For vi har det alle sammen i en eller anden grad. Som hiphopper burde jeg jo være sindssygt egocentreret og så samtidig synes, at det er alle andre, der misforstår mig, haha!

Kan du give et eksempel på hvordan folk søger opmærksomhed?

- Paradise Hotel er det letteste i hele verden at hive fat i, men jeg ser som sagt ikke de folk, der melder sig til det som dumme. For hvorfor fanden er det lige, vi så kigger på dem? Vi kan selvfølgelig alle sammen bilde os selv ind, at vi ser på det som et studie i åndssvag opførsel, men vi giver det alligevel energi, og vi fordømmer det ikke. Så hvis man tager afstand til det, råber man i min optik i virkeligheden op, at man ser sig selv som bedre. Men endnu engang så er det for at fremhæve én selv; det er ikke en medmenneskelig observation. Så folk kan sgu ligeså godt bare stå ved det. Det er jo også derfor, man bare ikke rigtig kan hade hende der Amalie (Szigethy, red.) fra Paradise, for hun står ved, at hun bare vil være kendt.

– Man kan grine af, at hun ikke vil andet, fordi man selv har andre ambitioner, men hun står så meget ved det, at man ikke kan sige: "hun er bare en medieluder". Ja, det er hun, og hvad så? Hun står ved det, og det er på en eller anden måde befriende. Det rocker måske ikke ved din eksistens, men jeg tror, at det gør livet mere positivt. Jeg ser det virkelig ikke som noget negativt at stå ved sine grimme træk, og det er det, pladen er en hyldest til. Det er tiltrængt og befriende, at man ikke behøver at stræbe efter at prøve at stille en eller anden facade op.

Hvor meget opmærksomhed får du selv? Kan du gå i fred på gaden?

- Der er visse ugedage, hvor man ikke skal rende rundt inde i midtbyen efter klokken 18.00, for så er man selv ude om det, men jeg synes det veksler lidt. Det sidste stykke tid har det været meget stille og roligt, men på den anden side, er der jo en maskine (EMI, red.), der har postet noget, der ligner en halv million kroner i at få alle i landet til at kigge på mig, så jeg skulle jo nok helst prikkes lidt til og råbes efter hen over køledisken nede i Føtex, for at man kan sige, at det fungerer. Men det er nu ikke noget, der som sådan irriterer mig. Det gjorde det på et tidspunkt, men det var bare indtil jeg gjorde op med mig selv, hvad jeg ville bruge det til. Jeg ser lidt på det, som jeg gør på hele pressetingen. Bortset fra her det sidste års tid har jeg jo ikke været interessant for sladderpressen, hvilket jeg har været stærkt tilfreds med.

– Jeg ser det lidt på samme måde, som hvis man har besluttet sig for at stå tidligt op og løbe en tur hver morgen, og det så en dag regner. Så har man tre valgmuligheder: man kan blive hjemme, man kan løbe rundt i regnen og brokke sig over den eller også kan man tage regntøj på. På samme måde må jeg enten blive hjemme eller gardere mig imod det, hvis jeg en dag ikke gider opmærksomheden, for det nytter ikke noget at gå rundt og brokke sig over, at tingene er, som de er. For et eller anden sted kunne jeg jo bare stoppe med at lave musik, hvis det var det, der var så forbandet forfærdeligt. Så det irriterer mig vitterligt ikke, at folk siger noget. Det kan mere være måden de siger det på, hvis det er, men det er jo en helt anden snak.

Libertiner Anno 2011

Dine plader har alle haft titler på 10 bogstaver. Er det tilfældigt eller tilstræbt?

- På denne her plade kom det tilfældigt. Jeg havde egentlig haft en plan om at kalde den Imens Jeg Venter På At Dø, men jeg syntes det mindede lidt for meget om Selvmord, og det her skulle meget gerne stå for sig selv, som noget jeg laver. De andre plader har haft det med de ti bogstaver, som egentlig opstod lidt tilfældigt, men så gik der sport i det, og der er et af numrene (Libertiner, red.) på pladen, der slutter med et citat af Baudelaire, der lyder: "Jeg er mit eget blods libertiner". Da jeg havde skrevet sangen tænkte jeg: "Libertiner, det er sgu da et megafedt ord", og da jeg også så, at længden passede, så var det jo det, den skulle hedde.

– Før i tiden har man opfattet ordet som et skældsord, men i dag tilskriver man det jo ikke nogen særlig betydning. Men alt det, libertineren omfatter, kan jo faktisk spores i den mentalitet, der hersker i dag; man skal fyre den allermest af, være sammen med så mange som overhovedet mulig og føre sig frem. Det bærer samfundet rigtig meget præg af, for vi er jo alle sammen sådan nogle tosser. Så hvis man kalder sig libertiner, skal der nok være nogle der siger: "Ja ja, men du er det i hvert fald ikke mere end jeg er!", og så har de sikkert ret i det, og så er eksperimentet jo fuldendt.

Hvordan synes du, libertinerens tankegang manifesterer sig hos folk i dag?

- Jeg skriver mest ud fra min egen trang og mine egne lyster og de steder, jeg synes, jeg genkender dem. For mig har det været enormt vigtigt at finde ud af, hvad der driver mig, og hvorfor jeg bruger energi på de ting, jeg gør. Og jeg er kommet frem til, at det har noget at gøre med, at jeg inde i hovedet har et fantastisk lille misbruger-gen, der sørger for, at mere vil have mere. Jeg kan ikke selv sætte en grænse. Selv det at drikke kaffe kan jeg fucke op. Hvis jeg først går i gang – og det har jeg prøvet - så er det lige før jeg ender med mavesår, og lægen advarer mig og siger "husk at spise noget".

– Rent karrieremæssigt er det selvfølgelig en force, for det får mig til at tænke vildt progressivt, men i alle andre sammenhænge, som for eksempel sex, mad og indkomst, driver det mig også. For alting skal hele tiden være vildere. Indtil videre har jeg gået og undskyldt det med, at jeg udelukkende gør det for min egen skyld, og at det i hvert fald ikke er for at spille smart, men i virkeligheden er det den lille opmærksomhedskerne, der sidder inde i maven, der siger: "der skal ske noget, og det skal være helt vildt. Jeg skal ud og kysse grænsen!" Og hvorfor skal man det? Det skal man fordi, at hvis man står helt stille og lader være med at lave noget, kan det være at det går op for dig, at det hele er fuldstændig meningsløst.

– Det handler om at begrave det at tage stilling til tingene ved bare at køre på. Hvis man har en ven, der er blevet nyligt single, hvad er så det første man gør? Det er at gå ud og banke den af, og sørge for, at han eller hun får en masse opmærksomhed fra alle mulige andre. Jeg er en voksen mand, og jeg burde jo sige: "ej, ungdommen nu til dags...", men det er jo min egen generation. 36-årige mænd render rundt og proklamerer, at de er drengerøve. Altså, da min far var på de alder, var jeg ti år gammel, og han var ved Gud ikke en drengerøv. Det er sgu en underlig tilgang til tingene, og det er utroligt spændende at beskæftige sig med. Der er nogle mønstre, der ligger til folk, som kommer af, mange af de ting, man før i tiden forbandt med libertineren, men som nu er generelle ting. Linjerne for hvad der er moralsk fordærv er fuldstændig udviskede; der er pornofilm i børnehøjde, og der findes ikke længere en etikette for, hvordan man opfører sig pænt. Ikke med mindre man er en del af monarkiet.

Læs del 2 og 3 af interviewet i artikelsektionen her på GAFFA.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA