x

Nekrolog: E Street Bands uerstattelige Big Man

Nekrolog: E Street Bands uerstattelige Big Man

De spillede konstant på det. På dynamikken mellem den lavstammede, hvide arbejderdreng bevæbnet med sin Fender Telecaster kontra den sorte kæmpe af en saxofonist. Den tidligere amerikanske fodboldspiller Clarence Clemons var en gigant på scenen, og til enhver koncert blev der i den grad bygget op til hans store soloer, som i den på Born To Run, som for alvor fik vores øjne op for, at her var et rockband med en dynamik, der ikke var til at styre på en tønde land. Et horn der udstødte et brøl, som ramte hver en afkrog af de gigantstadioner, som Clemons og de andre drenge i orkestret indtog som var de gladiatorer. Der var så meget gimmick over The Big Mans fremtræden på den scene, at man næsten glemte, hvor fremragende en musiker, han var.

Nu er han død. I går i en alder af 69 år udåndede det store blæseværk på et hospital i Palm Springs i Florida, efter han i søndags blev ramt af en massiv hjerneblødning. Flere operationer og en melding om at han var i bedring fik mange fans, som havde lyttet til Bruce Springsteens opfordringer, til at føle en vis optimisme, men forgæves. Vi skal nu til at vænne os til, at denne elskelige kæmpe skal omtales i datid. Ligesom vi måtte gøre det, da organist Danny Federici bukkede under for hudkræft i foråret 2008.

Samarbejdet mellem Bossen og den musiker, som Springsteen nok selv ville benævne som hans boss, går cirka 40 år tilbage i tiden. For fans er der de mange legender, og Bruce selv ville kærligt til enhver koncert bygge på sin historie om dengang han mødte The Big Man og nærmest sked i bukserne af skræk. En legende der tog udgangspunkt i sangen Tenth Avenue Freeze-out fra gennembruddet Born To Run, hvor tredje vers starter med linjerne:

When the change was made uptown
And the Big Man joined the band

Men som det er med legender, var denne ikke helt sand. Clarence Clemons var startet med at spille sax som niårig, og da han blev bekendt med saxofonisten King Curtis, var hans skæbne beseglet. Han fik en tenorsaxofon og debuterede som 18-årig. Forinden havde han prøvet sine evner af som fodboldspiller på seriøst niveau, men et dårligt knæ stoppede den karriere. Han hang med nogle af de mest funky folk i New Jersey, og udviklede en egen soulet spillestil, noget der siden skulle vise sig utallige steder, ikke mindst på Springsteen-klassikeren Jungleland. Men skæbnen ville, at han spillede et job i Asbury Park, og en ven fik ham til at gå over og se det lokale håb, som spillede på The Wonder Bar.

Som i Springsteens historie var det et voldsomt tordenvejr, og døren smækkede op med et brag, faldt af hængslerne og et enormt vindstød tog den med sig ned ad gaden, hvorefter Clemons kantede sin enorme krop ind i rummet. Bandet var på scenen og den fremmede erklærede omgående, at han ville spille med dem. Nummeret var en tidlig version af Spirits In The Night. Og ifølge Clemons selv var det sådan, at fra første gang han og Bruce så på hinanden, vidste de, at det her var skæbnebestemt.

Nu vil skæbnen altså at de to skilles. Springsteen har allerede været fremme i medierne med en udtalelse om sin gamle ven, som han med rette kalder partner og bror. Mens vi andre kan nyde en musiker, som satte sine spor i mange andre sammenhænge med sin trademark-sax, som da han indspillede Freeway Of Love med Aretha Franklin eller for nylig, da han nåede at spille med tidens nye lille gigant, Lady Gaga.

Men det er ved siden af Bruce Springsteen og resten af The E Street Band, at hullet vil være gabende tomt. For nok har vi stadig Little Steven, Nils Lofgren og de andre, men når den gamle historie skal fortælles, mangler modsvaret og Born To Run vil bare have en ny klang, hvis Bruce overhovedet nænner at spille den igen uden The Big Man.

Clarence "Big Man" Clemons 1942-2011. Æret være hans minde.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA