x

Bon Iver – Fra sort-hvid til farver

Bon Iver – Fra sort-hvid til farver

Hvis du kender Bon Iver, så kender du også den næsten mytiske historie om manden, der afskærmer sig langt væk fra omverden i en hytte i en sneklædt skov i Wisconsin for at finde tid til selvransagelse oven på et forlist parforhold. For så at vende tilbage fra isolationen med et magisk mesterværk af et album under armen, et album, der i løbet af kort tid spiller sig ind i hjertet på så forskellige folk som Kanye West og Peter Gabriel.

Historien er næsten for god til at være sand, og ligesom fjeren og de fem høns er den ikke helt korrekt, og det skal manden bag Bon Iver, Justin Vernon, være den første til at indrømme. Hvis det altså ikke var fordi, han er godt og grundigt træt af at snakke om den periode af sit liv. Så vi prøver at holde os til fakta, der er, at den amerikanske sanger, efter flere sideprojekter med blandt andre Gayngs og Volcano Choir, nu endelig er klar med det andet album som Bon Iver. Et album, der blot bærer titlen Bon Iver og kommer tre år efter den stærkt personlige perle For Emma, Forever Ago.

På en solrig forårsdag i København, omtrent så langt fra sneklædte skove, som man kan komme, tænder Justin Vernon en cigaret og gør sig klar til endnu en pressedag, hvor der skal fortælles om det imødesete nye album. Det er sidste dage på den europæiske pressetur, og selvom Vernon nyder at snakke om det nye album, så glæder han sig alligevel til at rejse hjem dagen efter. Mest af alt fordi forældrene står klar med fødselsdags-svinekoteletter til sønnen, der fylder 30 på hjemrejsedagen.

 

Super fucking happy

I 2008 udtalte du: "mit næste album bliver muligvis super fucking happy, og det har jeg ikke tænkt mig at vige bort fra, hvis det er det, der sker", så er dit nye album "super fucking happy"?

– Har jeg sagt det? Jamen så vil jeg svare ja. Jeg er i hvert fald meget glad, og selvom jeg ikke ved, om musikken er super fucking happy, så er den i hvert fald anderledes end det, jeg tidligere har lavet. Dette album er farverigt og forgår i nuet, hvor For Emma, Forever Ago er sort-hvidt og foregår for evigheder siden.

Da du skrev teksterne til For Emma, Forever Ago, havde du nok næppe regnet med, at det album ville ende med at sælge så godt og blive hørt af så mange. Nu, hvor der så er mange, der automatisk er tunet ind på dit nye album, har du så set dig nødsaget til at skære ned på de personlige beretninger?

– På en måde, ja. Teksterne er stadig meget personlige, men nok ikke på så åbenlys en måde. Der er et par enkelte tvetydige tekster på den forrige plade, og jeg har nok holdt mig lidt mere til den stil denne gang. Det nemmeste i verden er at skrive en sørgelig sang, og de er også meget nemme at afkode, men denne gang har jeg forsøgt at skrive noget, der ikke var helt lige så åbenlyst, men stadig sange, der kan arbejde sig ind på lytterne. 

Sangene på det nye album er opkaldt efter forskellige steder, men hvor var det sidste sted, du befandt dig og tænkte: her ville jeg gerne blive?

– Det må være i Australien, som jeg sidst besøgte i januar 2009. Jeg nød virkelig at være der og blev der faktisk også en uge længere end planlagt, for derhjemme rasede vinteren, og den periode kan godt være ret frustrerende. Men i Australien skinnede solen, og folk var generelt bare flinke der. Det er de som regel alle steder i verden, men fordi jeg havde mulighed for at bruge mere tid der, så mindede menneskerne mig pludseligt om alle mine venner derhjemme.

Hvis det første album var et produkt af de fysiske rammer, det blev skabt i, hvad er dette album så et produkt af?

– Det er et album om steder generelt og i høj grad også et produkt af det sted, hvor min bror og jeg byggede vores studie. Så det er egentlig mere et produkt af det sted, det blev indspillet, end debuten var, for selvom den alment kendte historie er noget andet, så blev hele det første album ikke lavet i hytten i skoven. Og selvom de nye sange er opkaldt efter forskellige steder, så handler de ikke nødvendigvis om det sted. Nogle af stederne findes ikke engang i virkeligheden, så i bund og grund handler sangene nok mere om, hvad udvalgte steder repræsenterer for mennesker.

Nu hentydede du selv lige til historierne om tilblivelsen af debuten, og selvom jeg ikke regner med, at din tid i hytten var som et afsnit af de der overlevelsesprogrammer med Bear Grylls, har du så et godt råd, hvis der sidder nogen, der har lyst til at droppe bylivet og søge ud i skovene?

– Haha, det har jeg ikke lige tænkt over før. Men altså, hovedreglen er, at man ikke skal efterlade mad udenfor, for det tiltrækker bjørne. Men nu har I jo ikke bjørne her, så I kan sagtens lade en gryde med suppe stå udenfor. Men ellers er det en god idé at have masser af brænde, der allerede er kløvet, for når det sner, så er det meget besværligt at skaffe brænde.

Kan du finde ud af at lave fælder og sådan noget for at fange føde?

– Ja sagtens, men ikke lovlige fælder, og så siger jeg ikke mere. Men jeg gik på jagt, mens jeg boede i hytten, og selvom der er ret strikse regler i Wisconsin for, hvornår man må gå på jagt, og hvilke dyr man må nedlægge, så sultede jeg aldrig. Men man skal altså også være en ret stor fyr, hvis man ikke har mad nok til en hel vinter med blot et enkelt rådyr. 

 

Gabriel og Kanye

Blandt al den musik, du har udsendt siden gennembruddet, vil jeg gerne høre om din coverversion af Peter Gabriels Come Talk To Me, der blev lavet som et modsvar til hans version af din sang Flume. Hørte du nogensinde, hvad han syntes om din coverversion?

– Ja, han skrev tilbage og fortalte, at han var rørt af min version af sangen. Det var faktisk hans datter, der introducerede min musik for ham, da han skulle i gang med at udvælge sange til Scratch My Back-albummet, og det sjove er, at den sang, jeg valgte at fortolke, Come Talk To Me, rent faktisk handler om datterens teenageår og de kampe, Peter havde med hende i den periode. Jeg har altid troet, at den sang handler om en religiøs mand, der søgte Gud, men egentlig søgte han bare et tættere forhold til sin datter.

Hvordan var det så at opleve Peter Gabriels fantastiske stemme synge en af dine egne sange? 

– Det var helt vildt! Der var andre sange på det album, som jeg genkendte, men ikke reagerede særligt stærkt på, men helt upartisk synes jeg, at hans udgave af Flume er en af de stærkeste sange på det album. Det var rent ud sagt fortryllende at høre hans stemme synge den sang, for han fandt virkelig frem til en sandhed i den, og det er også en af de eneste sange på det album, hvor han går op i det der fantastiske Peter Gabriel-register. Det var virkeligt et gåsehudsøjeblik at høre den udgave. 

Et af dine mest omtalte samarbejder var med Kanye West på dennes seneste album My Beautiful Dark Twisted Fantasy. Var du overrasket over den modtagelse, det album fik, eller mener du, som mange anmeldere, at netop det album er et af de største værker inden for hiphoppen?

– Ja, det gør jeg rent faktisk, men set udefra, så fortrækker jeg stadig Graduation-albummet. Med hvert album, han udsender, så synes jeg, at han udvider rammerne for, hvad kommerciel hiphop kan og er. Han udvikler det i en mere artistisk og kunstfærdig retning. Og der er det nye album også fantastisk. Mens vi arbejdede på det, tænkte jeg, om det her virkelig var lige så godt som det andet, han havde lavet, men da det færdige produkt kom ud, kunne jeg godt høre, at han havde lavet endnu et mesterværk.

På tomandshånd, er Kanye så, ligesom vi ser ham i medierne, eller en langt mindre intens person?

– Han er faktisk ret rolig og nede på jorden. Vi havde mange personlige samtaler, og ligesom alle andre har han problemer med helt normale ting. Når vi arbejder, så er vi begge meget motiverede for at arbejde hårdt, så det meste af tiden, vi var i hans studie på Hawaii, arbejdede vi bare. Jeg nød virkelig at blive ven med ham, for det viser bare, at uanset hvad man tror om offentlige personer, så har de en helt anden og helt normal side.

Var det Kanye, der krævede, at du var klædt helt i hvidt, da du gæstede hans optræden til Coachella Festival tidligere i år?

– Jeg tror lidt, det var et kompromis, for han kender mig og ved, at jeg ikke er særlig hip. Jeg tror faktisk, han synes, det er lidt sødt, at jeg ikke er særlig god til at klæde mig pænt på, så han bad mig bare om at dukke op i helt hvidt tøj. Jeg dukkede så op i et par meget forvaskede jeans, der i mine øjne næsten var hvide, og i en lys T-shirt, men det var altså ikke lige hvidt nok i hans øjne, så han fremtryllede et nyt sæt tøj og et par hvide sko. Det passede mig fint, for jeg går ikke op i, hvordan jeg ser ud, og jeg ejer ikke skyggen af et image, der ville blive kompromitteret af at stå på scenen i tøj, der ikke er mit. Jeg stod på scenen, fordi jeg elsker den fyr og den musik, han laver, og det ville jeg gerne tage del i. Og så jeg fik et par gratis sko ud af det, så alt er perfekt... Selvom skoene faktisk er vildt ubehagelige at have på. 

 

Basket vs. guitar.

På nogle af dine gamle pressebilleder står du med en basketball, så lad os nu sige, at jeg fremtryllede en basketball og en guitar og sagde, at du kunne få den næste time fri for at hellige dig en af delene, hvilken ville du så vælge?

– Hvis der var en kurv og et par fyre, jeg kunne spille med, så ville jeg helt klart vælge at spille basket. Men når det så er sagt, så har jeg faktisk ikke været i nærheden af en guitar i over en uge, og jeg er rent faktisk begyndt at savne det lidt. Men jeg elsker at spille basket.

Kan hvide mænd dunke?

– Ja, jeg kan satanedme ikke. Og det er faktisk sjovt, for når jeg spiller derhjemme med nogle af mine sorte venner, der ikke er mere end 170 centimer høje, så dunker de så nemt som ingenting, og jeg er altså 190 centimeter, og jeg kan slet ikke komme helt derop. Men jeg kan afsløre, at jeg faktisk spillede lige op mod Kanye, når jeg spillede med ham. Der er ikke nogen af os, der kunne spille professionelt, men vi er heller ikke så dårlige, at vi ikke kan følge med, når vi spiller med nogen, der er langt bedre end os.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA