x

Jeppe Laursen: Fra DM i Rock til Billboard

Jeppe Laursen: Fra DM i Rock til Billboard

Jeppe Laursen startede karrieren i gruppen Frantic, der senere skiftede navn til Ludo, Ludo X og Ludox. De vandt under det første navn DM i Rock i 1994, og året efter udsendte de deres eneste album. Gruppen gik i opløsning nogle år senere, men Jeppe fortsatte musikkarrieren i Junior Senior sammen med et andet Ludo X-medlem, Jesper Mortensen. Inden duoens opløsning i 2008 nåede de at udsende "D-D-Don't Don't Stop The Beat" (2002) og "Hey Hey My My Yo Yo" (2005) og hittede stort med singlen "Move Your Feet".

Siden da har Jeppe droppet tilnavnet Senior og bruger nu sit fornavn som kunstnernavn. Som solist har han udsendt singlerne "Johnny Come Home" (originalt et hit for Fine Young Cannibals), "Big Boy" og "Lucky Boy", som han deltog med i Melodi Grand Prix i 2009. Derudover har han remixet for Le Tigre-sideprojektet MEN, sunget med Classixx og lavet tracks for Lady Gaga. Næste skridt er udgivelsen af et soloalbum, men inden da kommer der formodentlig et mixtape med materiale, som han har arbejdet på det seneste år.

GAFFA mødte tidligere på året Jeppe Laursen på en lille mexicansk restaurant i den hippe L.A.-bydel Silverlake. Danskeren har sammen med Lady Gaga skrevet "Born This Way", der er et af to numre, han har med på hendes nye album. Samarbejdet kom i stand via Gagas tidligere creative director Matt Williams, som Jeppe havde mødt til en kunstudstilling. Jeppe fik efterfølgende lov til at remixe Gaga-sangen "Dance In The Dark", og i februar 2010 brugte hun remixet til Brit Awards i en hyldest til designeren Alexander McQueen, der var død fem dage inden.

I samme periode var hun i gang med at forberede anden halvdel af The Monster Ball Tour, hvor hun havde brug for et 90'er-inspireret technoopera-track. Jeppe indspillede noget hjemmelavet opera i sin kælder, og resultatet blev brugt på turnéen som underlægning i nogle af showets pauser. Da hun så skulle i gang med den nye plade, ringede hun for at høre, om han havde noget musik liggende. Jeppe sendte fire tracks, hvor hun endte med at bruge to, "Born This Way" og "Bad Kids".

- Inden jeg sendte hende musik, fandt jeg på Born This Way-idéen, fordi hun er den første der meget direkte har sagt, at det er okay at være homoseksuel eller transseksuel. Så jeg sagde til hende, at hun jo ikke selv kunne sige, at hun er gay, men hun kan sige, at hun er Born This Way. På den måde bliver det også mere universelt. En måned senere ringede hun og sagde, at hun havde skrevet teksten til "Born This Way", og så skrev vi den færdigt på en eftermiddag i studiet.

Hvordan var det at være i studiet med Lady Gaga?
- Jeg lærte meget af det, og det var meget fascinerende at være i studiet med hende under sangskrivningsprocessen, hvor hun sad og skrev teksten. Hun sad og sang og fandt på rim undervejs, og når hun fandt det rigtige rim, gik hun videre til næste linje. Det var ret vildt, og jeg ville ønske, jeg kunne skrive tekster så hurtigt.

Hvad tror du, det kommer til at betyde for dig, at du nu har ligget nummer et i USA?
- Det er sjovt, fordi det er sådan noget, man altid har tænkt over, fordi at ligge øverst på Billboards liste er det ultimative, og nu har den så ligget der i seks uger. Jeg tror, Alexis (Rivera, Jeppes manager, red.), og jeg har lært meget af dette, fordi vi skrev nummeret i marts sidste år, og tit, når man skriver med en i starten af processen omkring et album, kan man blive vraget, fordi der kommer noget nyt ind over. Så vi sagde fra dag et, at indtil den kunne købes på iTunes, så kan det nemt være, at den aldrig kommer ud. Så vi fortalte det ikke til nogen. Jeg fortalte det til min mor, men fordi det er så stor en ting at arbejde med Lady Gaga, så ville vi ikke snakke om det, indtil det var sikkert. Så vi har haft et år til at indstille os på, hvad vi ville gøre, hvis det skete. Nu har det så åbnet en masse døre, og jeg er blevet tilbudt at skrive med andre kunstnere, hvilket jeg er begyndt at gøre. Så for mig er det, der er fedt ved at den er gået nummer et, at det giver mig mulighed for at møde andre kunstnere og producere, som jeg kan lære en masse af.

- Det var godt vi havde et år til at lægge en plan, for lige så snart sangen kom ud, begyndte telefonen at ringe, og alle ville arbejde med mig. Men i stedet for at sige ja til alting har vi valgt at tage det stille og roligt, så vi selv kan styre det. Men lige nu kniber jeg mig stadig i armen, fordi det er så uvirkeligt at have været med til at skrive et nummer et-hit.

Flyttede du til Los Angeles for at gøre karriere?
- Der er måske nogen, der bliver irriteret over det her, men hverken med Ludo X eller Junior Senior har jeg prøvet for hårdt. Jeg har bare lavet, hvad jeg gerne ville. Selv da vi vandt DM i Rock, var det en anden, der havde sendt vores bånd ind, og "Move Your Feet" var en sang, vi havde liggende i mange år, hvor ingen danske selskaber ville udsende den. Men vi ændrede den ikke, fordi den var, som vi gerne ville have, den skulle være. Jeg har ikke stået og banket på døre eller er flyttet til LA for at blive producer. Jeg flyttede på grund af Alexis og nogle fede venner, så det har været meget organisk, hvor jeg har været meget heldig. Men det viser også, at gør du de ting du brænder for, så kan du også godt klare den.

Efter opløsningen af Junior Senior har Jeppe holdt relativ lav profil, hvilket var en bevidst beslutning.
- Det var hovedsagligt været fordi jeg gerne ville skrive mere selv. For i Junior Senior var Jesper den primære sangskriver, og før det skrev jeg alt selv. Så jeg har taget noget tid til at lære at skrive igen. Fordi vi havde en skarp identitet i Junior Senior, så var det nærmest som når man har afsluttet et forhold, hvor man har brug for at starte forfra og finde ud af, hvem man er.

Jeppe mener, at det i processen omkring "Born This Way" har været til hans fordel, at han ikke var et kæmpenavn. For som med RedOne kan Gaga godt lide selv at opdage sangskriverne, og så tilføje sit eget præg, i stedet for at samarbejde med de mange anerkendte producere, der har fået afslag på tilbud om at skrive for hende. Dette samme gælder for White Shadow, som hun opdagede på et hotel, hvor han dj'ede ved poolen. De udvekslede adresser, og nu har han produceret en hel stribe af sangene til det nye album.

Han fortæller desuden, at da det kom frem, at han havde samarbejdet med Gaga, blev han bombarderet med henvendelser fra journalister. Men interviewet med GAFFA var første gang, han satte sig ned med en journalist og fortalte historien om sit samarbejde med popstjernen. "Born This Way" lå nummer et i USA i seks uger og har slået flere rekorder. Blandt andet var sangen den hurtigst sælgende i iTunes' historie og ramte en million solgte på kun fem dage. Sangen har desuden toppet hitlisterne i Australien, Canada, Tyskland, Irland samt taget andenpladsen i Frankrig og Danmark, og også albummet er gået nummer et verden over.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA