x

Volbeat: På turné i USA

Volbeat: På turné i USA

"Man er da nået et stykke vej, når man deler scenen med sine idoler" - Thomas Bredahl, Volbeat

Volbeat er for alvor landet i Nordamerika. Bandet startede en måned lang US tour i New York 23. marts, en tur med 26 stops undervejs, inden bandet slutter samme sted som de startede d. 27. april. Spillestedet The Commodore Ballroom i Vancouver havde været udsolgt i to måneder inden Volbeats koncert søndag aften. GAFFA mødte guitaristen Thomas Bredahl og trommeslager Jon Larsen backstage inden aftenens koncert til en snak om: Ærefrygten for at spille i USA, forventningerne inden touren, forskellen på at spille i Nordamerika og Europa og ikke mindst konsekvenserne af at være blevet mainstream i Danmark.

Sporene skræmmer i Nordamerika
Mens jeg står og venter på at blive lukket ind på spillestedet The Commodore Ball Room, kommer Volbeat-sanger Michael Poulsen ud af samme dør, som jeg skal ind af. Han tager sin tophue på og begynder at gå ned af Granville Street. Han er nået omtrent 10 meter, før den første person stopper ham og beder om et billede. Sådan fortsætter det, han når 10 skridt ned af gaden, inden den næste sortklædte person kommer løbende med et kamera – Volbeat er landet i Nordamerika.

Hvad var forventningerne til denne tour, inden I tog afsted?
Thomas Bredahl (TB): - Efter vi var med på Metallica-touren (2010), var vores navn jo ligesom ude herovre. Så denne tour er en tester på, om der var nogen interesse for Volbeat herovre. Vi er blevet meget overraskede over, hvor mange folk der er mødt frem til vores koncerter. I går spillede vi i Seattle for 600 mennesker. Det er det mindste publikum, vi har haft endnu.

Efter at have opnået succes i Europa, var USA så det næste naturlige skridt?
TB: - Nej, ikke nødvendigvis. Mange bands prøver jo England, inden de prøver USA. Vi har jo aldrig slået igennem i England, vi har vel egentlig heller aldrig gjort forsøget. Det er jo lidt som at spille Risk. Når et område er "indtaget", vil man jo gerne videre til det næste. Man har jo, som dansk band, en frygt for at forsøge herovre, sporene skræmmer jo lidt.

Jon Larsen (JL): - King Diamond og Mercyful Fate var vel de eneste, der tilnærmelsesvis slog igennem herovre. Hverken Gasolin' eller D-A-D fik det jo til at virke.

Amerikanske fans er yderst respektfulde
Hvad er forskellen på at spille for et udsolgt Forum og nu spille for 600 mennesker, som i Seattle i går?

TB: - Vi har lige færdiggjort en tour i Danmark, hvor vi spillede på mindre steder, så det er ikke den store omvæltning. Forskellen er, at de mennesker, der kommer og ser os her, er jo folk der kommer, fordi de brænder for det. I Danmark er vi jo efterhånden blevet mainstream. Ikke at det udelukkende er en dårlig ting, overhovedet. Men når vi spiller i Forum, er det jo ikke et Forum fyldt af hardcore fans. Der er jo også hr. og fru Danmark, som er taget ned for at se Volbeat i stedet for at gå i biffen den aften.

Er der ellers forskel på de amerikanske fans og de europæiske?
TB: - I begyndelsen var vi jo lidt skræmte af det udeblivende billetsalg herovre. Men det er jo bare en anden kultur, hvor folk køber billetter i løbet af den dag, koncerten er.

JL: - Og så møder folk op om morgenen, udenfor spillestedet, for at få de bedste pladser – det virker som et dagsprojekt. I Detroit var der en gut der rullede ind klokken 8 om morgenen.
TB: - De virker meget taknemmelige og respektfulde herovre. De spørger pænt om billeder, siger pænt tak og går igen. Det er lidt underligt. Vi plejer altid at gå ud til publikum og få en øl efter vores koncerter. I Danmark ender man ofte med en eller anden fuld makker, der står og er musikkritiker og aldrig vil gå igen, dette er overhovedet ikke tilfældet her. Det virker også som om, der er lidt højere til loftet på disse kanter. Nu skal man jo passe på, når man snakker med et dansk medie. Vi læser jo GAFFA.dk hver dag, om ikke andet så bare for at læse alle sofadommernes kommentarer i kommentarfeltet.

JL: - At læse om det, Sort Sol måtte stå model til, da de blev gendannet, er jo vanskeligt at tage alvorligt. Vi er helt på det rene med, at ikke alle kan lide vores musik – og hvis de kunne, ville det jo langt fra være spændende – men en smule anerkendelse omkring tingene og lidt mindre jantelov vil da være rart en gang i mellem. Den form for kritik har vi ikke set skyggen af de gange, vi har været herovre.

Man må give de to gutter fra Volbeat, at de er enhver interviewers drøm. De snakker gerne, svarene er reflekterende og aldrig undvigende. Begge er yderst sympatiske med begge ben plantet solidt på jorden. Mens vi sidder og snakker kommer Rob Caggiano fra Anthrax forbi. Hans sideprojekt, The Damned Things er med på Volbeat-touren som åbningsband. Som Thomas Bredahl tørt konkluderer: - Man er da nået et stykke vej, når man deler scene med sine idoler

The Sky is the Limit
Var der nogle overvejelser omkring det amerikanske marked under indspilningen af jeres seneste album, "Beyond Hell/Above Heaven" (2010)?

TB: - Overhovedet ikke, jeg tror ikke, at man stiler sin musik efter et bestemt publikum eller marked – selv om pladeselskaber jo ofte er af en anden overbevisning. Vi er stadig de samme fire musikere, samme studie og producer (Jacob Hansen), samme grej vi spiller på. Hvis vi skulle have kalkuleret med USA, skulle vi jo nok have lavet en plade der lyder som Nickelback, da alt i radioen herovre jo lyder sådan.

I den lokale presse, herovre, er I blevet introduceret som et borderline-metalband, er det sådan I ser jer selv?
JL: - Specielt pladeselskaber vil jo gerne have et label på tingene. Tilbage i tidernes morgen kunne Volbeat jo ikke finde et pladeselskab, da selskaberne ikke vidste, hvem de skulle sælge musikken til – vores stil kunne jo ikke som sådan puttes i boks. Det i sig selv ville jeg jo synes var en kvalitet, det betyder jo, det er nyt – sådan ser den danske musikindustri det ikke. Vi spiller da rockmusik, og det glider da over i hård rock ind imellem, men der er jo også så mange andre elementer blandet ind. Vi sætter ikke selv label på det. Hvis man går ud og siger: Vi spiller heavy metal, er der jo lige pludselig regler, ting man gør og ikke gør i den genre.

Har Volbeat et mål med Nordamerika?
TB:  - Altså - de forestillinger vi have for tre år siden, er jo til fulde blevet indfriet. Igen er det jo lidt som at spille Risk, man går ud for at vinde slaget.

JL: - Vi ville jo gerne, hvis vi kunne bibeholde en vis status herovre, så vi kunne komme tilbage og spille på de her spillesteder for 1000-1500 mennesker. Man må jo dog indrømme, at på det her kontinent er man hurtigere glemt, de har ligesom en del mere at vælge imellem. Men det sjove ved Nordamerika er jo, at The Sky is the Limit. Det er dog vigtigt for os at bibeholde en vis ydmyghed  – så er der jo altid plads til at blive positivt overrasket.

Klokken 22 samme aften spillede Volbeat for 1000 ellevilde canadiere på The Commodore Ballroom. Der var moshpit, crowdsurfing og piger, der flashede bryster, siddende på skuldrene af deres kærester. Bandet virkede tændte og kom langt ud over scenekanten. At dømme efter de folk, der forsøgte at købe billetter udenfor spillestedet, til aftenens udsolgte koncert, kunne Volbeat have fyldt et dobbelt så stort spillested i Vancouver – klart en fem stjerners koncert, mange tak og kom snart igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA