x

Red Hot Chili Peppers - Transformation og fornyelse

Red Hot Chili Peppers - Transformation og fornyelse

Josh Klinghoffer er glad for sin ny rolle i Red Hot Chili Peppers. Han udskiftede bandets tidligere guitarist i oktober 2009. Selvom det ikke er nemt at skulle træde i John Frusciantes sko – manden, der både skrev sange til og spillede på prominente Red Hot Chili Peppers-albums som Blood Sugar Sex Magik fra 1991 og Californication fra 1999 – mener Josh Klinghoffer selv, at han er mand nok til det. Selvom den nye guitarist kun er 31 – og dermed 17 år yngre end bandets forsanger Anthony Kiedis – har han allerede spillet med Beck, PJ Harvey, Sparks og Cee Lo Green fra Gnarls Barkley. Så frontmanden for Red Hot Chili Peppers siger spøjst nok, at det er ham, der skal leve op til en hel del for at stå mål med deres nye guitarist.

"Det er da vist ingen, der tænker over, vel?" spørger han næsten forsvarende over for sit nye bandmedlem, men det er klart, at det er den 48-årige forsanger, der har bukserne på – et par sorte og meget stramme eksemplarer af slagsen. Efter flere år med et stort stofmisbrug ser den næsten sorthårede sanger sund, ligevægtig og veltilfreds ud. Han virker som om, han har nydt rigeligt af de californiske bølger og sol, som skinner lige nu på Santa Monica Beach uden for hotelværelset. Han er solbrun og desuden slank og veltrænet under den hvide T-shirt med på skriften "OFF", mens den nye guitarist ser en smule mindre veltilpas ud med sit uglede, drengede strithår, som om han lige skal vænne sig til sin nye position i et band med en meget lang forhistorie.

 

I har eksisteret siden 1970'erne. Er det svært at blive ved med at være fornyende og friske?
 
Anthony: – Det kunne godt være tilfældet, hvis vi ikke havde Josh Klinghoffer i bandet. Det var en af de karmiske glæder på et tidspunkt, hvor det kunne være svært at forblive friske. Da John (Frusciante, red.) valgte at foretage sig noget andet, gav det os mulighed for at blive frisket op igen.

 

Hvad gjorde udslaget, at John ønskede at starte på noget andet?
 
Anthony: – Måske ville han selv begynde på en frisk, og måske lå det i hans baghoved, at vi også skulle have mulighed for at begynde på en frisk.


Så det var nærmest et brud, der kom alle til gode?

Anthony: – Ja, det var et meget behageligt brud.
 
Som en lykkelig skilsmisse?

Anthony: – Det var ikke engang en skilsmisse. Det var mere: "mission accomplished, go rock out!"

 
Josh, hvordan har du det med at skulle træde i Johns sko? Er det på nogen måde intimiderende?

Josh: – John er en fantastisk person og en fantastisk musiker, og jeg ville aldrig kunne træde i hans sko. Det er en ære at spille sange, som han var med til at skabe. Men jeg tænker ikke på det på den måde, for så ville jeg blive vanvittig. Det ville være forkert at sige, at jeg er ligeglad med, hvad folk tænker, for det passer ikke. Jeg vil selvfølgelig gøre mit arbejde så godt, jeg kan og gøre alt for, at musikken bliver levende. Vi føler, at vi har startet noget nyt sammen, og det har ikke været andet end glædeligt, positivt og sjovt.

 

Hvordan ændrer det bandets identitet? 

Anthony: – Vores identitet? Vi har ikke rigtigt et identifikationskort….

 

Ok så. Hvordan ændrer det jeres dynamik?

Anthony: – Heldigvis har den forandret sig. Det havde vi brug for. Josh er en meget særpræget musiker, og han kommer med en bestemt farve, lyd og vibration, og vi kunne alle sammen forholde os til dette, inden vi spillede sammen. Vi beundrede Josh og respekterede ham, og vi havde allerede spillet med ham. Vi var heldige, at han var til rådighed og villig til at opleve vores band. Det er svært at sige, hvad det betyder for vores bands identitet, for den formes stadig, men indtil videre passer vi godt sammen og har det fedt. Jeg tror, at vi har genopfundet bandet på den bedst tænkelige måde. Det er stadig Red Hot Chili Peppers, men det er Josh Klinghoffers Red Hot Chili Peppers' tid.

Josh: – Som udenforstående har jeg altid set bandet som en familie, der var baseret på kærlighed og tørsten efter at lave musik. Det har ikke ændret sig, siden jeg kom til en dag i oktober.

Anthony: – Sandheden er, at bandet stadig elsker at lave musik, og vi er et band baseret på venskab. Det var årsagen til, at vi begyndte. Vi holdt ekstremt meget af hinanden og havde brug for hinanden for at overleve. Vi var fattige og sultne og følelsesmæssigt usikre. På sin vis var vi små hjemløse børn, der lavede et band baseret på disse behov. Den glæde ved livet og for musikken eksisterer stadig. Med Josh har vi valgt en ven, som vi vil lave musik med. Sådan har Flea og jeg altid gjort det. Det har været i den ånd siden 1983, og det giver mest mening for os og er synligt i alt, vi foretager os.

 

Er der noget, du savner fra de dage, hvor du var sulten og endnu ikke havde stor succes?

Anthony: – Hvis vi ikke var i stand til at skrive god musik, ville jeg savne det. Men da vi stadig skriver virkelig sjov musik, er jeg meget taknemmelig. Ind imellem forsøger jeg at finde ud af, hvorfor folk skriver det mest fantastiske musik i deres 20'ere og 30'ere og så i deres 40'ere og 50'ere er det nogenlunde, men det er bare ikke så levende som det, de skrev tidligere, hvor de stadig søgte med lys og lygte efter mening med det hele.

 

Hvad er svaret så?

Anthony: – Jeg arbejder stadig på at finde ud af det. For os er hemmeligheden, at vi arbejder sammen som gruppe i modsætning til det latterlige fænomen, at man er soloartist. Jeg vil ikke nævne navne. Men der er større chance for, at det bliver meningsfuldt, hvis alle i gruppen bidrager.

 


Selvudvikling

Det er syv år siden, at Anthony Kiedis skrev sine erindringer i bogen Scar Tissue, hvor han gik i dybden med sit narkotikamisbrug. Da det tidligere bandmedlem Hillel Slovak døde af en overdosis i 1988, kunne forsangeren ikke få sig selv til at tage med til begravelsen, og først 12 år efter blev han selv "clean". I dag har han sadlet om. Han er blevet far til den nu tre år gamle søn Everly Bear med sin ekskæreste Heather Christie, og har opdaget surfing som en måde at finde psykisk balance på. Selvom han nødigt vil blive for sentimental eller kaldes "spirituel".

 

Du har gennemgået mange personlige forandringer, fra du begyndte.
 
Anthony: ­– Vi forandrer os, og der sker forandringer omkring os. Det er en stor velsignelse for os, selvom forandringerne ikke var meningen eller kan synes smertefulde, så fører det altid noget større med sig. Jeg er stadig under udvikling så at sige – som musiker, som person, som ven – og jeg er villig og åben og spændt på at blive bedre til alle de ting både for min egen skyld og for de mennesker, der skal have med min skøre røv at gøre.

 

Er du da skør disse dage? 

Anthony: – Det kommer an på, hvem du spørger. Der er mange, der siger pæne ting om min udvikling og andre, der ikke gør.

 

Du er blevet stoffri, og du er blevet far. Er du blevet mere spirituel med årene? 

Anthony: – Spørg Gud. Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører nogen sige, at de er spirituelle.

Måske mere spirituelt bevidst?

Anthony: – Ja. Men hvad er det lige præcist? For mig kan det være ikke at slå en anden i hovedet. Det kan være et spirituelt øjeblik for mig. Så ja, jeg er blevet mere spirituel. Men jeg har altid følt mig nært forbundet til kærlighed, livet, venskab og kunst, så på sin vis har jeg altid været spirituel, for det er det, der tænder mig. Jeg er måske ikke helt så egoistisk som tidligere.

 

Du var meget selvdestruktiv i 80'erne...

Anthony: Whooo!!!!! Hahaha!

 

Hvorfor tror du, så mange kreative mennesker bliver selvdestruktive – blandt andet ved at tage stoffer?

Anthony: – Kreation og destruktion er naboer. Så destruktion inspirerer kreation. Bandet er nok et eksempel på det. Vi anså Johns afgang som destruktivt for bandet, men det viste sig, at det betød, at vi kunne fortsætte med at udvikle os. Det er menneskeligt at kigge efter smerte, tab og personlig destruktion for at finde kunstnerisk inspiration. Kunst bliver ofte til under selvdestruktiv opførsel.

 

Men det handler vel også tit om, at berømmelse og penge fører til den slags. Eller?

Anthony: – Jo, det kan helt sikkert ske. Men det kan ikke rigtigt være min undskyldning, for rigdom og berømthed kom meget langsomt til mig, og jeg forsøgte hele tiden at slå mig selv ihjel – ikke bogstaveligt talt, men en udenforstående ville nok betragte mig og sige: "hvorfor gør han det imod sig selv?" Der gik mange år, før jeg begyndte at tjene penge som kunstner.

 

Hvad fik du ud af at tage stoffer?

Anthony: – Det er fedt, når man opdager dem første gang. De åbner døre, der fører dig ind i en anden verden – et helt nyt univers, som man til at begynde med godt kan fungere i. Men så ændrer det sig. Det bliver virkelig grimt, og man burde stoppe, men kan ikke. Og så er det, at de ikke åbner op for en ny verden. De bliver hele din verden. De overtager fuldstændig styringen.

 

Det var vel svært at komme ud af det?

Anthony: – Det er nok det sværeste, jeg har nogensinde har gjort. Men da jeg blev "clean", var det den bedste følelse, jeg nogensinde har haft. Bedre end at opdage stoffer. Det er et bedre "kick", og det varer meget længere.

 

Du har jo helt klart oplevet en transformation, ikke?

Anthony: – Jo.

            
Og du holder dig godt og går til fitness?

Anthony: – Fitness? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst gjorde det.


Hvordan holder du den så kørende?
 
Anthony: – Den? Kørende? Haha, frække danskere...

 

Meget morsomt. Hvordan holder du dig i form?

Anthony: – Jeg bærer rundt på min søn så meget som muligt, og min venstre arm er endelig lige så stærk som den højre. Han har været her i tre år, så det hjælper. Jeg har også opdaget surfing, som jeg er blevet fuldkommen forelsket i. Det er en fed følelse, og det virker afbalancerende på kroppen og psyken. Det er nærmest en elektrisk oplevelse. Jeg nyder også at klatre i træer og cykle.

 

Hvordan påvirker musik din psyke?

Anthony: – Hvis du forestiller dig, at der findes én enorm sjæl fuld af dimensioner, som vi alle sammen er en del af på en eller anden måde, så forbinder musik, sange, lyde mig til dette sted. Da jeg var på vej til dette interview i dag, lyttede jeg til "The Idiot" (Iggy Pop-klassiker, red.) og med hver eneste sang, følte jeg, at den førte mig til et nyt sted, der bidrog til mit sjæleliv. Med musik er det som om, man sætter stikket i noget, som ens krop kan forholde sig til.

 

 

Red Hot Chili Peppers om Danmark

Hvilke erindringer har I fra Danmark?

Josh: – Jeg har stadig en tube fodcreme fra Danmark, som er ved at være tom. Jeg købte den efter Red Hot Chili Peppers' sidste Stadium Arcadium-koncert. Vi var der sammen.

Anthony: – Kan vi tale om andet end fodcreme måske? Haha!

Josh: – Jo, men jeg er jo nødt til at tage tilbage til Danmark og få noget mere.

 

I har spillet på Roskilde Festival. Hvad adskiller den fra andre koncerter, I har holdt?

Anthony: – Uden at slikke dig for meget i røven... Jeg elsker Danmark, og jeg elsker danskere. Det er et af de steder i Nordeuropa, hvor jeg føler mig mest hjemme. Jeg har haft mange gode erfaringer med danskere, som er utroligt venlige og tålmodige med udlændinge. Det er et magisk sted.

 

Red Hot Chili Peppers – L.A. Band 

Red Hot Chili Peppers blev dannet af sangeren Anthony Kiedis, bassisten Flea og daværende trommeslager Jack Irons samt guitaristen Hillel Slovak, mens de stadig gik på Fairfax High School midt i hjertet af Los Angeles sidst i 70erne.

"Jeg elsker Los Angeles, og at vi bliver associeret med byen," siger Anthony Kiedis. "Den er meget mere dynamisk og kreativ end sit rygte. Mange anser Los Angeles for at være et kliché-sted, men det siger mere om personen, for jo dybere man kigger på byen, des mere mystisk og spændende bliver det at udforske den. Det er op til eventyreren at finde ud af det. Bare kig ud af vinduet: det er et magisk kongerige."

Byen er fuld af inspiration for bandet. Anthony Kiedis husker, hvordan han sad på Hollywood Forever Cemetery på Santa Monica Boulevard og skrev sangtekster blandt gravstenene. I dag fiser han frem og tilbage på motorcykel mellem Hollywood og Malibu på kystvejen Highway 1 for at suge luften til sig, så den kreative energi kommer til ham.

"Det er en sjov ting med kreativ energi. Indimellem findes den overalt – som på parkeringspladsen foran supermarkedet, og ind imellem er den bare pist væk."

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA