x

Sweden Rock Festival 2011: 20 år med rock'n'roll

Sweden Rock Festival 2011: 20 år med rock'n'roll

Sweden Rock Festival fejrede sit 20 års jubilæum i 2011 med endnu et brag af en festival i den sydsvenske by Sölvesborg i dagene 8.-11. juni. Meteorologerne havde ellers skabt lidt uro med udsigten til en festival med brug for både gummibåd og våddragt. Men jubilæet blev fejret i fineste stil med bedst tænkeligt festivalvejr. Fire dage med masser af glade mennesker og fed musik.

Sweden Rock Festival har gennem de 20 år, der efterhånden er gået, skabt sig en position som en af de absolut førende festivals på verdensplan for bands, der har mange år på bagen. Langt de fleste bands er etablerede navne, og rigtigt mange har flere årtier bag sig. Det giver også en bredere fanskare med rockfolk i alle aldre. Festivalen har i de senere år fundet et leje i omegnen af 33.000 besøgende, hvilket faktisk er meget passende på de anvendte arealer; og der var udsolgt igen!

Fanskaren tæller besøgende fra hele verden, netop fordi denne festival henvender sig til en niche i forhold til mange andre festivaler, der henvender sig til et yngre publikum eller mere havefest-agtigt for familier. Der bliver solgt en del merchandise, cd'er m.v. og omfanget af sorte T-shirts med bandlogoer er påfaldende stort.

Festivalen blev igen i år gennemført i god stil. Det må ganske enkelt være røvsygt at være vagtmand. De vagter, der i stort antal står foran scenerne mangler bare bjørnehuen, så kan de fortsætte på Amalienborg, når de er færdige.

Jeg har nu deltaget i otte år og jeg kan melde om, at alt er som det plejer. Mange af navnene har jeg set tidligere på samme festival, og bortset fra enkelte justeringer, der måske skyldes andre forhold, er det de samme genrer, de bevæger sig i, når der bliver lagt program. Der er heavy metal, amerikansk sydstatsrock, britisk hård rock, melodisk rock, hård metal og andre mindre grupperinger. Det eneste, der denne gang var fraværende, var glamrock.

 

Heavy metal

Torsdag var heavy metal-dag! Faktisk en ren drengedrøm for tilhængere af den klassiske heavy metal fra de glade 80'ere. Judas Priest, Saxon, Accept og Queensrÿche. Fire af de legendariske bands ud i metalkunsten. I gamle dage ville bare to af disse sammen have været nærmest himmelsk og nu alle fire på en og samme dag!

 

Judas Priest *****

Øverst på plakaten torsdag var kongerne af NWOBHM Judas Priest, der har annonceret denne tour som deres sidste. Om det er et markedsføringsstunt for at sælge et par billetter mere, skal være usagt. Men metalpræsterne var på i godt to timer, hvor de leverede en perlerække fra deres fantastiske bagkatalog. Jeg tror næsten, at de ramte numre fra hele deres lange bagkatalog. De var helt klart mere tændte, end da de gæstede festivalen med "Nostradamus" i ryggen i 2008. Der var bevægelse og tempo, og lyden sad lige i skabet.

Judas Priest lagde hårdt ud med "Rapid Fire" og "Metal Gods" fra "British Steel". De havde hentet "Green Manalishi" ind i sætlisten, hvilket er en klassiker, som ellers har været ude, og vi fik naturligvis heftige versioner af "Breaking the Law", "Electric Eye" og "Victim of Changes". Jeg frydede mig over, at også "Heading out to the Highway" havde fundet vejen tilbage til sætlisten. Den originale guitarist K.K. Downing trak sig lige inden turen og var erstattet med unge Richie Faulkner, der gjorde en fin figur i KKs fravær. Vi fik selvfølgelig også Mr. Metal Rob Halford ind på sin motorcykel og derfor også "Hell Bent for Leather".

Alt i alt leverede Judas Priest en flot afslutning på en imponerende karriere med konstant modstand fra frelste kritikere og alverdens foreninger mod det ene og det andet. Måske de ikke ligefrem har "Broken the Law", men de har i løbet karrieren brudt trends og givet os en imponerende perlerække af klassisk heavy metal-sange.

 

Saxon ****

Et andet af de samtidige topnavne var Saxon, der denne aften havde proklameret, at de ville spille hele "Denim & Leather", og det var faktisk grund nok til at se denne koncert. Det har altid været min personlige favorit, og det klædte efter min mening koncerten godt at høre skæringerne fra denne skive, da de efter min mening er mere iørefaldende og medrivende end meget af det ligegyldige metal, de har lavet i de senere år. "Denim & Leather" består af gode riffs og evergreens som "Never Surrender", "Princess of the Night" og "And the Band Played On". Ja faktisk holder stort set hele pladen stadig den dag i dag.

Bandet var på, og de virkede friske, og hatten af for Biff, der uanset alle forhindringer altid er i kontakt med publikum og i højt humør. Noget man måske kan savne hos Rob Halford fra Judas Priest, der trods sin position alligevel mangler det sidste i at nå sit publikum, som Biff kan det. Men Saxon har aldrig været og bliver aldrig så velspillede som Judas Priest.

 

Accept **

Hvor både Judas Priest og Saxon leverede varen, kan det samme desværre ikke siges om tyske Accept. Bandet var stækket af, at den ene guitarist Herman Frank var kommet til skade, så Wolf Hoffmann måtte klare opgaven alene. Han fik dog indimellem hjælp af en roadie, der stod i hjørnet og spillede lidt rytmeguitar. Bandet har fået ny frontfigur, da Udo Dirkschneider er ude igen efter deres opvisning på Sweden Rock Festival 2005, hvor de lagde festivalpladsen ned med medrivende metal.

Den nye sanger Mark Tornillo lyder som Udo, men er bare en svend i forhold til mester. Det hele var kedeligt og ensformigt. Der var positurer og simultane bevægelser, men det var bare ikke i orden. De nye numre fra skiven med den begavede titel "Blood of the Nations" var helt ligegyldige. Ikke engang klassikere som "Fast as a Shark", "Balls to the Wall" og "Up to the Limit" kunne få os rigtigt i gang. Det var som om, at numrene bare blev spillet, men manglende den glød, som Udo kunne tilsætte. Vi fik dog hæderlige udgaver af "Metal Heart" og den skønne "Princess of the Dawn". Hvis man fremover vil høre Accept spillet med nerve og sunget med glød, vil jeg foreslå et besøg til U.D.O. i stedet.

 

Queensrÿche **

Den helt store skuffelse på dette års festival må være Queensrÿche. Queensrÿche lagde ud med "Get Started" fra bandets seneste album "Dedicated to Chaos" og "Damaged" fra "Promised Land". Der var mange, der ikke vidste, om de skulle græde eller le for det var en meget mærkelig start og lød som om, sanger Geoff Tate, der ellers har en prægtig stemme, havde problemer. Det var bare en underlig oplevelse, for bandet lød ikke godt.

Tredje sang var "I Don't Believe in Love" fra den fantastiske "Operation: Mindcrime", hvor vi sikkert var mange, der troede, at nu var de i gang, men nej. Det blev bare ikke en af de gode dage for Queensrÿche. Nuvel, der var øjeblikke under blandt andet "Empire" og den smukke "Silent Lucidity", hvor de lynede, men alt i alt var det ikke den samme tyngde som sidst de spillede på Sweden Rock Festival i 2006.

 

Lee Aaron ***

I den mere kuriøse afdeling spillede The Metal Queen fra 80'erne, canadiske Lee Aaron for første gang i Sverige, og selv om hun blev lanceret som Metal Queen, var der ikke meget metal over det. En okay omgang poprock. Ja, hun spillede endda "Do I Move You", som er ren Montmartre-jazz, hvilket satte tingene ret meget i stå lige efter den obligatoriske "Metal Queen".

 

Stryper **

Måske endnu mere kuriøse var de amerikanske kristne rockere Stryper, der løbende smed Bibler ud til publikum i løbet af koncerten! En enkelt gang kom den retur, hvilket fik smilet frem. Det bliver for komisk, når der bliver læst, hvad der vel svarer til fadervor op til en rockkoncert. Vi fik selvfølgelig også "To Hell with the Devil". De gjorde ikke det store indtryk, men gav dog en hæderlig udgave af Heaven and Hell" for at ære nu afdøde Ronnie James Dio. I øvrigt en af mange dedikationer til Ronnie på denne festival.

 

Britisk hård rock

Fra den klassiske britiske rockscene fik vi Whitesnake, The Cult og Thin Lizzy, der alle landede solidt på jorden med gode koncerter.

 

Whitesnake *****

Spændingen før Whitesnake-koncerten var stor, da frontfigur David Coverdale de sidste par gange har haft alvorlige problemer med stemmen. Men et eller andet har han gjort, for faktisk gik det forbløffende godt denne aften, der var en af de bedste Whitesnake-koncerter, jeg har været til, og jeg har set ham en del gange efterhånden.

Whitesnake kom med det måske bedste album i hele karrieren, "Forevermore" i ryggen, et album, hvorfra der blev spillet fire numre, herunder det fantastiske titelnummer. "Forevermore" er smukt og følsomt og samtidigt tungt og fyldigt. En klassiker i selskab med de største. Bandet er en meget kompetent forsamling af unikke musikere. Jeg er dog nødt til at fjerne en stjerne for de herrer Beach/Aldrichs solostunts samt den obligatoriske trommesolo. Det bliver langt og helt unødvendigt med det bagkatalog, Whitesnake har.

Fredag aften, hvor Whitesnake er hovednavn, slutter med en velkomst til to gæster fra de tidligere inkarnationer af Whitesnake. Oprindelig guitarist Bernie Marsden og det hollandske guitares Adrian Vandenberg kommer på scenen til en flot afslutning med "Ain't No love in the Heart in the City", "Fool for your Lovin'", "Here I Go Again" og den tunge og pompøse "Still of the Night" som ekstranummer.

 

The Cult ******

Mine seks stjerner går ubetinget til The Cult, der i den grad sparkede røv. En fuldendt performance med energi, nerve, spilleglæde og humor. En lettere overvægtig Ian Astbury var helt på toppen med en stemme i top og en frækhed, som kun han har. Grænsen mellem arrogance og humor er kort, men Ian slipper af sted med begge dele her på festivalen. "Hvorfor har I klippet jeres hår" spørger han helt forbløffet over at se færre svenskere med langt hår, ligesom han vil vide: "Where's the fucking party".

The Cult lagde hårdt ud med "Rain". Vi fik også "Electric Ocean", "Li'l Devil", "Nirvana" ... ja, jeg kunne blive ved, for der var ingen nedture, og det hele blev dirigeret af en total cool og sikker Billy Duffy på guitar. Billys guitarspil var ganske enkelt fabelagtigt, og det ser så legende let ud, mens han står der og kører med klatten. Uha, det var godt.

 

Thin Lizzy ****

Jeg ville have svoret, at Thin Lizzy aldrig kunne blive en fed oplevelse 25 år efter, at den legendariske frontmand Phil Lynott døde i 1986. Men det var faktisk tilfældet. Med hele tre af de gamle Thin Lizzy-drenge Scott Gorham på guitar, Brian Downey på trommer og Darren Wharton på keyboard var lyden tæt på Lizzy fra dengang. Andenguitarist Richard Fortus (Guns 'n Roses) leverede en perfekt andenguitar til Gorham, og sanger Ricky Warwick fra The Almighty forstod at holde liv i ånden fra Phil. Jeg nød koncerten og glemte egentlig for en stund, at Phil ikke længere er hos os.

Thin Lizzy leverede et højenergisk sæt, hvor det ene nummer tog det andet, og vi fik alle de numre, vi kunne huske inklusive en ordentlig portion fra det klassiske live album "Live & Dangerous". Fra åbningsnummeret "Are You Ready" til afslutningsnummeret "Black Rose", hvor der fyres prægtige Thin Lizzy-soli af, som kun de kunne det, føres vi igennem en æra med et af den britiske rockscenes bedste bands.

 

Melodisk rock

Den melodiske rock var pænt repræsenteret i 2011 i form af de amerikanske stadionrockere Styx, Kansas og Mr. Big og Joan Jett & The Blackhearts.

 

Styx *****

Styx er perfekte. De spiller flot og fejlfrit. De har storladne episke numre. De har spilleglæde, og de kommer ud over scenekanten med hele tre frontfigurer og forsangere. De er svære at anmelde, for det er bare i orden. Hvorfor så ikke seks stjerner? Ja, måske fordi det næsten er for godt til at være sandt. Det er mere en opførsel end en rockkoncert. Men det holder, og det er fantastisk. "Miss America", "Renegade", "Come Sail Away" etc.

 

Kansas *****

Her er et band, der virkelig skal have ros denne gang. De plejer at være velspillende, men enormt kedelige at se på, men ikke denne aften. De gav den gas og bevægede sig rundt på scenen, og deres spilleglæde forplantede sig helt ud blandt publikum; der klappede ivrigt til disse godfathers of progressiv rock. Forsanger Steve Walsh, der normalt ligner en, der sidder foran fjernsynet, var meget oplagt denne gang. Måske han ikke vil høre for, at han bliver 60 år den 15. juni! Phil Ehart på trommer er altid en fryd, og selv den enøjede Richard Williams på guitar var i hopla.

Saxon lagde flot ud med "Musicatto" og "Belexes" og tog den derfra med en perlerække af flotte arrangementer og iørefaldende rock. Der blev også tid til en af de smukkeste ballader i denne genre, den følsomme "Dust in the Wind". Dejligt at se, at der selv efter mange år på toppen kan blive plads til forbedringer.

 

Mr. Big ****

Faktisk havde jeg på forhånd meget tvivl i mit sind med hensyn til Mr. Big. Jeg havde på forhånd tænkt over, hvorfor vi skal tage Mr. Big alvorligt. Det skal vi, fordi de faktisk kan noget på en scene. Paul Gilbert på guitar og Billy Sheehan på bas spiller røven ud af bukserne, og i midten står den drengede og flot syngende Eric Martin. De spiller, og de kommer ud over scenekanten takket være Martins meget uhøjtidelige kontakt til publikum. Han får folk med, og det swinger sgu, når drengene spiller.

Mr. Big starter med "Daddy, Brother, Lover, Little Boy", hvor det går over stok og sten i højt tempo og med fede riff. De viser efterfølgende, at de kan veksle mellem drøner-derudad-rockere, over mere groovy stuff til poppede sange, men de har hele tiden en god og sikker bund i lydbilledet. En imponerende overraskelse.

 

Joan Jett & The Blackheats ****

Hvilke kasse skal man putte Joan Jett i? Den originale sanger/guitarist i pigebandet The Runaways har en god håndfuld sange, der har et godt drive kombineret med enkle melodier, der virker meget effektivt, når damen står der og vrikker med røven samtidig med, at hun sender sit charmerende skæve smil ud til publikum. Det er rock and roll, men det er også lidt punk, lidt pop, lidt glam; så selv om det er forholdsvis få akkorder, når hun pænt rundt med de begrænsninger, hun har.

Jett lagde hårdt ud med "Bad Reputation", "Cherry Bomb" og "Do You Wanna Touch", hvor hun stort set befinder sig i samtlige ovenstående kasser. Det skal lige med, at hun som ekstranummer gav en fed udgave af det gamle Sweet-nummer fra "Sweet Fanny Adams", "AC/DC".

 

Amerikansk sydstatsrock

Sydstatsrock og Sweden Rock Festival har altid fulgtes ad. Stort set alt, hvad der kan krybe og gå i denne genre, har spillet på Sweden Rock Festival. I år blev det således til et gensyn med Molly Hatchet samt Jason & The Scorchers og Doc Holliday.

 

Molly Hatchet ****

Molly Hatchet fra Jacksonville, Florida er næsten indbegrebet af Southern rock med deres hårde sydstatsrock med fokus på lange guitarsoloer. Bandet har undergået mange forandringer igennem årene, og i dag er kun original guitarist Dave Hlubek stadig med i bandet. Man kan vel tale om et MK II i forhold til det oprindelige band.

I gamle dage var bandet mere sumpet på den rockede måde, hvor de i dag er mere skarpe i deres lydbillede. Begge udgaver er i og for sig superfede og har deres egen lyd og fortolkning af, hvad der er Molly Hatchet. Molly Hatchet ledes i dag af guitarist Bobby Ingram, der har en lidt mere hårdpumpet smag.

Bandet giver en god koncert med alle de bedste klassikere kombineret med rigeligt MK II-stof. Faktisk er jeg mest tilhænger af MK II, hvor eksempelvis "Been to Heaven, Been to Hell" fra deres seneste skive "Justice" sidder aldeles lige i skabet. Jeg kan desværre ikke give mere end fire stjerner, da lydmanden gjorde lydbilledet en anelse kompakt, hvorfor det ind imellem var svært at høre nuancerne.

 

Jason & The Scorchers *****

Jason & The Scorchers kom på alles løber, da de for mange år siden lagde Roskilde ned med deres charmerende country-rock'n'roll. Der er så meget smæk på, når Jason håber rundt som en trold med en fjeder i røven flankeret af Warner E. Hodges på guitar, der ganske enkelt er fabelagtig. Det er country fra Nashville, Tennesee, men det er ikke country, som vi danskere forstår country. Tag tre habile rock'n'roll-musikere og plant en total country-boy med krudt i røven og glimt i øjet, så sker der noget.

"If Money Talks", "Golden Ball and Chain", "Absolutely Sweet Marie", "Shop it Around" et cetera. Man kan ikke lade være at skråle med på disse fede sange. Det er humor og det er sjovt. Til sidst får vi Jasons fortolkning af det gamle John Denver-nummer "Take me Home". Jeg skal hilse og sige, at det er svært at se ligheden i de to versioner, men det rykker, og publikum hopper og danser. Hvor er jeg glad for, at der findes et band som Jason & The Scorchers. Man får grinet, man smiler, og man går amok i en sand fest.

 

Doc Holliday ***

Doc Holliday går tilbage til 1981 og det er stadig på nær trommeslageren de originale drenge, der er med i bandet. De gennemfører i denne tid en afskedstur, da de synes, at de er blevet for gamle. Sikke noget vrøvl. De spiller kompetent, og også her er der stor spilleglæde og ydmyghed over for publikum. Når jeg kun giver tre stjerner, er det fordi, de ikke har den samme sangskat som så mange andre i deres genre. Men de var gode og gav en fin koncert. Det var dog en af de koncerter, hvor det var godt, men jeg kan ikke rigtigt huske den bagefter.

Der spiller cirka 60 bands på Sweden Rock Festival, og det siger sig selv, at ingen kan se alle, da der gerne er fra to-tre, der spiller samtidigt hele dagen. Der skal spises ind imellem, og der skal også være tid til en tur på toilettet. Ud over de bands jeg har anmeldt spillede blandt andet Ozzy Osbourne, Rob Zombie, Buckcherry, The Damned, Overkill, Helloween, Black Label Society, Down, The Hooters og mange flere.

Til sidst en stor ros til de svenske arrangører. Alt forløb glat. Tider overholdes hele vejen igennem. Der er ingen ventetid ved toiletter. Der er et forholdsvis bredt udbud af spise og drikke, om end det ikke er tilrådeligt at spise denne form for mad i en længere periode. Der var både store etablerede navne samt små interessante og oversete navne og sidst, men ikke mindst, var der endnu engang sørget for fint vejr.

 

Vi ses 6.-9. juni 2012!

 

Læs mere på Sweden Rock Festivals hjemmeside

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA