x

Nekrolog: Enden på en æra

Nekrolog: Enden på en æra

Det er blevet sagt, at 8. december 2004 fremover vil blive stående som heavyrockens 11. september. Ja, der er sågar blevet draget paralleller til mordet på John Lennon for 24 år siden, der skete på præcis samme dato. At stille den slags tragedier op imod hinanden er selvfølgelig umuligt, men faktum er i hvert fald, at metalscenen mistede en af sine allervigtigste musikere, da Dimebag Darrell i en alder af 38 blev skudt af en 25-årig galning. Psykopaten gik amok med en pistol, lige efter at Darrell og resten af bandet Damageplan havde indtaget scenen på et spillested i Columbus, Ohio.

”Dimebag” Darrell Abbott var først og fremmest kendt og elsket som riff-maestro i Texas-kvartetten Pantera, der i 90’erne revolutionerede heavy metal og blev en af genrens største navne nogensinde med indtil flere plader placeret i toppen af den amerikanske hitliste. Hvis nogen er i tvivl om Darrells betydning inden for tung rock, behøver man blot skimme de utallige hjemmesider, der på få dage er blevet stopfyldt med tårevædede hyldester fra stort set samtlige bands, der bruger en forvrænger, når de spiller guitar. Og det er ikke tomme ord eller påtaget ærbødighed: Darrell satte vitterligt nye standarder for, hvilke unikke lyde der kan klemmes ud af seks strenge.

For at forstå det særlige ved Dime, som han blev kaldt blandt venner, skal man søge tilbage til skægabens rødder – nærmere bestemt til hans far, Jerry Abbott, der var country-sangskriver og havde sit eget studie. Farmand sørgede selvsagt for at fylde masser af musik på Dimebag og storebror Vinnie Paul, som spillede trommer i både Pantera og Damageplan. Men som en næsten naturlig reaktion på den strøm af country og blues, brødrene var indlagt til, gennemgik Dimebag et musikalsk teenageoprør, hvor han fyldte øregangene med Black Sabbath, Kiss og Van Halen. Resultatet blev, at da Dimebag selv greb guitaren, lød musikken som en unik blanding af blues og heavyrock. På én gang groovy og knaldhårdt. Metallisk og melodiøst.

I virkeligheden var det først med gennembrudsalbummet Cowboys From Hell (1990) og hovedværket A Vulgar Display Of Power (1992), at Dimebag og Pantera for alvor manifesterede sig, men så gik det også med ekspresfart mod stjernerne. Bandet fik et massivt publikum i tale ved at appellere til andre kropsdele end nakkehvirvlerne. Hvor metalscenen i 80’erne ofte var præget af stortrommebuldrende thrash, så var Panteras musik helt anderledes elastisk, elegant, ja, faktisk dansabel. Undertegnede husker tydeligt, hvordan Megadeth ved en koncert i KB Hallen i oktober 1992 havde det dengang rimelig ukendte Pantera-slæng med som opvarmning – og blev blæst ud af banen. Megadeth virkede pludselig stivbenede, forstokkede og håbløst gammeldags i forhold til det, som Pantera selv ganske rammende beskrev som power grooves.

Det var samme sted – KB Hallen – at jeg for godt fire år siden mødte Dimebag personligt. Han beskrives af mange som en rigtig festabe, der bare kunne blive ved med at drikke og drikke. Men denne eftermiddag virkede han grundlæggende bare som en jovial, gemytlig grinebider, der var heeelt nede på jorden. Jeg interviewede Vinnie Paul, men Dimebag afbrød jævnligt med en vittighed, han ville dele med os andre. Han blev betragtet som en guitargud af fans og kolleger, men havde ingen hysteriske stjernemanerer af den grund. Han ville bare have det sjovt. Bagsiden af medaljen beskrives af Pantera-sangeren Phil Anselmo i den seneste udgave af heavymagasinet Metal Hammer, hvor Anselmo med store bogstaver klandrer Dimebags druk for at splitte bandet – Pantera-medlemmerne gik hver til sit for to år siden.

Nu er den slags beskyldninger dog inderligt ligegyldige, og Phil har forlængst erklæret, at han er sønderknust efter sin gamle vens afsindige død. 8. december 2004 er en dag, ingen metalfreak glemmer i mange, mange år. Gudsketakoglov har Dimebag efterladt sig en række enestående riffs og sublime sange, der holder mindst lige så længe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA