x

Malk De Koijn - Malket For Sjov

Malk De Koijn - Malket For Sjov

De danske hiphop-legender i Malk de Koijn er tilbage med deres første album i ni år, men selv om de er så sprælske som nogensinde på Toback To The Fromtime, har bandet været gennem både depressioner, mavesår og intern splid. Her fortæller trioen om at blive voksne og lade sig inspirere af fejl, faderskab og måske endda en bog om Tour de France.

Der er blå himmel over Langestrand i dag. Længere henne ad gaden holder en mand fra Peru, men han er faldet i søvn i sin Renault. På hjørnet bor digteren Henrik Nordmann, og børnebanden De Rigtige McCoys spæner rundt og soler sig i anledning af det glohede vejr. Ja, hvis man kigger nøje efter på fortovet, ligger der endda et par snegle. De kære krabater gnaver i et par kiks, der vist har flere år på bagen.

Nej, undskyld, det her er selvfølgelig bare noget vrøvl. Men det er noget nær umuligt at tale om Malk de Koijn uden at rable løs om det fantastiske fantasiunivers, hiphop-trioen har boltret sig i lige siden deres efterhånden 13 år gamle debutalbum, Smash Hit In Aberdeen.

Med uhæmmet iderigdom har d'herrer Tue Track, Blæs Bukki og Geolo Geo i deres sprudlende tekster levendegjort en hel hær af vidunderlige, skæve eksistenser, hvoraf ovennævnte blot er et lille udpluk. Det samlede brogede persongalleri holder til i Malks fiktive hjemstavn, Langestrand – forkortet LSD – der er en fordanskning af Los Angeles-området Long Beach, hvor selveste Snoop Dogg stammer fra.

Og nu er der atter mulighed for at besøge Distrikt Langestrand – Malk de Koijn er aktuelle med Toback To The Fromtime. Det har taget sin tid, for der er gået intet mindre end ni år siden det forrige, andet album, Sneglzilla, der præcis som Smash Hit har status som milepæl i dansk rap.

I sin tid takkede Malk de Koijn faktisk pænt nej, da DR bad dem være næste satiresatsning efter Drengene Fra Angora, og den form for kompromisløshed har været med til at fastholde en skarp personlig profil. Kultrenomméet er kun blevet stærkere med tiden, og på den kommende efterårsturné er der udsolgt selv i en kæmpearena som TAP1.

– Det er ret overvældende, er da også nogle af de første ord fra Tue Track, da han og vennerne sætter sig til rette i en park på Frederiksberg klos op ad studiet, hvor store dele af den nye plade er undfanget, med Tue og Blæs som hovedkræfterne bag de multimusikalske produktioner.

 

Sindssygt overraskende

Track, Blæs og Geo – med de jordiske navne Anders Brixen Kristiansen, Lasse Bavngaard og Janus Borup Staffe – har været omgivet af euforiske reaktioner, stort set lige siden de blev annonceret som et af hovednavnene på Roskilde Festival i 2009. Her udløste de allerførst undtagelsestilstand på festivalens hjemmeside, som gik ned, da koncerten blev offentliggjort. Og seancen i sig selv endte med rent publikumskaos, fordi Malk efter eget ønske ville spille på Dyrskuepladsens næststørste scene. Det var dog først og fremmest en fest af svimlende dimensioner.

– Det var selvfølgelig sindssygt overraskende, hvor vildt Roskilde var. Det var fandeme vanvittigt, fastslår Blæs og kigger tilbage på den rivende udvikling: – Det sjove er, at på en eller anden måde har der altid været samme hype omkring os i et eller andet omfang. Det har bare været en meget mindre gruppe af folk, der kendte os, men de 518 mennesker var jo meget oppe at køre. Den mængde er så bare vokset utroligt meget. Der er kommet så mange nye til, at det er rykket op på et nyt niveau.

Malk de Koijn var dog allerede så småt i gang med Toback To The Fromtime, da de spillede på Roskilde – de årvågne fans vil genkende et par numre på den nye skive tilbage fra de sveddryppende nattetimer under Arena-teltdugen. De ældste numre på pladen er faktisk helt tilbage fra 2006. Det kan godt være, at de kære medlemmer har udråbt sig selv til tre bananer, du ikke kan nå, men de ligner snarere tre rynkede ferskner, når man spørger, om pladen har været en hård fødsel.

– Det har været en langvarig én, i hvert fald. Og det har da også været hårdt, lyder det fra Tue: – Vi har altid haft kampe, når vi har lavet plader, men før har de til en vis grad været mere undertrykte. Den her gang er de kommet mere frem, men vi har også kunnet tale om det på en helt anden måde. Ja, vi er nærmest blevet voksne.

 

Pensioneret rapper

Det må man sige. Altså i hvert fald hvis man kigger på alderen. Tue Track og Geolo Geo er begge 38, mens Blæs er et år yngre – og ikke nok med det: Både Tue og Geo er blevet forældre, ja, Geo er endda far til to. Desuden er han flyttet tilbage til Fyn, nærmere bestemt Middelfart, hvor han oprindeligt kommer fra, så alene rent geografisk har det været mere omstændeligt at samle tropperne. Og arbejdsprocessen er også blevet forlænget af, at trekløveret modsat tidligere ville skrive så meget som overhovedet muligt, når de rent faktisk opholdt sig i samme lokale.

Hver for sig har de været gennem flere udfordringer i den periode, der er gået siden Sneglzilla. Geo er måske den mest oplagte at gribe fat i, fordi han efter sin medvirken i teaterstykket Gynt for fem år siden diskede op med følgende svada på sin daværende MySpace-profil: "Jeg pensionerer mig som rapper. Så der bliver ikke mere. Spørg ikke, om jeg vil gæste-rappe. Geolo G er slut den 22. oktober 2006. R.I.P. på forhånd. Tak for alt i de mange år. Nu må livet bare videre med noget andet."

Geo sukker lidt ved tanken, for "det var ment som et meget mindre manifest, end det lige pludselig endte med at blive". Men da han fortæller forhistorien, lyder det nu alligevel, som om han var nede på tælling:

Gynt var jo Lasse og mig, der arbejdede sammen med en masse andre: Jonatan Spang, Rune Klan og sågar Carsten Bang på Betty Nansen Teatret. Det har ikke noget at gøre med de andres indflydelse, jeg havde det bare sådan bagefter, at jeg ikke havde været tro mod det, jeg kunne. Jeg havde lavet noget, der var under, hvad jeg evnede. Jeg havde brugt det, jeg kunne med rap, til at underholde andre end mig selv og var egentlig ikke særligt underholdt af det, jeg havde lavet. Sådan overordnet set.

– Jeg forestillede mig, at det hele skulle kunne høres af både nogle på 15 og nogle på 75, og det havde jeg det meget kompromisfyldt med bagefter. Det, det handler om i Malk de Koijn, er min nydelse ved at lave det sammen med Anders og Lasse. Og der havde været nogle helt andre præmisser omkring Gynt. Det var selvfølgelig også en mental krise, så derfor fik det sådan lidt en drastisk konsekvens, men det var sådan, jeg havde det dengang. Jeg kunne fandeme ikke se mig i øjnene som rapper. 

Trip som forælder

Selvransagelse har også ramt Tue Track – blot på en anden måde:

– For mit vedkommende har det trip at blive forælder eddermame gjort noget ved mig. Før har fokuspunktet været så meget mig, mig og mig, og så lige pludselig finder jeg ud af, at der er sgu noget, der er meget vigtigere. Og igennem det er jeg pludselig begyndt at reflektere over nogle ting i min barndom, som jeg ikke er bange for at sige mere.

– Før i tiden har jeg ikke rigtig turdet sige det, for jeg var bange for at såre, hvem jeg end måtte såre. Men nu forstår jeg nogle af de ting, mine forældre har gjort, for jeg står selv i situationen. Så behøver man ikke være bange for at sige det. Det kan godt være, der er nogen, som kan blive sådan lidt kede af det. Men i virkeligheden er det en anerkendelse. Jeg taler om nogle ting, der er sket for mange år siden, som har fyldt mig over mange år, og som jeg så nu rigtig, rigtig gerne vil tale om.

– Så nej, nedturen har ikke været nu, siger Tue, men afbryder sig selv: – Jo, jeg har haft lidt, for det har været hårdt at starte fra røv med mine soloting, og jeg havde lige et… I det nye nummer, Braget, beskriver jeg, uden at vide det, hvordan jeg havde det mærkeligt inde i kroppen, og det viste sig at være et begyndende mavesår – det vidste jeg bare ikke. "Maven drejer rundt, svulmer op og voldtrykker min ryg, en sur smag, der fylder min hals som en besk bryg." Det var fysisk. Men nu har jeg det fint, og jeg har ellers ikke haft de store nedture.

Tingene trykker

Blæs er næste mand i rækken. I Malks pladepause har han været den af de tre med størst succes i kraft af sine andre projekter, Balstyrko og især Bikstok Røgsystem. Det har været lidt af et opgør med fortiden:

– Jeg tror generelt, jeg har haft tendens til at være temmelig deprimeret på Malks første to plader. Ryge ned i nogle sorte huller. Kosmisk KaosSmash Hit har i mange år været svær for mig at spille live. Nu er det så fint nok, men der var flere år, hvor jeg simpelthen ikke kunne snuppe at sige de ting, for det føltes som konkret virkelighed.

– Der var på et tidspunkt, hvor jeg så ikke havde lyst til, at vi skulle spille mere. For at finde ud af nogle ting og prøve noget nyt startede jeg med Bikstok og det dér. Prøvede, hvad jeg kunne i andre sammenhænge. Men generelt synes jeg, jeg er blevet gladere, end jeg var dengang, og jeg har fået nemmere ved at finde ud af, hvornår tingene trykker.

– Balstyrko-pladen blev skabt under den ultimative depri-periode. En fase, der er overstået nu. Jeg har ikke lyst til at træde mere rundt i det. Når jeg kigger tilbage, virker det enormt overdrevet, men jeg tror bare, nogle har et sind, der er lidt mere sort end andre. Det må man lære at acceptere – og finde ud af, hvordan man tager styringen i stedet for. Den største udfordring er vel at huske at kommunikere og sige fra. Sige, hvordan man selv har lyst til, noget skal være, og tage en snak om det. 

Drøje hug

Det er svært at forestille sig, at nogen er bedre til at sætte ord på noget som helst end et medlem af Malk de Koijn. Og Toback To The Fromtime er da også spækket med hyperkreativ lyrik, der fyrer op under associationerne og sætter fuldt blus på lattermusklerne. Men alvoren og virkeligheden presser sig mere end nogensinde på, og vores samfund og selvforståelse får talrige drøje hug undervejs. Og det er ikke tilfældigt.

– Før var dét, vi lavede, en flugt fra virkeligheden, men i dag kan vi bruge det til at sige noget med og tænke noget om virkeligheden, samtidig med at vi flygter fra den. Det er ikke, fordi vi vil have, at nogle skal have de samme holdninger som os, men vi er på den anden side ikke bange for at stå ved nogle ting, konstaterer Geolo G.

Veteranerne fra Langestrand er stadig verbale virtuoser, og mængden af selvopfundne gloser og vendinger er konstant overrumplende. Hvor pokker får de det fra? Blæs Bukki løfter lidt af sløret:

– Meget af det, der har været udgangspunktet i hvert fald før i tiden, eller sådan lidt generelt, når vi har været gået i stå, det har tit været gamle hiphop-plader, hvor man oversætter nogle linjer, som man synes var fede. Men oversættelserne ender med at være totalt underlige i forhold til originalen – de amerikanske ting har man måske ikke rigtig kunnet forstå, fordi det var slang eller gik så hurtigt. Men alle de dér misforståelser kan ende med at give os et ret fedt ord. Det er som regel noget med at høre forkert, faktisk. Det kan også være ved dårlig forbindelse i radioen.

Højpandet fejlfortolkning

På den nye skive nævnes de franske forfatter-ikoner Charles Baudelaire og Émile Zola, og det er derfor nærliggende at spørge til sprogsprællemændenes litterære tilbøjeligheder. De vandt trods alt den prestigefyldte Maarum-pris for sproglig opfindsomhed tilbage i 1999.

– Vi er ikke en skid belæste nogen af os, lyder det tørt fra Blæs. – Det er en fejlfortolkning eller misforståelse, at vi skulle være litterære. Det er måske bare noget med at være kreativ sprogligt. Politiken ville på et tidspunkt høre, hvilke bøger jeg læste for tiden. Og så måtte jeg bare indrømme, at jeg startede på to bøger for halvandet år siden og aldrig blev færdig med nogen af dem. Jeg har ikke rigtig læst siden.

– Jeg har engang læst en bog om Tour de France, lyder det endnu tørrere fra Geo. – Jeg gider ikke læse skønlitteratur. Det interesserer mig overhovedet ikke en skid. Jeg har læst en masse faglitteratur og lidt digte, men hele det dér højpandede trip, der bliver forbundet med vores ting, det har jeg aldrig forstået.

– I Malk de Koijn vender jeg tilbage til det samme igen og igen: Det skal være sjovt for os at lave. Det er det, det hele handler om.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA