x

John Grant: Jeg er vild med WhoMadeWho og Our Broken Garden

John Grant: Jeg er vild med WhoMadeWho og Our Broken Garden

Lørdag eftermiddag gav den amerikanske sanger og sangskriver John Grant, tidligere forsanger i hedengangne The Czars, en afdæmpet koncert på Roskildes mindste scene, Gloria, kun akkompagneret af en keyboardspiller (læs anmeldelse). Umiddelbart efter koncerten fangede GAFFA Grant backstage til en snak om koncerten, hans kommende andet soloalbum, og hvorfor han synes, Danmark og Skandinavien er så fascinerende.

Hvordan synes du, koncerten gik?

– Den gik fint, og det var et dejligt lydhørt publikum. Jeg har et godt publikum i Skandinavien. Jeg har i øvrigt været på turné i halvandet år, for der bliver ved med at komme forespørgsler efter mig, og det er jeg selvfølgelig glad for.

Dit første soloalbum har nu over et år på bagen. Er du i gang med efterfølgeren?

– Ja, jeg er i gang med at skrive sange til den. Jeg kan godt skrive, mens jeg er på turné, for jeg får utrolig mange indtryk, når jeg er på tour, som jeg kan bruge i min sangskrivning. Jeg regner med at gå i studiet til januar og håber at kunne udgive albummet i første kvartal af 2012.

Dit første soloalbum hedder "Queen Of Denmark", og så er det jo oplagt at spørge om, hvorfor det hedder lige præcis det?

– Da jeg skrev titelnummeret, var jeg utrolig fascineret af Danmark, af nogle søde danskere, jeg havde mødt, og ikke mindst det danske sprog. Jeg har i sin tid læst tysk på et tysk universitet og boet i Tyskland i seks år, fordi jeg gerne ville være oversætter fra tysk til engelsk, og dansk og tysk ligger jo ikke så langt fra hinanden. Jeg har også studeret hollandsk, og lige for tiden forsøger jeg at lære både svensk og dansk, fortæller John Grant og giver et par eksempler på sine evner. Blandt andet hentet fra Lars von Triers serie "Riget", som Grant er stor fan af, ikke mindst Ernst Hugo Järegård og hans rolle som den koleriske svenske overlæge Stig Helmer og dennes udfald mod "danske djävler".

John Grant tilføjer, at han håber engang at kunne lave et album med sangtekster på et nyt sprog for hver ny sang, men at han langtfra er på det stadium endnu.

Anna Brønsted er fantastisk

John Grant fortsætter:

– Jeg synes også, der findes rigtig meget god dansk musik. For eksempel WhoMadeWho. De er et af mine yndlingsbands for tiden. Det er utroligt begavet musik.

Ja, de spillede jo også her i går. Nåede du at se dem?

– Desværre ikke, jeg kom først i dag. Det er den turnerende musikers lod, griner John Grant, der også skal videre med en bus umiddelbart efter interviewet med GAFFA.

Men WhoMadeWho spiller jo dansemusik, og det er jo langt fra den melankolske musik, du selv spiller.

– Ja, men jeg lytter meget til dansemusik, og jeg synes, der er nogle ligheder mellem os. For eksempel den måde, de forsøger at blande elektroniske og håndspillede elementer i musikken. Jeg bruger jo også en del keyboards. Jeg kunne meget godt tænke mig at arbejde sammen med dem, og vi er også i kontakt med hinanden. Jeg arbejder i forvejen på nogle sange med svenske Andreas Kleerup, og han er jo også kendt for at lave dansemusik. Vi har indspillet en del sammen, men vi har ingen deadline, så jeg ved ikke, hvornår de optagelser ser dagens lys. Det sker, når vi synes, vi er klar til at udgive dem.

– Jeg vil også nævne Our Broken Garden som nogle af mine absolutte musikalske favoritter. Jeg er blevet gode venner med deres sangerinde og sangskriver Anna (Brønsted, red.), og jeg håber, vi kan lave noget sammen. Hun har en utroligt smuk stemme og er en fantastisk kvinde. Hvis jeg ikke havde været bøsse, havde hun været min pige. Det må du godt citere mig for, griner John Grant.

A propos bøsse, så handlede flere af teksterne på dit debutalbum om at springe ud som bøsse i et ortodokst kristent miljø. Er det stadig noget, du skriver sange om, eller er det et emne, du har fået bearbejdet?

– Det er en del af min fortid, så det er noget, der altid vil være i mig, tror jeg. Der er mange, der har sagt til mig, at jeg skal lægge min fortid bag mig og komme videre, men det tror jeg aldrig helt, jeg vil kunne gøre. Min barndom og opvækst er en del af mig, på godt og ondt, smiler John Grant.

Jeg har lige her på falderebet et par spørgsmål om dit turnéliv. Jeg skal lige høre, om du har nogle særlige krav på din forplejningsliste?

– Smukke drenge, hæhæ. Og humus og grøntsager. Jeg er nødt til at bede om noget sundt, for ellers ville jeg spise donuts og drikke cola light hele tiden, og det går jo ikke.

Og hvad lytter du til i turbussen?

– Som sagt WhoMadeWho og Our Broken Garden. Og Little Dragon, det nye Gilian Welch-album ("The Harrow And The Harvest", red.), Alessi's Ark, Cass McCombs, Throbbing Gristle og Young Galaxy. Det var vist det, smiler John Grant, inden han gør sig klar til at drage videre på sin lange turné.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA