x

Tourdagbog fra 1000LAX: We're like school girls about it

Tourdagbog fra 1000LAX: We're like school girls about it

Første opdatering på Facebook er skrigende, hvinenede, too much. Som skolepiger. Vi gør grin med det, men vi har det også sådan. På en befriende måde. Shonen Knife. Et japansk pigepunkband, der har spillet med Nirvana. Det er vores første opvarmningsjob, fan, om ikke det skal være ordentligt. Vi hedder 1000LAX, og vi spiller svensk punk. Det er vores ting. Vi fik to opvarmingsjobs. På Inkonst, Malmö d. 3. september og Mono, Oslo dagen efter. Det er en køretur på otte timer fra Malmö til Oslo og så spille samme aften. Vi bliver enige om, at det kan vi godt. Vi må skiftes i bilen.

Vi har lige været på Suset Festival i Nordjylland. Fløjet derop og fløjet hjem i en fuckert at en brandert. Men vi er i form. Vi spillede en legendarisk koncert. We layed those bitches down. Men det er første gang vi skal spille i Sverige. For svenskere. Jeg er kraftedeme nervøs. Karlsson låner en bil. Jeg køber øl, chips og mad. Vi når lige at dele en halv joint, inden vi smutter. Petter Rebelli har brændt en premaster af vores kommende plade på en cd. vi sætter den på og hører pladen fra ende til anden på vejen til Malmö. Præcis midt på broen, eksploderer pladen i sit klimax og vi skriger allesammen. Ude i vandet er en båd gået på grund.

Vi har get-in på Inkonst kl 16. Samme tid som de japanske knive. Uden for står deres bil. Tri smi kinisiri og en engelsk manager er ved at bære gear ind. Det er dem. Vi hilser, bukker. Og smider vores gear ind på Inkonst. Vi spiller på deres baggear, så vi har ikke så meget med selv. Bare håndvåben.

Der er god tid. Så drengene og mig tager ud i Malmö city by eftermiddag. Vi finder et konditori. I Sverige skal man fandenfiseme spise tärta och kaffe - konditorlagkage med kaffe ad libitum. 4 stykker. Blåbærskagen er bedst. Vi tager et billede af os selv, for det kan da vist ikke blive mere upunket. Vi får et telefonopkald fra Mono i Oslo. De er meget kede af det, men gruppen, der har sponsoreret knivenes rejse til Oslo, er åbenbart en feministgruppe. Som bestemt ikke vil have at dansksvenske tissemænd skal varme op for japanske tissekoner. De vil gerne prøve at finde et andet job til os, men vi afslår. Så hellere vente til pladen er kommet ud. Vi drukner sorgen i endnu en kaffe. Så skal vi i det mindste ikke køre i otte timer. Vi smutter tilbage til Inkonst.

Det er mig, der får lov til at bestemme sætlisten. Vi begynder med det korteste nummer, "Snabbkaffe", som varer 53 sekunder. 58 på en dårlig dag. Svenskerne ser ud som om Oluf Palme er genopstået fra de døde. Jeg bliver enig med mig selv om på scenen om, at hvis vi skal overleve må jeg give alt, hvad jeg har. Så må det bære eller ryge ad helvede til. På den anden sang "Polis, polis potatisgris", som er noget min mamma råbte efter politiet i Sverige, da hun var barn, er det som om svenskerne begynder at bløde op. Nogle begynder endda at bevæge sig. Til sidste nummer hopper og danser og skriger de allesammen. 1000LAX er et happy boy band.

Efter koncerten smider jeg mig på sofaen i omklædningsrummet. Jeg sveder som en gris. Apropos. Petter henter øl og vand til mig, men jeg skal lige ligge lidt. Shonen Knife drikker ikke alkohol, når de spiller (det står med STORE bogstaver i deres rider), så øllene er kun til os. Jeg hælder mineralvanden ud over hovedet for at køle mig lidt ned. Ritsuko, bassisten, kommer ned til os. Hun så koncerten. Hun laver djævle-tegnet med hånden og siger, "You guys ROCK!". Sikken ære. Jeg kan ikke sige noget fornuftigt som svar. Så jeg holder kæft. Efter et par øl og en ny T-shirt smutter vi op til pigernes koncert, der lige er gået i gang. De fyrer den af. Japansk punk om søde kæledyr. De er klædt i de samme kostumer. Og store japsersmil, mens de lirer den ene durkdrevne solo af efter den anden. De er tight. As never seen before. Og drengene og jeg er fuldstændigt blæst. Vi begynder at skændes om, hvem der er lækrest af pigerne. Ronny, Karlsson og Petter er mest til trommeslageren Emi, mens jeg klart er til bassisten Ritsuko. Hun har langt sort hår og headbanger som en gudinde. Pigerne er alle over 40. Hvis ikke 50.

Deres show er stramt. Til ekstranummerene tager de T-shirts på i forskellige farver. Og umiddelbart lige efter koncerten sætter pigerne sig ved merchandise-bordet og sælger selv deres plader og T-shirts. Det er eddermame hardcore tjekket. Jeg er dybt imponeret. Men sådan er det vel, hvis man vil sælge sine ting. Så skal man fange publikum før de går. Og man skal selv være der, ellers sælger man ikke noget. Og pigerne mener bizniz. Dørene lukker efter den sidste gæst, og vi laver et gruppebillede. Dreng, pige, høj, lav. Vi laver djævletegnet allesammen. Og skriger som små skolepiger. Fucking hell yeah.

I bilen mod København hører vi premasterpladen en gang til, mens båden stadig er gået på grund. Jeg spiser chips og drikker øl. Og bliver langsomt til en mand igen. Med hede fantasier om langt, sort headbangerhår.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA