x

Daniel Miller og Thomas Fehlmann – Det grå guld i kulturkassen

Daniel Miller og Thomas Fehlmann – Det grå guld i kulturkassen

Som del af årets Strøm Festival kunne spillestedet Culture Box præsentere d'herrer Daniel Miller (billedet, producer og mangeårig leder af Mute Records) og Thomas Fehlmann (elektromusiker og tilknyttet Kompakt Records i Berlin) den 18. august, dels som dj's ud på de små timer, men også som emnerne i såkaldt master class, et fint ord, der skulle vise sig at dække over lidt hyggesnak de to herrer imellem, med mulighed for spørgsmål fra de fremmødte gæster til sidst. Med andre ord en slags mellemting mellem et foredrag og en kaffeklub.

Den uformelle stemning og de små omgivelser skabte, ikke overraskende, et intimt rum, som tilmed betød, at snakken måske nok blev meget personlig og anekdotepræget, men samtidig også nærværende og ærlig. Miller og Fehlmann fortalte om, hvordan de oprindeligt var stødt på hinanden for tredive år siden, hvor Fehlmann sammen med sin daværende Neue Deutsche Welle-gruppe, Palais Schaumburg, blev inviteret med til et tidligt Mute-arrangement for at varme op, ikke for, men sammen med Depeche Mode. Hovednavet var nemlig Fad Gadget, der i en kort periode blev regnet som det dengang purunge Mute-selskabs absolutte trumfkort. Herfra gik det slag i slag, der blev sprunget lidt frem og tilbage i tiden, og det ene øjeblik var scenen London, så Berlin, så New York, og det var spændende at høre den velkendte historie om den elektroniske og alternative musiks historie fra Krautrock og frem fra et par centrale aktører i udviklingen.

Ikke overraskende var spørgelysten stor blandt de fremmødte gæster, og temaerne kredsede dels om den teknologiske udvikling set i forhold til skabelse af musik, men også med henblik på opførelsen af selv samme, for hvor går grænsen mellem koncert og afvikling, hvad er live og hvad er ikke? Også musikindustrien og pladeselskabernes rolle i det moderne og ikke så lidt mediebrogede musiklandskab blev vendt, herunder diskussion af hvorvidt den albumform, der har været standardformel i mere end halvtreds år, vil lide døden i en virkelighed, hvor folk selv sammensætter deres playlister på baggrund af hvad de finder på nettet. Alt sammen spændende diskussioner, og havde man haft en time mere eller to, så havde snakken formentlig sagtens kunne fortsætte.

Ikke kun snak, også dj-sæt

Aftenen var dog ikke helliget snak, men musik, hvor en stribe dj's var på programmet, nemlig Finn Of Tomland, Morten Kampfer, Gert På Vinyl, Duch og så altså Miller og Fehlmann som hovednavnene, og selvom den sene forestilling lagde fint ud, så skulle det alligevel ende med en lidt flad fornemmelse, for nok så det pænt ud med gæsterne, da Fehlmann gik på scenen. Der har vel været 50-60 publikummer, og man tænkte, at der støder nok flere til. Men det gjorde der ikke. Tværtimod. Fehlmann holdt folk pænt kørende med et sæt, der tog udgangspunkt i den type halvfemser-electronica, som han netop som del af The Orb associeres med, her og der spædet op med techno-elementer. Det fungerede godt, og selvom man unægtelig sendte halvfemserne en tanke eller tre undervejs, så syntes jeg samtidig, at det var ok, at Fehlmann viste sin ærlige kærlighed til denne lyd - ja, faktisk var det temmelig befriende, at der ikke blev lagt afstand til disse ting.

Der blev på mange måder spillet den type musik man kunne forvente under denne del af affæren, og overraskelserne var derfor til at overse. Men det gjorde ikke noget, for sættet fungerede godt, og det må alle dage være det væsentlige. Miller, derimod, overraskede nok i højere grad publikum, for i stedet for at dele rundhåndet ud af Mutes imponerende bagkatalog, præsenterede han minimal-tehcno, stort set fra ende til anden, her og der med enkelte - og kærkomne - afvigelser i retning af mørk synth.

Det skal siges til Millers ære, at han faktisk formåede at grave eksempler på mere varieret minimal-techno frem undervejs, små detaljer eller interessante lyde spillede godt op mod monotonien, men hånden på hjertet - det er måske småt med nyskabelser i dén afdeling siden senhalvfemserne, og da det samtidig er en genre, der måske ligefrem sætter en vis ære i anonymitet, ja, så kan det hurtigt blive for meget af det gode, og det var da også det indtryk, man fik, når man så, hvordan publikum langsomt, men sikkert sivede bort.

Det hører med til historien, at klokken nu havde sneget sig over tre om natten, og at der desuden var andre - og gratis - Strøm-arrangementer i gang andre steder i byen, på samme tid, men at Miller måtte spille for færre end tyve gæster den sidste time, indtil man valgte at lukke og slukke, det var der nok ingen, der på forhånd havde forventet. Det ødelagde heldigvis ikke arrangementet, men jeg synes, dette initiativ havde fortjent bedre, og i mit stille sind kan jeg godt undre mig over, hvor københavnerne blev af.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA