x

L.O.C. – Sit eget blods libertiner – Hele interviewet del 3

L.O.C. – Sit eget blods libertiner – Hele interviewet del 3

L.O.C. er tilbage efter afstikkeren med Selvmord. I sidste måned udgav Liam O'Connor sit femte solo-album Libertiner og GAFFA satte rapperen stævne til en snak om at fjerne sig fra hiphop, om den opmærksomhed vi alle sammen er afhængige af og om at forholde sig til at blive kaldt "kongen af dansk hiphop".

Kongen skal af tronen en dag

Der er mange medier, der har udnævnt dig til at være kongen af dansk hiphop. Medfører det et særligt ansvar?

- Jeg havde det jo klart bedst med, at Jokeren var nummer et i dansk hiphop. Og en betegnelse som "kongen af dansk hiphop" er noget pressen finder på at skrive, for hvis du spøger alle hiphopperne, så er jeg ved gud ikke kongen af dansk rap. Alts, det er jo en fin nok titel at få på hovedet, men det eneste, jeg kan være hundrede procent sikker på, at det medfører, er at kongen skal hives af tronen en dag, så for mig er det en garanti for der en dag i de medier, der har travlt med at skrive pænt om mig i dag, står at jeg ikke har præsteret, eller at der kommer en ny, som de smider betegnelsen efter. Så jeg ved, at enten bliver jeg sablet, eller også kommer det en eller anden, som bliver slået op på at være bedre end mig. Det er det absolut eneste, jeg kan bruge det til. Jeg kan jo ikke skrive det på et visitkort…

– Min musikalske ambition er, at jeg vil være enestående. Jeg vil gerne være L.O.C. eller Liam O Connor, og når folk siger det, så handler det ikke om, hvilken genre, det er. Jeg tager udgangspunkt i rap, men musikalsk kan du ikke sidde og kalde mig hiphopper. På den måde skulle jeg gerne kunne udgive noget om ti år, og uanset tidens trends symbolisere noget, der handler om andet og mere end genre. Jeg vil gerne være større end min genre, og selvom det jo er super cool, at de skriver "kongen af dansk hiphop", så stræber man jo efter, at der skal stå "no introduction needed". Det lyder helt vildt kliché, det her, men jeg vil sgu egentlig bare gerne være Liam.

Liv efter Selvmord:

Hvordan har du det med Selvmord-projektet, nu hvor det er et overstået kapitel, og I har lukket projektet ned? Er du tilfreds?

- Det kan godt være, at det lyder småberegnende, men Selvmord blev mere eller mindre, som vi gerne ville det. Det var noget, der skulle stå for sig selv – selvfølgelig med støtte fra vores fans – men noget, som hverken var L.O.C. eller Suspekt, og som tog en musikalsk drejning, der gjorde, at der var mulighed for at hade os, hvis det var det, folk ville. Alligevel synes jeg, det holdt vand. Det var spændende at prøve at være med i en gruppe, for det har jeg kun prøvet, hvor det har været sådan noget: "Nå, nu går vi ned i klubben i dag og laver et beat, og så må vi se, om vi kan spille i næste weekend", men at være med i sådan et forløb, hvor jeg skulle være én ud af fem, der bestemte i stedet for selv at være den almægtige vise mand, har virkelig været spændende. Det har også givet mig gejst til selv at tage kaptajnhatten på igen. For os var det meget vigtigt ikke at være ulækre og tage ud at spille alt, hvad man kunne spille og malke projektet på den måde. Det skulle gøres rigtigt, og det skulle gøres, som vi havde lyst til, og det blev det. Det var et meget integritetsfyldt projekt, selvom vi var et moderne boyband, der sang om kærlighed, haha!

Om album-coveret – artworket, der er holdt i 50'er stil:

 - Jeg tror, at en af de ting, der tiltaler folk ved Mad Men-serien er, at mænd var mænd dengang. Der var en klar kønsfordeling. Jeg går helt sikkert ind for ligestilling, det skal der ikke være nogen tvivl om, men i dag er der nærmest ikke noget, der hedder "karrieremenneske" længere. Enten er man en mand, der, der forsørger familien, eller også er man karrierekvinde, og – nu skal man jo passe på, hvad man siger, men hvis der er noget negativt ved karrierekvinden, så er det at hun er det udelukkende for sin egen skyld, mens manden har jobbet for at forsørge familien. Kønsrollemæssigt er det selvfølgelig helt fint, men det er nedbrydende for den generelle familieværdi; fordi det jo så ikke længere handler om at forsørge det, der burde være vigtigst i hele verden, men i stedet for om at tilfredsstille dit eget behov for succes eller opmærksomhed. Det er på ingen måder dømmende, det er bare en konstatering.

– Der er selvfølgelig også masser af mænd, der udelukkende stræber efter karriere og glemmer familien. Men 50'erne fremstår stilistisk og moralsk for folk som en periode, hvor man havde snusk og snask – dengang hed det så at være dekadent – men alligevel var det moralens højborg. Man talte pænt til hinanden, selv hvis man skændtes. Vi er bare sindssygt egoistiske – hele holdet. Det kan godt være, vi kan undvære 150 kroner til Danmarksindsamlingen, men det er jo ikke næstekærlighed som sådan. Man følger jo ikke op på det. Det er blevet sådan en slags fast food-velgørenhed: "ka' jeg gøre det over telefonen, for ellers får I ikke noget." Sådan er den tid, vi lever i, og det er spændende.

Gæsterne på pladen:

U$O: – Jeg tænkte, at hvis jeg skulle lave et nummer om at nyde livet, kender jeg ikke noget, der har hænderne mere i vejret end U$O. Jeg ville gerne lave en feature-ting, og af helt naturlige årsager, så har det efter Selvmord skullet være med nogle folk, jeg gerne vil arbejde med, men så lytterne ikke sidder og er i tvivl om, hvorvidt det er et Selvmord-track.

Så det er derfor, ingen af Suspekt-drengene medvirker på pladen?

- Jeg synes jo virkelig, at Andreas (Duelund, red.) er den fedeste rapper i hele verden, men det ville være for forudsigeligt, hvis ham og Emil (Simonsen, red.) var med, og efter Selvmord synes jeg, det er vigtigt at prøve at skille tingene ad. Men U$O ville jeg rigtig gerne lave noget med igen. Manden kan så mange forskellige ting rapmæssigt, samtidig med at han kan skrive hooks og endda synge dem selv. Han har i det hele taget en rigtig stærk stil, så da han besluttede sig for, at han bare ville synge på nummeret, tænkte jeg: "Let the motherfucker sing, man", han kan jo, haha! Så det er ham, der endte med at blive den store feature på pladen.

Johan Olsen medvirker også. Hvordan kom det i hus? 

- Det kom sig egentlig af, at nummeret har den linje, der siger: "Hvorfor ser du så sur ud? Prøv engang at smile lidt mere", som skulle variere. Den skulle gå fra at være en linje, der tiltaler ens usikkerhed over at være noget irriterende til at være oprigtigt følt, og jeg kunne jo sagtens selv prøve at sige det, men Johan har en underlig autoritet i sin stemme, som jeg ikke selv ville kunne fremkalde. Han er meget distinkt og han kan få det til både at passe på noget, min far kunne sige til mig og noget, der kunne passe på ham den fulde tosse, der kommer og lægger armen om dig til festen. Hvis den tosse har en stemme i dansk musik, så er det sgu Johan, haha! Så jeg ringede til ham og sagde: "Jeg er sgu nødt til at stjæle din stemme til en enkelt sætning på et nummer." Og han sagde: "Ja, selvfølgelig. Hvornår skal jeg komme?", så det var befriende let.

Læs del 1 og 2 af interviewet i artikelsektionen her på GAFFA.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA