x

Aqua - Galoperende storhedsvanvid

Aqua - Galoperende storhedsvanvid

Claus døjer med tømmermænd, men ellers er humøret højt hos kvartetten, der i sen-90'erne leverede dansk musiks til dato største eksportsucces. Stedet er Nørrebro, nærmere bestemt Søren Rasteds studie, hvor han og vennerne det sidste års tid har gået og støbt kuglerne til poplegendernes første fuldlængde studiealbum siden 2000. En lys og dejlig legeplads, hvor der er blevet rodet med i alt over 100 sange, hvoraf de 11 er gået gennem nåleøjet til Megalomania. Arbejdsprocessen er, som den altid har været: Det er Søren og Claus, der slider med sangskrivning og computerbeats, og så kommer Lene og René ind over senere i processen, men styrer så til gengæld udskejelserne på live-siden, når bandet går på scenen, som Søren pointerer. Ifølge samme har ambitionen været at lave det ultimative popalbum, og på spørgsmålet om, hvorvidt det er lykkedes, er svaret det enkle "ja". Som sådan illustreret ved den såvel selvironiske som hoverende albumtitel, og meldingen er da også klar: "Vi lider af galoperende storhedsvanvid," erklærer Søren, efterfulgt af en af denne eftermiddags mange, langvarige grin.

Optimismen og selvsikkerheden er dog bundet i kollektivet, forklarer komponisten:

­– Tager man os hver for sig, kan vi alle have problemer med selvtillid og selvværd, men når vi står sammen alle fire, har vi en kollektiv selvtillid, som er helt unik, mener Søren, og ingen siger ham imod.

Ingen klager

De fire bandmedlemmer gentager flere gange glæden ved et liv ved musikken og styrken ved at stå sammen, såvel internt i bandet som med dem, de samarbejder med.

– Vi føler os heldige og utroligt privilegerede og er det sidste band i Danmark, der har noget klage over. I modsætning til tidligere har vi spillet en hel del live de seneste par år, og når man kommer af scenen, er man så høj af endorfiner, at man næsten ikke kan være i sin egen krop. Og når man så er på vej hjem i turbussen sammen med alle sine gode venner, som man har arbejdet sammen med, så er man ikke til at skyde igennem. Så er der party, og jeg udfordrer gerne alle andre danske bands og vil vove den påstand, at vi er det bedste band til at feste i landet, kommer det drilsk fra Lene.

Grøn koncert

Da Aqua-feberen rasede før og efter år 2000, havde de fire gruppemedlemmer så travlt med at flyve verden rundt og promovere musikken og deltage i alskens tv- og radioshows, at der ikke blev brugt meget krudt på at spille live. Det er der nu blevet vendt op og ned på. Aqua gik kold tidligt i det nye årtusinde, under indspilningen til det, der oprindeligt var tiltænkt som gruppens tredje album. Hanerne havde for længe været skruet op på max; der var allerede løbet mere end rigeligt vand gennem åen. Men nogle soloprojekter, lidt blandet bizz og mediestunts og andet godt senere fandt de fire sammen igen, og første del af Aqua kapitel 2 var Grøn Koncert 2008.

– Indtil da havde jeg set vores musik som et tidstypisk fænomen, der eksisterede og kun passede ind i en bestemt epoke af pophistorien, men da vi kom ud at spille igen, måtte jeg revidere min opfattelse. Ikke nok med at der kom masser af gamle fans for at se os, men det var, og er, også tydeligt, at musikken er blevet givet videre til en ny generation. Der står helt unge teenagere og skråler med foran scenen, unge, som dårligt var født, dengang Barbie Girl var et hit. Det har været stort at opleve, at musikken har overlevet sin tid og er blevet givet videre. Der kommer et stort og meget blandet publikum til vores koncerter, hvilket er et fantastisk privilegium, konstaterer Claus.

Tilbage til hitlisten

Efter den positive oplevelse på Grøn Koncert fik kvartetten smag for mere. Næste træk var en greatest hits-plade med to nye hitsingler, My Mama Said og Back To The 80's. Og hvis nogle troede, at de fire vandhunde havde mistet grebet om, hvordan et pophit skulle skrues sammen, var de i givet fald i opposition til masserne. Begge sange fik massiv airplay, og sidstnævnte er ifølge statistikken det mest spillede nummer på dansk radio nogensinde, efter at have vippet Nelly Furtados Maneater af pinden. Den ABBA-inspirerede kioskbasker er, som René pointerer, et større hit end Barbie Girl, og det siger vel det hele. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og Aqua har da også indkasseret massiv kritik efter gendannelsen, ikke mindst her i butikken. Greatest hits-pladen indkasserede hele to stjerner her i bladet, hvorimod bandets efterfølgende live-performance måtte nøjes med en enkelt. Bandet, der ellers føler sig relativt hårdhudede over for kritik ("specielt over for gode anmeldelser!!") bifaldt ikke dommen og for i blækhuset til redaktionen og klagede over behandlingen.

– Jeg mener ikke, man kan invitere en artist til fest, og sætte dem på forsiden (GAFFA juli 09, red.), og så svine dem til på den måde bagefter, udtaler Søren med alvorlig mine.

Det var ikke desto mindre, hvad der skete, men heldigvis er det ikke værre, end at de fire meget sympatiske og behagelige bandmedlemmer igen stiller veloplagte op til et GAFFA-interview. Og som Lene lakonisk kommenterer:

– Det er fedt, når vi får dårlige anmeldelser, så sælger vi altid rigtig godt.

– Der er heldigvis stadig en masse mennesker derude, der hader os og en masse, der elsker os, og sådan vil det nok blive ved med at være, supplerer Søren.

Og noget tyder på, at Aqua har overbevist en del af den kritiske presse, specielt hvad angår bandets koncerter, fortæller René Dif.

– Vi prøver at give alt, hvad vi har på scenen, og nyder det virkelig. På det seneste har vi fået både fem og seks stjerner, det er virkelig fedt.

Pop og porno

Der har dog også været kritiske røster fremme, der blandt andet har kritiseret bandets sceneoptræden for at være for pornoficeret, herunder Lenes S&M-agtige outfit, hvilket ifølge kritikerne ikke passer sig for et band, der dels er kommet noget op i alderen, dels har mange børn som fans. Læg dertil, at hooklinen i bandets aktuelle klubsingle lyder "why do you still fuck me like a robot?" En kritik, der får bandet op på stikkerne.

– Når jeg er på scenen, er jeg mig selv og gør, hvad det passer mig, og opfatter det hele som én lang bevægelse. Når BT så vælger at publicere 20 fotos af mit skridt, er det taget fuldstændig ud af kontekst. Vi giver et show og holder os ikke tilbage, og jeg gør, som det passer mig, og ingen skal diktere, at jeg skal stå en koncert med samlede ben hele aftenen. Og hvad angår Like A Robot, er det en sang, der primært handler om, at der går hverdag i hverdagen, fastslår Lene energisk.

– René og Lene har alle dage forstået at levere en fest på scenen, og sådan skal det blive ved med at være, konkluderer Søren. 

En beskidt lille popsang

"I'm just a dirty little popsong that keeps running through your brain," synger Lene på Megalomania, og er der noget, som Aqua mestrer, er det at kreere insisterende hooklines, der går lige i hjernen. Under arbejdet med indeværende artikel er der da også et konstant indre bombardement af omkvæd om "playmate for Jesus", "robots", "kill myself" og Vegas fortræffeligheder. Et varemærke

for kvartetten, der dog har lavet en hårdere og mere dance- og dj-agtig produktion, end man er vant til fra deres kant.

– Vi elsker de store popsange og har prøvet at få godt med smæk ind i lydbilledet på pladen. Det passer godt ind i tidens musik, og til hvem vi er som band, og hvordan vi gerne vil lyde i dag, forklarer Claus.

Tiden vil vise, om bandet endnu en gang skal få danskerne op af stolen. Første fingerpeg bliver radiosinglen Playmate For Jesus og Like A Robot til klubberne. Og står det til Søren, slutter festen langtfra her:

– Jeg har lært en masse af at lave den plade og tror og håber på, at der er mere musik i os fire i fremtiden.

A Kid Hereafter

Hvad skuer øjet? Det er den 17. juni 2011, og jeg er i Tivoli med min datter sammen med et eksorbitant antal mennesker, der er samlet for at se Aqua, hvoraf en flok unge tøser ved siden af os brøler entusiastisk med fra start til slut. Bandet er der selvfølgelig, men så er der ham den langskæggede guitarist, der hopper rundt som en gal bag Lene Nystrøm, kan det være, nej, det er sgu for usandsynligt, eller hvad... who knows.... og under ekstranumrene bliver det ganske vist: "og på guitar har vi orkesterleder Frederik Thaae" præsenterer René Dif. Med andre ord den musikalske undergrundsblæksprutte, primært kendt under sit kunstnernavn A Kid Hereafter, umiddelbart langt væk fra hitmaskinen Aqua.

– Han er det mest usnobbede menneske i den danske musikbranche, mener Lene, og Søren kommenterer:

– For ham tæller det kun, om det er god eller dårlig musik. Han har lavet jazz, metal, pop og whatever (og har været ansat som komponist for Roskilde kommune, red.). Vi kontaktede ham, og han var frisk, og det er et dejligt samarbejde, kemien passer simpelthen. Ud over at spille guitar og være orkesterleder har han været med til at arrangere to af sangene på pladen.

I øvrigt har bandet et andet indie-ikon på trommer, i form af Kristoffer Rom, trommeslager i Oh No Ono og medstifter af pladeselskabet Tambourhinoceros.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA