Rosa Lux – Det er hendes klub nu

Rosa Lux – Det er hendes klub nu

GAFFA møder Rosa Lux i hendes lille, hyggelige studie på Vesterbro i København. Selv ville hun ønske, der var mere plads, så der kunne være flere af de analoge synthesizere, hun elsker, derinde, så vi går hen i det tilstødende mødelokale for at få en snak om hendes debutalbum Monsters.

Hvorfor har du kaldt albummet for Monsters?

– Egentlig havde jeg tænkt mig at kalde den Hello Goodbye, men da jeg stod ved deadline, gav det mere mening at opkalde pladen efter det nummer, jeg er mest stolt af, og det er Monsters, som jeg har skrevet med Randi Laubek. Plus at det også har en symbolværdi på flere måder. Der er det personlige med at gå og have sine monstre, der afholder en fra at gøre det, man skal gøre. Alt det, man er bange for. Alle de spøgelser, som man måske og måske ikke får gjort noget ved og får til at forsvinde. Det er den ene symbolværdi. Den anden er, at jeg har bygget et univers op omkring pladen, fordi jeg ikke har lyst til at gøre det her på en traditionel måde. I det univers er alle vi på pladen en del af et freakshow, hvor vi er mærkelige på en eller anden måde. Jeg er magikeren og illusionisten, Randi Laubek er for eksempel den skæggede dame, og Josefine og Alberte (Winding, red.) er de siamesiske tvillinger. Det er det med at være mere mærkelig, end man umiddelbart lader til at være. Og det synes jeg på en eller anden måde, sangene også er, så det gav bare mening på alle måder.

Du har ofte udtalt, at du ville have, at din musik skulle undvige genregrænser. Hænger det også sammen med den der monster-idé?

– Ja, på en eller anden måde. Det er en ting, der ikke har været så tænkt, men det giver mening. Det er oplagt, at så var det sådan, det var, for jeg har hele tiden gået efter, at den musik, jeg lavede, ikke skulle være stereotyp. Det skulle ikke være for poleret, og det skulle ikke være for let aflæseligt. Det er hverken interessant for mig eller for andre, hvis det kan afkodes med det samme. Men på samme tid er det jo også en poppet og melodiøs plade, jeg har lavet, forklarer Rosa Lux.

Det flerdimensionelle hit

Selv om – eller nok i virkeligheden på grund af – at Rosa Lux har tilstræbt at skabe musik, der kan rumme både det svært afkodbare og det melodiøst tilgængelige, har hun fået sig et gedigent hit med singleforløberen Min Klub Først, hvor Alberte Winding og hendes datter Josefine lægger vokaler til.

Hvordan er det pludselig at have et hit?

– Jamen, jeg har jo ikke forstået det. Jeg ved ikke rigtig, hvad det betyder. Det er mærkeligt. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet, at jeg ville kunne mærke det på en eller anden måde.

Det er måske lidt ligesom at have fødselsdag og blive et år ældre, men det kan jo ikke mærkes.

– Lige præcis. Og jeg er jo stadig fattig. Men der er en masse folk, der skriver og siger tillykke. Og når jeg sætter mig og tænker over det, så er det jo fantastisk. Jeg kan jeg jo ikke ønske mig en bedre start på mit album. For mig har hele mit liv bygget op til at skulle lave musik, og jeg har gjort alt for ikke at gøre det. Jeg har lavet overspringshandlinger i tusind år føles det som. Sådan noget med, at jeg skulle have en uddannelse først, eller lige skulle ud og arbejde et eller andet sted, eller hele tiden har tænkt "nå, men så gør jeg det til næste år. Det passer også meget godt". Jeg har bare været skide bange. Jeg har været så kujonagtig og ikke turdet kaste mig ud i det, forklarer Rosa Lux.

Frygten og festen

De sidste ti år har Rosa som dj været en fast del af og sat sit præg på det danske klubmiljø. Blandt andet har hun været med til at skabe en række temmelig legendariske fester med homo-fest-kollektivet Dunst, som blandt andre også tæller dj's som Djuna Barnes og Nikolaj Tange Lange fra electropunk-duoen Nuclear Family. Men har denne periode kunnet ses som et tilløb til den forholdsvis nystartede karriere som komponist og producer i eget navn?

– Nej, men det har været noget, der har lugtet af fugl, ikke? Og så synes jeg jo, det er virkelig sjovt at få folk til at danse, og det var derfor, jeg startede. Men det har også været en modning eller en opdragelse, det at være dj. Man kan sige, at det har været en meget lang researchperiode, som giver bonus nu, for hvis jeg havde lavet en plade for ti år siden, havde den lydt ad helvede til. Det var i oktober 2008, at jeg besluttede mig til for det første at være dj på fuld tid. At vælge det 100 procent og se, om det ville briste eller bære. Og for det andet endelig satse og give slip med musikken. Jeg lavede Ven Igen som det første i mit "nye liv", og lavede det her album i løbet af 2010.

Selv om Rosa Lux måtte gå en lang omvej for at nå derhen, hvor hun kunne lave sit album, og selv om der var en del angst, der skulle overvindes, før hun kunne tage springet, så er det ikke angsten, der præger hendes virke som musiker.

– Fra at have lyst til at være en del af en kultur og så til at være det, der er langt for mig. Jeg er altid utrolig blufærdig og utrolig ydmyg, og der skal meget til for at stå frem og sige: "Jeg er dj". Der skulle jeg ligesom kunne det først. Det er på samme måde med den plade, jeg har lavet. Det er noget med først at turde tage ejerskabet ret sent i forløbet. Og det spænder jo ben for en masse oplevelser også. I stedet for at jeg ligesom bare havde hapset klubben, så har jeg stået på afstand og kigget på de andres leg. Det handler både om ydmyghed og blufærdighed og dårligt selvværd, den der ting med ikke at tage ejerskab. Men det gør jeg jo totalt nu. Jeg tager virkelig revanche, ikke? Der er ikke noget der. Nu skammer jeg mig ikke. Nu er jeg brovtende og dominerende bag pulten, siger hun og griner.

Glæden og styrken

– Nu sidder jeg og kommer til at tale om alle de følsomme, svære og ubehagelige ting ved det, hvor der jo også er fantastiske ting. Og jeg er sgu ikke en lille glasblomst, vel? Jeg er en skrap dame. Bare lige for at sige det, forklarer Rosa Lux med et smil. Altså, jeg har altid spillet musik, og jeg har produceret på computer, siden jeg var i starten af tyverne. Det lød bare ad helvede til. Det er også noget med at nå frem til sin lyd og forfine sit udtryk. Så det er mere end en eller anden sorghistorie, for det har det jo været, det har været en kilde til bekymring for mig, at jeg ligesom ikke forløste mit potentiale, kan man sige. Så var det, jeg tænkte, at nu bliver du nødt til at rykke, for ellers bliver du en gammel, bitter dame, men jeg er fandeme glad for, at jeg står med det, som jeg gør nu. At jeg ikke udgav en debutplade for ti år siden, som jeg først skulle komme over som en hurdle. Det er ligesom, at jeg havde tænkt det færdigt. Man kan jo godt visualisere ting. Jeg er fandeme glad for det, jeg har lavet nu. Jeg er virkelig stolt af det.

Og måske er pladen blevet bedre af, at den har fået lov at modnes inden i dig.

– Det tror jeg. Og at jeg ligesom har gennemgået de ting, jeg har, og ikke har haft så travlt med bare at komme ud med en plade. Ja. Det er sgu nok ret perfekt.

Fuld med Alberte

Det P3-roterende hit Min Klub Først, som både findes i en Rosa Lux-udgave og i en lidt mere afdæmpet Alberte-version, udsprang af et tilfældigt møde i byen:

– Hun spurgte, om jeg ville skrive et nummer til hendes plade. Det var første gang, jeg mødte Alberte, og vi var blevet fulde og havde det skideskægt. Så spurgte jeg hende om, hvad nummeret skulle handle om, og så sagde hun, at det skulle handle om at være 47 og stadig gå på klub. Jeg er selv 36, og jeg lever af at være dj og har ingen planer om at stoppe, men det er klart, at der er en aldersforskel i forhold til dem på 18, som jeg møder nu på klubberne, og som har nogle andre referencerammer, så jeg forstod det så godt. Jeg gik hjem en halv time efter helt inspireret. Jeg havde den der hookline i hovedet og grundakkorderne. Og så gik jeg hjem og sad med guitaren og hviskede ind i min telefon. Næste dag gik jeg i studiet og indspillede en grund til Alberte, som så skrev tekst og pudsede melodien til, forklarer Rosa Lux.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA