Peter H. Olesen – Lidt bitter er man vel altid

Peter H. Olesen – Lidt bitter er man vel altid

"Lidt bitter er man vel altid", lyder det fra den anden ende af røret, efterfulgt af et tørt tilløb til et halvhjertet grin, som på en eller anden måde får en til at tænke på en artist som har lavet det samme nummer tusinde gange og er ved at være grundigt træt af det. Det er det på sin vis også. Peter H. Olesen ved, at vemodet er blevet hans varemærke, tungsindet hans trademark, og han vedkender sig da også beredvilligt ansvaret for, at det er sådan. Andet ville nu også være vanskeligt, hvis man kaster et blik på bagkataloget - syv plader med Olesen-Olesen, flere digtsamlinger, den eminente lille roman Korrekturlæseren plus det løse. Og nu altså Traditionen Utro, anledningen til nærværende interview og første udspil med konstellationen De Efterladte, som er det navn Olesen og makkeren Michael Lund har turneret under siden opløsningen af Olesen-Olesen i kølvandet på dobbeltudgivelsen Kain og Abel i efteråret 2007.

Men som Olesen siger: "Alting bliver reduceret, når man skal præsentere folk i artikler, og det er da heller ikke uforskyldt, at de få, der kender mig, har et billede af en sortsynet mand. Men faktisk overalt på de efterhånden elleve dansksprogede plader, jeg har lavet eller medvirket på de sidste tretten-fjorten år, er der nogle meget lykkelige sange ind i mellem… chokerende lykkelige, kan man sige. Jeg synes sjældent, man går fra en plade som jeg har været involveret i, totalt uden håb… jeg synes altid, der er håb et eller andet sted".

Det er da også tilfældet på det aktuelle udspil, det synes at indeholde lidt flere sprækker af lys og håb end sin forgænger, hvorfor denne milde majeftermiddags telefoninterview med Olesen og opslåede vinduer da også i høj grad bliver en snak om tilværelsens forskellige nuancer - fra sortsyn til satori. Foruden selvmedicinering med og uden recept, dilemmaet ved at være midaldrende rockmusiker og så den obligatoriske passair om den aktuelle plade, som med sin skitseagtige, strittende karakter på en gang ligger i logisk lyrisk forlængelse af og adskiller sig fra bagkataloget.

 På de små landeveje

Ok, lad os starte med det helt banale: hvad synes du selv er den vigtigste forskel på Olesen-Olesen og De Efterladte, udover den åbenlyse at din bror er fraværende i den nye konstellation?

– Ja, det er jo det man kalder et godt spørgsmål, selvom jeg ikke helt ved hvad jeg skal svare på det. Jeg ved ikke, jeg er sgu stadig meget tæt på hele denne her proces, selvom jeg faktisk lige i dag har fået pladen i hånden. Hvis jeg nu havde valgt at lave en soloplade, sådan som jeg oprindeligt havde tænkt mig, kunne jeg jo have styret enormt meget og for en gangs skyld ikke have taget hensyn til en partner, men jeg har valgt at gøre Michael til en ligeværdig partner, og det er klart, at når man skriver sange sammen med andre bliver det anderledes, og Michael er jo ikke Henrik. Men jeg har faktisk skrevet flere af melodierne selv; Michael har skrevet en del og så har vi fået CS Nielsen og Mads Mouritz til at skrive en hver.

– Men rent tekstmæssigt... jeg skriver jo bare de tekster, jeg skriver, uden at tænke over om det skal hedde Olesen-Olesen eller hvad det er. Men det starter jo altid med en tekst, så jeg tænker det ikke på den måde... men jeg synes da, at der er forskel på Olesen-Olesen og De Efterladte; vi har for eksempel forsøgt på at lave noget, der stritter lidt mere og er mere løst i det, stikker i mange retninger. Min bror har jo en ganske udsøgt melodik, men det har ikke været det eneste, vi er gået efter på denne her plade. Det er også Michaels skyld, for han har gravet nogle af mine lidt ældre digte frem, som jeg måske ikke havde tænkt på som sangtekster, og det er måske også en forskel...

Du kunne have valgt nye musikalske makkere, eller - som du siger - valgt at have lavet en soloplade. Hvorfor blev formatet en duo med Michael?

– Kort tid efter at Henrik og jeg fandt ud af, at vi ikke kunne finde ud af at komme ud og præsentere sangene (fra Kain & Abel, red.) til koncerter tænkte vi at "ok, så er det bare det, så stopper vi". Men jeg kan godt lide at spille musik, også live, og så begyndte jeg at tage ud og spille de her Olesen-Olesen-sange og nyt, der begyndte at dukke op. Og det var naturligt for mig at have Michael med fordi jeg jo ikke på den måde er guitarist og havde ikke spillet guitar offentligt i over tyve år. På det tidspunkt ville jeg gerne have en akkompagnatør med, og Michael har jo været med på turneerne med Olesen-Olesen, både når vi spillede med stort, elektrisk band og når vi var ude som trio, og han og jeg har efterhånden fået et godt makkerskab. Og venskab, vil jeg nok sige, for når man sådan kører rundt på de små danske landeveje og sidder og snakker, kan man ikke undgå at komme til at kende hinanden nærmere på et tidspunkt.

– Men så kan man sige, at godt nok har jeg valgt en gammel makker, men hidtil har han jo kun spillet dobro og lap steel og her har han så udvidet repertoiret og spiller både akustisk og elektrisk guitar og Fender 6 Bass og noget orgel og så videre, så han har fået lov til at træde mere i karakter som musiker og ikke bare være en som kom ind og lagde et sjovt, rustikt instrument, på. Så man må sige at han ligesom har taget rollen som makker på sig.

 Sprækker af lys
Du har til dels svaret på det, men alligevel; Hvem har skrevet musikken på det nye album?

– Som sagt startede jeg med at lave nogle få sange; i Olesen-Olesen lavede jeg indimellem en sang, og jeg havde nogle gange nogle små cue-melodier inde i hovedet inden jeg sendte teksten videre. Og nogle gange hvis min bror ikke kunne finde på en ordentlig melodi, endte det med at blive min cue-melodi, der blev brugt. Så på den måde startede jeg bare med at skrive denne her gang. Men jeg har ikke som sådan nogen ærgerrighed om, at jeg nødvendigvis skal lave det hele, og de sidste par år, hvor vi har været ude og spille har vi mødt nogle musikere som har spillet opvarmning for os, blandt andet CS Nielsen og Mads Mouritz.

– Jeg startede med at sende nogle tekster til Mads, og han og jeg har faktisk skrevet en del sange sammen efterhånden. Og nu er han også ved at indspille nogle af dem, så nogle kommer både i De Efterladtes fortolkning og i hans; det, tror jeg, bliver ret sjovt. Og med Stig (CS Nielsen, red.)... jeg havde en tekst som kørte meget på sådan noget med traditionen og benyttede sig af sådan en metaforik som var hentet fra netop det musikalske univers, som han befinder sig i. Og så tænkte jeg at "det må han være manden for", og det var han så også. Vi har jo tænkt os at lave mere som De Efterladte, hvor det nok mere bliver os selv (der skriver musikken, red.), men om det så bliver Michael, der får lov at lave musikken har jeg sgu ikke rigtig afklaret. Jeg har, som sagt, ikke den store ambition om at være komponist, men hvis der kommer en melodi naturligt til mig, er det fint nok. Men det er teksterne, der er mit område og min force.

Med hensyn til teksterne: der forekommer mig at være lidt flere sprækker af lys og håb på den nye plade end tidligere. Hvordan kan det være?

– Nu er jeg jo et menneske, som trods alt har levet nogle år, så det vil sige at jeg både har prøvet lys og mørke. Jeg tror ikke nødvendigvis... det er ikke altid sådan, at hvis jeg har været igennem i en mørk periode, så vil det efterfølgende produkt også være mørkt. Sådan kan det nogle være gange; der var en del på den sidste plade som var efterdønninger af skilsmisse og sådan noget, men nogle gange har det også været sådan, at hvis jeg har lavet en masse mørke tekster, så har jeg efterfølgende haft lyst til at lave en plade, som var mere lys. Denne gang har det været sådan lidt en blanding, jeg synes sådan set faktisk at der er mange forskellige humører på pladen. Nogle af dem, som er lyse er som sagt nogle gamle tekster, som Michael har gravet frem fra mine små digtsamlinger, og andre har jeg selv skrevet til pladen.

– Der er en sang, som der hedder "Mit sortsyn", som handler om at jeg er træt af sortsynet, og så har jeg skrevet en, der hedder "Mit lyssyn" for at skabe en slags modvægt. Jeg er ikke noget entydigt…jeg er ikke nogen mørkemand, der er bare et emne, som har fyldt meget i mit eget liv og som derfor også fylder i nogle af mine tekster. Men jeg har da bestemt også oplevet det modsatte, og det er befriende også at få det med. Det er bare… det kan godt være svært at skrive at skrive sange om, hvor glad man er; det kan hurtigt blive sådan lidt tomt, hvor folk tænker "hvad rager det mig". Det er lidt det samme med kærlighedssange; man tænker sådan lidt at "ja, det er fint, at han har oplevet kærligheden, men…"…man skal ligesom sige lidt mere end bare dét. Og det håber jeg, er lykkedes. De lyse tekster, der er, er jo også skrevet på en bund af, at man har oplevet det modsatte.

Anstrøg til noget andet

Som du er inde på stritter pladen i lidt forskellige retninger, og nogle af skæringerne på pladen har egentlig mere karakter af akkompagnerede recitationer end egentlige sange. Hvordan kan det være, at I har tilstræbt det her lidt mere ja, strittende udtryk?

– Jamen, der er jo noget, der kommer hen ad vejen; jeg har ikke noget imod at sætte mig ned og lave koncepter, men andre gange kan det også være fint at sige "nu må vi tage det, der er"…det er også derfor, at der er femten tracks på pladen; der er ikke nødvendigvis femten sange. Der er femten spor. Vi kunne ligesom se, at dette her er ikke en plade, hvor der er tolv store, gyldne sange, der er også nogen ting, som man kan tillade sig at kalde bagateller eller du kan kalde det parenteser, anstrøg til noget andet, skitser. Det kom naturligt, med de sange der var, og de andre der dukkede op.

– Plus at det er indspillet seks forskellige steder, så lydmæssigt har det også fået forskellig karakter. Selvfølgelig er det blevet mikset det samme sted, men det har alligevel bibeholdt, at man nogle steder har kunnet høre det rum, det er indspillet i. Og det er så lige fra en lille lavloftet fiskerhytte ovre på vestkysten til det sidste nummer, hvor jeg prøver at synge a cappella og er i et lille stenhus fra 1100-tallet i Italien, hvor jeg så til sidst åbner døren og man kan høre cikaderne. Så vi har gerne villet have, at de forskellige lokaliteter også skulle spille en rolle, frem for et eller andet fast, forkromet udtryk. Selvfølgelig er det digitalt, men vi har gerne ville undgå, at det blev alt for "lækkert", for det er ikke sådan noget musik, der siger os noget…

I lyset af dit bagkatalog er det nærliggende at spørge, om du betragter dig selv som et ulykkeligt menneske?

– Ja det er jo et meget definitivt spørgsmål…nu skal jeg ikke forsøge at parodiere Stig (CS Nielsen, red.), som jeg også ved, du kender, men man kan spørge: "er mennesket i virkeligheden et ulykkeligt væsen?". Jeg ved ikke, om jeg er mere ulykkelig end andre mennesker, men jeg er i hvert fald i ret nær kontakt med de sider af mit væsen. Men jeg kan da også få anfald af eufori; som der også står i en anden sang, "Mit lyssyn", så er lykken sgu ikke altid sådan en permanent ting, det er mere når man får en eller anden åbenbaring eller satori eller et eller andet glimt af glæde, der slår ned…hvor man lige pludselig er afklaret og ikke savner noget og nogen - og den følelse forsvinder på godt og ondt igen. Så hvis jeg er et ulykkeligt menneske, så er jeg i hvert fald ikke et ulykkeligt menneske der dyrker ulykken og det mørke, så er jeg mere en der, i kraft af at være ulykkelig, sætter utroligt meget pris på de lyse tider…. 

Den der følelse af satori synes jeg du fanger meget fint i den sang, der hedder "Sådan skulle livet altid være" (fra "Anonyme melankolikere", red.)…

– Ja, jeg synes faktisk også…alting bliver reduceret, når man skal præsentere folk i artikler og det er da heller uforskyldt, at de få der kender mig har et billede af en sortsynet mand. Men faktisk overalt på de efterhånden elleve dansksprogede plader, jeg har lavet eller medvirket på de sidste tretten-fjorten år, er der nogle meget lykkelige sange ind i mellem… chokerende lykkelige, kan man sige. Jeg synes sjældent, man går fra en plade, jeg har været involveret i totalt uden håb…jeg synes altid, der er håb et eller andet sted. Alene det at formulere sig i sang og musik er dybest set ret håbefuldt…

Et sted i din lille roman "Korrekturlæseren", som jeg havde fornøjelsen af at genlæse på en togtur til Mors forleden….

– Ja, den er jo hurtigt læst….

…lader du protagonistens revisor-moder sige: "vi melankolikere lever mere intenst end andre mennesker, vi lever et liv i vores følelsers vold". Deler du den opfattelse?

– Nej, jeg hænger hende jo lidt ud, jeg er ret ond over for hende moren, dybest set, på trods af at han på en eller anden måde forsoner sig med hende… men nej, jeg synes det er en sådan lidt selvforelsket og romantisk holdning. Jeg forstår godt, hvad hun mener, og det er også en bemærkning, jeg har hørt i virkeligheden. Det er derfor, jeg har taget den med….jeg har en ret dårlig fantasi; jeg kunne ikke forestille mig at være et andet mennesker, end jeg er…jeg kan ikke sidde og sige, at jeg lever et liv, hvor jeg er lykkelig hele tiden, men på den anden side får du mig heller ikke til at sige, at jeg er et mere dybt menneske, fordi jeg har oplevet noget… altså, jeg synes det er romantisk på den sådan lidt ufede måde.

 Nye viser på dansk

En anden ting, som du kort kommer ind på i bemeldte roman er, hvordan rockmusikken mister noget af sin umiddelbare fascinationskraft, når man kommer på den anden side af teenageårene og de tidlige tyvere. Hvad betyder dette forhold for dig som, undskyld udtrykket, midaldrende musiker?

 – Hæ-hæ, jeg kan bedre lide, når nogen skriver "veteran", og der er også nogen der har skrevet "gode gamle Olesen-Olesen", det synes jeg også er uhyggeligt… men jeg er selvfølgelig midaldrende. Men altså, det er jo et evigt dilemma, for jeg holder jo meget af musik, af musikken; af at lytte til musik, spille musik, skrive musik. Men der jo nogle sider af hele den der business, som jeg ikke kan tage alvorligt, som hænger mig langt ud af halsen, og som jeg selvfølgelig heldigvis ikke på nogen måde har været i nærheden af at blive involveret i.

– Men jeg vil mene at man sagtens kan være musiker og være halvtreds eller halvfjerds år, problemet er bare at rockmusikken jo ligesom er født som en teenagemusik, og så har den skulle lære at blive voksen. Og det er set på mere eller mindre kønne måder. Nogle har gjort det rigtig godt, hvor de ligesom har taget deres alder og deres skudsår med ind i musikken, mens andre lader som om at de rent mentalt og fysisk har stået stille siden de var sytten-atten år. Og det synes jeg ikke er særligt kønt.

– Sådan noget som bluesmusik er jo nærmest en slags opgivende gammelmandsmusik fra starten af, mens rockmusik er blevet født fyldt med hormoner og hvad man nu ellers er fuld af som teenager, så det har været svært for rockmusikken at blive voksen, fordi det strider mod dens oprindelige natur. Men noget af den "nye" musik, jeg hen ad vejen har opdaget, har været traditionel musik, som jeg så bare i min mest vilde ungdom bevidst har overset eller bare overhovedet ikke har kunnet se, fordi jeg har haft generations-skyklapper på. Jeg går ikke så meget op i genrer mere; om det jeg lytter til er rockmusik eller hvad fanden det er, det er ligegyldigt.

– På et tidspunkt, da jeg stadig troede at jeg skulle lave en soloplade, var undertitlen "Nye viser på dansk", for jeg ville gerne på en eller anden måde revitalisere viserne som dansksproget genre og jeg ville gerne tage det ud af sådan en mølpose, hvor man mest tænkte på sådan noget som "Visens venner" eller Erik Paaske. Lidt ligesom svenskerne altid været gode til. Jeg kunne godt fornemme, at folk omkring mig ikke synes, at viser var det mest sexede at kalde det, men jeg vil stadig mene, at nogle af sangene på den nye plade er en form for viser…

Lou Reed og Stig Møller

Du har ved forskellige lejligheder beskrevet jeres musikalske modus som "en blanding af vild rock og Bjørn Tidmand" og - meget morsomt, synes jeg - "som at høre Lou Reed fortolke Stig Møller".. Men kan du komme nærmere på en karakteristik?

– Ja, det er rigtigt nok... det med Bjørn Tidmand var fordi en vognmand, som skulle køre en masse plader for os, engang spurgte "hvad er det for noget musik, du laver? Er det vild rock?". "Naej, det er det ikke", svarede jeg. "Nå, men er det Bjørn Tidmand?", ville han så vide, også sagde jeg "naej, det er nok et sted midt imellem". Jeg ved sgu ikke, hvad man skal kalde det... der er også mange unge mennesker, som opfinder deres egne genrer, så hører man et eller andet à la "psychobilly electronica bluesrock". Jeg er sgu ligeglad med genrer, jeg er tekstforfatter. Jeg kan lide det meste musik. Det dér med Lou Reed….Lou Reed er jo den, der har lært mig at synge på den måde, jeg synger på, som nærmer sig talen. Og det med Stig Møller har at gøre med den konkrete sang, som hedder "Nedenom og hjem", der har et meget naivistisk, akustisk anslag; tidlig rock'n'roll lidt à la Jonathan Richman, i øvrigt, som jeg også er meget glad for. Så det der med at sætte mærkater på sin egen musik, det synes jeg ikke at man skal gøre. Eller: det er der jo andre der kan gøre; jeg kan ikke rigtig finde ud af det.

"Jeg har prøvet forgæves at slå min rastløshed ihjel", hedder det et sted på den nye plade. Mange melankolikere vil formentlig have en tilbøjelighed til at ty til den ene eller anden form for selvmedicinering. Er det noget, du har benyttet dig af, eller benytter, dig af?

– Selvmedicinering, ha…ja, det er det. Det er ikke noget, jeg går og snakker så meget om. Men jo. Alt fra noget, der kan købes i Brugsen til noget, der skal lægeordineres.

På scenen har du ofte koketteret med, hvor anstrengt et forhold, du og din bror Henrik har. Hvor dybt stikker det egentlig?

– Det stikker såmænd dybt nok – vi spiller jo ikke sammen mere. På den anden side nåede vi et spille sammen i 25 år. Der var også nogle enkelte der troede, at det at vi kaldte pladen Kain og Abel var en gimmick. Og det var selvfølgelig også en gimmick, at vi stod med en pistol på forsiden, men vi har jo også, vil jeg mene, en del selvironi. Men hele den proces resulterede jo også i at vi fandt ud af, hvor sjovt det var at arbejde hver for sig. Så det gør vi nu. Det er jo meget intenst at lave musik, og hvis man så oven i købet arbejder sammen med en fra ens egen familie så ryger der lettere en finke af panden.

– Og jeg er nok også en sadistisk storebror, som gerne vil bestemme det hele; og han er en lillebror, som gerne vil sørge for at hans storebror ikke bestemmer alt. Så der har også været en befrielse, for Michael og jeg har trods alt en høflig afstand til hinanden. Vi har været tæt på at skændes, eller været uenige, et par gange her i løbet af processen, og det har såmænd sikkert været sundt nok. Men det har været på et helt andet niveau, end når Henrik og jeg har rullet os ud i øvelokalet til stor irritation for dem, vi har spillet sammen med. Så der er spildt en del tid på åndssvage mundhuggerier.

 Ind i traditionen
Ja, du har jo til dels svaret, men alligevel: hvordan er dynamikken mellem Michael og dig, til sammenligning?

– Michael er jo sådan en smilende, rolig og tavs makker, som heller ikke siger noget på scenen. Men jeg synes, at han er trådt meget i karakter i hele denne her proces og har haft sine meninger. Så har vi diskuteret lidt frem og tilbage, og han har absolut også sat sit præg på det. Fra jeg selv startede med at lave musik er jeg jo startet i sådan et postpunk-miljø og har bevæget mig mere og mere ind mod… jeg vil ikke sige midten, men ind i den store tradition. Hvor Michael jo meget har spillet i den tradition, og måske gerne har villet noget andet. Så vi er ligesom på vej i hver vores retning, og så mødes vi forhåbentlig det samme sted.

– Eller: vi er på vej… jeg havde også lavet nogle bluessange, men Michael gider ikke spille blues. For mig er det jo helt nyt at spille blues, men Michael jo har haft masser af jobs, hvor han har gjort det. Så jeg synes at vi blevet en duo undervejs og i løbet af de mange koncerter, vi har spillet. Vi har fået afprøvet mange af sangene live, og afprøvet det at være en duo. Og så synes jeg, at vi swinger meget godt sammen;  vi er jævnaldrende og har børn på næsten samme alder, har en meget god humor sammen. De der ture i hans bil rundt mellem spillestederne har virkelig betydet meget.

Jeg vil gerne stille dig et spørgsmål, som egentlig hører hjemme i vores standardiserede klumme "finale" sidst i bladet; hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være. Og "date" skal her forstås som middagsaftale, og altså ikke nødvendigvis med en seksuel dagsorden?

– Nå, det er godt, for jeg er jo fra en generation, der aldrig har brugt sådan nogle begreber som "date" og "babe" og "single"; for mig er en single noget der er lavet af vinyl og er syv tommer. Hvis jeg skulle på date med en musiker… jamen, selvom det ikke er med en seksuel dagsorden, tror jeg at det skulle være en kvinde. Det skulle være Gillian Welch, så må hendes makker David Rawlings gerne komme hen til os under desserten. Hun er en af de traditionelle musikere, jeg har lyttet til de sidste ti år, og en af hendes plader – jeg husker ikke titlen lige nu – har vi lyttet utroligt meget til, når vi har kørt rundt i bilen mellem jobbene. Så hende kunne jeg da godt tænke mig at møde. Hun ser rigtig sød ud og hun er en fantastisk sangerinde og fortolker, så det ville jeg ikke have noget imod.

Blog'n'roll
Foruden museumsbestyrer, musiker og korrekturlæser er du noget så nymodens som en særdeles aktiv blogger. Hvad tiltaler dig ved formatet?

– Det har jeg nu været nogen tid, det er min anden, jeg er i gang med. Jeg startede for fem år siden, og dengang havde jeg en plan om at jeg skulle være blogger et års tid. Det var jeg så også; jeg stoppede – sådan lidt patetisk – på dagen da der var gået et år. Så gik der nogen tid, og så kunne jeg ikke helt undvære det; det der med at formulere mig til omverdenen. Så er Facebook godt nok kommet til siden hen, hvor man jo kan køre sig selv helt ned, og der er jeg også meget aktiv. Men jeg har altid godt kunne lide at formulere mig, og så bor jeg jo ikke tæt på alle folk jeg kender – jeg bor i Sorø – så det der med at formulere sig til omverdenen via en blog eller Facebook, det fungerer sgu meget godt for folk i min alder. Det er den eneste måde, vi kan nå at se hinanden og høre, hvad vi går og har gang i.

– Grunden til at jeg begyndte i første omgang var også, at jeg gik og syntes at jeg skulle forsøge leve op til et publikum, der gik rundt og ventede spændt på nye guldkorn fra min mund. Det gode ved en blog er, at man bare kan lade være med at skrive, hvis man ikke har noget at sige, og nogle gange kan man bare henvise til en eller anden fed bog, man har læst eller lægge en video ind med kunstner, man godt kan lide. Og andre gange kan man så give lidt af sig selv, eller noget work in progress. Jeg synes, at det er en fed genre. Jeg har altid gerne ville have en klumme i avisen, ligesom Dan Turell, men i dag har alle jo efterhånden en klumme. Så jeg vil hellere have en blog.

Dit bagkatalog er fyldt med referencer til folk som Gustav Wied, Frank Jæger, Bob Dylan, Jens August Schade, Jack Kerouac og Jess Ørnsbo. Hvilke digtere har haft størst betydning for dig som lyriker?

– Det må være Peter Laugesen…som jeg så er kommet til via Dan Turell. Så han har selvfølgelig også har haft stor betydning; i hele hans forståelse af, at man kunne være nutidig og nogenlunde let forståelig og leve som han gjorde, og så alligevel beskæftige sig med noget som mange, i hvert fald i folkeskolen, betragtede som meget støvet; det at skrive digte. Så Laugesen og Dan Turell har begge to betydet meget, også fordi de begge to arbejder meget med mundtligheden, med rytmen i deres digte. Rent musikalsk er deres baggrund nok mere i jazzen, men de har jo også begge to lyttet til rockmusik, fra den kom frem.

– Peter Laugesen er min selvvalgte mentor...jeg ved ikke, om det er noget, man kan se i mine tekster, men for mig er han den største. Og også en, jeg gennem årene har haft gode møder med og skrevet breve med, udvekslet bøger med. Så selvom jeg ikke som sådan er fan af nogen eller har helte, så er han…ja, ordet mentor er bedre. Han vil nok selv helst sige sig fri for at være mentor, men det kan han jo så i det her tilfælde ikke selv bestemme.

Lidt bitter er man vel altid
Afslutningsvis; er du grundlæggende tilfreds med den niche, du har tilkæmpet dig i branchen, eller lurer der et eller andet sted en lille bitterhed over at du aldrig er kommet til at spille stadionkoncerter foran horder af skrigende fans?

– Nej, jeg vil helst ikke spille stadionkoncerter. Slet ikke. Men altså, lidt bitter er man vel altid….jeg indspillede faktisk et a cappella-nummer med kor til Kain…-pladen, som aldrig kom med, hvor jeg synger "jeg er ikke en bitter mand" på en måde, så man til sidst slet ikke tror på mig…Men det, der frustrerer mig mest, er sgu mere, at jeg ikke kan leve af det, som jeg gerne vil leve af. Jeg kunne ikke forestille mig at….vores musik arbejder med intimitet, og så meget hører jeg alligevel til hele den der postrock-ting, at jeg slet ikke bryder mig om alt det der stardom, store scener og pomp og pragt…det lader mig fuldstændig kold. Jeg er på mange måder fuldstændig anti-rock'n'roll. Så det vil jeg ikke.

– Men jeg vil gerne være anerkendt, og jeg vil gerne kunne tjene til dagen og vejen og jeg ville gerne kunne spille meget mere. Men dansk rockmusik er jo blevet utroligt professionaliseret, gennem de år jeg har været involveret i den, og mange af de unge danske bands er jo, udover at være sindssygt dygtige, også utroligt ambitiøse, og i kraft af at de synger på engelsk og at der findes ROSA (Dansk Rock Samråd, red.) og den slags, meget bevidste om den eksportmulighed, der er i det, de laver. Og der sætter man jo sig selv udenfor døren automatisk, når man synger på dansk.

– Jeg plejer altid at joke med, at vores eneste chance for at komme til at spille på Roskilde Festival igen – hvad vi ikke har gjort, siden vi begyndte at synge på dansk – var, hvis vi kom på sådan en eller anden etnisk scene. Da jeg spillede sammen med min bror i det band, der hed Greene spillede vi der da tre gange, men siden har de ikke rigtigt være interesserede. Men altså, absolut ikke Orange Scene….en lille scene, hvor folk kommer for at høre halv-elektrisk musik, der vil jeg gerne spille. Så ja, lidt bitter….

Den tavse makker taler

På denne selvironiske tangent slutter snakken med Peter H. Olesen, men det er ikke helt gjort med det. Peter har nemlig opfordret til, at Michael Lund også fik mulighed for at give sit besyv med., hvorfor vi ringer multi-instrumentalisten op.

Hvad er efter din opfattelse den største forskel på De Efterladte og Olesen-Olesen, både i forhold til arbejdsprocessen og produktet?

– Jamen, det er helt klart arbejdsprocessen, i den forstand at ideerne denne her gang har været lidt mere "rå". Vi har indspillet, mens ideerne var friske, der er masser af first takes og skønhedsfejl som vi har ladet være, fordi vi synes at det godt måtte være lidt mere rustikt end Olesen-Olesen.

Jeg talte lidt med Peter om, hvordan dynamikken er mellem jer to, og på samme måde vil jeg spørge dig; hvordan er Peter at arbejde sammen med?

– Peter og jeg har jo arbejdet sammen i Olesen-Olesen, så vi kender hinanden udmærket. Men nu er der jo kun os tilbage, så vi har skulle lære en ny måde at arbejde sammen på. Men det er gået godt…vi supplerer hinanden godt, rent idémæssigt og kreativt. Når en er gået lidt i stå, kan den anden bringe ideerne videre, og så videre…

Den nye plade har været længe undervejs; hvordan kan det være?

– Det er hverken Peters eller min skyld, det er ydre omstændigheder…det er selvfølgelig også et tidsspørgsmål; pludselig havde Peter ikke tid, så havde jeg ikke tid – Peter var ude at rejse, jeg var ude at rejse. Så troede vi, at nu skulle vi gøre pladen færdig, men så skete der en masse andre ting, som vi ikke rigtig havde… styr på, som forsinkede pladen. Hvad vil vi helst ikke komme ind på nu.

Ok. Tager I på turne med pladen, i øvrigt?

– Ja, vi tager ud til efteråret, oktober og november. Så tager vi en tredje mand med, muligvis Boi (Holm, red.), hvis du kender ham?…han er mest producer, musiker og producer. Kan du huske de dér DR2-pausefilm, med forskellige sangere ("Sange fra første sal", red.)?... det var ham der stod for det projekt. Blandt meget andet.

Peter har engang karakteriseret jeres musikalske modus som "at høre Lou Reed fortolke Stig Møller". Hvordan vil du karakterisere jeres udtryk?

– Jamen, jeg tror faktisk at vores udgangspunkt var Kim Larsens Værsgo. Så det må være en krydsning mellem Kim Larsen og Keith Richards.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA