x

Chase & Status – dubstep-kometer med gæster i trængsel

Chase & Status – dubstep-kometer med gæster i trængsel

Torsdag aften spillede den engelske drum'n'bass- og dubstep-duo Chase & Status for et propfyldt Cosmopol-telt på Roskilde Festival. Chase & Status havde lokket så mange gæster til, at koncerten kortvarigt måtte afbrydes, og folk blev bedt om at gå lidt tilbage. Efter en mindre pause kunne koncerten dog genoptages uden problemer.

Chase & Status debuterede tilbage i 2003 med den dobbelte A-side-single "Like This / "Blindside". Herefter fulgte en hel stribe singler, inden de fik noget af et gennembrud i hjemlandet 2007 med den dobbelte A-side-single "Hurt You" / "Sell Me Your Soul", der blandt andet toppede den britiske dance-chart. I 2008 udgav de debutalbummet "More Than Alot", og i begyndelsen af 2011 fulgte de det op med albummet "No More Idols".

Begge album, især det sidste, byder på gæsteoptrædener fra en lang række vidt forskellige kunstnere, blandt andre Plan B, Dizzee Rascal, White Lies og den endnu knap så kendte Liam Bailey, der medvirker på hitsinglen "Blind Faith", som blandt andet har været Ugens Uundgåelige på P3.

Chase & Status har også arbejdet som producere og remixere og har blandt andet produceret for Rihanna og Alexandra Burke og remixet navne som Jay-Z, The Prodigy og Nneka.

Kort inden koncerten på Roskilde fangede GAFFA duoen alias Saul "Chase" Milton og Will "Status" Kennard backstage til en snak om at spille live og deres mange og vidt forskellige  samarbejdspartnere.

 

Video i 3D – næsten da

I er garanteret blevet spurgt om det før, men jeg skal lige høre, hvorfra navnet Chase & Status stammer?

Saul: – Ja, det har vi talt om nogle få gange (griner, red.) Det er nogle gamle navne, vi brugte, da vi var 16 år og malede graffiti, og i øvrigt ikke havde mødt hinanden endnu. Senere mødtes vi og begyndte at dj'e, og så skulle vi bruge et dj-navn, og det blev så det.

I har en masse forskellige gæster med på jeres plader, men hvordan er jeres livesæt, for I kan jo ikke bringe alle disse gæstestjerner med på tur?

Saul: – Når vi spiller live, har vi et fuldt band med, og det betyder altid mindst én sanger samt vores rapper Rage og vores fantastiske trommeslager Andy Gangadeen. Og så Will og mig på keyboards, og jeg spiller også guitar.

Will: – Og så har vi nogle fantastiske videoprojekter af de sangere, vi ikke kan have med live. Det er næsten som at se 3D-film.

 

Vil gerne blande genrerne

På jeres plader arbejder sammen I med en lang række forskellige gæster. På jeres nyeste album er det fra rapperen Dizzee Rascal over soulsangerne Plan B og Cee-Lo Green til et rockband som White Lies. Er det bevidst, I forsøger at blande genrerne så meget?

Saul: – Vi har altid kunnet lide mange forskellige genrer. Det stammer helt tilbage fra, da vi var dj's, hvor vi også var vant til at sammensætte mange forskellige genrer til en helhed. Det er det samme, vi prøver at gøre på vores albums.

Will: – Og vi arbejder kun sammen med folk, hvis musik vi elsker, uanset genre. Vi er vilde med både Dizzee Rascal og White Lies, og derfor er de begge med på vores plader.

 

Det fungerer med gæster

Der er flere gæster med på jeres nye album end på debuten. Hvorfor denne udvikling?

Saul: – Det er kommet meget naturligt. På debuten var der gæster på fire ud af 12 numre, på den nye er der gæster på 13 ud af 15 sange. Det fungerer bare godt med gæster.

Hvordan arbejder I sammen med jeres gæster? Starter I med nogle grundspor, som I så sender til dem, eller?

Will: – Det er meget forskelligt, alt efter hvem det drejer sig om. Med White Lies skrev vi nogle idéer, sendte dem til dem, så skrev de noget og sendte tilbage, og så mødtes vi i studiet for at indspille det. Dizzee Rascal ringede bare og spurgte, om vi ikke skulle gå i studiet, og det gjorde vi så og skabte noget nyt på stedet.

Hvad så med teksterne – er de helt op til gæstevokalisterne, eller?

Saul: – På vores første album var vi med til at skrive teksterne, men på "No More Idols" har vi helt overladt det til sangerne og rapperne. De er jo alle sammen selv glimrende sangskrivere, og det er jo derfor, vi har valgt at arbejde sammen med dem.

Men så bliver det jo nogle meget forskellige tekster, alt efter hvem der har skrevet dem...

Will: – Ja, men det gør heller ikke noget. Heller ikke hvad angår teksterne har vi noget imod, at vi ender med et album med meget forskellige indslag. Dizzee Rascals direkte tekster er jo helt anderledes end for eksempel White Lies' smukke, mere dystre tekster.

 

Rihanna åbner døre – på klem

I har også arbejdet sammen med andre kunstnere i form af arbejde som producere for blandt andre Rihanna og remixere for blandt andre Jay-Z. Hvordan går det med den del af jeres arbejde for tiden?

Saul: – I den seneste tid har vi mest arbejdet med vores eget album og vores pladeselskab MTA (som udgiver navne inden for drum'n'bass og dubstep, red.), så det er faktisk længe siden, vi har gjort i producer- og remixarbejde for andre, men snart skal vi i gang med noget igen, og vi skal også til at arbejde på et nyt album efter at have arbejdet med "No More Idols" i to år. Det er lidt besværligt at have gang i så mange ting, men vi elsker det jo, så det gør ikke så meget. Vi er også glade for at kunne opdage nye kunstnere gennem vores pladeselskab.

Åbner det ikke nogle døre at arbejde sammen med navne som Jay-Z og Rihanna?

Saul: – Jo, men det er ikke derfor, vi gør det, og man skal heller ikke overvurdere sådan noget. Hvis vi producerer en Rihanna-sang, er det stadig væk først og fremmest en Rihanna-sang og ikke en Chase & Status-sang. Men vi gør det, fordi vi synes, det er spændende. Ikke for at forsøge at blive mere mainstream. Vi laver den musik, vi laver, og den får mere og mere succes i populærkulturen, så jeg tror, vi bliver ved med at gøre, som vi har gjort indtil nu.

Men I må da tjene nogle penge på det, om ikke andet?

Saul: – Jo, jo, og det er da også en fin bonus, men det er ikke derfor, vi gør det.

Roskilde Festival sammenligner jer med kunstnere som The Prodigy og Pendulum. Hvad synes I om den sammenligning?

Will: – Det er noget, vi ofte har hørt, og vi er meget glade for sammenligningen. The Prodigy har vi længe været meget inspireret af. Pendulum er musikalsk meget forskellige fra os, men de er et band, som har åbnet festivalverdenen for drum'n'bass og dubstep-kunstnere som os, så dem skylder vi megen tak.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA