x

Lady Gaga: Mine fans er min Gud

Lady Gaga: Mine fans er min Gud

Lady Gaga havde i slutningen af marts inviteret verdenspressen til The Beverly Hills Hotel, hvor hun fortalte om sit seneste album Born This Way, mens stjerner som Prince, 50 Cent, Al Pacino og supermodellen Gisele spiste frokost ved siden af i hotellets berømte restaurant, The Polo Lounge. Klædt i en for Gaga relativt konservativ sort og hvid Mugler-kjole med tilhørende vanvittigt høje hæle, runde sorte solbriller og nok sminke til at dække bumserne på en hel gymnasieklasse, fortalte popstjernen veltalende og dybfølt om sine inspirationskilder, sit syn på religion og sine drømme om en verden, hvor hendes fans, der, trods millioner af solgte album primært bliver identificeret som samfundets udstødte og underkuede, kan blande sig med undertrykkerne og leve sammen i harmoni.

Den sidste del er en ufravigelig brik i historien om Lady Gaga, der blev født Stefani Joanne Angelina Germanotta i New York City i 1986 af arbejderklasseforældre af italiensk afstamning. Hun refererer konstant til sig selv som en underdog eller outsider og har påtaget sig rollen som repræsentant for unge, der føler sig udenfor og alene. Historien om en opvækst med mobning og isolation er kommet frem i et væld af artikler og interviews og gentages, da hun på sin 25 års fødselsdag gav koncert i Staples Center i Los Angeles. Her fortalte hun om at være blevet vraget til rollen som Dorothy i en skoleopsætning af The Wizard Of Oz til fordel for en kønnere, men mindre talentfuld pige, der får et par skældsord med på vejen, mens publikum fryder sig over ironien i, at Gaga nu står på scenen i sin egen bastardiserede version af stykket med et par ruby slippers, der var en fødselsdagsgave fra hendes crew.

Gaga er fuldt ud bevidst om den metamorfose, hun har gennemgået siden skoletiden, og som er blevet forstærket voldsomt, siden hun for kun tre år siden udsendte singlen Just Dance og gik fra burlesque-inspireret cabaret-sangerinde i The Starlight Revue til verdensstjerne.

– Jeg laver ikke en distinktion mellem mig selv og Gaga. Gaga er den, jeg er. Det er mit kælenavn, og selv min mor kalder mig Gaga. Jeg ser ikke mig selv som en kunstnerisk trend, men jeg håber i stedet at kunne skabe en arv og er derfor ikke specielt interesseret i at være relevant lige nu, men er i stedet mere interesseret i at være relevant om hundrede år.

 

Born This Way siger alt

Hvorvidt det vil være tilfældet, er svært at sige, men man kommer ikke uden om, at Lady Gaga sætter sit præg på sin nutid, hvad enten det er via sine mange hits, kødkjolen eller ægget, hun kravlede ud af til Grammy-uddelingen (hvor hun også hentede tre statuetter), jobbet som gæsteredaktør hos avisen MetroXpress eller sit arbejde for ofrene i Haiti og Japan og for lige rettigheder for alle på tværs af køn, religion og seksualitet.

Sidstnævnte kamp har dog skaffet hende en del fjender, og til koncerten i Los Angeles var der som altid kristne demonstranter til stede med skilte, der proklamerede, at hun kunne se frem til at brænde i helvede sammen med sine homovenner, hvilket rejser spørgsmålet om, hvordan hun selv har det med religion?

– Jeg tror ikke nødvendigvis på organiserede religioner, selvom jeg blev opdraget som katolik, og jeg stiller da også mange spørgsmålstegn ved min opdragelse. Min idé om Gud er mine fans, og jeg ser Gud i mine fans hver aften. Så det er mit forhold til Gud. Jeg har opdaget, at det at bruge ordet Gud i teksten på en popsang nok er det mest kontroversielle, man kan gøre, fordi nogle folk elsker det, mens andre synes, det er frækt eller irriterende. Men det var ikke pointen med Born This Way. Pointen var, at det er lige meget, om man elsker "ham" eller "Ham", fordi kærlighed er Gud. Så en del af det, sangen Born This Way handler om er, at man i USA forbinder folks udseende med deres spirituelle karakter, og alle i mit liv, der enten er homo, ofre for mobning eller udstødte af samfundet, er de mest spirituelle, jeg kender. Det har jeg altid fundet forvirrende, også når jeg har mødt mine fans på turnéerne, for dér siger folk, at de hele tiden beder for en bedre fremtid eller accept, og de taler alle om Gud, fortæller Gaga.

– Men samtidig har mine shows ry for at være et galehus med glitter, bandeord og Fanden selv, alt imens der står folk udenfor med skilte og protesterer. Så det har været interessant at observere, når man ved, hvor meget kærlighed der er indenfor til The Monster Ball, og hvor meget had der er udenfor fra folk, der dømmer ting, de intet ved om. Vi har alle følt os udenfor eller mobbede i vores liv, og The Monster Ball er tænkt som et tilflugtssted, hvor man kan lægge de ting bag sig. På en måde er Born This Way-konceptet ret kontroversielt, fordi mange holder fast i deres identitet og holder sig separeret fra andre og ikke vil blande sig med dem, de føler mobber dem eller dem, der er i den smarte klike. Jeg siger ikke, at jeg ikke vil hænge med de udstødte eller med de smarte. Jeg siger, at jeg vil fjerne klikerne fuldstændigt og erkende, at vi alle er født i samme tilstand og med samme spirituelle frihed, og hvis vi kunne fokusere på de ting, så kunne vi skabe et mere fredeligt univers.

Beder du nogensinde?

­– Jeg beder, men jeg beder til min fars søster og til min farfar, der er døde. Jeg er et spirituelt menneske, og jeg tror på engle, og på mange måder beder jeg til mine fans hver aften om, at de skal give mig styrke til at blive en bedre kunstner.

Born This Way er også titelnummeret på det nye album, og her får titlen en noget bredere betydning. Gaga fortæller, at hun betragter titlen som svaret på alle de spørgsmål, hun har fået i årevis omkring, hvem hun er og de ting, hun gør.
 – Folk har krævet en forklaring på, hvem jeg er, og jeg synes, jeg hele tiden skulle forsvare mig eller komme med analyser, og alle disse spørgsmål kunne jeg have besvaret helt simpelt med ordene: "I was born this way". Det er min skæbne at skulle lave musik og følge min kunstneriske vision, og det er det, Born This Way betyder.

 

Et hit med dansk hjælp

Det er dog en lidt anden version af historien, der kommer på bordet, da GAFFA møder det tidligere Junior Senior-medlem Jeppe Laursen på en lille mexicansk restaurant i den hippe L.A.-bydel Silverlake. Danskeren har sammen med Lady Gaga skrevet Born This Way, der er et af to numre, han har med på hendes nye album. Samarbejdet kom i stand via Gagas tidligere creative director Matt Williams, som Jeppe havde mødt til en kunstudstilling. Jeppe fik efterfølgende lov til at remixe Gaga-sangen Dance In The Dark, og i februar 2010 brugte hun remixet til Brit Awards i en hyldest til designeren Alexander McQueen, der var død fem dage inden.

I samme periode var hun i gang med at forberede anden halvdel af The Monster Ball Tour, hvor hun havde brug for et 90'er-inspireret technoopera-track. Jeppe indspillede noget hjemmelavet opera i sin kælder, og resultatet blev brugt på turnéen som underlægning i nogle af showets pauser. Da hun så skulle i gang med den nye plade, ringede hun for at høre, om han havde noget musik liggende. Jeppe sendte fire tracks, hvor hun endte med at bruge to, Born This Way og Bad Kids.

– Inden jeg sendte hende musik, fandt jeg på Born This Way-idéen, fordi hun er den første, der meget direkte har sagt, at det er okay at være homoseksuel eller transseksuel. Så jeg sagde til hende, at hun jo ikke selv kunne sige, at hun er gay, men hun kan sige, at hun er Born This Way. På den måde bliver det også mere universelt. En måned senere ringede hun og sagde, at hun havde skrevet teksten til Born This Way, og så skrev vi den færdig på en eftermiddag i studiet.

 

Sange med salt i såret

Jeppe Laursen er langtfra den eneste, Lady Gaga har allieret sig med på det nye album. Produceren RedOne, der blandt andet stod bag Poker Face og Just Dance, har denne gang blandt andet produceret singlen Judas, men noget mere overraskende er det, at Gaga har allieret sig med AC/DC-produceren Robert John "Mutt" Lange på Yoü And I, hvor også Brian May medvirker, og så er Bruce Springsteens saxofonist Clarence Clemons også med på sangene Hair og The Edge Of Glory, der afslutter pladen.

– Jeg skrev sangen, lige inden min farfar døde. Min far og jeg sad ved det klaver, jeg lærte at spille på som barn, og drak tequila, fordi vi vidste, at vi skulle på hospitalet for at sige farvel. Så jeg skrev The Edge Of Glory, mens min far sad ved siden af. Sangen handler om at erkende i sine sidste øjeblikke, at man er en vinder, fordi man har vundet livets spil. The Edge Of Glory er det sidste øjeblik, hvor man kigger ud over kanten og ved, at det er okay at springe, fordi man har vundet i livet. Min far har altid elsket Bruce Springsteen, og derfra kommer nogle af de rockede inspirationskilder, man kan høre på pladen. Min far og farfar tilhørte arbejderklassen, og det er noget, man forbinder med Springsteen, så jeg prøvede at putte den energi ind i sangen. Jeg tilhører følelsesmæssigt arbejderklassen og ser mig selv som en underdog, og de følelser blev kombineret i en sang, der handler om at kysse den anden side.

Nummeret afslutter en plade, som Gaga beskriver som langt mere personlig end de tidligere udgivelser. Hun føler tydeligvis et stort ansvar over for sine fans og ønsker trods kostumer og attituder at blive opfattet som ærlig og ægte, hvilket betyder, at hun har fundet det nødvendigt at dykke ned i ubehagelige minder og ungdommens usikkerhed for i musikken at kunne vise et ærligt billede af sig selv.

– Et af de gennemgående temaer på pladen er min fascination af lys og mørke, guddommelighed og menneskelighed. Judas handler eksempelvis om, hvordan min fortid hjemsøger mig og skræmmer mig, men at jeg samtidig har et behov for at forstå den, så jeg kan fortsætte fremad. Så det har været en interessant rejse for mig, hvor jeg har åbnet nogle sår og fyldt salt og gift i dem, hver gang jeg gik i studiet for at fremprovokere noget ægte i mig og for at besvare nogle af de spørgsmål om livet, som mine fans vil have besvaret nu, hvor de kender mig. Jeg havde ingen fans, da jeg lavede The Fame, men det har jeg nu, så jeg må besvare deres spørgsmål med min musik.

Gaga fortæller, at albummet ikke er skrevet for at kapre nye fans, det er ikke skrevet for at imponere nogen, men i stedet er det skrevet udelukkende til hendes fans, hvilket går fint i tråd med hendes ambition om at etablere en langvarig karriere i stedet for at fokusere på folks opfattelse af hende i dag. Men hvordan ser hun så gerne, at folk skal huske hende i fremtiden?

– Jeg kunne godt tænke mig, når mine fans er 80 år gamle, at de kan se på deres børnebørn og sige, "Jeg glemmer aldrig, da Gaga kom frem. Hun var frygtløs, og hun var pisseligeglad med, hvad folk sagde, og vi elskede hende, fordi hun fik os til at føle os frie".

 

Læs også GAFFAs interview med Jeppe Laursen om hans samarbejde med Lady Gaga.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA