x

When Saints Go Machine - I konstant udvikling

When Saints Go Machine - I konstant udvikling

– Jeg er af den indstilling, at man i hvert fald ikke skal stoppe med at arbejde, det får man ikke noget godt ud af. Folk taler om at holde ferie for at komme væk, men ofte betyder det bare, at de har sværere ved at komme tilbage i rutinen. Vi gik i gang med denne plade, lige efter at debutalbummet var færdigt. Man skal blive ved, så der er en udvikling i tingene, mener forsanger, tekstfortatter og med-komponist Nikolaj Vonsild, der ud over sit arbejde med When Saints Go Machine går på sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium.

Sådan er tilværelsen for When Saints Go Machine. I de tre et halvt år, bandet har eksisteret, har det været med speederen i bund, i studiesammenhæng og på landevejen. Heldigvis giver det travle band sig god tid, da GAFFA kigger forbi, først til foto-shoot ved sommerhuset i Asserbo, hvor langt størstedelen af det nye album Konkylie er skabt og indspillet, og bagefter til en længere snak i Nikolajs rummelige lejlighed i indre by. Det er en meget social og veloplagt kvartet, der tager imod, der er ingen tvivl om, at de brænder for musikken, og at der ligger timevis af hårdt arbejde bag de 11 sange, som Konkylie består af, og som drengene meget entusiastisk fortæller om.

Som på debutalbummet Ten Makes A Face kommer man godt og grundigt rundt i den elektroniske manege. Det går lige fra munkelignende middelalder-vokaler, over dampende, dansable elektroniske beats, til hidsige celloer og lag på lag af karakteristiske maskinelle lyde og melodilinjer, krydret med Nikolaj Vonsilds alsidige vokal, der både går i falset og ligger roligt og fyldigt i mellemtonelejet, alt efter hvad den enkelte sang kræver. Pladen indeholder både lettilgængelige og umiddelbare sange som første single Kelly og Terminal One og mere komplekse og fragmenterede sange som titelnummeret, der åbner pladen, og Add Ends, der afslutter rejsen efter en varieret tur rundt i When Saints Go Machines både kompetente og krævende musikalske univers.

 

Plads til fordybelse

Bandmedlemmerne, der alle er mellem 26 og 30 år gamle, består udover Nikolaj Vonsild af Jonas Kenton, Silas Moldenhawer og Simon Muschinsky, der alle forstår at få lyde ud af en computer og til sammen behersker en række håndholdte instrumenter, der også har fundet vej til lydsporene på Konkylie.

– Vi tog vores computere og andet gear med hjemmefra, og så etablerede vi forskellige arbejdsstationer i sommerhuset, hvor vi hver især sad og nørklede med lyde og melodier, og så gik Nikolaj tit i enrum for at koncentrere sig om teksterne. Der er en ting, som er fastlagt, inden vi begynder. Vi tre (minus Nikolaj, red.) kan ikke skrive sange, vi kan ikke skrive lyrik, og vi kan ikke synge, men vi har en holdning til melodierne, og i virkeligheden producerer vi alle fire, og numrene kan opstå ud fra, hvad vi hver især har siddet og rodet med, fortæller Silas smilende og fortsætter:

– Vi har prøvet at lave en plade, der fungerer på mange planer. Du skal kunne gå og vaske op, mens du hører den, have den kørende, mens du sidder og drikker med vennerne, og så skal der også være lag på lag, som du kan begrave dig i, når du tager høretelefonerne på, og det synes jeg er lykkedes.

– Vi tror på, at vi er i en tid, hvor folk ikke er dumme. Der er så sindssygt meget information og så stort et udbud, men samtidig har folk brug for at gå i dybden. Jeg kan lide tanken om at fordybe sig i lidt, frem for at gå let hen over rigtig mange ting, og håber, at vores musik appellerer til det, selvom den kræver tid, siger Jonas.

– Generelt er vi alle sammen meget opsøgende, og vi vidste fra starten, hvad der ulmede. Alle gruppers største ambition er at lave noget, der er unikt, og jeg mener ikke, at man kan pinpointe ét band i verden og sige, at de lyder ligesom When Saints Go Machine. Det tror jeg er vores største force, og det, jeg mener, vi kan på den nye plade, er at formidle følelser og sætte nogle ting i gang. Jeg tror, vi kan få folk til at lytte, håber Silas.

– Så er det en plade, hvor vi høster frugterne af at have lavet elektronisk musik hver især i omkring 15 år. Der ligger noget erfaring bag, forklarer Simon.

 

Gadefest i kartoffelrækkerne

Det er nu tre et halvt siden, at When Saints Go Machine blev dannet som band, men kigger man lidt i bakspejlet, krydser de fire københavnerrødders veje hinanden flere gange, fortæller trommeslager med mere Silas.

– Simons forældre kender Nikolajs forældre, og de har fejret forskellige højtider sammen, og Simon og jeg har boet lige over for hinanden i kartoffelrækkerne (kvarter i København, red.), og vi havde et band, Zacharin, sammen, da vi var helt små og spillede til en gadefest, da vi var henholdsvis seks og ni år gamle. Jonas og jeg har gået i folkeskole sammen, og vi begyndte at lave psychedelic trance sammen i 15 års alderen på noget helt gammelt udstyr, min far havde købt. Senere kom jeg i snak med Simon igen om det musik, vi lavede hver især, hvilke programmer vi brugte, vi delte "crackede" programmer – som vi selvfølgelig har betalt for i dag, ha, ha. På samme tid gik Nik rundt og havde gang i alle mulige rap- og mere soulede projekter. Alt det ligger 10 år tilbage, og der er en del fælles rødder, hvis man kigger efter.

Der gik mange år, men kimen til bandet var lagt. Jonas og Silas blev ved med at lave ting sammen, men havde brug for friskt blod.

– Vi begyndte at arbejde med Simon. Vi syntes, det var helt fantastisk, det, han lavede, og så tænkte vi, "vi skal have en, der synger, og det skal ikke være en af os!" Vi havde hørt en demo, Nikolaj havde lavet med nogle andre, og var fuldstændig solgt til stanglakrids, så vi kontaktede ham, husker Jonas.

Og der var bid, Nikolaj var klar på projektet med det samme.

– Jeg syntes åbenlyst, at det var en god idé. Det lød som om, at det, de andre lavede, kom fra hjertet, og så syntes jeg, at de var så gode, at ingen andre skulle have lov til at arbejde med dem. Efter vi havde fundet sammen, besluttede vi temmelig hurtigt, at vi skulle være et band i stedet for et projekt. Vi mente, at en bandkonstellation stod stærkere over for omverdenen.

 

Oh when the saints...

Bandet var en realitet, og fluks sendte drengene nummeret You Should Be Someone Else til Kjeld Tolstrup (R.I.P.), som kvitterede med at spille nummeret i De Sorte Spejdere på P3. Det vakte en del opsigt og blev en lille medieting, hvor de to gange Anders ikke kunne få fat i bandet på telefonen og så videre. Bolden var givet op, og bandet fik sit navn, da Jonas læste titlen forkert på slagsangen When The Saints Go Marching In. Der var blod på tanden, og som ægte teknologinørder forstod kvartetten at markere sig i omverdenen.

– Det var midt i en tid, hvor de traditionelle pladeselskaber stod for fald, og der skete en masse ting uden om de etablerede kanaler. Vi brugte MySpace, var gode til at blogge, blev remixet flere steder og var i det hele taget meget aktive på internettet. Det var midt i en tid, hvor den elektroniske scene var på vej op, vurderer Simon.

Der blev lagt mærke til de maskinelle "helgener" og ikke kun i Danmark. Bandet kom på blogs i blandt andet Frankrig og Italien, og dj'en Fedde Le Grand – der blandt andet gjorde Camille Jones til international stjerne ved at remixe hendes The Creeps – lagde billet ind på You Should Be Someone Else, men den selvsikre kvartet takkede nej.

– Vi vidste godt, at han havde lavet store hits for andre, men vi så os selv som et band og ville ikke være Fedde Le Grand featuring en eller anden random artist fra Danmark. Vi stolede på os selv, fastslår Silas.

 

Nye i branchen

Og de havde noget at have selvtilliden i, var der mange, som mente, ikke mindst pladeselskabet EMI.

– Vi kendte overhovedet ikke branchen, men fik en manager, Sarah Sølvsteen (i dag erstattet af Lisa Marxen, red.), snakkede med forskellige pladeselskaber og endte med at få kontrakt med EMI. Vi havde egentlig ikke set vores musik som en dansk ting, men det er godt at have en fast base, og så blev vi meget glade for Jan-Erik Stig fra EMI. Han forelskede sig i vores sange, og det syntes vi var det helt rigtige syn. Vi skrev under på kontrakten, samtidig med at ep'en udkom (den selvbetitlede debut-ep fra 2008, der fostrede up-tempo radio-hittet Kids On Vacation, red.), vi spillede på Pavilion scenen på Roskilde i 2008, og så blev der drukket igennem, husker Silas og tilføjer:

– Ep'en er meget lettilgængelig, fremadbrusende og ekstrovert, men måske ikke så moden. Den er måske mere umiddelbar, men ikke så gennemtænkt. Men der skete virkelig noget. Fra starten har vi eksperimenteret og arbejdet intensivt. De første sange blev spillet på radioen, og de første fire sange, vi lavede, blev til en ep, og sådan har det lidt været hele tiden. Vi har hele tiden haft ryggen mod muren og udviklet os i fuld offentlighed. Mere end at skele til forbilleder er vi først og fremmest inspireret af hinanden og har siden starten været i en konstant udvikling, vurderer Nikolaj.

 

Internationale helgener

Bandet brugte omkring et år på at sammenskrue debutalbummet Ten Makes A Face, som udkom i maj 2009. Et album, der indeholder medrivende pop, men også en mere melankolsk, eksperimenterende og kompleks side. Helgenerne fik masser af omtale og airplay på flere numre, men først og fremmest var det singlen Fail Forever, der fik bandet ud over stepperne.

– Der er en form for down-beat melankoli i sangen, samtidig med at den er udadvendt, up-tempo og tilgængelig. Der er en eftertænksomhed i kompositionen og teksten, der kredser om det billedskabende og abstrakte frem for det lineære. Det er noget, vi også har dyrket og videreudviklet på Konkylie, fortæller Nikolaj.

Ud over at være bandets største hit til dato herhjemme har Fail Forever også åbnet døren til det forjættede udland. I første omgang er ep'en Fail Forever kommet på gaden, senere følger Konkylie.

– Vi har fået en international kontrakt med det ret store selskab K7. De var ikke lige begejstrede for al vores musik, men var meget glade for den melankolske side som for eksempel på Fail Forever. De var også meget tilfredse med vores nye demoer, der nu er blevet til Konkylie, hvor vores form for melankoli og fordybelse får ny og mere plads. Ep'en udkom i januar, og det går rigtig godt med airplay, omtale og anmeldelser. Næste skridt er, at vi skal på nogle mindre turnéer i Europa og USA, og i juni kommer Konkylie som world wide-udgivelse, først i Tyskland, England og USA, hvor vi også har booking og promotion, og senere følger andre lande til, afslutter Nikolaj med tydelig tilfredshed og forventning i stemmen.

 

 

Konkylie udkommer den 16. maj. Læs bandets gennemgang af albummet spor for spor på udgivelsesdagen på GAFFA.dk

 

Roskilde Festival

– Hva' så, Roskilde?!

En drengedrøm går i opfyldelse, da Nikolaj Vonsild får lov til at fyre klichéen over dem alle af, fra fineste sted og position. I 2010 fik When Saints Go Machine den særlige ære at åbne den officielle del af festivalen på Orange Scene torsdag eftermiddag foran små 50.000 tilskuere.

– Det er højdepunktet indtil videre, det var frugten af alt det hårde arbejde, vi har lagt for dagen, det var fantastisk, husker Jonas smilende, inden Simon tager over:

– Det var der, hvor vi virkelig kunne mærke, at vi havde fat i noget, havde fat i publikum Men da vi først fik det at vide, troede jeg, at det var løgn, "ville de have os til at åbne Orange Scene?!"

– Jeg syntes, at det var sejt, at Roskilde valgte os som åbner, jeg tog det egentlig meget roligt. Men da vi så først stod på scenen, tænkte jeg "fuck, det her er vi slet ikke klar til," pludselig blev man helt lille, "Orange Scene – hvad fanden skal vi gøre?", kommer det fra Jonas med ærefrygt i stemmen.

– Jeg kan huske, da vi fik det at vide. Jeg ville råbe det ud til Gud og hver mand, men vi måtte ikke sige det til nogen. Nervøsiteten kom først, da vi fik lov til at sige det.

Publikum var på, men ikke alle anmeldere var lige glade. For eksempel fik koncerten beskedne tre stjerner på GAFFA.dk, men det bekymrede ikke bandet.

– Jeg vil sige, at for første gang var anmeldelser mig fuldstændigt ligegyldige. Det var en kæmpe oplevelse. Det er jo en folkefest, men samtidig følte man sig også meget lille. Det er en scene, hvor du normalt ser bands som Gorillaz og Radiohead, og så forventer du det samme sceneshow, og det eksisterer bare ikke hos os. For det første har vi ikke en million, og så havde Roskilde hyret os efter en koncert, de havde set med os i udlandet, hvor vi fire fik folk med, og det var det, de var blevet imponeret over. Vi er bare meget taknemmelige over, at vi fik lov til at spille, det er ikke en oplevelse, man glemmer lige med det samme, fastslår Nikolaj.

 

P3 Guld

When Saints Go Machine vandt prisen "P3 Talentet" ved prisuddelingen P3 Guld i 2008. En statuette, der kom noget bag på vinderne.

– Vi regnede overhovedet ikke med at vinde, og Nikolaj havde faktisk på forhånd lykønsket Oh Land med prisen, som han var sikker på, at hun ville vinde, og da prisuddelingen gik i gang, var Simon og Silas på toilettet, husker Jonas.

– Vi kan godt være noget kæphøje i nogle sammenhænge, men da vi kom op for at modtage prisen, stod vi som en flok små skoledrenge; der var ingen rock'n'roll over os overhovedet. Jeg havde taget en skjorte på, nu hvor vi skulle til fest. Jeg stod dér og lignede en genert konfirmand, ha, ha, husker Silas.

– Folk havde sagt, at jeg skulle forberede en takketale, hvis vi nu vandt, men det ville jeg altså ikke. For det første var jeg overbevist om, at vi ikke vandt, og for det andet gad jeg ikke stå med en sammenkrøllet lap papir bagefter, som ikke skulle bruges til noget. Så det blev meget ad hoc det hele, fortæller Nikolaj.

 

 

 

 

     


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA