x

G! Festival på Færøerne: I hot tub med kvindelig kulturminister

G! Festival på Færøerne: I hot tub med kvindelig kulturminister

Torsdag den 14. juli

En veninde havde advaret mig på forhånd, det er ikke sådan lige at lande på Færøerne. Og ganske rigtigt; piloten lægger an til landing, hjulene bliver slået ud, uden for rudene er der gråt og tåget, og pludselig bliver der sat turbo på motorerne og hjulene bliver trukket ind igen. En let uro anes i kabinen, og lidt efter bliver det annonceret over højttaler-anlægget, at sigtbarheden var for dårlig til at lande. Efter sigende sker det ofte at flyene så fortsætter til Island eller vender tilbage til deres afgangslufthavn, men vi er heldige; anden gang er lykkens gang. Kort efter står jeg for første gang på færøsk grund i den lille Vagar lufthavn. Der er lagt op til rock'n'roll på Færøerne, der er godt med branchefolk og journalister musikere med flyet bl.a. de svenske metal-veteraner Messhugah, hvis hår- og skægvækst til sammen nærmest måler en flyvinge.

 

Sprut på bordet

Jeg møder to engelske og to tyske kollegaer, hyggelige folk som jeg kommer til at se meget til de næste par dage. Vi kører derfra i en lille shuttle bus hvor chaufførens sidemand fortæller entusiatisk om det lille ø-samfund, med sølle 49.000 indbyggere. Landet er totalt domineret af grønne klipper uden træer, små søer, små bygder, og selvfølgelig klipper og kystlinie over alt. Grundet Golfstrømmen bliver det hverken for alvor rigtigt koldt eller varmt, 3 grader om vinteren og 11 om sommeren og så regner det 280 dage om året, og det skal siges at vi ikke rammer nogle af de tørre 85. G!Festival 2011 blev, på mange måder, en våd affære. En time senere er vi i Gøta, hvor festivalen finder sted og bliver taget godt imod. Der bor sølle 3-400 mennesker i den lille kystbygd hvor livet disse dage bliver sat på den anden ende. Indkvarteringen foregår privat og jeg bliver modtaget med åbne arme hos et midladrende ægtepar der i forvejen har huset fuldt. Jeg får at vide at jeg skal sove på en madras på gulvet i et rum hvor to danske teknikkere bor i forvejen. Bordet er pakket med alkohol; både tomme og fulde flasker. Det var så ikke lige hvad jeg havde forestillet mig, men tænker "hva fanden, det er kun tre dage!" Men for at gøre en lang historie kortere en der "change of plans". Jeg ender i et kæmpehus hos en meget sød dame (der også har en del overnattende gæster) og får mit eget værelse, og netadgang "yes".

 

Rockunger og tungmetal

Musiprogrammet er spraglet og sat sammen ud fra et relativt skrabet budget og er ret opsigtsvækkende domineret af enten akustisk folk og spillemandsmusik eller tung metal, tilsyneladende poler der harmonerer godt med den nordatlantiske folkesjæl. Til tonerne af folkemusikkerne i Spælimnninnir går en lille familie på gaden, hvor faren har lange dreadlocks og metalbadges syet overalt på sit tøj, og hvor den ca. 6-årige knægt har hanekam, og hans jævnaldrende søster er iført Ramones T-shirt. Det viser sig at her er tale om forsangeren i metalbandet Sic, hvor to af medlemmerne kommer fra lille Gøta.

Under lydprøven, på den imponerende store scene på stranden, fiser ungerne rundt på scenen med høreværn, mens farmand giver den gas. Sic har gjort en del væsen af sig og får også godt fat i det relativt sparsomme publikum og leverer en gang hæderlig men ikke imponerende tungmetal. De tunge rytmer fortsætter på Playground-scenen, hvor underlaget er en helt flad kunstgræsplæne, nok en fodboldbane til dagligt. Det er færøske Hampferd, der sidste år blev kåret som landets bedste nye band. Det er også det tunge skyts det jakkesæt- slips- og skjorteklædte band leverer, lidt ud i det højstemte progrock-univers. Populære på hjemmefronten men ikke noget undertegnede falder på halen over, men meget entusiastik og ret opsigtvækkende med en asiatisk udseende pige på bas.

Næste artist på Playground-scenen er den islandske multi-kunstner Mugison, der både er vært for sin egen festival i hjemlandet og særdeles musikalsk aktiv. Det kan både være i elektronisk opsætning, med fuldt band og alene med sin guitar. På G!Festival er det sidstnævnte, bortset fra et kort besøg af en trommeslager. En slagkraftig en-mands blues hær, der underholder med sange om onani og andre fine emner. Iført Christiania trøje fyrer Mugison godt op under publikum og leverer et godt, kort og intenst sæt, og forstår også at kommunikere med publikum undervejs. Sidste artist på The Beach er danske Fallulah, der imponerer og viste sig at være et velkendt og populært navn på Færøerne. Læs en længere reportage og interview her. Aftnen slutter på en tyndt befolket, såkaldt V.I.P. bar og så er det ellers tid til at se dyner

 

Fredag den 15. juli

G!Festival sørger godt for os udenlandske presse- og branchefolk - gratis, god mad to gange om dagen - og inden musikken går i gang sent på eftermiddagen er der lagt program. I følge planen skulle vi på vandretur, men de lokale vurderer at vejret er for dårligt, og for farligt at sende en flok velnærede, utrimmede musiknørder ned ad de våde, grønne bakker. I stedet bliver vi kørt til en lille bygd, trakteret med nationalspisen, tørret torsk, hvalspæk og hvalkød. Få får det ned, jeg synes det er glimrende.

Næste stop er et møde med kultur- og politikerprofiler og jeg får mig bl.a. en hyggelig snak med den færøske kultur- og undervisningsminister Helena Dam á Neystabø. En frisk og levende kvinde omkring de 40, der er meget begejstret for GAFFA, som jeg også fra flere sider hører er meget populært hos den færøske befolkning, der i øvrigt mestrer det danske sprog imponerende godt. Traktementet er velsmagende fiskesuppe, og så er der to optrædener i en tilstødende miniature-kirke og en rundvisning i det lokale museum, hvorefter turen går tilbage til Gøta.

 

Varme og kulde

Mens de de populære og dansable færøske Gipsi Train spiller i baggrunden oplever jeg et originalt og vaskeægte højdepunkt på festivalen. På den kolde, fyldige strand er opsat tre varme hot tubs og en finsk sauna i et telt. Jeg hopper i den steghede balje med min tyske kollega Max, bevæbnet med en kold øl til at klare de værste strabadser. Efter moden overvejelse finder jeg modet til at deltage i favoritaktiviteten blandt de strandklædte. Nemlig at løbe de 100 meter ned fra bassinerne til strandkanten og kaste mig i det 11 grader kolde Atlanterhav. Det er fantastisk, ganske enkelt, og bliver gentaget flere gange. Da jeg kommer tilbage i det varme bad, hvem sidder jeg så ved siden af, andet end en storsmilende færøsk kulturminister i bikini, der selvfølgelig også tager turen i Atlanterhavet gentagne gange.

Således oplivet er det tid til at dyrke aftenens musik program. Første skud på stammen er færøske Budam, der noget overraskende taler engelsk til publikum. Manden er skuespiller ved siden af og stilen er yderst teatralsk og bedre egnet til en teatersal end til en festival med en fadøl i hånden. Budam hhv. hvisker og skriger og er akkompagneret af keyboard og trommer, der hhv. introduceres som Mister K. og J., og som også lever sig ind i de skuespilsmæssige dyder. Men trods den avantgardistiske forestilling er publikum overraskende godt med, og underholdningsværdien er også fin, hvor det musikalske indhold halter lidt mere.

 

Hvorfor regner det altid på mig

Så er tiden kommet til festivalens hovednavn, skotske Travis. Et band der er forsvundet lidt i glemslen, men hvis efterhånden 10-15 år gamle hits til gengæld er af absolut fineste karat. Publikum elsker dem, og Fran Healey er, som altid, en supersympatisk og nærværende showmand, der blandt morer sig kosteligt over de mange mennesker, der selv på dette sene tidspunkt veksler mellem at kaste sig i de kolde bølger og hoppe i de varme bade. Publikum er mødt talstærk op på stranden, og Fran Healy er så begejstret for det syngende og medlevende publikum, og udtrykker at det trods den - i festival sammenhænge - relativt lille skare, lyder som om man er på Glastonbury. De nyere sange lever i Gøta ikke op til fordums meritter, selvom Closer fra 2007 skiller sig ud, og i den grad har publikums opbakning.

Til gengæld har Travis pakket tasken med gamle, dejlige sing alongs, som Driftwood, Writing to Reach You, Sing, og Turn og under ekstranumrene kulminerer festen. Først er det fantastiske og livsbekræftende Flowers in the Window i akustisk guitarversion, hvorefter det oplagte højdepunkt indtræffer. Aldrig har en sang faldet på et mere passende sted; mens regner uafladeligt siler ned, slutter Travis festen med deres evergreen Why Does it Always Rain on Me? Publikum responderer med en deltagelse der ikke står tilbage for Kings of Leons afslutning på årets Roskilde Festival med Sex on fire.

Videre ud i regnen (al musik foregår udendørs) gør lokale Høgni en udmærket figur. Sikker blues-baseret guitarrock i klassisk fire-mands opsætning, der begejstrer det hårdføre publikum der tilsyneladende ikke lader sig skræmme af et par regndråber, de er ligesom vant til det. Rimelig gennemblødt og noget kuldskær er det sidste jeg når at opleve denne aften, de svenske metal-veteraner Meshuggah (der i omklædningsrummet, lidet flatterende, parodierede Travis). Lyden er god, stemningen er intens, og der ingen tvivl om at kvaliteten er i orden. Trommeslageren er et sprudlende urværk, der kan spille to beats samtidigt, og guitarfigurerne og de hårde riffs sidder i skabet. Halvt inde i koncerten må jeg dog kapitulere, er simpelthen for kold og våd og vejrguderne har tilsyneladende ingen planer om at slække på nedfaldet.

 

Lørdag den 16 juli

Igen er der program for dagen. Efter klassisk forsinkelse - der virker som normen på Færøerne - skal vi i speedbåd, der kan tilbagelægge over 100 km/t, til Torshavn. Jeg synes det er fantastisk men desværre kommer en dansk kollega alvorligt til skade med ryggen, hvilket lægger noget af en dæmper på forsamlingens humør. Vores ven ryger på hospitalet, hvor vi andre får en rundvisning i dele af Torshavn af danskeren og pladeselskabsmanden Kristian Blak. Han har udgivet et utal af plader på Færøerne, op til 40 om året, hvor han flyttede til i 1974. Vi besøger hans bolig, hører om færøsk musikkultur, dens udfordringer og strabadser. Senere besøger vi et, snart færdigbygget, indspilningsstudie, styret af den entuisiastiske Jonas Bloch, som bl.a. har arbejdet med Teitur i en årræke.

Samme Teitur støder jeg tilfældigt på uden for studiet; han skal selvfølgelig på G!Festival senere på aftenen. Budam synger to numre i studiet og derefter går vejen tilbage til festivalen, denne gang noget mere bekvemt - og ordinært - tilbagelagt i bus. Klokken er blevet lidt for meget til at gentage gårdsdagens hot tub succes, så i stedet bliver der hørt musik og spist mad.

 

Strand under vand

Første skud er islandske Skalmøld - som vi lige når at se slutningen af - der ikke overraskende er i den tunge ende, uden dog at imponere nævneværdigt. Så er der til gengæld mere format over færøske Orka der spiller på stranden. Her er tale om halv-elektronisk industrial, delvist udført på selvbyggede instrumenter, som en liggende olietønde, metalrør- og plader og et langt, tyndt og hult strengeinstrument, der lyder som en elektrisk cello. Stemningen er mørk, tung og dragende og musikken er variende og kompetent udført. Eftersigende er det bassisten der er den helt store kreatør, og Orka, der har været på banen i nogle år, er et fascinerende bekendtskab, og den nordatlanstiske artist der imponerer mest på festivalen. Ser efterfølgende lidt af singer songwriter Gudrid Hansdottir, meget charmerende, men lidt stillestående udført. Godt med blomster rundt om mikrofonstativet, store smil og godt humør.

Næste situation er lettere grotesk. Mens vejrguderne har taget en lille regnpause, har tidevandet til gengæld meldt sin ankomst. Mens de aldrende Blind boys of Alabama er på vej på scenen, kryber vandet gradvist længere op på stranden. Indgangspartiet til strandarealet - og altså vejen op foran scenen - er decideret oversvømmet, men jeg har, modsat mine kollegaer - klog af skade - tager gummirøjserne på, og højvandet bliver ved med at stige. De blinde drenge leverer dog uanfægtet deres blues- og gospelbaserede sydstatsmusik, og dem der ser stort på våde fødder får en fin oplevelse i selskab med de gamle drenge.

Næste skridt er hele vejen fra Alabama til Tennessee. Et forrygende blue-grass orkester ved navn The Tennessee Mafia Jug Band indtager Playground scenen, med en sydstatsattitude og accent, der står i skærende kontrast til de barske klippedominerede og vindblæste omgivelser. Der bliver spillet på jug (flaske) banjo, gulvbas, og i højre side står en "mean fiddler", og samtlige medlemmer er i ført overalls og råder selvfølgelig over en stepdanser. Totalt charmerende og sprudlende og i god overensstemmelse med den fæørske spillemandstradition. Der er dog tilsyneladende lidt malurt i bægeret som jeg dog ikke selv er i stand til at verificere. I følge to kollegaer sang bandet til sidst om at sende "the Coons out of town", efter sigende et slang for sorte mennesker, graden værre end "nigger". Hvorvidt det forholder sig sådan skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, men sydstaterne er jo ikke ren idyllisk charme.

Tak for nu

Så er det tid, på stranden, til de lokale heavy helte Tyr, som også har spillet en hel del - med succes - uden for landets grænser. Det er stort opsat og talstærkt besøgt, og tidevandet har trukket sig et stykke tilbage. Min tyske kollega synes det er noget lort, jeg er mere neutral. Lyden er god, guitarfigurerne er forudsigelige men godt udførte, og man kan både høre lidt Judas Priest og Iron Maiden over Tyrs stil og udtryk. Bortset fra en svimlende underholdende færøsk fællessang i en lille hytte, og elektroniske beats i V.I.P.-teltet, slutter den musikalske rejse på Færøerne her for mit vedkommende.

En fascinerende og anderledes oplevelse med store præstationer fra bl.a. Travis Fallulah, The Tennessee Mafia Jug Band og Orka. Festivalen viste også at langt fra alle færøske artister har internationalt niveau, men der er ikke tvivl om at der eksisterer en levende og aktiv musikkultur i det nordatlantiske ørige. Men hvad kan man også forvente af en befolkning hvis indbyggertal er på størrelse med en by som Roskilde. Hvor mange gode bands kan de lige mønstre? Her til skal lægges at de internationalt anerkendte færinger Teitur og Eivør (der stammer fra Gøta) ikke optrådte, og så er der jo Linda, som vandt X Factor for et par år siden. Så tommelfingrene op for Færøerne og G!Festival, jeg tager gerne tilbage til næste år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA