x

Øyafestivalen 2011 - Genopståede indiehelte, storhedsvanvid og en lille smule blackmetal

Øyafestivalen 2011 - Genopståede indiehelte, storhedsvanvid og en lille smule blackmetal

Øyafestivalen 2011 er i fuld gang i den norske hovedstad, som for tiende år i træk kan melde udsolgt i forsalg. Dette sker takket være et fremragende stykke bookingarbejde, der de seneste år sker med overlap i de to andre store festivaler i Skandinavien; Way Out West i Göteborg og Flow Festival i Helsinki, der finder sted i samme weekend.

Det betyder, at Øya præsenterer en del artister, som fortsætter til andre koncerter i Skandinavien som Kanye West, Aphex Twin, Grant Lee Buffalo, Fleet Foxes, Avett Brothers med flere - og derudover også præsenterer navne, som ikke når til Danmark som Guided By Voices og ikke mindst Pulp, som mange savnede på Roskilde Festival i år. Op til festivalen blev Øya i år beskyldt af eksperter i norske medier for at være bagudstræbende med internationale samt norske bands, der havde sin storhedstid for mere end ti år siden, selvom programmet også bød på adskillige dugfriske navne som Twin Shadow, WU LYF, Matthew Dear, Ghost, Graveyard, Givers og ikke mindst en flerfarvet buket af blomstrende norske kunstnere. Men "everyone's a critic" som man siger på et andet kontinent. Koncerterne med Sebadoh, Guided By Voices, Aphex Twin, Pulp, Jayhawks, Kyuss, Grant Lee Buffalo og Jayhawks var over en bred kam mindeværdige oplevelser, der fik eksperterne til at fremstå som ignoranter.

Øya er ikke den største, men den bedste og mest behagelige festival i Norge med rummelige omgivelser i Middelalderparken og Oslos centrale spillesteder. Og var de norske priser ikke vanvittigt høje, ville det være et oplagt rejsemål for flere danske musikfans. Tag herop, hvis du elsker ny musik, gamle legender og kan overnatte hos en ven!

Men historien om Øya er desværre også historien om det mørke, som terrorsagen for tre uger siden lagde over Oslo. En by i sorg efter bomben i det stadigt afspærrede regeringskvarter og skyderierne på Utøya, hvilket er markeret med et hav af blomster, lys og billeder omkring domkirken i centrum. Sammen med andre kulturarrangører valgte Øya at gennemføre festivalen for at vise, at byen ikke skal lade sig stoppe terror.

"Det er tid for sorg og ettertanke, og vi veit at mange trenger å bruke mye krefter på å bearbeide det som har hendt. Likevel er vi opptatt av at byen vår og landets innbyggere ikke skal la seg knekke av helgas hendelser. Oslos arrangørmiljø er samla enige om at dette ikke skal stoppe oss. Politi, regjering og publikum har alle uttrykt sterke ønsker om at Oslo skal være tilbake i normal gjenge, så snart som mulig. Sammen med Oslos befolkning og tilreisende ønsker vi å ta byen vår tilbake. Festivaler, konserter og andre kultur- og idrettsarrangementer skal være gode arenaer for felles opplevelser, samhold og positive inntrykk i en tung tid," skrev Øya på sin hjemmeside før festivalen, der blev afviklet næsten upåvirket af sagen.

Norsk klubaften på Parkteatret

Festivalen begyndte tirsdag med en ren norsk klubaften, hvor i alt 80 af de mest spændende norske bands i noget, der mindede om en showcasefestival som SXSW, gav koncerter på Oslos ret charmerende spillesteder.

Den ombyggede biografsal og det ganske stemningsfulde rockvenue Parkteatret havde tre lovende navne på plakaten. Kvartetten I Hope I Die Virgin kommer med en del britiske postpunk-inspirationer, men har også noget emo-synthesizer kørende, som er lidt svær at elske. De bygger musikken op fra en solid bund og nyder også en mørk grimhedsæstetik, men vokalen var skidt, og derfor var de instrumentale numre åbenlyst bedst. Bergen-bandet Bloody Beach er et fremragende liveband med ligeledes britiske guitarpatenter og en forsanger, der nyder flaskeøl og en præstekjole-lignende heldragt, der kombineret med en ret manisk vokal og multietniske rytmer får det hele til at fremstå lidt morsomt, og var det ikke for den insisterende tilstedeværelse på scenen, ville man have troet, det hele var sarkasme. Deres debut-ep Bonanza kan downloades gratis.

Den norske støjrock-kvartet The Megaphonic Thrift sluttede aftenen på Parkteatret af med at give prøver på nyt materiale foran godt 500 publikummer. Med tiden er kvartetten blevet et solidt publikumshit, mest for alternative rockfans og ikke så meget for radiolytterne. Koncerten var uhørt voldsom i sine hvirvlende, kaotisk guitarflader - og sædvanen tro gode melodier. Generelt virker det som om, at udlændinge/danskere/amerikanere tror, at norsk musik kun er A-ha-pop, men virkeligheden er jo, at den norske musikscene imponerer med en masse eksperimentale rockbands (nåja, samt blackmetal og freejazz), og det bekræftede denne aften til fulde.

Onsdag: Grant Lee Buffalo, Kanye West, Deathcrush, Destroyer, James Blake

Selve festivalpladsen er centralt beliggende i Oslo, og ligger tæt ved vandet. Den største scene Enga ligger, ganske som navnet afslører, på en eng, og i forhold til et stort navn som Kanye West spiller her på dagens første dag, giver den nærmest et lidt beskedent indtryk. Det viser sig, at det på grund af festivalens størrelse er at regne på plussiden, eftersom det giver mulighed for at se nogle store navne under, hvad der nærmest er at betegne som intime forhold.

Første udenlandske navn på Enga er Grant Lee Buffalo og netop et eksempel på en trio, som ikke indspillet nyt materiale siden halvfemserne. Forsanger Grant Lee Philips har været hyppigt beskæftiget som solo-kunstner og også besøgt Danmark flere gange, men de færreste vil nok påstå, at han nået de samme magiske højder som på pladerne "Fuzzy", "Mighty Joe Moon" og "Copperopolis". Det er også med sange herfra som "The Shining Hour", "Fuzzy" og "Mockingbirds", at vi sammen med trioen trodser regnskyer og begyndende mudder i de sjappede græstover, der tegner faretruende for fire dages festival. Lidt fårede af årene ser de ud, noget som ikke engang bassist Paul Kimble kan gøre noget med verdens mest orange kasket, men sangene er nu stadig fine.

Tæt på Enga krydser fjorden sig, så for at komme over på den anden side, hvor den mindste scene Klubben ligger, må man krydse en rudimentært af træplader bygget bro, som gynger og svajer så meget, at det nok er en god ting at drikkekulturen er så anderledes civiliseret, fordi godt beruset kunne man nok ellers risikere et ufrivillig bad i de sene timer. Ved siden af backstage ligger også et VIP-område, og herfra kan man se tværs over vandet til Enga, hvor norske Lukestar spiller. Det ser ud til, at de trykker den af, men på nær af et par ivrige fans op foran, ser det knap ud til at publikum ænser det. Anderledes er det, når Deathcrush spiller på Klubben. Den norske trio består af to piger og en mand på trommer, og er opkaldt efter den første ep fra det norske blackmetal-band Mayhem. Det er også musik, der kradser tungt med indslag fra punk, metal og noise, og som en sådan koncert ideelt afsluttes er forsangerinden til sidst nede og optræde på gulvet blandt publikum.

I den anden ende af festivalpladsen ligger scenen Vika, hvor canadiske Destroyer leverer en herligt tilbagelænet koncert. På en scene virker eneste gennemgående medlem Dan Bejar en anelse sky og indadvendt, men med sine ordrige tekster har han godt fast i publikums opmærksomhed, men så er dette også første gang Destroyer, som også vendte forbi Roskilde Festival for en dansk debut tidligere i år, spiller i Norge.

Læs hele anmeldelsen: Destroyer

På vej derfra kunne man så belejligt standse op ved den næste scene Sjøsiden, hvor 2011 nye engelske superstjerne James Blake optrådte med dyb, dyb bas og loopede sin stærke vokal. Da "I Never Learnt To Share" gik i gang løb der et sus gennem publikum, som også blev loopet med. En kunstner, som kan være svær at placere på en festival, da interesse og forventet tilstrømning egentlig fordrer en stor scene, men Sjøsiden viste helt perfekt til Blake.

Galleri: James Blake, Øyafestivalen 2011

Selvom det ville have været interessant at afrunde med at se pigerne i Warpaint, så var det svært ikke at vælge den megalomane rapper Kanye West, som var afsted med "My Beautiful Dark Twisted Fantasy", der er blevet modtaget med næsten gennemgående topkarakter, heriblandt også i nærværende publikation. Sådan var det var tilsyneladende mange andre, der filosoferede, for det var lidt trængt foran Enga, hvor rapperen sørgede for et kæmpeshow delt op i tre akter med koreograferede danserinder og en Kanye West der blev hejst op i en kran midt fra publikum.

Kanye West åbnede koncerten med "Dark Fantasy", "Power" og "Jesus Walks" og gik gennem en lang hitparade på to timer i tre akter, som fastslog hans kvaliteter som rapper/popstjerne og som performer. Messias-, konge- og andre excentriske metaforer på storhed følger med. Showet var fuldstændigt overvældende i sig selv med de 20 dansere, kæmpe lysende bagtæppe med romerske figurer, fyrværkeri og lasershow. Men kongen af hiphop fik også udfoldet sig som musikalsk mastermind med et medrivende flow og iderige samples. Alt i alt et fabelagtigt liveshow.

Torsdag: Guided By Voices, Janelle Monáe, Aphex Twin

Onsdag stod regnen ned, men den næste dag viste Oslo sig fra sin smukkeste side med solskin. Eksemplarisk for en bådcruise ud til en af øerne i Oslos skærgård, men som også medførte at den første koncert blev Guided by Voices, som Øya utrolig nok lykkedes med at booke foran næsen på alle andre europæiske festivaler. Siden bandet spillede til pladeselskabet Matadors 25 års jubilæum i det klassiske lineup fra midthalvfemserne, som stod bag mesterværker som "Bee Thousand" og "Alien Lanes" har efterspørgselen på at få dem til Europa været massiv, men bandet rejser stort set aldrig.

Hele anmeldelsen: Guided By Voices

Den højtagtede rapper Q-Tip fra A Tribe Called Quest skulle have optrådt denne torsdag, men aflyste med kort varsel. Det lod festivalen heldigvis sig ikke ryste af, og fik i stedet smidigt sat en koncert op med den bloghypede amerikanske duo Shabazz Palaces, som blandt andet er blevet bemærket, fordi de er det første hiphop-band på Sub Pop, der ellers har et bagkatalog med grunge-, indierock- og folkrockklassikere. Shabazz Palaces er et noget mere eksperimenterende og mørk alternativ til Q-tip, men duoen gjorde det godt med deres syrede formmæssigt udsvævende kompositioner, ikke mindst hjulpet på vej af en række sjove og småkiksede håndtegn og dansetrin.

Interview: Shabazz Palaces (GAFFA Sverige)

På Sjøsiden kunne man efterfølgende opleve en performance i en helt anden liga, da Janelle Monáe viste både format og talent. Hun fik de ellers lidt tilbageholdne nordmænd (Norge må være det eneste land, hvor der til en festival er betydlig længere kø til fish'n'chips-boden end til ølteltet) til at gå i en sandt festrus. Og Monáe holdt publikum i sin hule hånd med en enorm soulvokal, der satte mange af bandpræstationer på festivalen helt og aldeles i relief. Herefter havnede man i en trafikprop, hvis man altså tog over på Vika for at se Explosions In The Sky, som må være et lidt større og afholdt orkester heroppe end hjemme. De kvitterede med en kanonhøj koncert, der faktisk lød triumferende sørgmodig, sådan som opslaget, musikerne i sin tid fandt hinanden med, skulle have beskrevet band-projektet. 

Galleri: Janelle Monáe, Øyafestivalen 2011

Afsluttende stod valget så mellem Kaizers Orchestra, som er ligeså folkekære, som Nephew er i Danmark, og super-særlingen Richard D. James alias Aphex Twin, der opererer i et langt mere utilnærmelig dystert felt, men samtidigt redefinerer, hvad vi i dag forstår ved elektronisk musik. Hvis man valgte den senere, fik man en udfordrende oplevelse grænsende til det ubehagelige både musikalsk og visuelt, hvor Aphex Twin bød på en kompleks og avanceret sanseoplevelse. (Aphex Twin giver koncert i København den 20. august).

Fredag: OFF!, Jayhawks, Twin Shadow, Pulp

En begyndede måne under dreadlocksene afslører på forsanger Keith Morris, at medlemmerne i supergruppen OFF! går noget tid tilbage, og rigtig nok stammer de fra hardcorescenen i Los Angeles. Morris var Black Flags første forsanger, men har senere figureret i Circle Jerks, mens gruppen også tæller medlemmer fra Rocket From The Crypt og Redd Kross. De lyder også som snydt ud af næsen derfra med deres ultrakorte voldsomme sange, der leveres med indlevelse denne bagende varme fredag eftermiddag.

Anmeldelse: OFF!

På Enga er der derimod dømt hyggestund med The Jayhawks, der spiller en fornemt behagelig koncert, som afnydes af publikum, hvoraf mange valgte at slå sædet i græsset. Dagen inden havde Guided by Voices proklameret at solen altid kom frem, når de spillede. Måske valgte den at blive hængende, eller det kan være samme regel kan appliceres på Jayhawks, hvis flotte klassiske sangskrivning, lyse harmonier og rødder i amerikansk musiktradition let bringer en varm følelse indenbords.

Det norske krautrock/industrial-orkester 120 Days lokkede en stor flok mennesker til Klubben, så meget endda at broen dertil blev lukket af. Så kunne man i stedet tage livtag med et andet norsk orkester, Kvelertak, hvis debutalbum er produceret af Kurt Ballou (fra Converge) og indeholder forståeligt stærke numre som "Mjød", "Blodtørst" og "Ligtorn". Der er tale om en art hybrid-metal, der har træk fra grindcore, dødsmetal, black metal og hardrock, alt sammen vel at mærke leveret på growl-norsk. Kvelertak stod for en slagkraftig koncert med en forsanger i Erlend Hjelvik, som deler ud af sig selv helt ud.

Galleri: Kvelertak, Øyafestivalen 2011

Lidt færre søger sig mod Klubben, når New Yorker-boen Twin Shadow spiller med sit band for første gang i Norge. Her kan man ellers beskue en rigtig lummer koncert, der trækker spor til 80'er-pop og nyere club-musik. Ofte henslængt proppet ind i rodebutiks-betegnelsen chillwave byder Twin Shadow i hvert fald på fornem melankolsk pop. Bandet bliver badet i uproportionelt meget røg, så man en del af tiden har svært at se, hvad der sker på scenen, hvilket er særligt påfaldende i teltet, hvor rygning ellers er forbudt.

Så var det tid til et gensyn med engelske Pulp, som anført af den aristokratiske og excentriske gentleman Jarvis Cocker ikke lavet nyt sammen i over ti år. Som genforenings-koncert kunne man nok ikke ønsket mere. Pulp med en høj-energisk Cocker i front virker tændte og spiller, hvad der ligner en ønskeliste fra fansene med numre som "Babie", Razzmatazz", " I Spy" og mere kendte hits som "Disco 2000" og "Common People" i en over-the-top udgave.

Læs hele anmeldelsen: Pulp

Lørdag: Givers, Kyuss, Jamie xx, Sebadoh

Første stop lørdag var et temmelig nyt ungt amerikansk band fra Louisiana, en folkrock-kvintet ved navn Givers, der i forlængelse af mange andre nyere amerikanske bands benytter sig af heftig percussion og hastig guitar med inspiration fra verdensmusik, tænk på en blanding af Vampire Weekend og The Dodos. Givers synes utrolig beærede over at have blive inviteret, og deres koncert er en fornøjelig lille appetitvækker, blandt andet med nummeret "Up Up Up", der også synes at være inspireret af Paul Simons afrikanske ekskurser.

Manchester-bandet WU LYF (der står for World Unite! Lucifer Youth Foundation) er nok ligeså grønne som Givers, men har fået helt enormt meget opmærksomhed, især i hjemlandet. En del af det bygger dårlig nok på deres musik, men ved at de har nægtet at give interviews, ifølge eget udsagn modarbejder musikindustrien, og har sløret foretagendet i mystik. De udstråler også idiosynkratisk modvilje fra scenen med intens og melodisk svært decifrerbar musik med skingre guitarer og råbevokal. Det bliver interessant at se, hvad der yderligere gemmer sig i mystikken.

Samtidig giver Kyuss, der sidste år blev gendannet under navnet Kyuss Lives! efter 15 år pause, en noget mere autentisk stonerrockkoncert med John Garcia på vokal og en velspillende Nick Oliveira på bas (i øvrigt iført en OFF!-T-shirt). Ud af asken på Kyuss steg i slutningen af 90'erne John Hommes siden meget meriterede Queens Of The Stone Age, og de to bands fra den californiske ørken har da også mange ligheder, men det monotone mere loyale Kyuss-udtryk var et af lørdagens højdepunkter.

Mens solen går ned over vandet ved Sjøsiden har den samiske folk-dronning Mari Boine indtaget scenen. Hun åbner med at synge solo, og man får gåsehud af den ærkegammelt traditionelle samiske folkemusik, mens man bevæget ikke kan undgå at tænke på en andel unge norske mennesker, som ikke fik muligheden for at deltage i årets festival. Samtidig tænker de på noget helt andet ovre i Klubben, hvor det nye britiske producerhåb Jamie Smith, alias Jamie xx fra The xx, viste sin alsidighed og gav prøver på sit fine både originale og remix-materiale.

Læs hele anmeldelsen: Jamie xx

Dinosaur Jr.-medlemmet Lou Barlows eget band Sebadoh er ren manna for enhver med interesse i den frodige alternative musikultur i USA i halvfemserne. De spiller en rodet koncert, men det her er lo-fi. Slacker-mentalitet er en vigtig del af et band som Sebadohs udtryk, der kommer rundt i alle kroge af indierocken, idet Sebadoh samler op på alt, der hedder guitarbaseret 90'er fra grunge til en inderlig, småstøjende poetik. De kompenserer med at spille både deres snotnæsede vilde numre som "Rebound" og "S.Soup", samt de genuine kærlighedssange som "On Fire" og "Brand New Love".

Se hele vores dækning, alle anmeldelser, features og billeder af Øyafestivalen 2011 på GAFFA (opdateres...). Find for eksempel billedreportage fra Kaizers Orchestra, Crystal Fighters, Edward Sharpe & The Magnetic Zeroes med flere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA