x

The Kills: Jack White fik os til at arbejde hårdere

The Kills: Jack White fik os til at arbejde hårdere

Tilbage i 2000 forlod Alison Mosshart Florida-punkbandet Discount og dannede The Kills med den britiske teaterstuderende fra Goldsmith College, Jamie Hince. Idéen var at nå ind til en musikalsk tabula rasa-tilgang til rock 'n' roll. Minimalistisk lyd – to personer og en trommemaskine. For at kunne starte helt forfra skiftede Hince navn til "Hotel" og Mosshart til "VV" – først når fortiden var udvisket, kunne der begyndes fra nul.

The Black Rooster EP så dagens lys i 2002, hvorefter det britiske indie-selskab Domino Records skrev kontrakt med duoen. Coveret på ep'en var lige så minimalistisk som musikken: de to hovedpersoner var fotograferet i en fotoboks – sort/hvidt. Første studieudgivelse Keep On Your Mean Side (2003) var primært optaget på en ottespors båndoptager.

Når jeg lytter til jeres nye udspil, Blood Pressures, må jeg sige, at der er sket en del siden 2003. Specielt lydbilledet er jo en del større nu end tidligere?

Alison Mosshart: – Målet er jo altid at lave noget nyt, der er jo heller ikke ret mange interessante forfattere, der gider skrive den samme bog to gange.

Jamie Hince: – Jeg føler faktisk, at med Blood Pressures er vi på mange måder tilbage ved udgangspunktet – idé- og resultatmæssigt. Jeg har altid gerne villet producere en større lyd, men har nok bare ikke haft tiden eller evnerne før nu.

I 2005 udkom The Kills' andet udspil No Wow. Et album, hvor hensigten var, at det kun skulle spilles live udelukkende på to Moog-synthesizere. Efter udgivelsen af No Wow begyndte andre kunstnere at få øje på den kæde-rygende (hun har nu været ikke-ryger i et par år) Alison Mosshart. Hun gæsteoptrådte på Placebos Meds-album (2006) og Primal Screams Riot City Blues (2006).

 

Fra Sex Tapes til Blood Pressures

Efter udgivelsen af Blood Pressures flyver I jo ikke længere under radar – overnight er interessen for The Kills steget enormt. Hvordan har I det med det?

AM: – Jeg føler, det har været en naturlig proces, vi har jo været 10 år undervejs – så jeg har det ganske fint med det.

JH: – Det er underligt at tænke tilbage på. Jeg kan huske, da vi startede ud på mit værelse for mere end 10 år siden og planlagde The Kills. Det lignede et umuligt projekt dengang. Vi boede på forskellige kontinenter. Ingen andre troede på det, så vi skulle virkelig mene det. At befinde os, hvor vi befinder os nu, er jo det, vi stilede efter dengang.

Den originale arbejdstitel for Blood Pressures var Sex Tapes, hvilket jo giver fin mening, da hovedparten af sangene handler om parforhold – hvad skete der med den titel?

JH: – Ja, den titel ville have givet god mening. Jeg er sikker på, at hele verden ville have forstået meningen med titlen – Sex er rock 'n' roll og rock 'n' roll er sex. Ordet sex (på engelsk, red.) kan jo også referere til køn. Problemet er, at vi har base i England, og den engelske presse ville have et problem med det – vi ville få en masse omtale, men udelukkende negativt. Jeg kan se overskrifterne for mig: "Kate Moss' forlovede udgiver Sex Tapes" eller "The Kills are doing it for real".

I har jo altid haft et publikum, selvom I ikke blev spillet på radioen eller var på forsiden af Q Magazine – hvad er forskellen nu?

JH: – Jeg håber, at det faktum, at flere folk hører vores musik, vil gøre, at vi ikke behøver at turnere så meget længere. Jeg mener det ikke på nogen dårlig måde, men det kan være ret nedslidende. Efter Midnight Boom (2007) var vi jo på landevejen i næsten to år – det er jo en af grundene til, at der går så lang tid mellem vores udgivelser.

Jeg har altid set jer som et band, der ikke gik på kompromis med jeres musikalske udtryk. Med det i baghovedet må det jo være fantastisk, at I befinder jer på alverdens hitlister nu?

AM: – Jeg føler mig da utrolig heldig, men det er jo altså ikke noget, vi er kommet sovende til.

JH: – Vi har altid sagt, at vi ville have kontrol og ikke gå på kompromis – men det siger alle bands jo, og alle bands er af den overbevisning, at de har kontrol. Alligevel er de i studiet og indspille plader, der er dikteret ovenfra. Dette gælder til en vis grad også os, men vi har da haft fokus på, at det er sådan, det er, og vi må kæmpe for at holde kursen.

Tilbage i 2008 var der store forventninger til udgivelsen Midnight Boom, da den kom på gaden. Enkelte tracks blev brugt i tv-serier som Beverly Hills 90210 og Gossip Girl. Albummets åbningsnummer blev underlægningsmusik til Hollywood-filmen Cheap And Cheerful. Alligevel fandt albummet aldrig vej til de engelske og amerikanske radiostationer.

 

Fra avantgarde til Gossip Girl

Hvad er forskellen på det avantgarde-projekt, der udgav Keep On Your Mean Side og det The Kills, der bliver spillet i Gossip Girl i dag?

JH: – Da vi startede ud, var der jo ikke noget, der hed iPod eller iTunes. Vi har set fødslen af MySpace, hvordan det udviklede sig til husmor-internet-underholdning på linje med Facebook og nu ikke længere er eksisterende. Musikindustrien og dens præmisser har ændret sig, og det har vi vel også.

Hver gang vi siger ja til at blive spillet i en tv-serie eller en reklame, siger vi nej til 20 andre forespørgsler. Det er da med et tungt hjerte, at vi siger ja til de her ting, men vi skal jo også betale vores regninger.

AM: – Gossip Girl var jo nok min idé, jeg er en kæmpe fan af det show og kender efterhånden hovedparten af castet på showet. Men lige så snart man siger ja til de her ting, er man ofte ude, hvor man mister kontrollen over egen musik. For et stykke tid siden sagde vi ja til, at et større selskab kunne bruge guitar-riffet fra Pull A U i en sammenhæng. Åbenbart sagde vi ja til, at de kunne bruge det igen og igen og igen i 100 forskellige sammenhænge. Her, flere år senere, bruger de det stadig i en eller anden ligegyldig udsendelse om Ashlee Simpson. Som udgangspunkt er det jo en fin idé, at to kunstformer, musik og film, mødes og skaber et nyt billede – det er bare ikke sådan, det fungerer i realiteten.

– Men for at vende tilbage til spørgsmålet synes jeg, vi er blevet bevidste om, hvor vigtigt det er at være performer og ikke bare musiker.

JH: – At få styr på alt det – plus alt omkring marketing – er det næste skridt, vi skal have taget. Efter udgivelsen af Blood Pressures er forespørgslen på brug af vores tracks eksploderet, og vi bliver nødt til at lægge vores ad hoc-naivitet væk og tage dette seriøst.

 

Jack Whites indflydelse

I 2008 tilsluttede Alison Mosshart sig Jack Whites project The Dead Weather. På gruppens første udgivelse Horehound (2009) var Mosshart co-writer på otte af albummets numre. Året efter udkom gruppens andet udspil Sea Of Cowards. De sidste to år har Mosshart tilbragt i studiet eller på landevejen med Jack White.

Hvilken indflydelse har det haft på processen bag Blood Pressures, at I faktisk ikke har tilbragt tid sammen under skriveprocessen?

JH: – Vi har altid skrevet hver for sig. Jeg kender ingen bands, der kan sætte sig ned sammen og skrive et nummer, hvor alle deltager i processen. Resultatet ville jo blive, at alle skulle gå på kompromis, og resultatet ville blive derefter.

AM: – Jeg skrev, mens jeg var på tour og ville sende udkast til Jamie – det var, som det plejer.

Jamie, hvordan var det at se Alison som sangerinde i The Dead Weather, var du på noget tidspunkt bange for, at The Kills var historie?

JH: – Nej, men det var helt sikkert en udfordring at se hende stå der på scenen med et andet band; både Alison og jeg har jo givet så meget af os selv gennem de sidste ti år for, at The Kills kunne blive en realitet. På den anden side kunne jeg for første gang se, hvordan hun tager sig ud live – det lægger jeg jo aldrig mærke til, når jeg står ved siden af hende på scenen. Men at opleve hende i The Dead Weather fik mig til at arbejde hårdere, mere fokuseret – det fik mit konkurrencegen frem i mig. På den måde kan man sige, at The Dead Weather har været medvirkende til det resultat, der foreligger på Blood Pressures.

– Alison udviklede jo også noget af en rockvokal, mens hun arbejdede med Jack White – en vokal, der helt sikkert er en ny dimension på vores album. Så man kan sige, at The Dead Weather pressede mig til at lave det, der ligner den mest succesfulde The Kills-udgivelse til dato.

 

 

Diskografi:

Keep On Your Mean Side (2003)

No Wow (2005)

Midnight Boom (2008)

Blood Pressures (2011)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA