x

Ujazz gjorde sig umage

Ujazz gjorde sig umage

På en lummer og solrig 1. septemberdag drog jeg ind til Aarhus Centrum for at deltage i endagsfestivalen Ujazz, som blev afholdt på diverse scener og pladser. Med temaet "Beautiful Mistakes" til dette års Aarhus Festuge gav en lang række modige danske og internationale jazz-musikere deres bud på, hvordan dette tema kunne oversættes til jazz.

Formiddagens og eftermiddagens koncerter blev afholdt skiftevis på Bispetorv og Klostertorv, hvorimod aftenens koncertsteder bestod af Atlas og den nærtliggende Råbar.

Stemningsfyldt scene

Med en relativ begrænset viden om jazz i al almindelighed, men en stor forkærlighed for dens mangfoldige lydlandskaber og genrer, kastede jeg mig ud i dagens første koncert med Islets Of Dust, der gik på scenen, Rebelstage, i teltet ved Bispetorvet klokken 14.00. Koncertens tidspunkt havde ikke givet det aarhusianske orkestre særligt gode odds, og dette kunne ses på manglen af fremmødte.

Den simple opbygning, med de rå planker og brædder samt hundredvis af glødepærer hængende ned fra loftet, tilføjede Rebelstage et glamourøst og dog spartansk udtryk. Islets of Dust formåede at få høstet nogle enkelte klapsalver igennem deres 40 minutters koncert, der vekslede mellem klassisk musik, symfonisk pop og neo-folk, men med en trist, rutinepræget sammenspil.

Nervøst eksperiment

Centralt på stranden på Klostertorvet var dagens næste koncert at finde, med det danske firmandsorkester, TäD, der er en ny norsk, italiensk, dansk kvartet sammensat af trommeslager og komponist Kasper Tom, der alle lyster en kollektiv trang til at udforske instrumenterne til det yderste.

TäD skulle fremføre en mere eksperimental form for jazz, men jeg tror ikke, at publikum vidste dette – jeg gjorde ikke! Til min højre side overhørte jeg to trettenårige knægte spørge hinanden: "Er dét musik?".  Hertil måtte jeg blot lade mig trække en smule på smilebåndene og vende min opmærksomhed tilbage mod scenen. Publikummets konstante sniksnak med sidemanden gjorde det vanskeligt for TäD at få opmærksomhed. I et improviseret og nervøst forsøg gav orkestrets trommeslager en kort og sjov præsentation af hver sang. Et forsøg, der falmede som visne blade på en kold efterårsdag.

Overraskelse

Eftermiddagens sidste koncert for mit vedkommende foregik atter på Rebelstage. Jakob Buchanan, der er en af landets fornemste jazzsolister, på trompet og flygelhorn, mødte op klokken 16.00 med cowboy-twang og elektronisk minimalisme parret med iørefaldende melodier i form af orkestret The DeSoto Caucus.

I et forsøg på at opleve en koncert på en anderledes måde, satte jeg mig uden for teltet. Fra denne afstand var det tydeligt at se, den hurtige tilstrømning af mennesker i løbet af blot ti minutter.

Takket være de to stærke sangerinder Katrine Ottosen (også kendt under kunsnernavnet CALLmeKAT) og især Anni Ringgaards rockede Sanne Salomonsen-attitude og umiddelbarhed formåede det aarhusianske orkester at løfte teltet og give en stemningsmættet koncert med en nærmest orgastisk opbyggende afslutning.

Norsk heavy-jazz

Efter en selvvalgt pause med lidt mad havde jeg bestemt mig for, at resten af aftenens koncerter skulle opleves på spillestedet Atlas ved Mølleparken.

Præcis klokken 20.00 gik det norske band, PELbO, på den lille scene, der var arrangeret i salens venstre side. Trioen, der er blevet kaldt Norges pt. mest spændende band, gik på scenen med indikation, at det ikke var første gang trekløveret skulle optræde for publikum. Med et trommesæt, en tuba og ren vokal lyder bandsammensætningen umiddelbart tynd, men det skal man ikke lade sig snyde af. Ligesom mange andre af publikummet havde jeg ingen forventninger til denne koncert.

Den store sals sparsomme belysning, der bar præg af røde og blå lamper, gav hele atmosfæren en rolighed og intimitet. PELbO fremkalder et yderst energisk lydunivers i grænselandet mellem jazz og hård rock.

Ud fra egne betragtninger i det mørke rum skulle det vise sig, at publikum ikke var forberedt på lydens massive intensitet. Åbenbaringen var overvældende. Fra trioens første sang var al siddemandssnak og ølkøb i baren sat på pause. Det var tydeligt at se, at PELbO har spillet for større forsamlinger.

Elektronisk traume

Med sine album "Mer strøm" og "Benene på nakken" satte Bjørn Svin sig solidt på toppen af den danske elektroniske scene i slutningen af 90'erne. Den position har han bevaret lige siden ved konstant at udfordre sig selv i nye sammenhænge. Det samme gjorde han til denne elektroniske, improviserede koncert, hvor han fik selskab af Sofus Forsberg.

Med en smule forsinkelse begik Bjørn og Sofus op på den store scene ved nitiden. Her skulle publikum opleve noget særligt, nemlig to erfarne musikere i fuldstændig frit løb gennem elektricitet, musik og støj. Energien og den bastante rytme, der aldrig fik et sekunds pause, fik folk til at lytte med et interessant øre. For mange er denne type musik ikke i lige deres kop te, men koncerten formåede at tiltrække flere pensionister, der formentligt havde troppet op på Atlas i håb om mere klassiske og jazzede toner.

Efter 60 sammenhængende minutter med ekstrem høj lyd ørene og bas i mellemgulvet var koncerten ovre, og folk gik derfra med ørene i behold, men med et energiniveau, der var faldet drastisk. Jeg følte, at jeg havde oplevet noget nærmest traumatiserende – på den gode måde.

Ufoer, mystik og skuffet publikum

Ujazz' nok mest forventede koncert, og den der fik hele billetsalget til at kollapse om formiddagen, skulle være af The William Blakes (billedet), som efter sigende skulle på scenen 22.30. Bandet havde sat sig for at spille en koncert uden sange, uden aftaler og uden grænser – og med et utal af musikinstrumenter.

Efter en ventetid på næsten 40 minutter formåede bandet at komme frem på scenen efter en alt for lang lydprøve af alverdens instrumenter og klargøring til en direkte liveoptagelse til deres femte album. Med en undskyldende Kristian Leth begik The William Blakes ud på en forførende rejse, der skulle tryllebinde os…

Desværre var publikummets tålmodighed opbrugt af ventetiden, og de magiske instrumenteringer og improvisationer faldt til jorden. Folks forventninger til koncerten var ikke blevet indfriet, og selvom koncerten bød på et fængende og visuelt slideshow på bagtæppet om ufo-observationer rundt på kloden, der i øvrigt passede glimrende til musikken, var det ikke nok til at holde på publikum. Efter blot tre stemningsfulde, men desværre uinteressante melodier, forlod mange fra publikummet Atlas' store sal.

Selvom jeg på forhånd vidste, hvad jeg gik ind til, væltede trætheden uventet over mig. Jeg må erkende, at Ujazz var umagen værd, men efter en meget lang dag med musikalske indtryk – positive og negative – endte min torsdag aften på Atlas med en ærgrelse over, at The Williams Blakes' hæderlige forsøg på en improviseret koncert ikke faldt i god jord hos det forventningsfulde publikum. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA