x

GAFFA til Wonderfestiwall - lørdag

GAFFA til Wonderfestiwall - lørdag

"Har I det godt derude? Det ser ud til at regne helt vildt? Nåh? Okay så."

Kashmirs Asger Techau sætter foden på stortrommen og smiler ud til publikum, der smiler tilbage og hopper op og ned af begejstring trods en silende regn. Kasper Eistrup får sin guitar om halsen af en scenetekniker og slår tonen an til Wonderfestiwallens folkelige højdepunkt, da nyklassikeren "Rocket Brothers" lyder ud over den nordbornholmske nat.

Til trods for at lørdag ikke har samme solskin som fredag, er det som om, der er lidt flere mennesker på festivalen sidste dag.

Sløve kaniner og charmerende guitarspillemænd og damer
Grundet misforståelser med det bornholmske sporvognssystem rammer GAFFA lidt forsinket festivalpladsen lørdag eftermiddag, hvor de tre første bands allerede har spillet.

Vi stiller os op til de kaninmaskerede Sleep Party People ved hovedscenen klokken halv tre, som efter en lidt sløv, stenet start, der inkluderer tekniske problemer med computeren, får bygget en god hyggelig sidste dags stemning op.

Vi går videre til den mindre teltscene, hvor Bottled In England vitterligt tager røven på denne skribent med deres "i dit fjæs" drum'n'bass/dubstep-show, hvor der piskes en stemning i vejret med skiftesvis mandlig rapper og kvindelig sanger. De leverer blandt andet et hardcore, metalliseret cover af Beyonces hit "Halo". Helt sikkert et band, der er værd at tjekke ud i fremtiden.

På hovedscenen stiller Thomas Buttenschøn og Annika Aakjær op sammen med guitar og keyboard og deler ud af hinandens skæve små popsange, hvilket især de yngste festivaldeltagere er helt oppe at køre over.

De to glade hoveder passer godt sammen med Buttenschøns charme og Aakjærs finurlige historier, og man kan ikke lade være med at smile, når Aakjær forsøger sig som rapper på sangen "Lille Filantrop" i verset, Per Vers plejer at leverer.

Treefight for fremtiden
White Pony hygger på den lille teltscene, før Treefight For Sunlight spiller op til New Yorker-guitarpop tilsat piano. Bandet imponerer ved, at alle fire medlemmer skiftes til at synge, og deres ligefremme, umiddelbare scenesnak, der får det hele til at virke tilfældigt afslappet, bærer festivalens sidste dag fra eftermiddag til aften, hvor det store slag skal stå.

Bornholmerne er ikke vant til så store kulturarrangementer, og det er imponerende, hvad ledelsen har fået op at køre på bare fire år. At regnbyger forvandler en idyllisk eng klods op ad Hammershus til en mudderplads, er, hvad der sker. At man har svært ved at trække tilskuere til to tredjedele af koncerterne, er hvad man kan forvente med et program med få helt store kioskbaskere. Sådan er det, som man siger. Hvad gør lidt brok i krogene, når lørdagen slutter af på helt magisk vis.

Magiske helgener
Da When Saints Go Machine går i gang kvart i ni, forvandles festivalpladsen nemlig fra en halvtrist, gråvejrsramt byfest til et overjordisk, melodramatisk, drømmeland, hvor forsanger Nikolaj Vonsilds (billedet) lange spinkle figur lyser op i mørket som en anden Jesus-figur.

Denne skribent anmeldte WSGM tilbage i 2008 på Spot-festivalen i Aarhus, da de næsten lige havde brudt lydmuren på P3. Dengang savnedes fylde, og tekniske problemer ødelagde førstehåndsintrykket, men lørdag aften var WSGM og Wonderfestiwallen som skabt for hinanden. Med vind i håret og grønt og blåt lys i hovedet svævede Vonsild ud over publikum og lyd, lys, stemning – ja alt - gik op i en højere enhed.

Og så var det endelig kvart over elleve Kashmirs tur. Fra scenen blev der fortalt, at bandet startede sin live-karriere på Bornholm i 1992, og at det i aften var sidste koncert på sommerturnéen. Selvom det så ofte kan være tomme fraser, så virkede Kashmir til at være i forrygende humør, der blev spillet over tid, og gamle sange som "Jamie Fame Flame" og "Leather Crane" røg ud gennem forstærkerne.

Kasper Eistrup er en underspillet entertainer, men hans guitarspil er i verdensklasse, og – igen-igen fristes man til at sige – leverede de, så de kunne være deres status som hovednavn bekendt.

Udfordringer og muligheder for fremtiden
Til sidst lukkede Kato og Clemens festivalen af, men der var mange allerede ved at tage hjem. Med mudder på skoene og smil på læben.
Der er langt til Bornholm, og placeringen af en festival i slutningen af august, hvor man allerede har brugt opsparingen på de første mange koncerter og festivaler med mange af de samme navne, er en udfordring for ledelsen.

Det er interessant at se, om Wonderfestiwall kan vokse sig til at blive et musikalsk must see i Østersøen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA