Mads Langer – Et udlandseventyr

Mads Langer – Et udlandseventyr

 

Mads Langers potentiale har været indlysende for mange, siden den unge skibonit allerede som 19-årig fik kontrakt med Copenhagen Records. To år senere, i 2006, udsendte han debutalbummet Attention Please og fulgte i 2009 op med den selvtitulerede toer. Den ferme guitarist, pianist, sangskriver og sanger fik hurtigt en solid fanbase, airplay og en live-erfaring, der, siden starten for seks år siden, er løbet op i omkring 1000 jobs, alene og med band. Alligevel har det store mainstream-gennembrud ladet vente på sig, selvom det hårde arbejde har båret frugt, og faktisk er der blevet flyttet overraskende mange enheder af toeren Mads Langer.

– Målsætningen var, at den skulle sælge omkring 10.000 eksemplarer, og det sidste, jeg har hørt, er, at den er ved at runde de 20.000, inklusive digitalt salg, men efter et halvt år tror jeg, den kun havde solgt omkring de 4.000, fortæller solisten.

Alligevel sluttede samarbejdet mellem pladeselskabet og Langer. Et hårdt brud, som hovedpersonen ikke er meget for at gå i dybden med, men den store internationale karriere blev det ikke til i samarbejdet med Copenhagen Records. Så efter at have været under kyndig vejledning og med solid økonomisk opbakning fra en meget ung alder stod spillemanden fra Skive pludselig alene, kun bevæbnet med sin guitar, men med et intakt gå-på-mod, der skulle vise sig at blive honoreret.

 

Erfaren manager

Fast besluttet på at prøve lykken i det store udland drog Langer til London, på bar bund, i løbet af 2009 for at "spille den op".

– Vi havde turneret på pladen i Danmark, og der var ikke så meget mere at gøre på det tidspunkt, syntes jeg. Men jeg startede helt fra bunden i London og spillede for 15 mennesker som en af flere solister. Næste gang kom der så flere og lidt flere igen, og pludselig stod jeg som hovednavn og spillede for 500 mennesker. Undervejs kom der en ung talentspejder fra Sony Music og viste sin interesse, men det vigtigste var, at jeg fandt en manager, Sue Whitehouse, som virkelig troede på mig. Hun har stor eraring og har tidligere været manager for The Verve og The Darkness. Jeg er hendes hovedprioritet, og hun rejser rundt med mig alle steder, hvor jeg laver promotion og showcases.

 

Langtidsplan

Og der er gang i butikken Mads Langer i øjeblikket. Talentspejderen fra Sony gik ikke forgæves, og Sue Whitehouse fik hurtigt noget at rive i. Der var pludselig stor interesse for den musikalske dansker i det store udland, og udfaldet blev, at Langer underskrev en international kontrakt på tre plader med mægtige Sony Music. I første omgang udkommer det aktuelle album Behold i Europa, og senere står USA for døren.

– De har givet mig en såkaldt karrierekontrakt. De kan godt se, at det er vigtigt at opbygge artister med længere levetid end et hit eller to, så de kigger efter artister, som de mener har et længerevarende potentiale. De har store ambitioner på mine vegne og mener, at min stemme og mine sange kan noget, som de er villige til at kaste store midler efter, så det kan jeg ikke klage over. Jeg havde dog mine betænkeligheder først, såsom at forsvinde i mængden og hurtigt ryge i glemslen på et så stort selskab. Det ytrede jeg over for Sonys øverste chef i Europa, og han sagde: "Hvis du på noget tidspunkt er utilfreds over at være her, så kommer du op til mig, og så lader jeg dig gå med det samme." Det er selvfølgelig klart, at det ikke nødvendigvis vil være sådan i praksis, men attituden betød noget for mig.

– Vi har indtil videre lagt en 18 måneders plan, hvor tanken er, at jeg stille og roligt skal etableres i hele Europa, bakket op af massiv promotion- og koncertaktivitet. Behold udkommer nu, men der er ingen forventninger om, at det skal gå ind som nummer 1 på hitlisten, der skal bare bygges op skridt for skridt. I en ideel verden står jeg om 18 måneder i resten af Europa, som jeg står i Danmark i dag, med et stort publikum, god airplay, pladesalg og koncertaktivitet.

 

Konstant på farten

Et mål, man ikke kommer sovende til. Der skal arbejdes hårdt for føden, og det er noget, som Mads Langer både er vant til og indstillet på at fortsætte med. Da GAFFA møder ham i indre by, kommer han lige fra en intensiv promotiontur i Tyskland, hvor han den sidste dag vågnede i Berlin og fem byer senere gik i seng i København.

– Det er ikke så glamourøst, som folk tror, det er benhårdt arbejde. Men jeg klager ikke, jeg får lov til at leve mit store udlandseventyr ud. Jeg ser verden med min guitar på ryggen, møder en masse spændende mennesker, spiller musik tre-fire timer om dagen, alene og sammen med andre, har et publikum og stor opmærksomhed, det er et privilegium. Jeg ser det som et arbejde og er ikke i gamet for festen eller det vilde liv. Når jeg har spillet, tager jeg næsten altid hjem til hotelværelset, og jeg har altid løbesko med i tasken. Da jeg var 15, sagde jeg til min far, at jeg ville være musiker. "Lov mig, at du gør gymnasiet færdigt, og at du ikke tager stoffer, så bakker jeg dig op hele vejen", sagde han. Vi har begge overholdt vores del af aftalen, siger den eftertragtede spillemand.

 

Du er ikke alene

Den store opmærksomhed skyldes ikke mindst en guldrandet adgangsbillet i form af Langers coverversion af Olives hit You're Not Alone fra 1996, der har gået sin sejrsgang over store dele af Europa. Det hele startede på en forespørgsel fra P3.

– Det var Kanonkongen, som kontaktede mig i november 2009 i forbindelse med, at de skulle bruge en singer-songwriter-nyindspilning af et 90'er dance-nummer til et program. You're Not Alone var et nummer, jeg havde mange minder omkring, og en tekst, jeg kunne forholde mig til. Jeg fløj til Danmark (Langer har bopæl i både London og København, red.), ringede spontant til Medley-studierne, de havde et afbud samme dag, så jeg gik ind og legede med sangen i fire timer, fløj tilbage, og så tænkte jeg ikke så meget mere på den.

– Senere spredte interessen sig som lidt af en steppebrand. Den har hittet i store dele af Europa, specielt i Tyskland, Holland og Italien og har for eksempel i sidstnævnte ligget seks uger som nummer 1 på både salgs- og airplayhitlisten, hvilket har ført til, at jeg har spillet live for 120.000 mennesker i Italien sidste sommer. Den har banet vejen solidt for albummet og er brugt som første single på pladen i resten af Europa. Nu er single nummer to, Microscope, kommet flere steder, og det ser meget positivt ud med airplay og interesse.

 

Behold

Hvad er Behold for en plade?

– Selvom det er mit tredje album (Langer har også udgivet en ep, red.), føles det på mange måder som en debut (tre sange fra det andet album er genindspillet på pladen, red.). Jeg har vendt processen lidt på hovedet for at prøve at få de enkelte sange i centrum og få noget af den stemning, jeg har live, ikke mindst når jeg spiller solo, ind på pladen. Hvor vi før startede med at indspille trommer og bas, har jeg denne gang startet med vokal og guitar og har så bygget på siden hen.

– Produceren Martin Terefe (Jason Mraz, Jamie Cullum med flere) har været inde over tre numre, men først og fremmest har mine vigtigste samarbejdspartnere været Mikkel Damgaard (Love Shop) og Søren Balsner (Carpark North). Pladen er indspillet i henholdsvis London, L.A. og København. Jeg har valgt materialet ud fra 80-90 sange, og der er seks fravalg, som jeg allerede nu glæder mig til at skulle arbejde med igen, så der er noget at bygge videre på. Det har været en god proces. Jeg elsker legen og glæden ved at blive overvældet af melodier, der opstår i nuet.

 

 

 

Omkring Mads Langer

– Han fremhæver Ryan Adams, Jeff Buckley og Keith Jarrett som inspirerende for deres legende lethed.

– Han har tidligere været kapelmester på forestillingen Hedvig & The Angry Inch på Nørrebro Teater. Er tilbudt en ny forestilling, men har ikke tid.  

– Han har cirka 30.000 fans på sin Facebook-profil og opdaterer den dagligt.

– Sangen The River Has Run Wild kom med i kultserien Vampire Diaries.

– Han og kæresten blev fanget under askeskyen og flylukning sidste år, men blev hentet vederlagsfrit af en taxa i Rom og kørt til København. Direktøren for taxaselskabet er fan, og Langer skal på et tidspunkt spille for de ansatte som betaling.

– Han har co-produceret hele Behold. 

– Hans "bibel" er John Steinbecks mesterværk Øst For Paradis. 

– Blandt nye musikalske favoritter hører James Blake og The Tallest Man On Earth.

– Han læser mange aviser, er interesseret, men desillusioneret over politik og ønsker ikke Lars Løkke som fortsat statsminister.

– Stoler (men stemmer ikke) på Johanne Schmidt-Nielsen.

– Justin Hawkins fra The Darkness synger kor på nummeret Riding Elevators fra Behold. 

– Mads og band spiller fire danske koncerter i maj og senere på blandt andet Danmarks Smukkeste Festival og i Tivoli.

– Er efter egen opfattelse ikke blevet selvfed, men stadig en fyr fra Jylland med halm i træskoene.

– Har stået for sangskriverlinien på Engelsholm højskole ved Vejle.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA