x

James Morrison - blød mand med kant

James Morrison - blød mand med kant

Bare fordi man synger om kærlighed, betyder det ikke, at man altid skal være enhver svigermors drøm. På sit tredje album gør James Morrison op med glansbilledet og nemme romantiske ballader.

Han er kun lige blevet 27, men alligevel er det ikke småting, der er sket i James Morrisons liv. En barndom præget af forældrenes skilsmisse, små kår og megen flytten rundt. Og alene siden hans sidste album, Songs For You, Truths For Me fra 2008, er den engelske singer-songwriter med den markante stemme blevet far til en datter og har mistet sin egen far efter dennes hårde kamp mod alkoholisme. Det kan man også godt høre på hans nye album,The Awakening.

– The Awakening handler mere om livet generelt og mindre om kærlighed. Der er sket flere store ting i mit liv, og det har fået mig til at gå tænke over tingene, og det kan man høre på min musik. Da min far døde, påvirkede det mig selvfølgelig, og man kan sagtens høre forskel på de sange, der er skrevet før og efter, og det var en logisk måde for mig at bearbejde sorgen på, fortæller James Morrison, da GAFFA møder ham i London forud for udgivelsen af hans tredje album.

Nye sange som UpIn My Dreams og The Person I Should Have Been er sangerens reaktion og måde at tackle tabet af faderen, der sjældent var til stede i Morrisons turbulente opvækst. Langt sværere for ham har det været at skrive om sin datter, Elsie.

– Jeg synes ikke, det var nemt at formidle den elektriske fornemmelse, man får, når man bliver far. Inden Elsie landede, havde jeg altid sagt, at jeg aldrig skulle have børn, men da hun blev født, vendte det bare op og ned på alting. Så titlen The Awakening handler også om at vågne op til et helt nyt liv, og hvor meget mere fantastisk livet er, når man får et barn.

Succesfulde prøveskud

Selvom Morrisons to første album tilsammen har solgt over fire millioner eksemplarer, kalder sangeren stadig sine to første skiver for "prøveskud".

– Jeg føler først, det er nu, at jeg har fundet mit musikalske ståsted. Da jeg skrev sangene til dette album, droppede jeg at tænke over hits og singler og radio-airplay, og det at give sig selv lov til at lave noget lort, det kan virkelig være en befrielse. Jeg føler, at jeg har rykket mig meget som kunstner, og at de to første album i høj grad var tilløb til dette album, forklarer James Morrison.

Grundopskriften er dog ifølge Morrison stadig den samme som på hans to første album: pop med inspiration fra rock, folk og soul.

Pop-image

Netop den opskrift har også gjort, at James Morrison ofte er blevet sat i en kategori af mandlige singer-songwritere, sammen med folk som James Blunt, John Mayer og Gavin DeGraw, der måske nok sælger mange plader, men samtidig ikke får den store respekt blandt anmeldere og uden for deres egen fanbase.

– Det er helt sikkert sværere at blive taget seriøst og vinde folks respekt, når man spiller musik som min, i hvert fald sværere, end hvis du er kvinde med guitar eller er del af et band.  På den anden side er jeg heller ikke for god selv. Jeg er mandlig singer-songwriter, og jeg kan ikke lide særlig mange mandlige singer-songwritere! lyder det næsten beklagende fra James Morrison, der er bevidst om, at han, selv med den succesfulde position, han befinder sig i, ikke kan tillade sig hvad som helst, men i høj grad må balancere.

– Det nytter bare ikke, at jeg skriver sange, der er lidt for macho. Hvis jeg laver en tekst a la "hey kvinde, se at få min aftensmad på bordet", så kan jeg godt vinke farvel til alle mine fans. Og hvis jeg laver noget, der er for pussenusset, er der hånlatter fra alle mine venner og slet ingen chance for, at nogen af hankøn viser interesse for min plade, forklarer Morrison, der dog gør sit for at slippe af med det mest klistrende billede af ham som enhver svigermors våde drøm.

– Det, jeg forsøger at gøre, når jeg skriver en kærlighedssang, er at gøre den realistisk frem for rosenrød. Broken Strings (Morrisons duet med Nelly Furtado, red.) er på en måde en kærlighedssang, men det er en rimelig hård og ærlig en af slagsen. Og You Give Me Something handler måske nok om kærlighed, men teksten er ikke specielt romantisk. Altså "you give something…" something, det er mere tvetydigt end sødt. Men det er klart et billede af mig, jeg forsøger at slippe af med hele "aww, James Morrison, han er så sød og skriver fucking kærlighedsballader," og jeg har tænkt, at det nok skulle være med dette album, hvis ikke det skulle blive noget, der fulgte mig for evigt. Det er måske nok det, jeg er mest spændt på i forbindelse med det nye album; om det vil være i stand til at nedbryde nogle af de forestillinger, der er omkring mig, lyder det håbefuldt fra den unge englænder.

I gode og lidt skræmmende hænder

En af måderne, James Morrison har forsøgt at ryste det poppede image af sig på, er ved at alliere sig med den tidligere Suede-guitarist Bernard Butler, der har produceret The Awakening og har leveret store dele af albummets guitar.

– Jeg var ikke stor Suede-fan, da jeg var yngre. Helt ærligt, så synes jeg, Brett Andersons stemme er ret irriterende, griner James Morrison og bryder ud i en svært skinger udgave af Suede-hittet Trash, inden han fortsætter:

– Men jeg kunne sagtens høre, at der var nogle gode sange og tungt og kompakt guitarspil, og så ramte de i den grad tidsånden, da de kom frem. Så jeg vidste godt, at Bernard var dygtig, også til at producere, men det var ikke før, nogen spillede det nye Nerina Pallot-album (Year Of The Wolf, som Bernard Butler også har produceret, red.) for mig, at jeg tænkte, at han var den perfekte mand til albummet. Og samtidig var det en udfordring, fordi jeg var usikker på, om Bernard var interesseret i min musik, om det overhovedet var hans stil, og om han ville være interesseret i at arbejde sammen med mig. Selv da han havde sagt ja, var jeg i tvivl om, han måske bare gjorde det som et job for at få smør på brødet. Det gjorde de første par dage i studiet virkelig intense, fordi jeg pressede mig selv for at yde mit bedste og bevise mit værd, men derefter kørte vores samarbejde helt naturligt, og han har efterfølgende fortalt, at han er virkelig stolt af albummet, fortæller Morrison.

Men Bernard Butler har også lidt et rygte hængende om, at han kan være svær at arbejde sammen med?

– Det ved jeg, og jeg kan godt se, hvordan det er opstået. Han har en meget tør humoristisk sans og kan være svær at læse. Når man spiller noget på guitaren, sidder han bare helt udtryksløs, og man ved ikke, om man har lavet noget fantastisk eller noget lort. Men så gav jeg bare igen af samme mønt. Så selv når jeg var ved at gå bagover over noget af det guitarspil, han leverede, og havde lyst til at springe op og råbe "yes, Bernard, yes!", så nikkede jeg bare diskret og billigende med hovedet, griner James Morrison.

– I sidste ende får man jo kun den slags image i musikverdenen, hvis man samtidig virkelig kan sit kram, så jeg ser det som lidt af et adelsmærke, at folk snakker om én på den måde. Jeg håber en dag, at folk vil fortælle historier om mig, med den slags ærefrygt, det ville være fedt, lyder det ambitiøse mål fra James Morrison.

Duetter der dur

På sit sidste album scorede James Morrison karrierens måske største hit, med nummeret Broken Strings, der var en duet med Nelly Furtado. Også på The Awakening deler Morrison mikrofon med en kvinde, den fremadstormende engelske poppige Jessie J på nummeret Up.

– Jessie J er en af den typer sangerinder, der kan synge direkte fra telefonbogen og få det til at lyde fantastisk. Hun er langt mere pop, end jeg nogensinde bliver, men derfor synes jeg også, at det var ekstra spændende at arbejde sammen med hende, frem for et mere åbenlyst valg, som for eksempel en sangerinde som Adele måske havde været. Og så får det mig til at fremstå cool i min datters øjne, for hun er vild med Jessie J, fortæller James Morrison om samarbejdet. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA