x

En anden side af swinging London

En anden side af swinging London

Hvis man skal til London og vil prøve noget andet end guidede busture, overfyldte turistattraktioner og kommercielle gå-i-byen-steder, findes der faktisk mulighed for at opleve noget ganske unikt.

I Londons East End - et tyrkisk/vestindisk kvarter kaldet Hackney, hvor der i 1980'erne var utrolig megen kriminalitet, og som stadig lider under af at være et socialt belastet område; kort sagt et sted, man ikke kommer som normal ”Leicester Square”-turist - findes den lille jazzklub Uncle Sam's. Stedet reklamerer selv med at være ”Hackney's best kept secret”, hvilket også er sandt nok: her kommer man ikke, med mindre man kender nogen, der kender nogen.

Jeg er så heldig at kende nogen, så denne søndag aften i februar sidder jeg her i den lille uanseelige, røde hjørnebygning, der set udefra ligner en pub, der er afgået ved døden, men som på indersiden summer af en intensitet, hvis lige man ikke finder mange andre steder i London.

I aften - som hver eneste søndag uden undtagelse - spiller Alan Weekes Quartet (bestående af Brian Edwards (altsaxofon), Ben Hazelton (bas), Shane Forbes (trommer) og Alan Weekes (guitar, billedet)). Navnene kan for så vidt være ligegyldige, for der er ikke tale om kendte musikere. Langt hovedparten af de spillende laver blot denne søndags-gig for at tjene lidt ekstra og have en hyggelig aften. Og som Alan Weekes udtrykker det før 1. sæt starter: ”It has to be jazz: no hardcore, no commercial!” Dette er det første spæde startskud. I løbet af de næste timer - som traditionen foreskriver - vil kvartetten spille tre sæt, hvorefter nattens jamsession for alvor tager fat.

1. sæt er dog på det jævne. Musikken er god, ret traditionel 50'er-jazz, men ikke særlig sprudlende. Folk begynder også først for alvor at komme efter kl. 23:30, mange af dem medbringende musikinstrumenter.

Gardinerne bliver trukket for
Dette er meget sent efter engelske forhold, eftersom de fleste pubber kun har licens til at holde åbent til kl. 23:00 eller i sjældnere tilfælde kl. 01:00. Af samme årsag trækker indehaveren/bartenderen - en jamaicansk kvinde, der er som hentet ud af en Troels Kløvedal-ekspedition og fremstår i al sin pragt med kunstigt hår, uhyggeligt lange negle og guld alle vegne - alle barens blomstrede gardiner for lidt før, klokken bliver 01:00.

Da dette sker, fortæller en gammel fyr mig, at stedet nu kan kaldes en Shebeen, hvilket er irsk og betyder noget i retningen af ”illegal drinking club”. Han fortsætter: ”Hackney is probably one of the most cultural places in London: outside you might be in danger, but this music forbids violence itself.” Det kan han have meget ret i. Stemningen er i hvert fald mildest talt afslappet indenfor. Eneste påbud, gæsterne bedes tage hensyn til, er et skilt på døren, hvor der står: ”The use of drugs is strictly prohibited on these premises”. Dette er grunden til, at man i pauserne mellem hvert sæt ser samtlige musikere forlade baren og blive væk en halv times tid, hvorefter musikken starter igen - denne gang blot endnu bedre.

Og det er også tilfældet nu, hvor andet sæt går i gang: intensiteten er på forunderlig vis hævet flere niveauer, og der spilles med stor entusiasme og dygtighed. Repertoiret og stilen er inspireret af blues samt Miles Davis' 50'er-periode - specielt med John Coltrane som forbillede for Edwards og mange af de andre saxofonister, der senere på aften deltager i jamsessionen. Ud over standards spiller gruppen også en del af deres egne kompositioner, som faktisk er overraskende gode. Hvis man kommer her for første gang, vil man forundres over, hvor sammenspillet gruppen er. Alt oser af overskud - og ikke mindst intensitet!

Alan Weekes er kort og godt en fantastisk guitarrist. Mens resten af gruppen bare kører derudad med en fabelagtig swingfornemmelse, leger han med pludselige indfald, små figurer, der absolut ikke behøver at have noget med jazz at gøre. Når det virkelig lykkes for ham, sætter han et stort grin op og afslører sine 3-4 guldtænder. Musikken er dog ikke udelukkende baseret på Weekes' soloer. Også Ben Hazelton afbryder sin ellers konstante walking bass og fordyber sig, uden på noget tidspunkt at miste pulsen, i en bassolo, der skaber total stilhed i lokalet.

Senere bliver det Shane Forbes' tur - en meget ung trommeslager, der ikke desto mindre er virkelig fremragende. Hans aggressive spil peger tilbage mod den unge Tony Williams, der kun var 17 år gammel, da han i 60'erne startede med at spille i Miles Davis legendariske 2. kvintet. Sammenligningen er måske lidt urealistisk, men ikke desto mindre er Forbes' attitude og tekniske variation gennemsyret af et overskud, man kun kan håbe, han vil bygge videre på.

Gruppens eneste egentlige svage led er Brian Edwards, der, foruden ikke at have den smukkeste tone, er meget søgende i sit spil. Men det gør mindre, for hans præstation overskygges totalt af resten af gruppen.

Omkring kl. 03:00 skifter scenen igen, og nye musikere kommer til. Gruppen udvides (og udskiftes delvist) med trompet, tværfløjte, tenorsaxofon og keyboard m.m. Fra nu af er stilen en helt anden, mere præget af en Herbie Hancock-lignende 70'er lyd (keyboardspilleren har da også Hancocks karakteristiske 70'er-afrohår), og selvom ikke ret mange af musikerne angiveligt har spillet sammen før og ikke deler samme tekniske niveau, fungerer numrene rigtig godt. Man kan mærke, at de alle har siddet og ventet på dette øjeblik. I de første par numre går soloerne på skift for at introducere de nye ansigter, men derefter bliver musikken mere eksperimenterende - nærmest en blanding af free jazz og funk. Og sådan fortsætter det indtil kl. 5, hvor jeg bliver nødt til at forlade baren og musikken, fordi jeg skal nå et fly fra Stansted Airport til København.

Uncle Sam's er på mange måder et sted, der fungerer i sin helt egen tidslomme: det er en bar, hvor kitsch i form af plasticblomster, platter og Jamaica-plakater samt farverige mennesker og en vidunderlig musik har erstattet de ellers allestedsnærværende storskærme, supercool cocktails og plagierende populærmusik. Skal man opleve en anden side af London, er dette absolut et must!

UNCLE SAM'S BAR
438 KINGSLAND RD, LONDON E8
BUS 67, 149, 242, 243
FRA LIVERPOOL STREET STATION
(STÅ AF VED MIDDLETON RD.)
TEL: +44 2072750205


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA