x

Live Camp på Smukfest dag 1

Live Camp på Smukfest dag 1

Efter i en årrække at have sørget for sceneplads til upcoming-bands i form af talentkonkurrencen Starfighters har Danmarks Smukkeste Festival i år lanceret det nye initiativ, Live Camp, som skal sætte fokus på den hjemlige talentmasse. Spirende bands og solister får mulighed for at spille foran et større publikum. I dag drejede det sig om Eva Lucia, GeryLaag, Female Futures, Bombshelter, Poseidon, Bumsestilen, Broder A, Emma Green, Ekkoego og Asbjørn & The Strange Ears. Sidstnævntes optræden bliver imidlertid ikke gemmengået i denne artikel, eftersom vi har anmeldt den gode Asbjørn og hans band for ganske nylig på Northside Festival.

Eva Lucia

Klokken 14.00 står det efterhånden klart, at vejret i dag har tænkt sig at vise sig fra en af sine absolut værste sider. På godt dansk pisser det mildest talt ned, og GAFFAs udsendte kan tælle 17-18 stykker foran scenen, da Eva Lucia går på og fremfører første nummer med kun sang og tromme. En flot og modig start på hendes 30 minutter lange sæt. I næste sang gøres hun selskab af en guitarist, der ironisk nok har solbriller på. Det må være for ikke at få vand i øjnene. Det er melankolsk, stille og meget, meget fint. Eva Lucia er i besiddelse af en flot og yderst udtryksfuld stemme, der stemmer godt imod det afdæmpede guitarspil, og det er virkelig synd, at vejret er imod hende. Mest for de folk, der ikke får lov at nyde godt af hendes musik denne eftermiddag.

At en stor øl-lastbil vælger at brøle forbi scenen, netop som Lucia fremfører et skrøbeligt nummer med dansk tekst, er direkte åndssvagt og ubehøvlet. Særligt når nu man skal spidse ører for at fange poetiske tekstbidder som: "Imens jeg danser i mørket finder du forhåbentlig dig selv". Der bliver også plads til det mere legesyge og soulede midt i alt singer-songwriteriet, noget den unge sangskriverske også mester til UG, og det optimale presses ud af guitar-vokal-konstellationen. Talentet er ikke til at tage fejl af. Slet ikke da Lucia vælger at slutte den korte koncert, som den startede: alene med stemme og tromme i en inderlig fremførelse, der flot folder hendes vokale formåen ud. Hun er værd at holde øje med, hende her.

GeryLaag

De bange anelser melder sig, da en flok kåde efterskoleelever står stimlet sammen foran Live Camp-scenen. Og ganske rigtigt er det en solid gang efterskolerock, der nu skal til at udfolde sig på scenen. Komplet med en spinkel forsanger-vokal, der prøver alt, alt for hårdt på at matche de engelsksprogede forbilleder, hvilket medfører en lidt ufrivillig komisk accent.

GeryLaag spiller nu ellers ganske fint, selvom de er grønne, og de virker både glade og sympatiske. De gør skam også en god figur på scenen. Det er tydeligt, at de er vant til at være stjerner hjemme på efterskolen, men ude i den virkelige verden har de brug for både flere timer i øvelokalet, bedre materiale og mere erfaring, hvis de purunge gutter for alvor skal markere sig. Men Live Camp er jo netop også en oplagt mulighed for at få den erfaring, og i betragtning af deres unge alder gør de det sgu godt, og talentet til at blomstre i fuldt flor er bestemt til stede. Gåpåmod, spilleglæde og scenepresence er i hvert fald på plads. Og selvom det nok varer nogle år, før potentialet er fuldt udviklet , er det rart at se nogle knægte, der har satset på den gode gammeldags guitarrock.

Female Futures

Female Futures består af tre teenagepiger, hvoraf den ene synger, og de to andre rapper. Alt sammen på dansk. Det er en god idé og et fint koncept, men Female Futures leverer en mildest talt haltende optræden og virker meget utrygge på scenen. Faktisk i en sådan grad, at man står og kommer i tvivl, om det mon er deres første optræden. Deres tilbageholdende og lettere skræmte fremtoning stemmer dårligt overens med pigernes tekster om at gå amok og fyre den af. De virker virkelig meget generte, og det går ud over både flowet i pigernes rap og tonerne i de melodiske omkvæd.

Kvaliteten af Female Futures materiale er på niveau med den mængde af selvtillid de udviser, men til gengæld er der masser af charme og lækkert hår, og det er svært ikke at holde af de tre på trods af deres mekaniske old-school rap ("jeg var jaloux på dig før, jeg griner kun hvis du dør"), der udføres uden en snert af overbevisning. Der burde helt sikkert være et marked for konceptet, men der er bare en del, der skal finpudses og slibes, før det kan gå rent ind hos tween-tøser og ligesindede. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det lyder inde i pigernes hoveder, men der skal ske lidt, før det også lyder sådan for os andre. Det bliver interessant at se, hvordan de her females kommer til at lyde i fremtiden, for det her er tydeligvis kun den spæde begyndelse. Klø endelig på!

Bombshelter

Klokken er blevet fem, og efter en kort retræte er regnen vendt stærkt tilbage, hvilket betyder, at Bombshelter ikke har så mange at losse deres hårdtlående og storladne elektriske guitarrock ud over. Rent professionelt og sammenspilsmæssigt er vi niveauer over de to foregående optrædener, men Bombshelter-drengene kan heller ikke løbe fra at have flere erfaringsmæssige år på bagen. Der bliver gået godt til den, og de lader sig ikke påvirke af hverken den piskende regn eller det ringe fremmøde.

Der er højt til loftet i bandets lidt Muse-associerende sange, og drengene leverer en absolut overbevisende præstation. De er ikke bange for et tungt guitarriff, et højstemt omkvæd eller en progressiv passage eller to. De er udadvendte og får publikum godt med, og som de står der og spiller røven ud af bukserne, ligner de et godt bud på et kommende stort rockband. I hvert fald fortjener de næsten at få lov at spille på et stadion eller to og lufte deres guilty pleasures for masserne.

Poseidon

Med et navn som Poseidon havde overtegnede måske mindst af alt regnet med et funk-foretagende, men sådan kan man jo tage så grueligt fejl, for det var netop, hvad der gemte sig bag havgudsnavnet. Bandet spiller tung funkrock med et metallisk strejf i guitarlyden og en vis rocket vildskab i vokalen. Der er fra start godt gang i bandet, hvis langhårede forsanger får rystet manken godt og grundigt til de musikalske udskejelser.

De farverige folk (trommeslageren er iklædt smoking og høj hat, mens guitaristen har noget, der ligner to skolopendere tatoveret langs kravebenene) formår at sparke gang i noget, der ligner en fest foran scenen trods de grå skyer og den silende regn. Det er sgu godt gået. De spiller godt og tight, men lyden er en smule spinkel, og det er lidt for forskelligt, hvor godt den vekslen, der er imellem brølende rockvokal og mere tyndbenet skønsang, fungerer. Poseidon er næppe for alle, men de fik folk godt med på havgudsfunken i dag.

Bumsestilen

Dagens første solskin er kommet frem – det betyder dog ingenlunde, at regnen er stoppet – og bag scenen er der en flot dobbelt regnbue. Baren ved siden af er lige holdt op med at spille Nickelback, og oddsene er med andre ord lukrative for, at det bliver en god koncert med Bumsestilen, hvis de leverer varen. De lægger ud med en flok gode, intelligente rim og punchlines, der fint understøttes af tunge beats.

Der er rigtig god energi på scenen, og de to sympatiske rappere leverer et rigtig fint show med masser af attitude af den gode slags. Flowet er tight og får Female Futures til at føles flere lysår væk. Bumsestilen formår at tænde godt og grundigt op under publikum, der både smider hænderne i vejret og nikker med nakkerne. Der er en række fine a cappella-rapstykker fra Thomas T, der sammen med makkeren DJ Swab leverer et solidt og top-professionelt sæt.

Broder A

Broder A har en gang yderst behagelig funyficeret soulrock på samvittigheden. Frontmand Broder A himself er i besiddelse af en enormt god stemme, og bandet har en fyldig og varm lyd. At Hr. A har blonde dreadlocks, flølsbukser og smider skoene under sang nummer to giver faktisk et ret godt billede af, hvordan musikken lyder. Der er virkelig styr på stemmebåndet, og det er meget svært ikke at lade sig rive med af bandets tunge soul, og hvorfor skulle man da heller ikke det?

Broder A og hans kumpaner udgør et fremragende live-band, der faktisk vækker associationer til de tidlige Drori-Hansen Furniture-dage. Det er decideret fremragende, og de rammer virkelig klokkeklart med deres autentiske og oprigtige udtryk. Koncerten slutter med en flot sang om kærligheden – fremført solo af Broder A på guitar. Det er, så man bliver helt rørt og varm om hjertet. "Et stille brag", som konferencier Adam Duvå Hall ganske rigtigt betegner det som. Før man får set sig om, er bandets spilletid forbi, og en yderst fornøjelig halv time i overordentligt godt selskab er passeret. De kan sagtens drive det til noget stort.

Emma Green

To uniformerede politibetjente fører to dansere iklædt hvide malerdragter og noget, der minder om Michael Myers (ham den fæle morder fra Halloween-filmene, red.)-masker ind på scenen og stiller sig efterfølgende bag dj-pulten og fyrer op for et elektronisk beat. De bliver efterfulgt af en yderst velsyngende Emma Green, der er iført en mellemting mellem en balkjole og en sexet udgave af en skolepigeuniform, og leverer en gang radio- og dansevenlig elektronisk pop

Green er i strålende humør og mestrer kunsten at få publikum med sig. Danserne har smidt malerdragterne og er nu iført boksehandsker under en dansksproget sang om at flirte. Det er et ganske professionelt pop-show, vi får her. Der er ikke den store substans eller dybde i hverken musik eller tekster, der veksler mellem dansk og engelsk, men stemningen er god – rigtig god endda, og ros til Live Camp for at præsentere et så alsidigt program. Green og hendes hårdtpumpede og ganske opløftende danse-pop gør sig rigtig godt i skumringen, og der skulle ikke være noget i vejen for, at hun kan kaste et diskoteks-hit (eller hedder det "klub" nu til dags?) eller to af sig.

Ekkoego

Fem mand store Ekkoego står for en god gang dansksproget rocket powerpop med godt med energi og fængende omkvæd. Der er gang i kvintetten fra første færd. De har tydeligvis bestemt sig for at spille op til fest, og det gør de uden at blinke. Der er ingen slinger i valsen, og bandet kan deres kram til fingerspidserne.

Der er store armbevægelser og masser af indlevelse, og man forstår faktisk ikke, at det er et halvt år gammelt band, man står og ser på, for publikumskontakten er helt i top, og materialets umiddelbarhed, der gør, at omkvædene virker bekendte allerede anden gang, man hører dem, medfører en vis hit-fornemmelse over sangene, og hvis drengene spiller deres kort rigtigt, skulle der da heller ikke være noget i vejen for, at de med tiden kaster et par landeplager af sig.

Live Camp fortsætter i dag den 9. august med 10 nye bands på Kærlig Heden på Danmarks Smukkeste Festival.

 

Læs reportage fra Live Camp dag 2

Se flere billeder fra Live Camp i dette galleri

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA