x

L.O.C. – Sit eget blods libertiner – Hele interviewet del 2

L.O.C. – Sit eget blods libertiner – Hele interviewet del 2

L.O.C. er tilbage efter afstikkeren med Selvmord. I sidste måned udgav Liam O'Connor sit femte solo-album Libertiner og GAFFA satte rapperen stævne til en snak om at fjerne sig fra hiphop, om den opmærksomhed vi alle sammen er afhængige af og om at forholde sig til at blive kaldt "kongen af dansk hiphop".

Hvordan fandt du på at drage libertiner-elementet ind i albummet?

- Som udgangspunkt havde jeg sat mig for at lave et projekt under overskriften Imens Jeg Venter På At Dø, og det var ud fra et sindssygt pessimistisk synspunkt. Når jeg sad og skrev tekster og prøvede at analysere mig selv derigennem, blev jeg ved med at vende tilbage til, at de mennesker i mit liv, som jeg synes ser ud til at være mest lykkelige, er dem, der lever det liv, vi alle sammen er så bange for at sætte os i; det er dem der har fået børn og har et liv, der handler om et andet menneske end dem selv. Og det blev jeg ved med at vende tilbage til, og tænkte: "Det kan jo ikke passe", men naturloven siger jo, at meningen med livet er at reproducere, og det er jo fint nok, men hele fyldestgørelsen søger alle folk andre steder, og det gør jeg også selv.

– Og så kom jeg frem til, at det hele i virkeligheden er en masse fucked tidsspilde vi propper ind i tilværelsen imens vi venter på at dø. Så når jeg skrev om noget, der fyldte meget hos mig, så var det jo i sidste ende ligegyldigt, og det var sindssygt afkræftende, så hvis jeg skulle koncentrere mig og overhovedet leve med, at det er sådan, jeg ser tingene, så var jeg nødt til at komme overens med det inde i hovedet, og så begyndte det ligeså stille at gå hen i mod en erkendelse af, at vi jo i virkeligheden fucker helt vildt op og har det helt fantastisk, mens vi gør det. Og hvad fanden er det nu for en underlig tankegang? Og så var det at hele libertiner-tingen og Baudelaire-universet pressede sig på. Den skæve tilgang til tingene, der handler om at få opmærksomhed. Baudelaire malede på et tidspunkt en hummer lyserød og gik tur med den i Paris' gader. Ordet libertiner er jo beskrivende for den tankegang, og så var et jo på ti bogstaver, så jeg behøvede ikke at smide et "a" bagpå, som jeg gjorde med Melankolia, haha!

– Hvis jeg har noget, jeg frygter med denne her plade, så er det, at jeg fremstiller en tankegang, der i virkeligheden er så normal hos folk, at der ikke en nogen, der stopper op og tænker over det. Musikken og hooks'ene lever op til mine egne krav om, hvad der er fed musik, men tekstmæssigt kan jeg godt bekymre mig for, om det vil røre noget i nogen at høre den måde de tænker på fremstillet. Det eneste, jeg har kunnet skrive ud fra, er et underligt håb om at kunne sætte ord på noget, folk føler, men som de ikke har sagt højt. Pladen handler ikke om, at jeg laver musik og spiller koncerter – der er nogle elementer, jeg ikke kommer uden om, for det er min tilværelse – men observationerne og de værdier, der beskrives burde være set fra en almen synsvinkel. Så jeg kan godt være nervøs for, hvornår den første kommer og siger: "Jamen, det var jeg da godt klar over. Fuck din plade…", haha!

Mors mening

- Du råber igennem på Langt Ude, og man kan helt komme i tvivl, om det nu også er dig. Hvorfor dette pludselige råberi?

- Det var egentlig fordi, min mor sad og lyttede til et nummer, der ikke kom med på pladen, og da sangen var færdig, sagde hun: "Ja, og så mangler vi bare lige, at du råber. Hvis ikke du råber, så er det for kedeligt." Og jeg sagde: "Hvad siger du?! Siger du min musik er kedelig?" Og så blev nummeret da også sløjfet, haha. Da jeg så lavede Langt Ude, manglede jeg et eller andet til at fylde breaket ud. Hele pladen har et rave-element over sig, hvad enten det er dubstep-bassen eller Insomnia-keys'ene, der kører. Så hvis der skulle være et eller andet dumt rave-udbrud, så var det jo perfekt at smide en masse distortion på og råbe som en tosse.

- Når nu din mor lytter dine numre igennem, hvad siger hun så, når du laver et nummer som Sl!k fra XxxCouture, der jo handler om at slikke en pige i røven?

- Det har hun faktisk slet ikke kommenteret. Jeg har kun lavet et eneste nummer, som min mor ikke brød sig om. Det er et nummer, der hedder Hvordan Vil Du Ha' Den So? fra en ep, jeg lavede med U$O og Troo.L.S. for mange år siden, og det var rent og skært kvindenedsættende. Man fornærmer næppe min mor ved at kalde hende feminist, men hun mener, at jeg godt må sige de ting, jeg gør, eftersom det jo er min hverdag. Hun har jo været med mig ude at spille – og det følgende er meget svært at sige uden at lyde chauvanistisk, men hvis der er efterfest efter koncerten, så er sandsynligheden for, at der er kvinder, som opfører sig smådumt i en brandert, ret stor.

– Så begrebet "lette kvinder" er i høj grad til stede i min hverdag, og det betyder ikke, at jeg bare fordi, jeg er rapper, fremstiller kvinder sådan. Det er jo den naturlige ligning i en fest: der er altid en, der skal være tossen, og hvis man er festens midtpunkt, skal man nok komme til at møde tossen i løbet af aftenen. Og min mor har som sagt været med mig ude at se nogle af de her ting, og hun er helt med på, at det er en del af min hverdag, og at hvis jeg laver et nummer, der hedder Undskyld So, så har jeg højst sandsynligt også mødt en person, der næsten fortjener at blive kaldt det. Så på den måde er hun faktisk ret large omkring det. Hvad nummeret Sl!k angår, tror jeg bare hun har tænkt: "Ja ja, det roder du bare selv med, det der…", haha!

– Da jeg spillede hele den plade for hende og min søster, tænkte jeg slet ikke over det nummer. Der var jeg mere nervøs over et andet nummer, der har nogle ret kraftige referencer til min mor (Fordi Jeg Kan, red.), det var før, pladen udkom, og det var meget vigtigt for mig at få hendes godkendelse. Det har altid været vigtigt for mig, at jeg ikke udstiller andre end mig selv i min musik. Hele min hunger efter opmærksomhed behøver ikke gå ud over andre. For tiden værner jeg også sindssygt meget om, hvad jeg selv vil udtale om mit privatliv, for hvis jeg laver en sang, der fremstiller en problemstilling i et parforhold, vil det nu have en relevans for visse medier at tage op, og det vil blive noget specifikt og møntet på en person, der ikke selv har valgt at blive involveret i det.

– Så hvis jeg endelig gør noget, der kunne risikere at udstille nogen, har det altid været vigtigt for mig i hvert fald at få tilladelsen til at gøre det, fra den person det handler om. På denne her plade har jeg referencer til alle mine bedsteforældre, og jeg bruger dem som målestok for hvad etisk og moralsk korrekt opførsel er. Men det er også de eneste personlige referencer, der er, og det er fordi, de for mig symboliserer ren kærlighed til familien uden alt mulig andet fjollet. Både min morfar og min farfar har været mænd i mine øjne. Den ene var elektriker, og den anden var ham, der begyndte at fortælle mig om kvinder, da jeg var otte år gammel. Prøv at forestille dig en gammel irsk mand, som de fleste opfattede som charmerende, der siger fortælle en otteårig knægt at (imiterer irsk accent): "women are like pool, Liam."

Amerikanske rappere og pop vs. kunst

- Der er en masse amerikanske rappere, som jeg synes er enormt dygtige – til rap, som jeg observerende hører og ser musikvideoer med, fordi de mestrer at være så sindssygt ignorante, at det have kunne være nok. Jeg synes, det er skidefedt, fordi det har både energi og nerve, men det er sindssygt kapitalistisk tænkende: "nu skal vi ud at tjene nogle fucking penge!", det er det numrene handler om, og det kan sgu ses som et studie i, hvor ensporet man kan være. Jeg ser det ikke nødvendigvis som noget negativt. Man får lov til at stikke hovedet ind i en ufiltreret mentalitet, og det synes jeg, kan være lærerigt. Selvom rock ikke lige er min genre, synes jeg også det er vildt spændende, fordi man får lov til at se ind i andre menneskers tankegange.

– Når vi nu alle sammen har stået ved, at vi er en flok opmærksomhedsludere, der alle sammen vil have at folk skal købe vores plade og kigge på os, hvornår kan man så gå ud og kalde sig selv for kunstner, og hvornår er man bare en popartist? Det der definerer det for mig er, den måde man kommunikerer det ud på. Jeg har for eksempel lige skudt en video (videoen til Ung For Evigt, hvor et elskende par brænder ihjel i en bil, - red.), og det letteste i hele verden ville være, at tage til et sted med en masse palmer og kigge rigtig ømt ind i kameraet i slowmotion med godt med Sidney Lee-solcreme i ansigtet; vise hvor vildt livet kunne være sammen med mig. Jeg kunne også tage den længere ud og udbasunere den ulækre tankegang bag sangen, og det, tror jeg, er det eneste, der gør, at det jeg laver står og vipper imellem at være pop og kunst.

Men kan det ikke sagtens være begge dele? Kan pop ikke være kunst?

- Der er en hårfin grænse, og vi lever i et land, hvor man enten er P3-kunstner eller The Voice-kunstner, og jeg har på en eller anden måde formået at gå linedans imellem de to, og har både fået en P3 Guld-pris og en The Voice-pris. Så det handler nok om, hvorvidt folk kan læse tanken bag eller bruge det til lige, hvad de har lyst til. Og jeg tror det er der, grænsen går. Og det er det, der er spændende ved at færdiggøre en plade og sende den i trykken. Så har jeg gjort hvad jeg kan, og så må jeg se, om jeg kan dreje det et sted hen.

Hvordan kan man dreje det?

- Det ved jeg heller ikke, om man kan, hvis man går op i, at det ikke skal være imagebaseret. Det handler nok om min opførelse, efter pladen er udkommet. Skal jeg for eksempel til at skubbe folk væk og have en bodyguard med mig rundt? Hvis jeg gør det, har jeg valgt at fremstille mig selv som superstjerne. Jeg kan også vælge at gå den anden vej og sige: "Her er produktet" og "davs, det er mig, der har det til salg" og holde det nede på jorden, haha!

Når det løber løbsk

GAFFA har talt med et par af L.O.C.s kollegaer, der gerne ville byde ind med et par spørgsmål. Det drejer sig i første omgang om en anden århusiansk rimsmed, nemlig Steffen Brandt, der spørger om følgende:

Der er ingen tvivl om, at du investerer dig selv i dine tekster. Oplever du nogle gange at folk ikke har den kunstneriske dimension med i dine sange? Og at folk nogle gange projicerer sangene på sig selv og ikke som L.O.C., der leverer sin selvbiografi?

- Jeg kan jo godt skrive starten på 50 tekster, men dem jeg synes, det er spændende at vende tilbage til, er dem hvor jeg behandler noget, jeg finder alment interessant. Så på en eller anden underlig måde, så er det blevet et underbevidst kriterium, at mine sange meget gerne må have den egenskab, at folk kan projicere dem over på sig selv. Det skal ikke være noget lort, der er baseret på en eller anden lille problemstilling, som kunne tilfalde mig. Det skal være noget, der interesserer mig følelsesmæssigt og menneskeligt nok til, at det i bund og grund er lige meget, om det handler om mig eller en hvilken som helst anden. Så på den måde, så skulle det gerne være sådan, at folk kan projicere det over på sig selv.

– En gang imellem kan det imidlertid godt løbe lidt løbsk, og uden at være alt for udbasunerende, så har jeg haft et pat oplevelser med folk, der desværre har været igennem nogle tragiske ting, og som så har taget musikken for meget til sig. Der var for eksempel en episode med en kvinde, der havde mistet sin søn, og som havde tilskrevet nogle af mine tekster så meget mening, at de handlede om hende og hendes søn. Hun var i behandling, og pludselig gav mine tekster mening på en meget personlig måde for hende. Så hun var nødt til at spørge mig om, hvordan jeg kunne have skrevet de ting, så jeg og min mor fik nogle breve, hvor hun spurgte om diverse ting.

– I forbindelse med Selvmord har jeg også prøvet, at der var en fyr, som troede at vores sange var skrevet om ham. Så et af de mennesker, der står mig meget nær, blev kontaktet af denne her psykisk syge mand, som mente at Selvmords tekster blev skrevet ud fra hans tanker, og han havde brug for hjælp til at få en forklaring på, hvordan jeg kunne have været inde i hans hoved. Det kom så langt ud, at politiet blev nødt til at hente ham, fordi han stod uden for en jeg kenders dør med et slagvåben og en peberspray.

– Det er som om, der en gang hvert andet år kommer et eller andet skørt, hvor folk tager det lidt for nært. Men det er jo i virkeligheden det, det koster at sige: "Jeg vil gerne ha', at I alle sammen kigger på mig!", så er der nogle, der kigger lidt for intenst. Så skal man også lige huske, at fortælle sig selv, at det jo ikke er fordi, man skriver guddommeligt eller bedre end alle andre. Det er fordi, man har været igennem et mediemaskineri og er blevet eksponeret for de personer.

Fuck kulturen!

Næste spørgsmål kommer fra de nyligt gendannede hiphoppionerer Rockers By Choice, der spøger: Hvordan genopfinder man sig selv som rapper i dagens Danmark?

- Rockers er jo pionerer, så de ved lige så vel, som jeg gør, at lige så snart man siger "hiphopper", så har man banket kvæget ind i en indhegning. Der er en række uskrevne regler, og det at være hiphopper er baseret på, at andre hiphoppere synes, man er det. Jeg kan jo sagtens løbe rundt og synes, jeg er mega rap, men det er jeg jo kun, hvis andre hiphopinteresserede siger, at jeg er det og støtter op om det. Det var også en af de ting, jeg kæmpede lidt med på plade nummer tre (Cassiopeia, red.) - samtidig med at det også var der, jeg blev ædru og alt det der pis – at det jeg lavede talte til et meget bredt publikum, og det stemte ikke overens med at være vildt hiphop. Så der begyndte jeg at sige til mig selv, at hvis det var rap for mig, så var det sådan det var. Rap er udtryksformen, men musikken er ikke sample-baseret, så jeg må gå med, hvad jeg synes er rigtigt. Det er stadig den der med at "keep it real", men at man gør det for sig selv. Det kan man heller ikke sige uden at få nogle fjender, men fuck it. Fuck kulturen!

– Det er skideligemeget, for jeg kan stadigvæk beundre graffitimalere, rappere og breakdancere præcis på samme måde, som jeg kunne før, men det er ikke ensbetydende med, at de opfatter mig som en af dem. Så min indstilling over for hiphop og musik er lidt ligesom min indstilling er overfor mennesker generelt, og det er, at jeg ikke kan forvente noget af dem, men jeg kan give noget, hvis jeg har lyst. Jeg kan give det noget energi, men jeg kan ikke forvente, at jeg har nogen effekt på dem. Jeg føler først, at man kan genopfinde sig selv, lige så snart man skider hul i reglementet. Hvis man løber rundt og tænker over, hvad man må, og hvad man ikke må, så kan man ikke genopfinde sig selv mere, end det er mulig inden for en lille indhegning. Man er nødt til at sige: "fuck dem, jeg gør det her!" Og så skal der nok både være nogle, der synes det er fedt og nogle, der hader dig.

– På Cassiopeia var det jo klart "no no", at jeg lavede et nummer som Du Gør Mig, og det var jo det samme som Rockers gjorde dengang, de lavede Engel; de lavede en straight up kærlighedssang, og det er der næsten altid nogle hiphoppere, der synes ikke er hardcore nok. Man skal være ligeglad med, hvad folk synes, hvis man skal komme nogle steder hen, og jeg synes at det er lige så meget sell out at prøve at lefle for hiphop-kulturen, som det er at lefle for mainstreamkulturen. Jeg er ligeglad med hvilke menneskers respekt, jeg går på kompromis med; hvis jeg begynder at lefle for nogen, så har jeg solgt ud, og så er det lige meget, om man snobber nedad eller opad.     

Læs del 1 og 3 af interviewet i artikelsektionen her på GAFFA.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA