Michael Møller: Jeg har altid været tiltrukket af tragedien

Michael Møller: Jeg har altid været tiltrukket af tragedien

moi Caprice-sangeren Michael Møller er aktuel med projektet "A Month Of Requited Love", hvor han gennem hele maj måned hver dag lægger en ny sang op på hjemmesiden amonthofunrequitedlove.com. Hver dag kan man downloade en ny sang gratis, og når dagen er gået, kan man streame sangen. Hvis man har lyst, kan man donere penge til projektet, ligesom man kan remixe sangene, lave coverversioner eller musikvideoer. Når måneden er gået, bliver sangene sat til salg på iTunes, og efter et par uger bliver sangene pillet ned fra hjemmesiden. Senere kommer der – hvis Michael Møller har fået samlet penge nok ind – en udgivelse på vinyl og cd.

Alle 31 sange omhandler, som titlen kraftigt antyder, ugengældt kærlighed, og Michael Møller følger projektet op med en række koncerter i hele maj måned rundt om i landet på både små og større steder. Han lagde ud på Aros i Århus, hvor GAFFA fik en længere snak med ham om det usædvanlige projekt. Michael Møller fortæller:

– Udgangspunktet var, at jeg på et tidspunkt, da jeg boede i Berlin og skrev speciale på min uddannelse (Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet, red.), faldt over en afhandling med titlen "Unrequited Love". Det var egentlig ikke noget, jeg skulle bruge i forbindelse med specialet – hvor jeg skrev om nostalgi – men på det tidspunkt plejede jeg at spille lidt på klaveret og måske skrive en sang for at koble lidt af efter at have læst eller skrevet i lang tid, og så kom jeg til at tænke på, at jeg havde skrevet nogle sange og linjer, som kredsede om emnet ugengældt kærlighed – eksempelvis linjen "I will not let you destroy what we had" fra sangen "The Destroyer" eller "Watching love disappear in front of your eyes" fra "The Death Of Love" – og at det kunne være en god ramme at samle sangene under. Jeg syntes nemlig ikke, at sangene passede til moi Caprice eller til to andre soloprojekter, jeg gik og arbejdede på. Men det er nu et emne, jeg har skrevet om mange gange før, helt tilbage til "Riding In Cars With Girls" fra det første moi Caprice-album ("Once Upon A Time In The North, 2003, red.).

– Senere fandt jeg så på, at der skulle være 31 sange. 31 er et tal, vi næsten kun forbinder med en måned, og så ville det være oplagt at udgive dem enkeltvis over en hel måned, på internettet. Det er også en smule julekalenderagtigt. Når det lige er blevet maj måned, skyldes det mest, at det var den måned, hvor jeg først kunne blive klar. Den startede også på en søndag, og det kunne jeg godt lide. Jeg har indspillet sangene siden november sidste år. Men projektet har udviklet sig hele tiden, og jeg bliver ved med at få nye idéer.

Men er maj måned ikke for smuk til alle disse melankolske sange?

– Nej, du kan jo se, at det øsregner i dag (interviewet blev lavet 3. maj, red.), så det kan jo sagtens regne i maj. De første af sangene er ganske rigtigt ret sorte, men allerede om få dage kommer der lidt lysere toner. Haha, nu lyder jeg som en meteorolog, men der er også mange sange, hvor jeg synger om årstiderne og om vejret.

Dit første album, "Every Streetcar's Got A Name" fra 2007, havde også et tema, sex og begær. Er det vigtigt for dig, at dine udgivelser skal have et overordnet tema?

– Ikke nødvendigvis, men med det første album var det vigtigt for mig at have en ramme, så sangene kunne adskille sig fra moi Caprice-universet. Men jeg kan godt lide, at der er en overordnet sammenhæng.

Er ikke lige blevet dumpet

Er sangene på albummet selvbiografiske?

– Ja, mange af dem er, men det selvbiografiske er ikke nyt. Der er nogle, der har troet, at jeg lige er blevet dumpet af kæresten, men jeg kan slet ikke skrive sange, når jeg er helt nede. Jeg er nødt til at være kommet op af hullet igen. Til gengæld er der en sang, der er inspireret af en teenagekæreste, der slog op med mig for mange år siden. Det er ofte nogle konkrete billeder, der sætter en sang i gang, eksempelvis tanken om et tomt rum, hvor man venter på en telefon, der bare ikke ringer, eller synet af et glas med en tandbørste, hvor der tidligere har stået to tandbørster. Det er sådan nogle billeder, jeg er kommet til at tænke på, og de har så sat en sang i gang. Det er jo ofte sådan, man oplever ugengældt kærlighed: Man oplever tingene anderledes, end de var før. Et rum, der tidligere var hyggeligt, kan pludselig opfattes som en fængselscelle, for eksempel.

Kan du fortælle lidt mere om, hvorfor du synes, at ugengældt kærlighed er så interessant at skrive om, frem for eksempelvis lykkelig kærlighed?

– Jeg har altid været tiltrukket af tragedien. Jeg kan godt lide at lytte til melankolsk musik, også når jeg er glad. For eksempel elsker jeg at høre Nick Cave på en solskinsdag. Og jeg har set mange triste film. Der er interessant at beskrive, hvad der sker, når et menneske smuldrer rent følelsesmæssigt. Men hvorfor ved jeg faktisk ikke.

– Jeg synes også, det er interessant, at mennesket har en tendens til at fokusere på det negative, det ugengældte, og det kender jeg godt fra mig selv. Eksempelvis tror jeg, at moi Caprices album "The Art Of Kissing Properly" fik 12 femstjernede anmeldelser, men den anmeldelse, jeg fokuserede mest på, var den, der var mest forbeholden. I forbindelse med dette projekt har jeg fået en masse positive mails fra venner og fans, men det, jeg har tænkt mest på, har faktisk været nogle folk, jeg regnede med at høre fra, og som ikke har givet lyd fra sig. Jeg synes ellers, jeg er et meget positivt menneske, men jeg har altså også en eller anden sortseer i mig.

– Men jeg synes også, at mine sange altid har udtrykt håb, og det gælder også sangene på det nye album, eksempelvis åbningsnummeret "The Birth Of A Song". Og sådan er det generelt i de sange, jeg skriver. Men sådan er tilværelsen jo også for de fleste. Det er de færreste, der oplever ugengældt kærlighed, som aldrig kommer til at opleve lykkelig kærlighed igen – medmindre de er 80 år gamle, og så har de forhåbentlig også oplevet mange lykkelige år. Jeg er nok en sort romantiker, der tænker positivt.

Kunstnere er ikke mere følsomme end andre

Kender du Freuds teori om sublimering? Han mente, at kunst i høj grad blev skabt ud fra uforløst seksualdrift, hvor kunstneren kanaliserer driften ind i kunsten og dermed kan skabe noget unikt i stedet for at få psykiske problemer. Er det noget, du kan nikke genkendende til?

– Nej, det er ikke en teori, jeg er enig i. Jeg tror heller ikke, at kunstnere er mere følsomme end andre, eller at for eksempel Robert Smith fra The Cure eller Daniel Johnston er mere deprimerede end alle mulige andre. Der er jo også masser af mennesker, som har psykiske problemer, og som ikke er kunstnere. Alle mennesker kender jo til melankolske følelser, men det kunstnerne kan, er at formidle de følelser i et kunstnerisk udtryk.

Jeg kan forstå, at du, når du taler om ugengældt kærlighed, ikke kun tænker på parforhold, men også ugengældt kærlighed i eksempelvis religiøs sammenhæng. Kan du fortælle lidt mere om det?

– Ja, vi støder jo på ugengældt kærlighed i mange sammenhænge. I parforhold, i familien, mellem venner, mellem kunstner og fans og også i religiøse sammenhænge. Jeg læste en fiktiv fortælling om Barabbas, forbryderen, der blev benådet, da Jesus blev dømt til korsfæstelse, og som i fortællingen spørger: Hvad gør man, hvis man gerne vil tro på Gud, men ikke kan? Dette spørgsmål har jeg altid fundet spændende. Det fik mig til at tænke på: Hvad nu, hvis der var en gud, som elskede os, men der ikke var nogen, der elskede ham eller troede på ham? Eller hvis vi troede på en gud, og der så ikke var nogen. Det synes jeg er interessant.

Der er flere sange på udgivelsen, hvor det ikke er dig, der synger leadvokal. Hvorfor det?

– Jeg har skrevet sange, længe før jeg begyndte at synge for alvor, og jeg ser nok stadig mig selv lidt mere som sangskriver end som sanger, selvom jeg efterhånden synes, jeg kan levere en god vokal. Nu er der jo som sagt hele 31 sange på udgivelsen, så jeg syntes godt, jeg kunne tillade mig at overlade mikrofonen til andre i nogle tilfælde. At det så lige blev Jannis (Noya Makrigiannis fra Choif Of Young Believers, red.), Jacob Bellens (Murder og I Got You On Tape) og Christian Hjelm (Figurines), skyldes, at det er tre af mine absolutte yndlingssangere herhjemme, og jeg var helt vild glad for, at de havde lyst til at være med. Der var også andre, jeg gerne ville have med, eksempelvis Marianne Faithfull, men hun er jo lidt sværere at få fat i end Jacob Bellens.

Muren mellem fan og kunstner er brudt ned

Man kan også donere penge til dig gennem hjemmesiden og selv bestemme, hvor meget man vil give. Hvorfor det?

– I første omgang var det idéen, at de skulle være gratis, fordi jeg gerne bare ville udgive disse sange, men så foreslog Christian (Møller, red.) fra mit pladeselskab Tigerspring, at man skulle kunne donere penge, så der også ville komme lidt penge ind på kontoen. Og det ville jeg da ikke have noget imod, for jeg vil jo gerne have lidt at leve af, så jeg har tid til at lave musik. Og hvis folk gerne vil betale for musikken, skal de da have muligheden. Der er også mange, der har spurgt, om musikken kommer på vinyl og cd, og det var ikke meningen i starten, men det kan donationerne så være med til at finansiere.

Er der så nogen, der har doneret penge – og hvad har de betalt?

– Ja, der er kommet en del, blandt andet tre fra Mexico, hvor jeg åbenbart har nogle fans, der har skrevet til mig på gebrokkent engelsk. Jeg har fået meget forskellige beløb, men jeg vil helst ikke sætte tal på. Jeg må indrømme, at det er en lidt mærkelig fornemmelse for mig at modtage penge direkte fra mine fans, hvor jeg tidligere har været vant til, at der har været en mur mellem kunstner og fan i form af et pladeselskab og en manager. Jeg tror ikke, jeg er født til at være kapitalist. Jeg har næsten dårlig samvittighed ved at modtage penge fra folk, men på den anden side skal jeg selvfølgelig have noget at leve af.

– Men jeg synes til gengæld, at det er dejligt at modtage kommentarer fra folk, uanset om de er positive eller negative. Jeg har engang fået en mail fra en, der skrev, at sangen "Thieves Like Us" fra moi Caprices andet album ("You Can't Say No Forever", 2005, red.) nærmest havde reddet hendes liv og havde forhindret hende i at begå selvmord, og selvom det nok var en overdrivelse, så er det stort, når nogen føler, at de bliver ramt af musikken på den måde, og jeg bliver aldrig træt af at modtage sådanne henvendelser. Heller ikke af kritik. Og det er fint, at man kan bryde den barriere mellem kunstner og publikum ned.

En dansk pionerprojekt

– Efterhånden er det gået op for mig, at det er et meget moderne værk, og i hvert fald på dansk grund et pionerprojekt, som jeg er ret stolt af. Et projekt, der tager skridtet ud i det moderne fuldt ud. Det hele hænger jo sammen. Det er ikke bare nogle musikfiler på en hjemmeside, der er et artwork, der er tekster, der er credits. Og samtidig kan du donere.

Der er et interaktivt aspekt i projektet. Du opfordrer folk til at lave remixes, coverversioner og musikvideoer, som du så vil lægge op på din Facebook-side...

– Ja, det var en idé, jeg fik, få dage før hjemmesiden gik i luften. Jeg synes, det interaktive aspekt ved internettet er vildt interessant, og så ville jeg gerne gå hele vejen. Det med at remixe og lave coverversioner er noget, jeg godt kunne have lyst til med nogle af de bands, jeg selv godt kan lide, og det er der måske også nogle, der har lyst til med disse sange. Det er igen det med, at muren mellem fan og kunstner er brudt ned. Det hele er ret nyt for mig – indtil jeg begyndte på dette her, vidste jeg ikke engang, hvordan Facebook virkede.

– Der er utrolig mange ting, man skal til at tænke ind på ny, når musikken ikke er fysisk mere, og når man hører sange enkeltvis. For eksempel anmeldelser – hvordan skal man anmelde et album som mit, med 31 digitale sange, der kommer op enkeltvis over 31 dage? Og der er også mange af musikorganisationerne, der stadig tænker i fysiske formater, som eksempelvis DMF, der kun støtter fysiske cd'er, og Gramex, der kun giver penge til fysiske udgivelser. Hele branchen skal lære at tænke nyt, og det er meget interessant. Lytterne har for længst fundet ud af det, men branchen hænger fast i gamle strukturer.

Kunne du tænke dig at udgive musik fremover på denne måde?

– Jeg tror, at lige dette her bliver et enkeltstående projekt, og jeg regner med at udgive fysiske plader igen, både solo og med moi Caprice, men jeg har lært meget af dette projekt, og nogle ting vil jeg helt klart arbejde videre med. Ikke mindst det interaktive aspekt. Jeg synes, det er virkelig inspirerende.

Hvordan går det egentlig med moi Caprice?

– Det går fint. Vi har lavet nogle demo-indspilninger, og med lidt held når vi at udgive et album i år. Og derudover arbejder jeg på to andre soloprojekter, et med sange om rejser og afstande, og et med sange om religion.

Kan du her på falderebet nævne nogle af dine yndlingsplader om ugengældt kærlighed?

Det må være Bob Dylans "Blood On The Tracks" (1975, red.) og Becks "Sea Change" (2002, red.). Begge albums kommer fra kunstnere, der er kendt for at være ironiske, men her dropper de fuldstændig ironien. Selv en sang som Dylans "You're A Big Girl Now", som jeg længe opfattede som ironisk, fandt jeg for nylig ud af slet ikke er ironisk. Og Becks album kom jo efter et album, hvor han havde lydt meget Prince-inspireret og var funky, og så kom denne her plade med de helt store følelser. Det var virkelig stort.

Læs og hør mere på amonthofunrequitedlove.com og hør Michael Møller live landet over i maj:

06.05.2011 - Kaffebaren, København

09.05.2011 - Huset, København

14.05.2011 - Statens Museum For Kunst, København

16.05.2011 - Huset, København

19.05.2011 - Cafe Mellemrummet, København

22.05.2011 - Musikhuset, Aarhus

23.05.2011 - Huset, København

26.05.2011 - Heart (Herning Kunstmuseum), Herning

27.05.2011 - Tigerspring Garden Party

28.05.2011 - Løves Bogcafe

30.05.2011 - Huset, København

01.06.2011 - Charlottenborg, København


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA