x

Adam Cohen - Hvad fatter gør...

Adam Cohen - Hvad fatter gør...

Efter at have brugt store dele af sit foreløbigt 39-årige liv på at være sin egen, springer Adam Cohen nu helhjertet ud som søn af Leonard, en af vor tids største og vigtigste lyrikere, sangere og sangskrivere.

Det er lidt af en byrde for Adam at bære, men med albummet Like A Man, der er på gaden den 3. oktober, føler han sig klar til at præsentere verden for sit bud på, hvordan et album af Leonard Cohens søn skal lyde. Derfor er han også mere end villig til at tale om sin far og refererer endda selv henkastet til ham, som om der var tale om hvilken som helst forælder.

Egentlig debuterede Adam Cohen i 1998 med sin selvbetitlede debut, der trods solide sange fejlede i sit forsøg på at slå bredt igennem. Siden da har Cohen været i front for bandet Low Millions, som han i 2004 udgav albummet Ex-Girlfriends med, og samme år udkom det fransksprogede album Mélancolista. Man kunne så tro, at Like A Man ville være spækket med sange, som Cohen har skrevet siden da – men det er ingenlunde tilfældet.

Jeg kan forstå, at Out Of Bed er to årtier gammel. Er det den ældste sang på albummet?

– Ja, det er det. Min far har tilskyndet mig til at udgive den sang i... Wow, er det virkelig tyve år? Det er jo helt skørt!

Hvilken sang er så den nyeste på albummet?

– Godt spørgsmål. (Tænker meget længe, mens de enkelte sange gennemgås) Wow... Hmm... Dén er gammel... Dén er gammel... De er alle sammen gamle! Du har bragt mig helt ud af fatning. Det er jeg nødt til at tænke over noget mere.

Men hvornår tror du, du skrev den nyeste?

– For 5-6 år siden.

Så hvordan har din sangskrivning været de forgangne 5-6 år, siden der ikke er nogle sange fra denne periode med på albummet?

– (Stor latter) Jamen, den har været rigtig, rigtig god! Men missionen med albummet har været meget specifik i forhold til at åbne op for de her sange, som nærmest var gået helt i glemslen. Det er sange, som jeg vidste med mig selv, var gode, men som jeg alligevel havde formået at begrave i arkiverne. Så det var næsten lige som at redde chilenske minearbejdere!

Fra barn til voksen, fra dreng til mand

Hvilke overvejelser ligger bag albumtitlen?

– Den handler om accepten af det, man forvandles til. Jeg føler ikke, at jeg har tilrettelagt mit eget liv. Jeg ser mig selv som en modtager af det. Og et gennemgående tema i mit liv er, at jo er en mand. En af overraskelserne i overgangen fra dreng til mand er alle de klichéer, som man må bøje sig for og kæmpe med. Som når man bliver forælder – så må man affinde sig med den kæmpestore og komplicerede forskel, der er på mænd og kvinder, for som forældre bliver manden meget mere mand, og kvinden bliver meget mere kvinde.

I åbningsnummeret (Out Of Bed, red.) synger du om problemer med at komme ud af sengen. Hvornår står du normalt op om morgenen?

– Min søn er 4 år, så utrolig tidligt! Men følelsen af ikke at kunne komme ud af sengen og leve op til det, vi har lovet, er noget, som jeg tror, mange mænd kan relatere til. Vi er tilfredse med at dyrke vores løfter i teorien snarere end i praksis. Det frustrerer kvinder, og det er det, sangen handler om.

Hvad motiverer dig til at komme ud af sengen – ud over din søn?

– Jeg har været virkelig heldig. Jeg har masser at se frem til. Så selve det at stå op om morgenen er faktisk en af mine yndlingsstunder i løbet af dagen.

Du har fortalt om, at du synes, det er pinligt først at blive voksen i slutningen at trediverne. Betyder det, at du så dig selv som en uansvarlig pubertetsknøs indtil for ganske nylig?

– Ja, og jeg er ikke sikker på, at jeg i bund og grund har ændret mening i særlig høj grad.

Hvad betyder det for dig at blive voksen?

– At man forventes at have fundet en masse svar og have dem på rede hånd. At man er blevet moden og har påtaget sig sit ansvar. Men der er en forbistret overraskelse i vente, når man indser, at det at blive voksen ikke betyder, at man vokser fra sine tidligere forestillinger om livet.

Venskaber med smukke kvinder

Min yndlingslinje på albummet er "so don't become my beautiful friend – the one I don't go home with when the night ends". Du virker frustreret over konceptet at være venner med smukke kvinder. Er det korrekt?

– Åh ja, det er jo tortur. Som min far siger – vi er "oppressed by the figures of beauty". Det er jo et halvt privilegium at få lov til at betragte umådelig skønhed, men ikke at få lov til at berøre den. Det er meget frustrerende. Når jeg ser noget lækkert, så har jeg lyst til at komme det i munden og spise det – men sådan fungerer menneskelig skønhed jo desværre ikke.

I hvilket omfang prøver du så på at undgå at blive venner med smukke piger?

– Jeg vil ikke sige, at jeg er involveret i et forsøg på at undgå det på nogen måde.

Tror du, at heteroseksuelle fyre og piger kan have fuldkommen platoniske venskaber? Eller har minimum den ene part altid et hemmeligt ønske om, at det skal udvikle sig til mere?

– Det tror jeg afhænger af den enkelte. Personligt har jeg været hemmeligt forelsket i mange smukke mennesker. Men jeg har også oplevet mange smukke mennesker, som på forunderlig vis har vist sig ikke at have ret meget andet end deres udseende at byde på. Så jeg tror ikke, der er en entydig regel.

Distancen til debuten

Du har sagt, at du ville ønske, du havde lavet dit aktuelle album dengang, du var 25, for så ville du ikke have haft en karriere, som havde lært dig helt så meget. Det var omtrent den alder, du havde, da du udgav dit debutalbum. Betyder det, at du ikke er stolt af det album?

– Jeg skammer mig ikke over det. Men jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at lave et album, der mindede mere om det, jeg har lavet nu. Så ville jeg være midt i en genopblomstring snarere end en genopfindelse af min karriere.

Lytter du nogensinde til din debut?

– Nej.

Det virker som om, du distancerer dig fra albummet.

– Jeg distancerer mig ikke fra albummet. Men albummet er bare meget langt fra, hvor jeg er nu. Og jeg føler, at det nye album er meget tættere på den, jeg egentlig er som kunstner og som person, end noget andet, jeg har lavet – og derfor føles det mere som min egentlige debut.

Jeg kan forstå, at det, du ikke syntes om ved det, var at kom til at lyde for meget som om, du gik efter at blive et hit på MTV. Men hvad med selve sangskrivningen?

– Den er jeg meget glad for. Jeg har altid været meget bevidst om at forsøge på at ramme de rigtige toner, og jeg har været meget hård ved mig selv i forhold til sangskrivning. Så det aspekt skammer jeg mig aldrig over. Det handler mere om det tøj, som sangene blev iklædt.

Betyder det så, at du spiller sangene fra debutalbummet til dine koncerter?

– Nej, det har jeg ikke gjort. Men måske skulle jeg overveje det!

Cry Ophelia (debutens førstesingle, red.) sang du om, at du havde opnået "a little wisdom through a whole lot of failure". Føler du dig betydeligt mere vis i dag, end du gjorde i dine midt-20'ere?

– Ja, heldigvis da.

Føler du dig så også mindre tilbøjelig til at ramle ind i fiaskoer?

– Nej, nej. Af og til har fiaskoer jo ikke noget at gøre med, hvad du selv har gjort af rigtige eller forkerte ting. Så det tør jeg ikke sige noget om. Men jeg vil dog gerne sige, at jeg føler mig mere overbevist om, at det, jeg gør, er rigtigt – og måske får det guderne til at handle i mit favør.

Man må bøje sig for skæbnen

Du har beskrevet dig selv som "den afvigende Cohen-søn". Har nogen nogensinde kaldt dig det?

– Nej, men jeg har set nok ansigtsudtryk hos tilstrækkeligt mange mennesker til, at jeg ved, at det er præcis, hvad de har tænkt.

Som du selv har beskrevet det, så hører du nu dem, der har valgt at gå i deres fædres fodspor. Har du nogensinde ønsket, at din far havde været lettere at leve op til? Såsom en middelmådig tømrer eller dørsælger?

– Ja, det laver jeg faktisk tit sjov med. Hvis nu bare, jeg kunne være en far, der kom hjem med et stetoskop om halsen, så ville min egen søn slippe for den skæbne, som jeg har været nødt til at bøje mig for. Jeg ved hvor stor en effekt, det har haft på mig at se min far siddende i undertøj og en t-shirt ved køkkenbordet med sin guitar. Det skete hele tiden, da jeg var lille. Og for ikke så længe siden fangede jeg min søn siddende på sofaen i færd med at betragte mig, siddende i undertøj og en T-shirt ved køkkenbordet med min guitar. Jeg ville ønske, at der var blevet brugt mere energi på at fraråde mig en karriere som musiker, og jeg er bevidst om, at jeg måske skal fraråde min egen søn at blive musiker. Men samtidig er der også et aspekt af, at det er lidt uundgåeligt.

Din far navngav dit album efter at have lyttet til det for første gang. Var du skuffet over, at han bare valgte en af sangtitlerne, frem for at komme med noget mere originalt?

– (latter) Nej, nej, det var jo ikke hans opgave, eller noget, han som sådan havde mandat over!

Du har fortalt om, at du gerne vil ære din fars navn, og at albummet ligefrem er en slags hyldest til ham. Nu har han jo så også udtalt sig meget positivt om det, men hvis du havde på fornemmelsen, at han ikke var tilstrækkeligt imponeret, ville du så ikke have udgivet det?

– Jeg tror i hvert fald, at hvis de første reaktioner på albummet havde været nedslående, så havde jeg nok været lidt mere bange for at udgive det. Men heldigvis har modtagelsen været overvældende positiv og opmuntrende, at det skabte grundlaget for det, der lige så stille har ladet sig definere som en modighedskampagne. Der er en stor kontrast mellem folks manglende interesse og apati over for det, jeg tidligere har lavet, og så denne pludseligt opståede privilegium, hvor folk virkelig er interesserede.

Sønnike er smittebærer

Cohens fireårige søn er allerede i fuld gang med at etablere sig som tredje generation af Cohen-klanen, der begiver sig ud i musikkens og sangskrivningens verden:

– Han gør alle de samme ting, som jeg gjorde – han synger løs og siger, at han er ved at skrive sange. Han snakker om at stå på en scene, og han hamrer løs på stoleryggene og bruger generelt alt som instrumenter.

Han skriver allerede sange?

– Ja, det tror han da!

Hvad tror du?

– (latter) Jeg tror, der er tale om en 4-årig, der viser tegn på at være smittebærer!

Tiderne er skiftet, siden du selv var barn, og nu er der masser af talent- og realityshows, der placerer fokus på berømmelsen. Er du bekymret for, hvordan det vil påvirke din egen søn? At han måske ender på scenen i American Idol og synger Hallelujah?

– Nej, slet ikke. For det har jeg heller ingen kontrol over. Jeg er nødt til at vælge, hvad jeg vil bekymre mig om, og det er ikke en af tingene. Det handler mere om hans generelle velbefindende og om at indgyde positive værdier i ham. At sikre sig, at han føler sig elsket – og alle de andre basale men bestemt ikke ubetydelige aspekter ved at være forælder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA