x

Nordic Music Week - et anderledes branchetræf

Nordic Music Week - et anderledes branchetræf

- We are totally fucked, siger Andy Inglis til forsamlingen, som er mødt op for at høre hans åbningsoplæg på Tou Scenen i Stavanger. Temaet er livescenen og Andys store pointe er, at man ikke betyder noget som klubejer, fordi der altid vil være nogle andre, der er klar til at tage over. Andy Inglis taler af erfaring; som tidligere ejer af Londonklubben The Lumiaire og tidligere chefbooker for Quartfestivalen i Kristiansand ved den engagerede skotte hvad det vil sige at gå ind i en benhård branche med hjerte og lyst.

- Mit mål med The Luminaire var at være en anderledes klub, hvor vi med enkle greb fik både kunstnere og ansatte til at føle sig velkomne. Det handler om de ting; for eksempel at jeg som ejer af klubben ønskede bandsene velkommen og hjalp til med at bære udstyr. Sådan foregår det ikke på de fleste spillesteder i London.

Men til trods for at The Luminaire blev kåret til både Londons og Storbritaniens bedste klubscene, løb det ikke rundt økonomisk, og derfor måtte Andy lukke klubben i marts i år.

– Der er altid et nyt sted, som står klar til at huse bandsene. Hvis O2 Arena i London lukkede ned i dag, havde man bare sat de bands, der behøver den kapacitet op på et stadion i morgen. Spillestederne betyder ingenting længere, er Andys hjertesuk.

Delegatene på Nordic Music Week var ikke alle enige, og flere af de norske og danske delegerede udtaler, at det måske nok er tilfældet i London og andre storbyer rundt omkring i verden, men at at lukningen af et mellemstort spillested i en mellemstor by i for eksempel Norge er noget, der vil gøre stor skade på kulturen.

De rundt regnet 90 delegerede på årets Nordic Music Week i Stavanger har diskuteret heftigt, hvad der kan gøres for at forbedre situationen for musikmarkedet. Producere, kunstnere, promotere og pladeselskaber er repræsenterede til branchetræffet, som for fjerde gang holdes i den idylliske by på Norges vestkyst. Træffet tager sig ud som en slags modpol til branchetræf som by:larm i Oslo, og man har her mere plads til diskussion og færre konferencer. Alligevel er der et spændende og ganske tætpakket seminarprogram Tou Scene denne uge.

Unge producere får mulighed for at høre legenden Bob Power (The Roots, Miles Davis og RUN DMC) fortælle om sin tilgang til det at producere. Vi kan høre Jeremy Lemos (lydmand for Sonic Youth, Pavement og Iron and Wine) udveksle erfaringer med Kaizers Orchestras lydmand Johan Berntsen. Herudover præsenterer Nigel Adams sit spændende pladeselskab Full Time Hobby med kunstnere som Tunng, The Hold Steady og White Denim i stalden.

Christian Hald Buhl fra Music Export Denmark deler også ud af sine erfaringer omkring eksportering af unge danske talenter til udenlandske markeder. Hans hovedpointe er, at man bør satse på Europa, før man går løs med at forfølge drømmen om gennembrud i UK og USA, hvor der er et meget hårdere marked.

- Nordic Music Week kom faktisk i stand, da by:larm alligevel ikke fandt sted i Stavanger i 2008. Da bestemte vi os for at prøve at arrangere noget, der kun var halvt så stort. Det blev noget rodet, men vi lærte også en hel masse, siger den danske medarrangør, Jesper Brodersen, som til daglig er chefbooker på Folken i Stavanger.

Mest af alt er Nordic Music Week en arena, hvor man får mulighed for at diskutere på tværs af tilhørsforhold i branchen og nationalitet. De delegerede oplever også den storslåede norske natur med en bådtur i Lysefjorden udenfor Stavanger. Stavanger er en kulturby uden lige, og samtidig med NMW står NuMusic for et spændene liveprogram om aftenen med koncerter på Folken og Sting, samtidig med at NuArt dækker gadekunsten med udstillinger i byen. For at det ikke skulle være nok finder litteraturfestivalen Kapittel også sted samme uge, hvor forfattere fra in- og udland læser højt af deres værker. Med andre ord er det et boblende kulturliv, man finder i Stavanger i disse dage.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA