x

Jamie Woon – Nattens sjælfulde sanger

Jamie Woon – Nattens sjælfulde sanger

 

– Jeg har altid gerne villet spille i band, men det lykkedes mig aldrig rigtigt at finde nogen at spille med.

Hvorfor ikke?

– Måske fordi jeg ville bestemme det hele selv.

Jamie Woon slår et forlegent grin op over fordums fejltrin i kollektivets navn, men den 28-årige brite kan roligt lægge skamfølelsen på hylden igen. Det er netop troen på egne – åbenlyse – evner, der har bragt den albumdebuterende Woon på alles læber.

Sidste efterår lod han først høre fra sig i form af den forførende single Night Air, som prompte fik de britiske medier – fra NME over The Guardian til BBC – til at lovsynge den nattedunkle og soulede dubstep, Jamie Woon kreerede fra sit beskedne hjemmestudie i London. Og nu er debuten, Mirrorwriting, klar til at videreføre de lovende takter.

– Det er vel blevet en slags natteplade, konstaterer Woon om sit 12 numre lange opus.

– Jeg har skrevet de fleste af sangene om natten, for det er på mange måder det tidspunkt af døgnet, hvor jeg er mest vågen. Kreativiteten flyder ligesom lettere, når der er stille udenfor. En del af teksterne kredser også om – for mig – natlige temaer som eksempel ensomhed og eftertænksomhed. Og så elsker jeg generelt bare at sidde oppe til langt ud på natten, forklarer den mørklokkede sanger og sangskriver.

 

R&b i hjertet

Hans tusmørkefarvede univers vækker med det blotte øre mindelser om en anden af tidens fineste ambassadører for post-dubsteppen – som den mere afpillede afart af dubstep-genren er blevet døbt – i form af ligeledes britiske James Blake. Selv mener Jamie Woon imidlertid, han hører hjemme i en ganske anden musikalsk kategori.

– Jeg kan godt lide James Blakes nedtonede "take" på soul og dubstep, og jeg kan også godt se, vi har en del til fælles musikalsk set. Men hvis man skærer ind til benet, vil jeg nærmere mene, det er r&b, jeg laver. Det er dér, mit hjerte ligger, påpeger Woon.

Den overbevisning synes én af hans – lettere overraskende – inspirationskilder i særdeleshed at understrege:

 – Jeg har en svaghed for r&b-scenen i de tidlige 90'ere og især Boyz II Men. Jeg ved godt, de bliver opfattet som et ret kitschet boyband i dag, men jeg var faktisk meget begejstret for dem som knægt, og jeg synes stadig, deres vokaler lyder fantastiske, medgiver Woon – uden skyggen af sarkasme – inden han retfærdigvis opremser koryfæer som Stevie Wonder, Joni Mitchell og såmænd også Jeff Buckley til listen af forbilleder.

 

Moderlig musikalitet

Skyggerne fra sin egen opvækst i en gennemmusikalsk familie kan den velsyngende brite imidlertid ikke løbe fra. Han er søn af den skotske sangerinde Mae McKenna, hvis yndefulde røst har lagt backingvokal til så prominente navne som Michael Jackson, Sting, Kylie Minogue og Björk, og Jamie Woon tøver da heller ikke et øjeblik med at fremhæve moderen som foregangskvinde for hans egen lyst til at drive musikken til noget.

– Hun opfordrede mig til at spille guitar, da jeg ikke var særlig gammel, og selv om hun aldrig har presset mig til at forfølge en musikalsk karriere, blev jeg vel alligevel draget af den verden, hun færdes i, fortæller Woon og genkalder sig, hvordan han eksempelvis som otteårig purk fik lov at trykke hånd med selveste Kylie Minogue.

 – Hun stod i den mest skinnende røde kjole, jeg nogensinde har set. Den slags gør da indtryk, medgiver en grinende Woon.

Nu kan han formodentlig selv se frem til at gøre det samme med sin besjælede r&b – om hvilken han til sidst opsummerer:

 – Jeg prøver vel egentlig bare at skrive de sange, jeg gerne selv ville høre, hvis jeg ikke lavede musik. Forhåbentlig kan folk lide de samme sange som mig.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA