x

Jeg tænker på Jeff hver dag

Jeg tænker på Jeff hver dag

Billede: Morten Larsen

Han har spillet sammen med en af rockmusikkens unge legender. Siden havnede han i København. I øjeblikket arbejder Mick Grøndahl på en soloplade, der viderefører den musikalske arv fra Jeff Buckley.

At møde Mick Grøndahl er som at mærke en vind fra rockhistoriens vingesus. Som Jeff Buckleys betroede bassist fulgte Mick Grøndahl den roste sanger og sangskriver fra den spæde begyndelse til karrierens bratte og tragiske afslutning en dag i maj 1997. For Mick Grøndahl har de godt fem år, han nåede at få med Jeff Buckley, betydet alt, men faktisk kom det tætte musikalske samarbejde i stand ved lidt af en tilfældighed. Året var 1993:

– Jeff varmede op for mine venners band, og jeg blev fuldstændig blæst omkuld. Han havde en fantastisk stemme og en eklektisk stil, der blandede avantgarde, punk og klassisk rockmusik. Da jeg mødte ham bagefter, fortalte jeg, jeg spillede bas, og vi udvekslede telefonnumre.

Da de to kort efter mødtes og jammede til langt ud på natten, sagde Jeff Buckley ikke noget om en stor pladekontrakt med pladeselskabet Columbia. Mick Grøndahl forestillede sig derfor ikke, at han nogle måneder senere skulle befinde sig i et stort studie med en kendt producer og indspille et værk, der i dag figurerer på lister over de bedste og mest indflydelsesrige plader nogensinde.

I disse dage fejrer Grace ti års fødselsdag, og med sine tidløse og formfuldendte sange, der har inspireret mangen et rockband, herunder navne som Travis, Coldplay og Radiohead, lyder debutpladen fra Jeff Buckley og hans band stadig af noget helt særligt. Mick Grøndahl mindes da også sin kapelmester som et naturtalent af den slags, der kun sjældent dukker op:

– Der var altid magi, når Jeff var til stede. Han åbnede konstant nye døre op, hvilket gjorde det meget dynamisk at spille med ham. Men han var også en person, der levede i øjeblikket. Helt ærligt, så kunne jeg heller ikke dengang forstille mig Jeff blive gammel. Han var fra en anden verden og havde denne her guddommelige inspiration, siger Mick Grøndahl.

Tragedien
At Jeff Buckley er blevet en moderne rockmyte skyldes et overjordisk talent, men også en alt for tidlig død. Den 29. maj 1997 rejste Jeff Buckleys bandmedlemmer til Memphis for at indspille den længe ventede opfølger til Grace. Buckley selv havde opholdt sig i byen i længere tid for at skrive nye sange, og tilfældet ville, at han kort inden bandets ankomst besluttede sig for at tage en svømmetur i floden Wolf River, der løber gennem Memphis. Jeff Buckley blev efter al sandsynlighed trukket ned af en af flodens berygtede understrømme og liget først fundet en uge senere. En tragisk og meningsløs hændelse, der rystede Mick Grøndahl i en sådan grad, at han i årene efter mere eller mindre valgte at skrinlægge sin musikalske karriere:

– Michael (Tighe, guitarist fra Jeff Buckley Band, red.) og jeg tænkte på ham, hver gang vi rørte ved en guitar. Jeg kan huske, vi mødtes i øvelokalet kort efter Jeffs død for at spille og tænke på noget andet. Men det var det værste, vi kunne gøre. Vi stod bare og græd og forsøgte at trøste hinanden. Han var hjertet i bandet, og det var ikke muligt at forestille sig noget andet end at spille med Jeff. Jeg fik mange tilbud fra andre musikere og bands, og jeg forsøgte, men det gik ikke. Det var som at gå tilbage til ris og bønner efter at have spist hummer hver dag. Du får meget høje forventninger, og derfor var det svært at spille med andre, fortæller Mick Grøndahl.

At leve i Danmark
Mick Grøndahl genfandt dog spilleglæden, og det skyldes i høj en dansk kvinde, han mødte på en såkaldt blind date arrangeret af fælles venner. Det er fire år siden nu, og parret bor i dag sammen i en lejlighed på Christianshavn. Det er her, interviewet finder sted, og siddende i solen på tagterrassen fortæller Mick Grøndahl om sin danske baggrund og nye tilværelse:

– Min far er dansker, men da jeg var tre år, flyttede jeg med min mor til New York. Jeg føler mig stadig tæt knyttet til New York, men det var hårdt for mig at bo der efter Jeffs død. Der var så mange minder, og jeg blev hele tiden mindet om det, jeg engang havde. Det var tid til at begynde på en frisk et andet sted. At jeg valgte Danmark og ikke et andet sted, skyldtes min kæreste Louise, fortæller Mick Grøndahl.

I de år, han har opholdt sig herhjemme, har Mick Grøndahl arbejdet sammen med en række danske bands og musikere. Senest Viva Vertigo, på hvis debutplade han spiller bas. Meritterne tæller også samarbejder med Allan Vegenfeldt og Swan Lee, men generelt har Mick Grøndahl ikke meget til overs for den danske musikscene:

– Jeg plejer at sige om Danmark, at på en god dag er her stille, på en dårlig dag kedeligt. Generelt respekterer man hinanden og holder begge ben på jorden. Men jeg savner, at folk er mere impulsive, og jeg synes fraværet af spontanitet viser sig i kunsten. Alting skal tænkes igennem og være perfekt. Nogle af de musikere, jeg har været i kontakt med, har været meget optaget af at perfektionere og finpudse deres udtryk, men for mig dræber det musikken. Jeg synes, musik skal være spontan og impulsiv. En sang kan spilles på mange forskellige måder, siger Mick Grøndahl med henvisning til arbejdsformen i Jeff Buckley Band, hvor kompositionerne kunne ændre form og struktur alt efter musikernes dagsform og humør.

Den musikalske arv
I det hele taget er Mick Grøndahl på musikkens side. Og når han taler om den nødvendige umiddelbarhed og langer ud efter danske musikere, er det som led i en omfattende kritik af den musikalske udvikling de seneste årtier, hvor attitude, selviscenesættelse og musikvideoen som magtfaktor har begrænset rocken til et statisk og gennemtænkt produkt:

– Grunden til, at jeg ikke finder særlig meget ny musik interessant, er, at det bygger så meget på image. Du ser ikke mange bands i dag, hvor musikerne ikke ser godt ud. Og musikvideoerne fokuserer på alt andet end musikken. For mig bør musik være ligesom at læse en god bog. Du skal bruge din egen fantasi, danne dine egne billeder, i stedet for at lade en musikvideo fortælle dig, hvad du skal tænke ved at vise en kvinde danse rundt på en høj bygning, hver gang omkvædet kommer, smiler Mick Grøndahl.

I øjeblikket samarbejder han med den engelske sangerinde Beth Orton omkring hendes kommende udspil, men vigtigst er og bliver det soloprojekt, der endelig er ved at tage form. Går alt efter planen, udsendes en plade i begyndelsen af næste år. Med Mick Grøndahl som sanger, sangskriver, guitarist og bassist:

– Min musik trækker på mange inspirationskilder. Jeg elsker Captain Beefheart og hans evne til at skabe melodiske forløb ud af mærkelige, næsten atonale akkorder. Jeg elsker også Sonic Youth, The Beatles og Neil Young, fortæller Mick Grøndahl, der dog i sin indkredsning af soloprojektets lyd og udgangspunkt mestendels refererer til sin mentor og nære ven:

– Jeg lærte en masse af at arbejde med Jeff, og han er hele tiden til stede i min bevidsthed, når jeg arbejder. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på Jeff. Jeg siger altid til mig selv, når jeg er i studiet: "Hvad ville Jeff have gjort her?". Det er ikke en Jeff Buckley-plade, men en Mick Grøndahl-plade, jeg arbejder på, men jeg inkorporerer noget af den integritet, Jeff havde. Hans evne til aldrig at gå på kompromis og være åben over for impulser, siger Mick Grøndahl om soloprojektet Tongue, der sigende har taget navn efter et aldrig udsendt instrumentalnummer af Jeff Buckley Band.

Hør Tongue med Mick Grøndahl på Rust i København 23. december. Der er gratis adgang


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA